Læsetid: 7 min.

Hvordan man gør 150 vindmøller velkomne

I denne uge indledtes ved Østre Landsret en principiel sag om placering af vindmøller. Mange vil gerne have dem - bare ikke lige der, hvor de selv bor. Kronikken er et bud på en løsning
Danskerne kan godt lide vindmøller - så længe de ikke står i deres egen baghave. Men problemet kan faktisk godt løses, mener dagens kronikør.

Danskerne kan godt lide vindmøller - så længe de ikke står i deres egen baghave. Men problemet kan faktisk godt løses, mener dagens kronikør.

Jesper Nørgaard Sørensen

Debat
11. august 2007

Regeringen og oppositionen har svært ved at nå frem til en fælles langsigtet energipolitik, fordi de ikke kan blive enige om, hvor vindmøllerne skal op at stå.

Der er enighed om den simple plan at erstatte mange af de gamle små vindmøller med nogle nye og større. Allerede for tre år siden blev det aftalt at erstatte 900 gamle møller med en kapacitet på 175 MW med 350 nye med en kapacitet på 350 MW. Men hvor skal de stå?

Oppositionen vil sikre, at møllerne kommer op ved at give hver kommune en kvote, som den bare har at sætte op. Regeringen derimod vil kun have vindmøller op, hvis det sker frivilligt. En tilsyneladende uløselig modsætning, som betød, at forhandlingerne ikke kunne afsluttes før sommerferien.

Men der findes en løsning på problemet, som både sikrer, at hver eneste af de planlagte vindmøller kommer op at stå, og at det sker helt frivilligt. Løsningen er at gøre kvoterne omsættelige. At lade kommunerne handle med dem indbyrdes. At skabe et kommunalt marked for vindmøllekvoter.

Et udvalg under Miljøministeriet har fundet ud af, at der er ca. 1.200 steder i landet, hvor gamle møller kan skiftes ud med de største af de nye uden at komme for tæt på beboelse og bevaringsværdig natur. Hertil kommer alle de egnede steder, hvor der ikke er opstillet møller endnu. Men få kommuner har meldt sig som værter. Invitationerne til vindmølleinvestorerne udebliver. Hvorfor?

Baggrunden er nok, at vindmøllerne frygtes at ville skæmme landskabet. Vindmøller af den nye generation er ganske vist uhyre effektive og økonomiske. Men de er meget store. Op til 150 meter høje. Det er noget, man lægger mærke til i landskabet.

De landskabelige værdier er heldigvis noget, vi værner om, både lokalt og nationalt. Miljøministeriet har givet kommunerne strenge instrukser om at værne om dem, når de placerer vindmøllerne.

Kvotehandel

De landskabelige værdier har også meget kontant betydning for huspriserne i deres omegn. Dermed rører planen ved en af de helligste af de danske værdier, friværdien. De fleste politikere skal have meget gode og helst kontante grunde for at gøre noget, der blot sætter en lille smule af deres vælgeres friværdi på spil. Selv om det ikke er store beløb, er det meget sensitivt. I Miljøministeriets opfordring til kommunerne om nu endelig at finde de steder, hvor vindmøllerne ikke generer alt for meget, er der imidlertid ikke nogen som helst fordele for de kommuner, som faktisk gør det.

Det er i og for sig en velkendt situation, at den samfundsmæssigt set fornuftige politik trækker i den ene retning og markedet i den anden. En omstilling til mere ren energi kan være nok så meget besluttet i Folketinget med nok så bredt flertal og nok så folkelig opbakning. Men hvis markedspriserne trækker i den modsatte retning, kommer man ikke rigtig nogen vegne i det lange løb.

Den store udfordring består derfor ikke i at sætte sig meget ambitiøse og visionære mål. Det er den letteste sag af verden. Udfordringen består i at man ikke kan forandre verden uden, at det går ud over nogen. Så må man strikke udviklingsplaner sammen, der kompenserer og justerer, så det, der kommer ud af det hele, er en afbalanceret udvikling som alle i det store og hele er tilfredse med. Det kan et kvotemarked hjælpe med.

Vi kender allerede kvotehandel fra det europæiske marked for CO2-kvoter og det amerikanske marked for SO2-kvoter. Kvotemarkedets ide er at beslutte politisk, hvor meget der skal ændres, men at overlade det til de frivillige handler, der indgås på markedet, hvem der skal gøre det og hvordan.

Det lyder måske mærkeligt at handle med kvoter for vindkraftpligter, for hvordan kan man købe noget, man helst vil af med? Det er ikke noget problem, for det gode, der handles på et marked for vindkraftpligter, er i virkeligheden kvoter for at blive fri for vindmøller. Har kommunen en kvote på 3 ud af 350 MW, er det ensbetydende med, at kommunen er fritaget for at sætte 347 MW op. Det er i virkeligheden dem, man køber flere af eller sælger ud af.

Huspriserne

Hvis man gør vindkraftkvoterne omsættelige, betyder det altså, at når en kommune finder et område, der ud-lægges til placering af vindmøller, vil kommunen således få et beløb svarende til det antal MW, man vil installere der.

Hvis borgerne i et område, hvor vindmøller skal stilles op, frygter, at det går ud over ejendomspriserne i området, er der således også et beløb til at kompensere for det. Der er meget lidt dokumentation for, at vindmøller har påvirket kvaliteten af at bo i naboejendommene i nævneværdig grad, men det kan selvfølgelig sagtens ske, navnlig med de nye store møller.

Det er svært at sige noget generelt om, hvor de vil genere meget, og hvor de vil genere lidt. I nogle landskaber med store linjer, kan store møller ligefrem pynte. I landskaber med mindre skalaer, kan de dog let virke for dominerende. Brummen og skygger fra vingerne skulle også kunne virke generende, men de eksisterende afstandsbestemmelser har minimeret disse gener. Det kan nok kun afgøres lokalt og konkret, om det er for meget, og det er kommunerne også forpligtet til at vurdere i de såkaldte Vurderinger af Virkninger på Miljøet (VVM).

Det er sådan set heller ikke afgørende, om møllerne faktisk generer eller ej. De kan få betydning for huspriserne, blot folk tror, at de har betydning for huspriserne. Det er fordi, et hus både er en bolig og en investering. Som bolig vil man give den pris, man synes, boligtjenesten er værd. Som investering vil prisen imidlertid afhænge af, hvad man tror, at de næste købere vil give, når man engang skal sælge igen.

I mange tilfælde vil det være en god løsning for alle parter at supplere vindmøllerne med andre investeringer i området, som vil gøre det mere attraktivt. Det kunne for eksempel være skovrejsning og genopretning af åer, søer og enge. Eller investeringer i bedre trafikforbindelser. Eller udbygning af et stisystem i området. Eller placering af en svømmehal. Eller hundreder af andre ting, der gør et område mere attraktivt at bo i. Med lokalplaner og den hørings- og debatfase, der fører frem til deres vedtagelse, har vi allerede instrumenter, der kan skabe balance i de pågældende områders udvikling.

Ved at lave balancerede udviklingsplaner for området kan kommunerne garantere, at det samlet set bare bliver bedre at bo i. Således er det nødvendigt, at kommunerne tænker både de landskabelige værdier og andre investeringer, der gør området attraktivt, med i planlægningen - og at de har midler at gøre det med.

Fordelingsnøgle

Kvotemarkedet vil sikre, at der med hver mølle følger et beløb, som kommunalbestyrelsen mener, er tilstrækkeligt til eksempelvis at gøre området mere attraktivt og dermed berolige borgere, der er ængstelige for deres ejendomsværdi. Det vil også anspore samtlige 98 kommuner til at kigge godt efter i alle kroge af kommunen, om der ikke skulle være et sted, hvor de ikke vil genere så meget. Samtidigt vil ingen kommune blive tvunget til at placere en eneste vindmølle, hvis kommunen ikke mener, at beløbet rækker til at skabe balance i områdets udvikling. Alle de planlagte møller vil dog komme op et eller andet sted. Med andre ord får man garanti for opstillingen af de 350 MW møller og alle de kommuner eller områder, der huser møllerne, vil pr. definition være tilfredse med det.

Hvis der skal placeres 350 MW vindmøller, kan kvoterne fordeles på kommuner efter forskellige kriterier. Det mest oplagte er at fordele dem efter indbyggertal eller efter strømforbrug. Hvis man fordeler dem efter strømforbruget indenfor kommunen, vil det også give kommunerne et incitament til at hjælpe dens borgere og virksomheder til et lavere strømforbrug. Det vil dog nok også give en urimelig hård belastning for kommuner, der huser en virksomhed med en meget strømforbrugende produktion. Indbyggertal vil derfor være den bedste fordelingsnøgle. Så kommer alle til at bidrage lige meget til den kompenserende udvikling, der er nødvendig for at få vindmøllerne op uden at gøre de områder, som de står i, mindre attraktive.

Hvis kvoterne deles ud i 'skiver', f.eks. 100 MW om året, har man også lettere ved at følge med i, hvornår der ikke er flere steder, hvor de ikke generer ret meget. Når det begynder at blive billigere at lave strøm på havet, er det så tid til at indstille udbygningen på land og foretage resten af den til havs.

Der er mange andre tekniske og principielle problemer ved at etablere et kvotemarked for kommunernes vindmølleplaceringer. Jeg har oprettet en blog for alle, der vil være med til at diskutere dem: anderschrhansensblog.blogspot.com.

Jeg er selv overbevist om, at der er forholdsvis lette løsninger på problemerne, så et kvotemarked faktisk kan tilfredsstille både kravet om sikkerhed for, at alle de besluttede møller kommer op et sted, og kravet om at det skal være helt frivilligt for kommunerne, hvor og hvor mange møller, de vil have. Hovedsagen er at spænde markedet for den visionære energipolitik, som Folketingets partier nu er blevet enige om.

Anders Chr. Hansen er lektor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring

Kronikken mandag: Darwins rottweiler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her