Den krise, der har ramt cykelsporten under sommerens Tour de France, skal ikke alene ses på baggrund af rytternes brug af præstationsfremmende midler. Den handler lige så meget om cykelsportens organisationer og om mediernes og andre aktørers behandling af problemerne. Spørgsmålet er, om det er rytternes brug af dopingmidler, som reducerer sporten til freak show, eller om det er de øvrige aktører, som forvandler sporten til et reality show.
Vi er ikke så naive, at vi tror, at cykelfeltet kører lydefrit. Afsløringerne af Alexandre Vinokourov og Iban Mayo taler deres eget tydelige sprog. Cykelrytterne bør imidlertid tilstås de samme retskrav som resten af os og skal ikke fældes på subjektive spekulationer, der ikke vil holde i en retssal.
Som et eksempel på uholdbar dopingspekulation vil vi fremdrage dopingforskeren, professor Verner Møllers mistænkeliggørelse af vinderen af årets udgave af klassikeren Paris-Roubaix, CSC's Stuart O'Grady. I et interview i Jyllands-Posten den 11. juni fremførte han, at O'Gradys kørsel indikerede doping, fordi O'Grady "den dag kørte (...) væk fra syv mand, der også havde en ambition om at vinde, og som på skift kunne jagte og ligge i læ, mens O'Grady skulle køre med 100 procent hele tiden. Det er i mine øjne en tyk indikation af, at han var velpræpareret. Og dette synspunkt kan kun anfægtes, hvis man mener, at alle andre ryttere var rene, og det er bare for naivt at tro, at det var tilfældet i verdens største endagsløb."
Stigende hastigheder
Nu kan Verner Møller nok ikke mene, at alene det at køre fra andre cykelryttere indikerer doping. Den præmis, som han vil have os til at købe, er, at en stor del af feltet og herunder dem, der jagtede O'Grady, var dopede. Men hvad kan Verner Møller rent faktisk lægge til grund for, at dette skulle være tilfældet? Ikke meget viser det sig.
I kronikken 'Sorry, Stuart O'Grady' i Jyllands-Posten den 21. maj i år ser han stigende gennemsnitshastigheder som indikation for brug af epo og bloddoping. Epo virker. Han fremdrager Tour de France og Paris-Roubaix som eksempler herpå. Hvilket alt andet lige må være korrekt. O'Grady kørte ifølge Verner Møller med den tredjehurtigste gennemsnitshastighed nogensinde 42,181 km/t. Kun hans holdkammerat på CSC Fabian Cancellera (i 2006) og Johan Museeuw i 1996 havde med henholdsvis 42,239 km/t og 43,310 km/t vundet med større fart [-] og i 2002 vandt Museeuw, der har indrømmet dopingbrug, i tiden 39,35."
For Verner Møller er dette en tyk indikation på dopingbrug i feltet og specielt hos O'Grady.
Det er imidlertid ikke faktuelt rigtigt, når Verner Møller hævder, at O'Gradys tid er den til dato tredjehurtigste. Hele otte gange er der faktisk blevet kørt hurtigere end O'Gradys gennemsnitshastighed. Allerede i 1948 vandt Rik van Steenbergen med en gennemsnitshastighed på 43,6 km/t og Peter Post, der i 1964 vandt med en gennemsnitshastighed på 45,1 km/t, er stadig den til dato hurtigste.
Skueprocesser
At Verner Møllers konklusioner om feltets brug af doping meget vel kan være rigtige, er ikke vores mål at betvivle, men bevisbyrden skal være anderledes grundlagt. De eneste former for beviser, der holder i en retssag, er positive blod- og urinprøver, dvs. beviser opnået ved hjælp af medicinske metoder eller klare beviser for brud på gennemsigtige regler. At bortdømme ryttere på formodninger, rygter og subjektive præferencer om, hvem er værdige eller ej, hvilende på uigennemsigtige forudsætninger, er at forfalde til stalinistiske skueprocesser.
Cykelsportens krise hviler ikke alene på cykelrytternes hæmatokritværdier.
Det er kun toppen af isbjerget. Krisen grunder lige så meget i det faktum, at Union Cycliste Internationale (UCI) og Amaury Sport Organisation (ASO, organisationen bag Tour de France) er uigennemsigtige.
Rytternes systematiske brug af præstationsfremmende stoffer og metoder er blevet udråbt som den store skurk, fordi sporten herved bliver forvandlet til et teknologisk og medicinsk freak show af samme karakter som amerikansk fribrydning. Det er derfor evident, at den stålsatte kamp mod doping skal fortsætte. Her må det imidlertid gøres klart, at hvis dopingbekæmpelsen fortsætter ad den linje, vi har set her i sommer, er selve kampen mod doping en større trussel mod cykelsporten end dopingregimet selv.
Vi glæder os over, at mange ryttere i år er blevet afsløret. Men der har samtidig været mange bekymrende og absurde indslag. Vi har i sagen om Michael Rasmussen (MR) set en rytter, der har fået starttilladelse og på trods af 14 negative test (!) under løbet er blevet trukket ud af løbet på et tvivlsomt grundlag. Vi kan glæde os over, at Iban Mayo er dømt ude efter en positiv epo-prøve, men det bør samtidig skabe forundring, når UCI ved offentliggørelsen nærmest praler med, at man har gået målrettet efter at fælde netop denne rytter. En indsats, der er desto mere besynderlig, når UCI og ASO intet problem har med at lade Alberto Contador vinde løbet, på trods af at dokumenterne fra Operacion Puerto klart indikerer, hvilke midler denne rytter har benyttet under sin tid på Liberty Seguros. Hvorfor er han ikke dømt ude på linje med Ivan Basso og Jan Ulrich? Hvad der ligger bag denne tilsyneladende vilkårlige og for retfærdighedssansen stærkt krænkende praksis er naturligvis umuligt at gennemskue for den almindelige tilskuer.
Starttilladelsen
Af andre spekulationer, der er ført til torvs, kan nævnes det af Henrik Brandt (direktør i Idrættens Analyseinstitut) fremførte moralske udsagn om, at eksempelvis MR slet ikke burde have fået tilladelse til at stille op i årets udgave af Tour deFrance. Grunden hertil skulle angiveligt være en paragraf i reglerne om, at hvis man har en advarsel 45 dage før et af de store løb, kan man ikke få starttilladelse. UCI har dog valgt at se bort fra denne såkaldte 'artikel 220' regel i MR-sagen.
Nu kan man spekulere over, hvorfor UCI gør dette. Skyldes det, at der er en del andre ryttere, der ville blive ramt af denne regel, i givet fald en stor del af feltet, der ikke rettidigt har oplyst om deres opholdssteder? Det skyldes nok ikke en særlig hensyntagen til MR. Konklusionen kan derfor meget vel være, ud fra et objektivt forvaltningsaspekt, at det var korrekt at give MR starttilladelse. Problemet er, at der kan spekuleres i begge retninger på grund af uigennemsigtigheden i forvaltningen af reglerne hos organisationerne.
Man aner bag skueprocessernes slør en række divergerende nationale og sportspolitiske interesser og organisationernes kamp om magt, penge og legitimitet. Årets Tour de France blev med UCI, ASO og pressens fælles virksomhed ufrivilligt forvandlet til en grotesk parodi på Robinson Ekspeditionen, hvor rytterne næsten efter forgodtbefindende kunne stemmes hjem, og hvor højdepunktet er et åbenhjertigt interview med den hjemsendte.
Hvis man i fremtiden skal holde Tour'en og cykelsporten på det sportslige spor og styre fri af det uhæmmede freak show og den selektive, politiske dopingbekæmpelses reality show, må dopingbekæmpelsen lægges i hænderne på folk og organisationer, der er fuldstændigt uafhængige i forhold til rytternes, holdenes, sponsorernes, organisationernes og løbsarrangørernes interesser. Den næstbedste eller måske snarere fjerdebedste løsning er p.t., at cykelholdene i lighed med CSC selv ansætter folk som Rasmus Damsgaard til internt at lede en antidopingkontrol.
Henrik Knudsen er cand.scient. og ph.d. i teknologihistorie. Louis Klostergaard er mag.art.i filosofi. Begge er selv pedalister.
Kronikken lørdag: Elefanter i køkkenhaven
