Baggrund

Og hvem passer så børnene?

Feministerne begik den store fejl at hjælpe kvinder med at vælge moderskabet fra som undertrykkelse. Men ikke at gentænke det som andet, mener historikeren Yvonne Knibiehler. Det har gjort moderskabet til en privat sag, der betales med dårlig samvittighed, og har devalueret omsorgen
Feministerne gik til ekstremerne, da de udråbte moderskabet til at stå i vejen for en fremadskridende frigørelse, mener Yvonne Knibiehler. Derved glemte vi, at mennesket ikke bare er en mand, men har flere køn, siger hun. Illustration: Leonardo da Vinci: Jomfruen og barnet, ca. 1510

Feministerne gik til ekstremerne, da de udråbte moderskabet til at stå i vejen for en fremadskridende frigørelse, mener Yvonne Knibiehler. Derved glemte vi, at mennesket ikke bare er en mand, men har flere køn, siger hun. Illustration: Leonardo da Vinci: Jomfruen og barnet, ca. 1510

Polfoto

24. august 2007

Lad mig starte i privaten. Den dag, hvor jeg atter sad i et køkken og lavede lektier med travle forældres børn. Radioen kværnede om, hvorvidt kvindelige politikere som franske Ségolène Royal og danske Helle Thorning kan være stats- eller regeringsledere, og derefter om manglen på plejepersonale og folkeskolelærere. Jeg besluttede jeg mig for at ringe til den gamle franske historiker og feminist Yvonne Knibiehler. For hvad er det lige ikke alene jeg, men hele samfundet, har mistet efter kvinderne begynte at gøre karriere?

Nåh, nej.

Lad mig indrømme, at det snarere startede med røg i samtalekøkkenet. Jeg havde råbt, at det fandme var for dårligt, at det var mig, der hver aften skulle læse lektier med hans piger, og samtidig stå for aftensmaden, fordi både han og ekskonen arbejder indtil klokken 20.

Og han havde råbt mindst lige så højt, at det altså ikke var hans skyld, at det var den slags krav, der blev stillet, når man har fast arbejde på et vist niveau.

Men hvis er skylden så? Hvem er det helt konkret, der tager sig af ungerne, når vi alle farer ud i verden for at tjene penge og gøre karrierer?

Lige da hoveddøren sagde bang og pudset raslede ned i opgangen, med mig på vej ud på rasende tænketur, kom jeg i tanke om Yvonne Knibiehler, den 86- årige historiker, hvis netop udkomne erindringer hedder: Og hvem passer så børnene?

Det var dét, en af Ségolène Royals socialistkollegaer spurgte om, da hun overraskende stillede op som præsidentkandidat. Og det er dét spørgsmål, Yvonne Knibiehler fagligt har beskæftiget sig med, siden hun selv blev sat over for dilemmaet for et halvt århundrede siden.

Så hvorfor er det så stadig et problem, spørger jeg hende.

Gentænkt moderskab

"Forandringer tager tid. Chicagoskolen, der har studeret immigration, har for eksempel påvist, at det tager mindst tre generationer at blive optaget i et samfund. Forandringer sker også altid i faser: Faser hvor det går meget hurtigt, og lange perioder hvor man integrerer disse forandringer i samfundet, langt ned i dagliglivet. Veluddannede mennesker kan godt tænke abstrakt over nødvendigheden af ligestilling. Men det er nødvendigt, at den store masse af kvinder følger trop, ellers sker der ikke fremskridt," forklarer hun.

- Men kan det så ikke gå tilbage?

"Det er muligt, men forhåbentlig er det for at tage tilløb til endnu et fremskridt. Man kunne skrive hele verdenshistorien som en fremadskridende menneskeliggørelse eller individualisering. I antikken og op gennem den kristne verdens historie var individet underlagt overordnede interesser. Det første virkeligt frie menneske kom med menneskerettighedserklæringen - og var en voksen af hankøn. Men det tog hele det nittende århundrede, før det blev udbredt til hele samfundet. Kvinder fik først rettigheder hundrede år efter, og i 1989 fik børn rettigheder. I dag kan man måske sige, at kvinder på et ret højt socialt niveau er frie, men resten er det ikke, og slet ikke i forhold til arbejdsmarkedet."

Det helt særlige ved Knibiehler som feminist er, at hun mener, at der så alligevel gik noget galt i den fremadskridende frigørelse. Vi glemte nemlig at mennesket ikke bare er en mand, men har flere køn.

"Feministerne gik helt til ekstremer for at vise, at moderskabet stod i vejen for det kvinders udfoldelse. De hjalp kvinderne til at vælge moderskabet fra, men ikke til at tænke moderskabet som andet end undertrykkelse. Det har idømt nutidens mødre til at tage sig af det hele selv: 'Vær moder og hold kæft'. Kvinderne er blevet alene om at tage sig af prævention, moderskab, frustrationen over at få eller ikke at få børn eller at måtte gå på kompromis med deres karrierer. For at gøre kvinder lige med mænd, så man bort fra at de kunne blive mødre."

Babyen i det andet rum

At det går kvinder på, som en evig, privat, dårlig samvittighed, illustrerer Knibiehler med en personlig anekdote i starten af hendes store værk om Moderskabets revolution.

Der fortæller hun, at hun stadig i sin høje alder kan vågne svedende op fra et mareridt, "hvor der ligger en baby helt stille og dør i et andet værelse i huset, fordi hun har glemt at tage sig af det".

Ifølge hende selv er det prisen for i så mange år at være på barrikaderne på to fronter - i hjemmet og i sin karriere.

Men i stedet for at holde fast i, at omsorgen er et mareridt, har Knibiehler taget fat i en anden ende. Hun mener, at der samfundsmæssigt er brug for moderlig omsorg, og at man derfor må indtænke moderskabet både på feministisk og samfundsmæssigt plan. For der er jo brug for, at nogle passer børnene, og hvad gør vi så ved det?

"Man kan godt lade andre opdrage sine børn. Men at være gravid, føde og amme, det kan mænd altså ikke gøre. De kan heller ikke abortere. Hvis kvinder lader som om, det på ingen måde vejer tungt for dem, er det helt i mænds interesse. Så behøver man slet ikke tage hensyn til det, det ser man jo over alt i samfundet."

- Men De siger også, at der er særlige glæder ved det?

"Ja, selvfølgelig, men det er endnu en grund til at tage det med i betragtning. Næsten 90 procent af alle kvinder ønsker at blive mødre. Og langt størstedelen af disse kvinder nyder i allerhøjeste grad forholdet til deres børn. Hvis man derfor skulle gøre mænd og kvinder helt lige, ville det, sådan som man tænker det nu, medføre, at kvinder ikke skulle få børn."

Biologisk byrde

- Når en kvinde så vil til top, som Royal i Frankrig eller Thorning i Danmark, er de så nødt til at vælge?

"Ja, det er lige det, der er problemet. Men det er ikke kun den enkelte kvindes problem, det er et samfundsproblem. Det var det valg, jeg selv fik, da jeg blev gift og ville have børn. Dengang var det uforeneligt med en universitetskarriere. Jeg valgte karrieren fra. Men så snart jeg fik mulighed for at springe på vognen igen, gjorde jeg det. Også her er der noget nyt på vej. Menneskers liv er ikke en gang for alle bestemt af biologi, heller ikke hvad alder angår. Men for en kvinde er der ganske enkelt etaper. Der er puberteten, frugtbarhed og tiden efter overgangalderen, der i øvrigt har været fantastisk for mig selv. Hvad man foretager sig i forhold til dette kan tage sig ud som individuelle valg, men det er i høj grad samfundsbestemt. Og den allerførste betingelse for at udnytte disse muligheder er at indse, at det altså tager sig anderledes ud for kvinder end for mænd. Først derefter kan man gennem love og politiske beslutninger gøre noget ved det. Vi er først lige begyndt at tage højde for disse spørgsmål. Man må gøre det muligt for alvor at komme tilbage til toppen af en karriere, også selvom man i et stykke tid har afbrudt den eller sat en bremse på den for at føde eller opdrage børn."

- Men binder vi så ikke igen kvinder til deres biologiske skæbne?

"Jamen, de to køns biologiske skæbner kan jo slet ikke sammenlignes, og det må man tage højde for ved at kompensere kvinder for den biologiske byrde, det er at føde børn. Det drejer sig jo trods alt om menneskeslægtens videreførelse, og det berører hele samfundet."

"Det er i øvrigt ikke kun en balance mellem kvinder og mænd, det er også kvinder imellem. En kvinde, der ikke har børn, står langt stærkere med sine karrieremuligheder end en kvinde med børn. En kvinde, der får børn som ung, kan ganske enkelt ikke konkurrere på lige fod med de andre. I al fald ikke hvis hun også tager hensyn til sine børn."

- Men er det så ikke rigtigt, at man ikke både kan komme til tops og have børn?

"Der er slet ikke nogle simple løsninger på det. Det er derfor, det kræver, at vi sætter nogle kræfter ind på at gennemtænke det. Det er det, feminismen har forsømt, fordi den blot fratænkte moderskabet. Det er for eksempel helt sikkert et problem, hvis man har for lang barselsorlov. Hvis jeg bare to gange om ugen havde kunnet beskæftige mig med mit fag, havde det forhindret det afbræk, som er et problem ikke mindst inden for fag, hvor udviklingen går meget hurtigt. Det er den slags meget konkrete tiltag, jeg synes, vi skulle tage fat på nu. Hvordan skabes løsninger, hvor kvinden fortsat kan have kontakt med arbejdsplads eller studier, selvom hun nedkommer? Det er helt utroligt hvor lidt kreativ energi, der i øjeblikket går på at finde løsninger på den slags problemer. Og man skal ikke tro, at det bliver mænd, der kommer med dem, det ligger dem simpelthen for fjernt."

Omsorg er gratis

Men for Knibiehler er der også andre samfundsmæssige problemer forbundet med, at moderlighed eller omsorg er devalueret. Det er det, som kan konstateres inden for hele plejesektoren.

"Plejefagene er jo uhyrligt dårligt betalt. Det er som om alt, hvad der hører moderlighed til, har noget gratis over sig. Vi kæmper slet ikke nok på disse fronter, selv i fagforeningerne synes disse kvindeproblemer ikke at veje tungt. Der er ganske simpelt brug for kvindegrupper igen. Grupper, hvor man sætter tænkere og sygeplejere sammen eller tænkere og kassedamer. Kassedamer har kæmpeproblemer med deltidsarbejde og arbejdstider, som udelukkende bestemmes på arbejdsgiverens præmisser. Mange kvinder hævder så, at de ikke har tid til politik, netop fordi de ofte dobbeltarbejder. Vi må tage os den tid."

Men udover, at forplantningen er et praktisk problem, mener Knibiehler også, at moderskabet bliver nødt til at blive gennemtænkt, fordi den mandlige dominans ganske enkelt har sin rod lige her.

"Som filosoffen Francoise Heritier har vist, udspringer hele ulighedsproblematikken af, at det oprindeligt er manden, der lider under ikke at være lige med kvinden. Det er kun kvinden, der føder børn og af begge køn. En mand, som vil reproducere sig, er afhængig af en kvinde. Og det føler mænd ubevidst som et angstfremkaldende mindreværd. Den mandlige dominans er i bund og grund et forsøg på at udligne den forskel, der ligger i forplantningen. At vi nu oven i købet har fået magt over vor egen reproduktion, får dem blot til at føle sig endnu mere truede. Dybest set tror jeg derfor ikke, at vi nogensinde når frem til, hvad man kunne kalde lighed, for så vil mænd føle sig underlegne. Det er et problem, man ofte kan konstatere nu. Det er også derfor, vi sikkert aldrig bliver færdige med at kæmpe for ligeret."

- Men når det nu er så store spørgsmål, hvordan kan det så være, at det bare ender med at være skænderier ude i de små hjem? Som da jeg smækkede døren forleden dag?

"Problemet med disse spørgsmål er, at de ser ud til at berøre det private og det intime. Jeg kan betro Dem, at da jeg skrev min erindringer, stødte jeg endnu engang på denne modstand. Mine døtre ville ikke have, at jeg hængte mit privatliv ud på den måde. For der har selvfølgelig været problemer i opdragelsen af dem, problemer som jeg stadig har dårlig samvittighed over. Jeg har ladet dem læse det hele, inden jeg offentliggjorde det, men det viser noget om, hvor lang vej der stadig er".

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Rasmussen
  • Inger Sundsvald
Anne Rasmussen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant interview :)

Jeg mener dog at den gamle franske feminist tager afgørende fejl, når hun mener, at det ikke kan lade sig gøre at have en karriere og børn på samme tid - for en kvinde. Det kan det nemlig godt :) - i Danmark.

I Danmark har vi nemlig vuggestuer, børnehaver mv. der tager sig af børnene, passer dem, så mødrene kan være på arbejdsmarkedet og gøre karriere. Og det er jo dejligt for mødrene :)

Det har man jo ikke i Frankrig.

Og Tine, INGEN burde arbejde til kl. 20.00 om aftenen. Og hvorfor er det dog ikke dig der arbejder til kl. 20.00 hver dag! - og din mand der laver lektier med børnene....

Det at manden eller kvinden arbejder til kl. 20.00 hver dag! er et strukturelt problem, som i i fællesskab må gøre noget ved.

Inger Sundsvald

Lige en rigtig god artikel at tænke lidt over i denne tid, hvor der bliver sat kroner og øre på kvinders værdi i forhold til mænds.

Marianne Mandoe

Glimrende artikel. Men jeg bryder mig dog ikke om at den biologiske determinisme stikker sit grimme hoved frem igen igen igen...
Ja... graviditet er der jo ikke så meget at gøre ved, men det er altså IKKE en sygdom, og holder en kvinde sig i form så sænker en graviditet altså ikke en kvindes hastighed ret meget bort set fra de sidste par uger.
Amning kan man, efter de første par uger, komme forholdsvis let omkring, også med modermælk.

Hvad et barn, uanset alder, har allermest behov for er OMSORG, og omsorg er ikke en køns-specifik ting.