Kronik

Kvinderne overtager universiteterne... om 248 år

Da jeg for tre år siden fik brev om, at jeg var optaget på universitetet, var medierne fulde af skrækhistorier: Kvinderne er ved at overtage hele butikken! Når jeg bladrer listen af undervisereigennem, har jeg temmelig svært ved at genkende billedet
Kønskvotering er ikke et mål i sig selv, men som middel er det brugbart. En light-model er at afsætte specifikke forskningsmidler til kvinder, men vi kan ikke vente 248 år.

Kønskvotering er ikke et mål i sig selv, men som middel er det brugbart. En light-model er at afsætte specifikke forskningsmidler til kvinder, men vi kan ikke vente 248 år.

Thomas Tholstrup

31. august 2007

Det er skam rigtigt, at der p.t. er en svag overvægt af kvinder blandt de nyudklækkede kandidater. To procent for at være præcis.

Her stopper ligestillingen og i særdeleshed kvindernes såkaldte overtag imidlertid også. Senest har prorektor på Århus Universitet, Nina Smidt, råbt vagt i gevær. Og heldigvis for det.

For bevæger man sig bare en smule op ad den akademiske rangstige, opdager man, at kvinderne langsomt men sikkert falder fra. Omkring 30 procent af adjunkterne er kvinder, på lektorniveau er tallet faldet til 20, og helt nye undersøgelser viser, at man skal se overordentlig langt efter kvindelige professorer i Danmark; mindre end 12 procent af den samlede stab er kvinder. Bag langt de fleste forskerskriveborde sidder altså en mand.

Det er et problem. Og det er min påstand, at en mere ligelig fordeling af kontorstolene ikke alene vil være godt for kvinderne, men også er en nødvendighed for samfundet som helhed.

For det første befinder vi os i et samfund, der bygger på demokrati og bekender sig til ligestilling; derfor bør kvinder og mænd have lige muligheder for at opnå en universitetslektorstilling.

For det andet betyder underrepræsentationen af kvinder i forskerverdenen, at kvinder i mindre grad end mænd kan øve indflydelse på den samfundsmæssige debat og udvikling ad den vej.

Det er skidt for ligestillingen; men det er også skidt, fordi de to køn kunne bidrage til den akademiske produktion med forskellige vinkler og prioriteringer - ikke fordi kvinder og mænd af natur er forskellige, men fordi de - meget forenklet - har forskellige livssituationer.

Og for det tredje er der hensynet til samfundsøkonomien. Med undtagelse af enkelte løsgående missiler mener de fleste i dag, at mænd ikke pr definition er bedre kvalificerede. Derfor indikerer skævvridningen, at potentielle talenter og forskerspirer blandt kvinderne går til spilde. Vi udnytter simpelthen ikke ressourcerne godt nok.

Historisk efterslæb

Men hvad er så løsningen?Der er forskellige måder at forklare problemet på, og de lægger hver især op til forskellige løsninger. Særligt to forklaringer dominerer: Nogle peger på et historisk efterslæb; andre mener, at uligestillingen bunder i kvindernes egne ønsker.

Forklaringen med det historiske efterslæb handler kort og godt om, at en betydelig del af forskerskaren i dag blev ansat op til 30 år tilbage. Dengang var der væsentligt færre kvinder end mænd blandt de studerende at tage af, hvorfor det giver god mening, at der blev ansat betydeligt færre kvinder end mænd.

Derfor vil problemet løse sig af sig selv med tiden - i takt med, at kvindedelen af rekrutteringsgrundlaget vokser. Forestiller vi os det akademiske system og hierarki som en gigantisk rørledning, er tanken altså, at jo flere kvinder, der proppes ind i den ene ende af røret som studerende, jo flere vil blive sprøjtet ud i den anden ende, som adjunkter, lektorer og til sidst professorer.

Der er bare den hage ved det, at vi ikke blot skal vente, og vente længe; vi skal vente endda meget længe og yderst tålmodigt.

For at illustrere udviklingens sneglefart lavede statistiker ved Københavns Universitet Inge Henningsen i 2003 en simpel beregning: fremskriver man tallene fra Københavns Universitet i perioden fra 1970 til 2001, ser man, at der vil gå 248 år før mænd og kvinder er ligeligt repræsenteret!

Så langsomt kommer det næppe til at gå, men noget tyder på, at den førnævnte rørledning har særlige kvinde-lækager, der ikke alene kan forklares som historisk efterslæb.

Motivationen

På trods af at der de sidste fem til 10 år har været en nogenlunde ligelig repræsentation i rekrutteringsgrundlaget, ansættes der nemlig stadig bemærkelsesværdigt færre kvinder end mænd i de faste videnskabelige stillinger.

Forklaring nummer to tager udgangspunkt i kvinderne selv. For det forholder sig rent faktisk sådan, at færre kvinder end mænd søger de akademiske stillinger. Nogle forfalder til den umiddelbare konklusion: At kvinder ganske simpelt er mindre motiverede for en akademisk karriere end mænd. Punktum.

Forklaringen er bare ikke god nok.

Skæver vi til de lande, vi normalt sammenligner os med, ser man, at kvindeandelen af forskere i Danmark er væsentligt under niveau. Og med mindre man antager, at netop danske kvinder har betydeligt anderledes prioriteringer end f.eks. svenske eller norske, tyder meget altså på, at den lave repræsentation ikke er udtryk for en naturlig kvindelig tilbøjelighed.

Jeg er overbevist om, at der er sammenhæng mellem kvinders livssituation og (manglende) motivation til at søge opad i hierarkier, og universiteternes kulturer og miljøer. Det er sandsynligt, at flere kvinder ville sende ansøgninger af sted, hvis forholdene var anderledes i universiteternes forskningsmiljøer.

På de fleste akademiske institutioner forbindes forskerrollen med den flyvske betegnelse ildsjæl; den gode forsker forventes at lægge dag og nat i sit arbejde. Som forsker er man groft sagt drevet af én ting i livet, nemlig ønsket om at opnå ny viden og ny indsigt.

Personligt mener jeg, at billedet i højere grad afspejler tårnhøje krav om at gøre sig gældende og demonstrere forskningsresultater end idealisme, men på bundlinjen står, at den akademiske produktion og profilering står over alt andet.

Forældrerollens pligter

Det er imidlertid svært at forbinde et sådant billede (og krav!) med forældrerollen og familieliv.

Daginstitutioner lukker mellem klokken 16 og 17, også selv om arbejdet ikke er gjort færdigt, og børn tillader sig uden videre at blive syge, også på dage, hvor det passer rædselsfuldt dårligt ind i kalenderen. Forældrerollen forstyrrer altså rollen som forsker og ildsjæl - og omvendt.

Og hvorfor er dét så et særligt problem for kvinderne? Fordi det stadig forholder sig sådan, at kvinder i højere grad end mænd forbindes med og tager ansvar for børn og familie. Dermed bliver forældrerollen generelt en langt større forhindring for kvinder end for mænd.

Kræver kulturændring

Vil det sige, at problemets kerne slet ikke er at finde på universiteterne, men i forestillingen om, at børn først og fremmest er kvinders ansvar? Ja - til dels.

Men der er uoverskuelig lang vej igen, hvis vi alene satser på at forandre familiemønstre og kønsroller. Og selv hvis mønsteret blev ændret, står vi stadig tilbage med et uløst problem: Nemlig at et forskerliv harmonerer rigtig dårligt med ansvaret for børn, uanset om man er kvinde eller mand. Der er med andre ord behov for at ændre opfattelsen af, at en forsker er en ildsjæl, eller mere præcist: At en ildsjæl er et menneske, der ikke forstyrres af, at børnene skal hentes i institutionen en onsdag klokken 12, fordi det tilfældigvis er den dag, de dejser om med skoldkopper.

En kulturændring på universiteterne er altså nødvendig, men også en langsigtet løsning. På kort sigt kan problemet simpelthen angribes gennem kønskvotering.

Her bevæger vi os ind på sprængfarlig grund; trods det faktum, at mænd i årevis er blevet valgt til i kraft af deres køn, er bare tanken om at favorisere kvinder nok til at få mange helt op i toppen af det røde felt. Selv har jeg svært ved at hidse mig op.

Kønskvotering er ikke et mål i sig selv, men som middel er det brugbart. En light-model er at afsætte specifikke forskningsmidler til det underrepræsenterede køn inden for et givent forskningsområde - en løsning der tidligere har opnået stor succes. Der findes næppe skudsikre svar på, hvordan kønssammensætningen blandt mine undervisere kan blive ændret. Og slet ikke på hvordan man kommer underrepræsentationen til livs her og nu. Men den manglende ligestilling er et problem, ikke bare for kvinderne, men for hele samfundet.

Et tiltrængt skridt er overhovedet at erkende, at vi står over for en samfundsmæssig udfordring, og at problemerne ikke ser ud til at blive løst, hvis bare vi venter.

Med mindre vi altså har 248 års tålmodighed.

Det har jeg ikke.

Johanne Schmidt-Nielsen er studerende ved Roskilde Universitetscenter

Kronikken i morgen: De kalder mig terrorist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Pedersen

Held og lykke derude Johanne. Når universiteterne (måske) engang opdager at det kan betale sig at have en personalepolitik, der er nyere end ca 50 år, så er du og mange andre optaget andetsteds.
Det er trist og et tab - for samfundet og for universiteterne, men de ligger som de har redt. Det er en anelse tragikomisk at høre dem undre sig over at kvinder ikke søger ind - og op i systemet. Det er stort set stadig skræddersyet til enlige uden børn eller mænd med hjemmerullende husmor og derfor helt ude af trit med samfundet iøvrigt