Læsetid 3 min.

Kritik af samtidens musikalitet

Når medarbejdere ikke kan erkende, hvad der kan give anerkendelse, mister de ikke kun fornemmelsen af, hvad der er gode og dårlige præstationer, de mister også fornemmelsen af, hvad der er rimelige og urimelige arbejdsbetingelser
25. august 2007

På listen over organisatoriske målsætninger findes nu også ideen om musikalitet. Udenrigsministeriet har allerede indarbejdet den. Betydningen er der ingen, der kan eller vil kommunikere præcist. Held og lykke, for hvordan skal vi overhovedet forstå musikalitet som organisatorisk målsætning?

Måske betyder det, at den medarbejder, der har fornemmelse for, når samtidens toneleje skifter, har en chance for at blive positivt belønnet. Fornemmelser for, hvor resten af orkestret er på vej hen, hvornår det er plads til at spille solo eller duet. De, der ikke har sans for, hvordan klaveret spiller, eller ikke forstår, at takt og tone betyder noget ganske andet end normal høflighed, ja, de må affinde sig med deres nye status som tonedøve.

Vor tids målsætninger: fleksibilitet, kreativitet og nu musikalitet har det fælles, at de er uden endemål. Der er ingen klare og entydige kriterier for, hvornår en medarbejder kan siges at være fleksibel. Fleksibel betyder reelt overarbejde, der ikke kan afspadseres. Mobilitet betyder ufrivilligt at flytte efter arbejdspladsens nye fysiske rammer. Kreativitet betyder ikke, at der gives udvidet mulighedsbetingelser for udfoldelse, men tvangsmæssige krav om at kunne levere nye idéer. Og det nye skud på stammen, musikalitet, betyder ikke, at der er givet plads til stimulerende oplevelser, men at medarbejderne skal være omstillingsparate i forhold til de vilkårlige rytmer.

Sisyfos-arbejde
Ingen medarbejdere kan under sådanne organisatoriske målsætninger vide, hvilke talenter, færdigheder og evner der kan give belønning eller anerkendelse. Og under den type af bedømmelseskriterier er der heller ikke nogen mulighed for at puste ud, endsige holde en velfortjent pause inden partituret igen ændrer karakter. Et rigtigt Sisyfos-arbejde.

Et præcist psykologisk begreb til at beskrive denne stressfulde tilstand er kognitiv diskrepans, hvilket betyder, at der ikke er overensstemmelse mellem medarbejdernes forudsætninger og arbejdspladsen målsætninger.

Den kognitive diskrepans beskrives ofte som et psykisk chok, hvor de ramte er blevet observeret måbende! Det er imidlertid ikke de musikalske toner af Morzarts klaverkoncerter, der tryllebinder dem, men derimod samtidens organisation, der dirigeres med et sådant tempo, at ingen kan følge takten.

Når medarbejdere ikke kan erkende, hvad der kan give anerkendelse, mister de ikke kun fornemmelsen af, hvad der er gode og dårlige præstationer, de mister også fornemmelsen af, hvad der er rimelige og urimelige arbejdsbetingelser. De kan ikke fastholde fornemmelsen af kritisable forhold, eftersom disse ændrer sig hele tiden. Kritikken bliver lige så ukonkret som de tomme kvalitative målsætninger, og den forsvinder. Den kritiske stilhed skyldes altså, at ingen kan sætte grænserne for eller definere, hvad der er fleksibelt, kreativt eller musikalsk, og det betyder, at objektet for kritik ikke kan fastholdes. Skydeskiven rykkes hele tiden, intet kritisk våben kan ramme plet mere en enkelt tilfældig gang, og herved bliver det umuligt at samles og gøre fælles modstand.

Filosofisk musik
Med filosoffen Hannah Arendts ord bliver det under sådanne betingelser umuligt at 'act in concert'.

Betydningen af hendes musikalske metafor er imidlertid fjernt fra nutidens ide om musikalitet, den handler om muligheden for en endnu ikke opdaget humanistisk toneart. Det samme gør sig gældende for sociologen Richard Sennett, når han anvender sine egne erfaringer fra celloen til at angribe forholdet mellem det musikalske talent og lighedsidealet. En anden sociolog Howard S. Becker, der selv er en fremragende jazzmusiker, anvendte i sit mest berømte studie musikere som undersøgelsesmateriale, eftersom de blev kategoriseret som afvigere på grund af deres hashforbrug.

Disse metaforer tjente og tjener et oplysningsideal, mens samtidens skud på det organisatoriske stamtræ tjener den kritiske stilhed. Spørgsmålet, der står tilbage for såvel musikere som publikum er, hvem der indkasserer den kritiske stilheds merværdi?

Rasmus Willig er formand for Dansk Sociologforening og adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu