Kronik

Holocausts røntgenfotograf

Mindehyldest til Raul Hilberg - verdens betydeligste Holocaust-historiker, der døde i sidste uge - fra fransk instruktør bag filmen 'Shoah'
15. august 2007

I mange år havde kun enkelte forskerkolleger kendskab til Raul Hilbergs trebindsværk, Udslettelsen af Europas jøder. At skrive Holocausts historie er kompliceret, og mange forskellige forudsætninger skulle først være opfyldt, før nazisternes udryddelse af Europas jøder kunne fremtræde i sine fulde dimensioner og specificitet. Da jeg i 1973 selv begyndte forstudierne til, hvad blev til filmen Shoah, havde jeg aldrig hørt om Raul Hilberg. Det var en lille gruppe forskere på Israels Holocaust-museum, Yad Vashem, som førte mig på sporet af hans værk. Jeg anskaffede mig bogen, som dengang kun forelå i amerikansk udgave. Teksten var sat med meget små typer i to spalter, og var næsten fysisk vanskelig at læse, men jeg fordybede mig i den, fra første side tryllebundet ved rædslens fascination.

Bortset fra Leon Poliakovs og Gerhard Reitlingers klassiske arbejder var Holocaustforskningen dengang (1961) kun i sin vorden, og ingen værker var så omfattende, grundige og systematiske som Raul Hilbergs.

Mest bemærkelsesværdig Hilbergs lodrette 'geologiske klip' i den tilintetgørelsesproces, som strakte sig fra 1933 til 1945. Han gik ikke kronologisk frem, men viste, hvordan ødelæggelsen af mennesker gik hånd i hånd med konfiskeringen af deres værdier - helt frem til udtrækningen af guldtænder på gaskamrene lig. Han påviste den ubønhørlige mekanisme bag det, han så som en bureaukratisk ødelæggelsesproces. Fra det øjeblik af, hvor det tyske bureaukrati påtog sig dette projekt, måtte det nødvendigvis også føre det til ende. Som båret af sin egen iboende logik.

Bemærkelsesværdigt er også, at Hilbergs værk alene bygger på tyske kilder. Han havde tilbragt år efter år med at ransage Det Tredje Riges arkiver, og de var righoldige. Der var f.eks. akterne fra Himmlers statistiker, en vis Koherr, som noterede alt ned - antallet af udtrukne guldtænde, guldringe, smykker osv., som man fratog de mennesker, der blev udryddet i Polens dødslejre. Andre kilder vidner om de interne kampe imellem Wehrmacht og nazistpartiet: Hærens generalinspektorat beklagede sig i bitre vendinger, for man havde i det besatte Sovjet et skrigende behov for jødisk arbejdskraft, som ofte var den bedst kvalificerede - buntmagere, skomagere, kasketsyersker osv. - men Himmler og nazisterne havde beordret systematisk likvidation af dem alle. I Wilna havde alle tandlæger været jøder - nu var de myrdet, og det gav store problemer for tyske soldater med tandpine.

Raul Hilberg havde en røntgenfotografs blik for præcise detaljer og redegør for dem med en lidenskabsløs nøgternhed. Han er dog også hård, ja fordømmende, i sin karakteristik af de 'jøderåd', som nazisterne indsatte i ghettoerne. For ham var rådsmedlemmerne rene kollaboratører.

Det tog mig mange måneder at tilegne mig dette formidable, monstrøse værk. At Hilberg var detaljens mester tiltalte mig. I hans første klip i Shoah, tre timer inde i filmen, siger han: "Igennem hele mit virke som historiker har jeg sørget for aldrig at begynde med de store spørgsmål. Af frygt for at få magre svar."

Hilberg og jeg blev nære venner. Jeg bilder mig ind, at min film gav ham et nyt perspektiv på Holocaust. Shoah er vidneberetninger, og det er jo en anden måde at anskueliggøre, hvad der skete. Man kan vanskeligt drage autenticiteten i tvivl i f. eks. hvad Treblinka-frisøren Abraham Bomba fortalte. Mødet med vidnerne ændrede Hilbergs måde at arbejde på og sågar nogle af hans vurderinger. Det fremgår f. eks. af den meget lange introduktion, han skrev til Adam Czerniakovs dagbog. Adam Czerniakov, var formand for Warszawas Judenräte og begik selvmord i juli 1942 - den måned, hvor de første massedeportationer til udryddelseslejren Treblinka gik i gang. Allerede i Shoah, hvor han medvirker tre gange, påtager Hilberg så at sige Czerniakovs rolle og prøver at forstå ham indefra. Han indså nu det urimelige i sine tidligere kategoriske vurderinger af jøderådenes repræsentanter.

Skønt Udslettelsen af Europas jøder af de fleste historikere er det absolutte referenceværk om Holocaust, er bogen mærkelig nok endnu ikke oversat til hebraisk. Rivaliserende israelske historikere har ikke værdsat Hilberg efter fortjeneste, fordi han udelukkende arbejder med tyske kilder. Men også fordi han koldt analyserer en ubønhørlig proces, i hvilken modstandshandlinger var marginale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu