Kronik

En herre trak sablen

Knud Pedersens kunstopfattelse fremkaldte voldsomme følelser - ikke mindst da han inviterede Fluxus ind i Nikolaj Kirke. I dag har hans kunstbibliotek eksisteret i 50 år
Knud Pedersen bragte med sit kunstbibliotek i Nikolaj Kirke kunsten derud, hvor folk levede deres almindelige liv. For den beskedne sum af 3,85 kr. kunne enhver låne et kunstværk, og 700 værker blev revet væk i løbet af tre dage efter bibliotekets åbning i 1957.

Knud Pedersen bragte med sit kunstbibliotek i Nikolaj Kirke kunsten derud, hvor folk levede deres almindelige liv. For den beskedne sum af 3,85 kr. kunne enhver låne et kunstværk, og 700 værker blev revet væk i løbet af tre dage efter bibliotekets åbning i 1957.

15. august 2007

Kender De det ikke? Man får en idé. Måske på cyklen på vej hjem fra arbejde. Eller mens man luger bede i haven. Og det er en skæg, anderledes idé. En idé til at gøre noget man ikke plejer, noget originalt.

Og den praktiske side af sagen fortoner sig, overstrålet af det, der nu har taget form af et storstilet projekt.

Projektet kan leve videre i årevis som en slags drøm, en hobby i den mentale kælder, men man tager alligevel på arbejde morgen efter morgen og holder sine ferier som planlagt. For i virkeligheden kan man jo slet ikke sådan noget. I virkeligheden kan man jo ikke bare træde ud af alt det givne og gøre noget sådan helt nyt?

Nu kan vi jo ikke alle sammen være originaler. Og mange af de ideer, der opstår i menneskenes hoveder, har det nok bedst med at forblive netop der i det stille bag panden. Og dog kan det være opløftende og inspirerende at stifte bekendtskab med mennesker, der faktisk forsøger at gøre det originale til virkelighed.

Der findes endda dem, som gør ideen og projektet til deres kunstneriske materialer. Og resultatet er en form for ekvilibristisk omgang med den virkelighed, som alle vi andre idé-amatører alt for ofte tager for givet.

Knud Pedersen er kendt for tre ting. Han var medstifter af modstandsgruppen Churchill-klubben og sad i nazistisk fangeskab fra 1942 til 1944, fra sit 16. til sit 18. år. Han er far til finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Og så er han leder af Kunstbiblioteket, et sted, der nu igennem 50 år har udviklet og huset de nye ideer i kunsten.

Da han den 15. august 1957 åbnede sit Kunstbibliotek i Nikolaj Kirke midt i København, var det et kunstnerisk nybrud. Ikke så meget fordi det var det første af sin slags i verden, men fordi det var et svar på en ny type kunstnerisk spørgsmål. Ikke så meget: "Hvordan kan jeg lave et godt kunstværk?", men snarere: "Hvad kan kunsten overhovedet bruges til?"

Man skal forstå, at Kunstbiblioteket var kunst på to planer. For det første var det en samling af malerier og skulpturer af meget forskellig art. Små rødstens-buster, hjorte ved skovsøer, farverige abstraktioner og flere hundrede kilo tunge skulpturer af gips og marmor. Det var fin kunst med mange af tidens store navne blandt signaturerne. Men det var ikke denne samling, der var sagen. Det kunne have været nogle helt andre billeder og skulpturer, uden at det ville have gjort en forskel.

Sagen var, at kunsten kom derud, hvor folk levede deres almindelige liv. Ud af de store, hvide museer og langt væk fra kasseapparatet i gallerierne. At låne et billede i tre måneder kostede det samme som en pakke cigaretter: 3 kroner og 85 øre. Eller som avisen skrev: "Ligeså billigt som tapet". Og alle 700 værker blev revet væk i løbet af de tre første dage. Alle de små lerting, alle naturskildringerne, alle cirklerne og kuberne blev fordelt rundt om i kollegieværelser, butiksvinduer og direktørboliger i København og omegn. Og til skue her for et samlet publikum som ethvert stort museum skulle og skal se langt efter.

En vanvittig provokation

Kunstbiblioteket fungerede og blev en base for Knud Pedersen og hans projekter. At starte det og varetage det havde lært ham, at man godt kunne gennemføre en original idé, hvis bare man tog en ting ad gangen og turde tage de kampe, der opstod undervejs. For guderne skal vide, at det ikke havde været nemt at overtale 700 kunstneriske genier, det ene større end det andet, til at lade sine unikke værker gå for 3,85 - på udlånsbasis.

Og forholdet til Københavns Kommune vakte også konstante bekymringer. I begyndelsen var det bare vrede rykkere, når lejen faldt sent, men da Kunstbiblioteket i 1962 åbnede dørene for tre koncerter med den internationale avantgarde-gruppe Fluxus, meldte overborgmester Urban Hansen sig ind i kampen.

Hvad der i en kunsthistorisk sammenhæng var en verdensbegivenhed midt i København, var nemlig for de uindviede - og dem var der mange af - en vanvittig og uforståelig provokation, som under alle omstændigheder ikke hørte hjemme i et kirkerum. Ved et bestemt langt og repetitivt klaverstykke brød visse tilskuere simpelthen grædende sammen i fortvivlelse og vrede, og en ældre herre gik så vidt som til at trække en sabel og true af arrangørerne.

Der kom med andre ord mange vrede borgere ud fra koncerterne, ligesom DR standsede deres transmission midt i premieren. Og otte dage senere lå opsigelsen af lejemålet hos Knud Pedersen, underskrevet af Urban Hansen selv.

Men Knud Pedersen slap i første omgang med halv skade: en flytning fra kirkens hovedskib til et sidekapel.

Og herfra slog han igen.

Med en idé.

Luthersk trosiver

Det drejede sig om Københavns Museum for Moderne Kunst. Man gik i Københavns Kommune med planer om at åbne et sådant, og Nikolaj Kirke var i kikkerten som en muligt sted. Og det kunne jo samtidig blive den endelige lejlighed til at slippe af med Kunstbiblioteket.

Men Knud Pedersen kom rådhuset i forkøbet. Han annoncerede i 1967 åbningen af Københavns første Museum for Moderne Kunst i et fyrrum på tre gange fire meter beliggende dybt under Kunstbibliotekets stengulv i kirkens kældersystem. Og han undlod ikke at invitere Urban Hansen til at holde åbningstalen og klippe en rød snor over.

Sent om aftenen på dagen før åbningen stod et bud fra rådhuset foran Knud Pedersens dør i Nærum. Han overrakte et brev, hvor der stod, at hvis Knud Pedersen åbnede det, han kaldte Københavns Museum for Moderne Kunst i det annocerede fyrrum, så ville han blive smidt ud af kirken omgående. Med Luthersk trosiver slog Knud Pedersen næste dag meddelelsen op på kirkedøren: Overborgmester Urban Hansen har lukket Københavns Museum for Moderne Kunst.

Men museet levede videre blandt kunstnerne, der jævnligt og halvt i spøg kom med forslag til, hvad man kunne udstille i det.

Først søsat var ideen nemlig så godt som udødelig, for museet var jo netop dét, en idé, og ikke et bestemt fysisk rum, hvor der skulle hænge billeder. Det illustrerede på den måde perfekt, at det, der kunne hænge på væggen i et højloftet, hvidmalet rum måske ikke var det virkeligt moderne i kunsten. Museet pegede på sig selv som sit eget kunstværk. Minimalt og elegant.

Og museet lever den dag i dag. Knud Pedersen har taget patent på navnet. Og han modtager ugentligt international post fra ambassader, museer og kunstfonde med invitationer til udstillinger og konferencer og anmodninger om udveksling af malerier.

En udstrakt hånd

Når man ikke er vant til det, kan det være vanskeligt at forstå denne form for projektmageri som kunst. Men på sin vis er det jo at sammenligne med maleriet eller symfonien eller romanen - det er skabelse af alternative virkeligheder. Forskellen er så bare, at hvor det traditionelle kunstværk stiller sig tilfreds med at etablere sit alternativ i en fiktiv verden, parallelt med virkeligheden, insisterer Knud Pedersen på at køre sine projekter ind i virkeligheden.

Og læg mærke til at alle får en chance i denne oversættelse fra idé til virkelighed.

De projekter, der er udgået fra Kunstbiblioteket, har været kritiske, jovist, men ikke i en rendyrket negativ facon. For laver man noget, der siger 'fuck systemet', så bliver man jo enten bare afvist som ballademager eller indoptaget som en interessant rebel, måske endda som noget nogen kan tjene penge på.

Men former man sin kritiske idé lidt mere elegant, afkræver man sin omverdnen en omtanke. Og det er jo rent faktisk en udstrakt hånd. De personer, den myndighed eller den virksomhed, der skal tage stilling til projektet, får mulighed for at forstå indholdet og svare på baggrund af denne forståelse.

Og nogle gange kan det føre til samarbejde mellem kunsten og erhverslivet som den gang, Knud Pedersen fik fremstillet tændstikker specielt til venstrehåndede. Men det kan også blive en udstilling af manglende fantasi eller i værste fald stivhed og snævertsyn hos dem der afviser en idé.

Projektkunsten er en test af omgivelserne. Og i den forstand er det heller ikke altafgørende, om en idé bliver realiseret eller ej. Et afslag kan være lige så fint som et ja. Ja, i nogle tilfælde kan det ligefrem være altafgørende at få en idé, som kun kan blive modtaget af et nej. Som f.eks. da Novo Nordisk bad Kunstbiblioteket om at lave en udstilling i sine forretningslokaler, og Knud Pedersen svarede, at han i så fald ville lave en udstilling af pilleglas: piller mod talent for rød, piller mod talent for grøn, piller mod talent for ekspressionisme, etc. Han fik det svar, at de vist havde ringet til den forkerte. Han måtte meget undskylde.

Kunstbibliotekets 50-års jubilæum er en fejring af de originale ideer. Den type af ideer, som ikke kan underlægges en økonomisk, politisk eller erhversmæssig logik.

Og det er en påmindelse om, at der faktisk stadig kan findes plads til disse i en verden, der ellers ikke altid er lige fleksibel og åbensindet. Men det kræver, at ideerne føres frem med mod og med en principiel tro på medmenneskes evne til at forstå dem.

Og det kan vi jo så tænke over. Alle os skabsgenier på cykler og i rosenbede.

Nikolaj Zeuthen er ph.d.-stipendiat i lingvistik og litteratur og udgiver af udvalget 'Knud Pedersens Festlige Hverdage', Lindhardt og Ringhof 2005

Jubilæet fejres i dag kl. 14 ved Nikolaj Kirke, hvor Kunstbiblioteket i sin tid åbnede.

Kronikken i morgen: De irakiske modstandsgrupper

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu