Enhver tvivl om, hvor dårligt forberedte vi er til at se klimaændringernes realiteter i øjnene, burde være forsvundet i denne måned, da to russiske mini-ubåde dykkede ca. 3,2 kilometer ned under den arktiske is for at plante det russiske flag - udført i titanium - på havbunden. Vladimir Putins regering hævder, at havbunden under Nordpolen, kendt som Lomonosov Ryggen, er en forlængelse af Ruslands kontinentalsokkel og derfor russisk territorium, åben for jagten efter olie.
Rusland er ikke det eneste land, der gør krav på samme rettigheder. Geologer mener, at 25 procent af Jordens uudnyttede olie- og gasreserver kunne befinde sig under Ishavet. Så det er ikke så underligt, at Norge, Canada og Danmark (via besiddelsen af Grønland) alle benytter sig af argumentet om kontinentalsokkelen til at hævde, at den arktiske havbund er en forlængelse af deres egne, suveræne landområder. Den pludselige interesse for arktisk olie og gas har fået de amerikanske lovgivere til i al hast at ratificere en lov fra 1982 om rettighederne til havet, en lov, der giver de lande, der har underskrevet aftalen, ret til kommerciel udnyttelse af områder op til 200 miles fra deres kyster.
Hvad der gør denne udvikling så deprimerende er, at interessen for at udnytte den arktiske havbund og undergrund kun er opstået, fordi den arktiske is er ved at smelte på grund af klimaændringer.
Et arktisk drama
I årtusinder lå det fossile brændstof låst utilgængeligt fast under isen. Ironisk nok udløser afbrændingen af fossile brændstoffer massive mængder af CO2, hvilket medfører en stigning i Jordens temperatur, hvilket så igen smelter den arktiske is og giver adgang til endnu mere olie og gas. At brænde disse potentielle olie- og gasforekomster vil yderligere øge udslippet af CO2 i de kommende årtier og dermed reducere ismasserne endnu hurtigere.
Men der er et endnu farligere aspekt ved det arktiske drama, der udspilles nu. Mens regeringer og oliegiganter håber, at den smeltende is vil give dem adgang til verdens sidste skatkammer af olie og gas, er klimaforskere dybt bekymrede over noget andet, der ligger begravet under isen og som, hvis det bliver afdækket, kunne skabe store ødelæggelser i biosfæren med dystre konsekvenser for mennesker.
En stor del af det sibiriske sub-arktiske område, et område på størrelse med Frankrig og Tyskland tilsammen, er én enorm tørvemose. Før den seneste istid var området for det meste dækket af græsmarker og med et myldrende dyreliv. De fremrykkende gletsjere begravede det organiske materiale under permafrosten, hvor det har ligget lige siden. Selv om Sibiriens overflade stort set er ufrugtbar, ligger der lige så meget organisk materiale begravet under permafrosten, som der findes i samtlige verdens tropiske regnskove.
Nu tør permafrosten på land og langs havbunden. Hvis dette sker på land i forbindelse med tilstedeværelsen af ilt, fører forrådnelsen af organisk materiale til udledning af CO2. Hvis permafrosten tør i områder uden ilt, frigøres metan. Metan er den kraftigste af drivhusgasserne, med en effekt, der er 23 gange kraftigere end CO2.
En tikkende bombe
Katey Walter fra Institute of Arctic Biology ved Universitetet i Fairbanks i Alaska skrev sidste år i tidsskriftet Nature og i Philosophical Transactions of the Royal Society i maj i år, at optøningen af permafrosten og den efterfølgende frigørelse af metan, er "en tikkende, tidsindstillet bombe".
Walter og hendes kolleger advarer om, at den kan eksplodere i løbet af dette århundrede, når frigørelsen af metan skaber en ukontrollabel effekt og i dramatisk grad opvarmer atmosfæren, hvilket igen vil opvarme landområder, søer og have, yderligere smelte permafrosten og frigøre mere metan. Når denne tærskel er nået, er der intet, mennesket kan stille op. Videnskabsmænd mener, at lignende scenarier har udspillet sig i fortiden, imellem de forskellige istider.
Forskere er særligt bekymrede for, at den tøende permafrost også skaber kunstige søer i det sibiriske sub-arktiske landskab. Søernes vand har en højere temperatur end den omgivende permafrost. Dette medfører at permafrosten nær søerne tør hurtigere, hvilket får jordoverfladen til at styrte ned i søerne. Den oplagrede, organiske kulstof opløses derefter på søbunden. Metan fra denne proces stiger op til overfladen og slipper ud i atmosfæren. Forskerne regner med, at tusindvis af ton metan vil blive frigjort fra arktiske søer, efterhånden som permafrosten tør. En global tragedie af uhyrlige dimensioner udspilles på toppen af verden, og menneskeracen er stort set ligeglad med, hvad der sker.
Da amerikanske astronauter landede på månen i 1969, var Neil Armstrongs første ord: "Et lille skridt for mennesket, et kæmpe skridt for menneskeheden."
De russiske dykkere, der satte foden på den arktiske havbund, kunne lige så vel have sagt: "Et lille dyk for mennesket, et kæmpe skridt baglæns for livet på Jorden."
Jeremy Rifkin er forfatter til bl. a. 'The Hydrogen Economy: The Creation of the World Wide Energy Web and the Redistribution of Power on Earth'. Han er også formand for fremtidsforsker-tænketanken Foundation on Economic Trends i Washington DC og fast kommentator for Information
