Læsetid: 4 min.

Faren for en ny kold krig

Vesten forpassede efter Den Kolde Krigs afslutning en enestående historiske chance for at knytte Rusland tættere til sig. Nu betaler vi prisen i form af forstærket russisk mistro og ny nationalistisk selvhævdelse
7. august 2007

Hvis Rusland har en vis, gammel mand, som ved, hvor alle hunde ligger begravet - i al fald i udenrigspolitikken - må det være Giorgij Arbatov, pensioneret direktør for Moskva-tænketanken Instituttet for USA og Canada og tidligere udenrigspolitisk rådgiver for Bresjnev, Andropov, Tjernenko, Gorbatjov og Jeltsin, Sovjetunionens (og i tilfældet Jeltsin: Ruslands) ledere fra 1964 til 1999. Arbatov, der er så åndsfrisk og klartskuende som nogensinde, overbringer mig en advarsel i sin lille, støvede Sovjetæra-lejlighed en times kørsel fra den russiske hovedstad.

"Vi er endnu ikke vendt tilbage til Den Kolde Krigs tid. Men vi kan hurtigt havne der igen. Faren er overhængende. For to år siden var dette utænkeligt. Nu er risikoen der."

Den farligste grænse i epoken efter Anden Verdenskrig var jerntæppet, som strakte sig fra Lübeck-bugten ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet. Som historikeren Jan Morris engang bemærkede, så "skilte det ikke blot stater, folk og territorier, den skilte også ideer".

Da denne splittelse overvandtes i 1989 takket være de dynamikker, den sidste Sovjetleder, Gorbatjov, satte i gang, vidste vi, at kommunismen var død i Europa. Vi vidste, at friheden atter var sikret, og at faren for at hele kloden skulle blive sat i brand ved militær supermagtskonfrontation var ovre. Eller gjorde vi?

Russisk selvbevidsthed

Kommunismen vil rigtignok aldrig igen vende tilbage til Rusland. Men hvordan har friheden det? Helt sikkert har den det markant ringere ind i de vilde, hektiske dage under Jeltsin.

Det er bare de færreste russere, der lader sig mærke med det, fordi der trods alt stadig hersker langt større frihedsgrader end i Sovjettiden, hvortil kommer, at russerne har for travlt med deres bemærkelsesværdige økonomiske opsving, der har sat ind igennem de seneste fem-seks år, og som efter alt at dømme vil forsætte i nogen tid endnu.

Ikke desto mindre har den diplomatiske og militære atmosfære undergået betydelig forbitrelse. Russerne er blevet mere nationalistiske og er ikke længere på samme måde som under Gorbatjov og Jeltsin til sinds at føje sig i vestlig retning. Tværtimod er der en stærkt stigende tilbøjelighed til konsekvent at hælde i modsat retning, som vi senest har set det manifesteret i Kosovo-spørgsmålet og reaktionerne på Storbritanniens krav om at få udleveret den hovedmistænkte i sagen om mordet på Aleksandr Litvinenko.

Den nye russiske selvbevidsthed har en forhistorie. Aggressiviteten i amerikansk og britisk udenrigspolitik siden Den Kolde Krig, som den har vist sig i forhold til Irak, Nordkorea, de sydlige tidligere stater i Sovjetunionen osv. har skridt for skridt vakt stærk foruroligelse i Moskva. Strået, der knækkede kamelens ryg, har utvivlsomt været den amerikanske beslutning om at opføre nye radaranlæg på polsk og tjekkisk jord, der skønt de angiveligt skal afværge mulige iranske raketter, meget let vil kunne opgraderes til at kunne rettes imod Rusland. Men hele denne udvikling begyndte med præsident Clintons beslutning om at udvide NATO helt op til det gamle Sovjetunionens grænser.

Vesteuropas ledere ville aldrig på egen hånd have fundet på denne NATO-ekspansion. Det var Clinton, som pånødede dem denne. Protester og modargumenter blev i de omfang, de overhovedet forekom, fremført spagfærdigt og uden overbevisning.

Varig krænkelse

Hvis blot russerne havde lidt af en tilsvarende somnolens, ville Clintons satsning måske have været i orden. Men reaktionerne blev i stedet en dyb og varig krænkelse og forurettelse, som nu omsider er brudt frem til overfladen.

"Hvem tabte Rusland?" - spørgsmålet risikerer at skulle hjemsøge fremtidige historikere på samme måde som generationen af historikere før Anden Verdenskrig rev sig i håret over Hitler-regimets opkomst. Som John Maynard Keynes pointerede, var den Versailles-fred, man påtvang Tyskland efter Første Verdenskrig, ikke tiltænkt at skulle læge sår, men at holde dem åbne. Forbitrelse og hævnlyst fæstnede sig i den tyske psyke.

Skønt Rusland ikke blev besejret militært, blev Den Kolde Krigs opslutning oplevet som et klart nederlag. Dele af landets politikerstand blev grebet af nagfølelser og hævngerrighed. Andre dele følte sig befriede og åbne over for alt, hvad Vesten kunne tilbyde. Problemet er blot, at Vesten tilbød så lidt. Dermed forpassede vestmagterne en enestående historisk chance - i fuldkommen kontrast til den omsorgsfulde måde, hvormed (den vestlige del) af det besejrede Tyskland blev behandlet og hjulpet frem. Den historiens lektie, der var lært fra Versailles, blev på ny glemt over for Rusland.

Selvforskyldt ustabilitet

I 1998, da Clinton pressede på for at få gennemført sin NATO-udvidelsesplan, skrev en gruppe fremtrædende amerikanske konservative i New York Times, at "et modsætningsforhold vil uundgåeligt vokse frem, hvis alliancen (NATO, red.) flytter sine grænser tættere imod Rusland... vi vil i så fald have fejlbedømt vore prioriteringer, på et tidspunkt da et afgørende mulighedernes vindue for at opnå russisk samarbejde stod åbent."

Skønt Arbatov er skånselsløs i sin kritik af Vesten, frikender han dog ej heller Putin for medansvar for det forværrede forhold.

"Vi må holde op med alt det forbandede sludder om, at Rusland skal gå sin egen vej," siger han.

Jeg er helt enig med Arbatov. Men ganske meget af dette kunne være undgået, hvis Europa havde gjort klart, at det ønskede at optage Rusland i Den Europæiske Union inden for lad os sige 10 til 20 år. Men ganske på samme måde som europæisk vaklen over for Tyrkiet har fremkaldt ustabilitet og fornyet mistro i dette land, har vi i Vesten i vidt omfang os selv at takke for, at vi er kommet til at støde Rusland fra os.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator ved International Herald Tribune og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu