Kommentar

Joschka Fischer - årets europæer

I dag får den tidligere tyske udenrigsminister prisen som 'årets europæer' blandt andet fordi han har demonstreret over for venstrefløjen, at EU kan bruges til at føre progressiv politik
I dag får den tidligere tyske udenrigsminister prisen som 'årets europæer' blandt andet fordi han har demonstreret over for venstrefløjen, at EU kan bruges til at føre progressiv politik
30. august 2007

Om nogle uger vil det forhåbentlig lykkes EU's stats- og regeringschefer at blive enige om Unionens nye reform-taktat, Lissabon-trataten. Det er glædeligt - for der er brug for et mere effektivt og demokratisk europæisk samarbejde.

Men traktaten er kun et skridt i den rigtige retning og understreger samtidig, at der i den grad er behov for fokus på visionerne i en tid hvor pragmatismen - 'resultaternes Europa' - mellemstatsligheden og det nationale har medvind.

En af de få europæiske politikere, der har holdt fast i en europæisk idé, er den tidligere tyske udenrigsminister og formand for det Grønne parti, Joschka Fischer. For os der tror på betydningen af et forpligtende europæisk samarbejde på demokratiets grund, er det især Fischers tale på Humboldt universitetet i maj 2000, der er en vigtig inspiration. I virkeligheden synes jeg, at man slet og ret burde have oversat den til medlemslandenes sprog og gjort den til grundlaget for det fremtidige europæiske samarbejde!

Forankret Tyskland

For det andet har Fischer ydet et betydningsfuldt bidrag til at forankre Tyskland i Europa. Tilhængerne af et europæisk samarbejde argumenterer bl.a. ved at henvise til behovet for at 'indbinde' Tyskland i Europa, men overser ofte, at denne proces i høj grad udfolder sig med Tysklands indforståelse og på tysk initiativ.

Her har Fischer fulgt op på den linje, som markante politiske ledere som Konrad Adenauer, Willy Brandt og Helmut Kohl har lagt i efterkrigsårene. Som udenrigsminister er det naturligt, at Fischers engagement især kom til udtryk i den internationale politik. Tyskland kom til at spille en vigtig - og naturlig - rolle i sikkerhedspolitikken - i Afghanistan, i Mellemøsten og på Balkan. Især var det i Tyskland kontroversielt, at Fischer som udenrigsminister i 1999 med stor styrke og overbevisning bakkede op bag NATO's operation for at stoppe drabene og massakrerne i Kosovo.

Selv om Tyskland - med rette synes jeg - ikke ønskede at deltage i Irak-krigen, sikrede Fischer, også når der var kold luft mellem Berlin og Washington, at den livsvigtige transatlantiske dialog blev holdt ved lige. Uanset at der kan være mange gode grunde til at være kritisk over for den nuværende amerikanske administration, er det helt afgørende, hvor det overhovedet er muligt, at forsøge at inddrage USA i bestræbelserne på at fremme ideerne om en international orden. Fischer har aldrig været anti-amerikaner og har selv brugt vendingen, at "det var Bob Dylan, der amerikaniserede mig".

For det tredje har Fischer i praksis demonstreret for mange på centrum-venstre siden i tysk og europæisk politik, at EU i højeste grad også kan bruges til at føre 'progressiv' politik. At EU ikke er et neo-liberalistisk monster, men kan bruges til at føre grøn, liberal, socialdemokratisk og konservativ politik. At EU kort sagt er en politisk kampplads.

Kapitalens redskab

Det var i sin tid almindeligt på venstrefløjen at karakterisere EU som kapitalens redskab. Men bl.a. Joschka Fisher har arbejdet for, at den europæiske Union i dag er historiens mest ambitiøse - og mest succesfulde - forsøg på at opstille sociale og grønne rammer om markedsøkonomien.

Det var tidligere almindeligt, ikke mindst på venstrefløjen, at beskrive EU som de rige landes lukkede klub. Men Joschka Fischer og Tyskland spillede en central rolle, da det i 2004 gennem optagelsen af en række øst- og centraleuropæiske lande lykkedes at virkeliggøre drømmen om et helt og samarbejdende Europa.

Og den dag i dag er der mange, der på venstrefløjen beskriver EU som et imperialistisk projekt. Her har Joschka Fischer ydet et vigtigt bidrag til, at EU - alle fejl og mangler til trods - er en foregangsregion, når det gælder bestræbelserne på at fremme økonomisk og social retfærdighed, en bæredygtig udvikling og en international orden.

Og hvis der er nogen der fremover vil være en vedholdende og engageret og overbevisende stemme for en solidarisk holdning til udviklingslandene, er det Joschka Fischer. Ikke mindst når det gælder vor forpligtelse til at nedbryde snæversynet protektionisme med åbning af markederne for u-landene og liberalisering af Unionens landbrugspolitik. Her vil Fischer være en garant for, at EU ikke stagnerer i selvgod tilfredshed med de resultater, der allerede er opnået.

Den amerikanske præsident John F. Kennedy beskrev engang sig selv som en idealist uden illusioner. Joschka Fischer har gennem en mangeårig praktisk politisk indsats styrket det europæiske samarbejde og har samtidig gennem alle årene - også når det var besværligt og imod alle odds - holdt fast i en europæisk ide, i en europæisk vision, i et europæisk ideal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Trolle Mikkelsen

Den Grønne Mefistofeles

Det var dog den særeste artikel, jeg længe har læst! Joschka Fischer har ikke udtænkt én eneste original politiske tanke i hele sin karriere! Uenig? Nævn én!

Det, som Erik Boel antager for nytænkning, er ikke andet end det tyske socialdemokratis program, som Joschka Fischer og de andre grønne ”realo’s” overtog, fordi det var den eneste måde, de kunne blive ministre på. Og magtsyge er altså ikke nytænkning, men en last og en dødssynd, så gammel som menneskeheden.

OK. Som borgerlig ser jeg da også gode ting ved Joschka Fischer’s magtsyge og jalousi. For der er da kommet det gode ud af hans virke, at hans terrorregimente som leder af De Grønne har jaget ethvert talent på porten, så partiet nu kun har folk som Jürgen Trittin og Renate Künast tilbage. Ha! Ha! Ha!

Facit på Joschka Fischer’s karriere er, at man da må ønske ham tillykke med to ting: For det første fik han den fine ministerpost, som han så brændende ønskede sig, og for det andet lykkedes det ham i en stadig stigende alder at find stadig yngre kvinder at gifte sig med!

Årets europæer? Det må være en vittighed! Årets libertiner? Det kan vi snakke om!

At joschka Fischer er opportunist, er ikke nogen overraskelse for nogen. At han også gjorde et flot stykke arbejde som Schröder-regeringens ansigt udadtil og derved gav Tyskland tiltrængt udenrigspolitisk vægt, er i mine øjne lige så uomtvisteligt.

Og så er jeg i den forbindelse bedøvende ligeglad med hans eventuelle valg af seksualpartnere.

Det var Joschka Fischer, der i FNs SIkkerhedsråd for alvor gav C. Powell kam til hans hår, da han fremlagde USAs "beviser" på at Irak besad masseødlæggelsesvåben.

Det er langt hen ad vejen uderigsminister J. Fischers fortjeneste at Tyskland kom til at stå som primus motor for de progressive kræfter i EU, da man skulle tage stilling til deltagelsen i USAs militære eventyr i Irak.

Vi kunne trænge til en J. Fischer eller to i dansk politik.

Martin Trolle Mikkelsen

Når Tyskland ikke kom med i krigen i Irak, var det fordi Gerhard Schröder, der på det tidspunkt stod til at tabe valget om kansler posten, benyttede løftet om ”ingen ny krig” til at hente de sidste stemmer fra den konservative Edmund Stoiber, der så ud til at ville gå med George Bush. Det havde intet med Joschka Fischers ”indsats” at gøre.

Og så forstår jeg i øvrigt ikke, hvad vi skal med flere magtsyge skørtejægere i dansk politik? Har vi ikke nok i Svend Auken?

Martin, du sætter dig uden for enhver seriøs diskussion med den slags platheder.

Og i øvrigt har nogle af det tyvende århundredes betydeligste politikere været "skørtejægere" - fx Kennedy, Roosevelt, Willy Brandt - og herhjemme Jens Otto Krag.

Magtsyge er en nødvendig og naturlig egenskeb for en politiker.

Martin Mikkelsen:

"Når Tyskland ikke kom med i krigen i Irak, var det fordi Gerhard Schröder, der på det tidspunkt stod til at tabe valget om kansler posten, benyttede løftet om ”ingen ny krig” til at hente de sidste stemmer fra den konservative Edmund Stoiber, der så ud til at ville gå med George Bush. Det havde intet med Joschka Fischers ”indsats” at gøre."

Hvis Martin Mikkelsen mener at vide, at den tyske udenrigsminister ikke havde indflydelse på den tyske udenrigspolitik, så har vi i sandhed en sag af stor historisk interesse.

Hvad har du af dokumentation for den påstand, Martin?

Martin Trolle Mikkelsen

1/ Per Vadmand mener åbenbart, at en seriøs politiker er én, der er skåret efter læsten ”Dominans, Druk og Damer”, for i politik drejer sig om at udleve sine mest primitive instinkter. Og dem, der ikke vil respektere det, de er ”useriøse”. En overraskende udtalelse fra en mand, hvis mest yndede skældsord er ”super-liberalist”!

2/ Per Thomsen: Den citerede udlægning af det tyske valg og dets sammenhæng med krigen i Irak betragter jeg som helt ukontroversiel (den er i hovedsagen baseret på Der Spiegel). Pointen er, at Gerhard Schröders beslutning om ikke at deltage i krigen mod Saddam Hussein var dikteret af indenrigspolitiske hensyn, ikke af udenrigspolitiske.

Martin Mikkelsen fordrejer enten bevidst eller også er han ude af stand til at læse indenad,

Jeg mener, at en politikers privatliv ikke nødvendigvis kvalificerer eller diskvalificerer ham som politiker, men netop er - privat. Det var, hvad jeg skrev, hverken mere eller mindre. Og så gav jeg et par eksempler på netop dette. Men Mikkelsen mener måske, at Kennedys sexliv gjorde ham til en dårligere politiker?

Selv foretrækker jeg langt en dranker som Churchill og en horebuk som Roosevelt frem for en vegetarisk asket som Hitler.

I alle tre tilfælde er det deres politik, der er væsentlig, ikke hvad de foretager sig i privatlivet.

Men Mikkelsens synspunkter er vel næppe overraskende i en tid, hvor folk tror, man kan bruge redaktøren af Se og Hør som politisk kommentator.