Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
17. august 2007

Regnskabets time

Alene tilbage på højrefløjens værdikampplads kæmper Claes Kastholm Hansen desperat for at imødegå kritik af Irak krigen. Med samme format (og hensigt?) som en Erik Haaest forsøger manden at fastholde illusionen om højrefløjens ufejlbarlighed. Må vi herfra henvise manden til Jørgen Steen Nielsens artikel 'Ved vejs ende' i Information (13.8.07), eller er også dette for meget research for en hr. Kastholm?

Ib Jensen,
Søborg

Tillykke til Guldbrandsen

Christoffer Guldbrandsens Den hemmelige krig er frifundet. Til lykke! Det mangelede også bare. I mit lange liv har jeg set mange kritiske halv- og heldokumentariske film med bid i. For ikke så længe siden så jeg på svensk TV en dokumentar om, hvilke kræfter der infiltrerer i nærmere angivne krige. Det var hård kost. Dog intet ramaskrig hørtes derfra. Men i Danmark har kritisk journalistik meget dårlige vilkår i disse år, så dårlige, at journalisterne åbenbart i angst for berufsverbot øver selvcencur og næsten aldrig stiller de dybdeborende spørgsmål, som de burde. Man frygter næsten russiske tilstande!

Her er så endelig en mand, der tør og gør det, og straks lyder hysteriske og skingre stemmer fra regeringen (inkl. DF) og ikke mindst David Trads. Sidstnævnte var ualmindelig uforskammet og pinlig at høre på i middagsradioavisen i onsdags, hvor han forsøgte at jorde Mette Bock og bebrejdede hende hendes akademiske stilling! Som om det er en skam at være veluddannet, men det er helt i Foghs ånd at mistænkeliggøre universitetsverden.

Tænk, at den mand har været på denne avis!

Efter frikendelsen af filmen kommer så alt pindehuggeriet, og med lup for øjet forsøger man at finde fem fejl, også i gårsdagens avis.

Det er lige lovlig meget at komme med den ideale fordring til en dokumentarfilm for at kunne anerkende den. Skal en sådan nu være perfekt ned til mindste detalje, for at en fremtidig dokumentar kan slippe igennem og tør vises? Når man tænker på hvilke makværker, vi ellers præsenteres for i samtlige medier, er det i mine øjne urimelige krav.

At regeringen vandt spinnet om Den hemmelige Krig er ikke filmens skyld, men spinnet (og medierne), der flyttede fokus fra filmens meget væsentlige budskab.

Marianne Wiltrup,
Frederiksberg

Højestbydende?

I øjeblikket er der tilsyneladende ikke grænser for overbudspolitik. Osse så voldsomt, at det er som om politikerne anser danskerne for tåbelige. Først fik vi at vide, at Danmark nu er så velhavende, at vi kan "købe hele verden"! (Thor Pedersen). Dernæst snakker stort set alle partier om at ville give støtte i alle mulige retninger efter næste valg! Milliarder efter milliarder vil det koste! Men det er hovedsalig personstøtte, løntillæg, fedterøvstillæg!

Hvad med landets gamle kloakker, som er udtjent? Er de med i tilbudsrunden?? Næh!!

Hvad med det danske jernbaneskinnenet, der hverken tåler sommer eller vinter?-.Næh!!

Hvad med de hundredvis af folkeskoler, der er helt slidt ned?-.Næh!!

Det er bare tre områder, som der burde have været kostet på i mindst 10-15 år! Med andre ord: Uanset hvor rige vi tilsyneladende er, så har ALLE partier svigtet på meget væsentlige områder!

Karl Nielsen,
Kerteminde

Tågehornet Kastholm

Debatten om Irak-krigen og hele baggrunden for Danmarks deltagelse i den er vigtig og temmelig tiltrængt, og Information har spillet en vedholdende og helt central rolle i den offentlige debat i den sammenhæng.

Derfor kan det undre, at Information bruger spalteplads på Berlingske Tidendes borgerlige tågehorn Claes Kastholms uinteressante personangreb på folk, der forholder sig kritisk til besættelsen af Irak. Interviewet med koldkrigsdinosauren ligner til forveksling det lidet journalistiske vås, han lufter som 'Groft Sagt'-skribent i Berlingske.

Til gengæld kunne det være interessant at læse en analyse af regeringens grundlag for at deltage i besættelsen. Blot som en optakt til, at den Irak-kommission, der bør nedsættes, leverer en tilbundsgående undersøgelse af Irak-krigen.

Trine Pertou Mach,
København

Både Fogh og Per Stig

Nu er der så atter gang i Irak-debatten efter statsministerens interviews i sidste uge,nu hvor næsten alle soldater er hjemme igen.

At statsministeren var den drivende kraft i Danmarks deltagelse i 'koalitionen af villige' fra krigens begyndelse i marts 2003, er for mig en given sag. Men det må også huskes, at det var udenrigsministeren, derforelagde det afgørende beslutningsforslag for Folketinget. Et'enestående' dokument i forhold til den generelle folkeretlige opfattelse i næsten alle lande og blandt førende folkeretskyndige. Mange huske vel ogsåKofi Annans udtalelse om krigens ulovlighed.

Interessant kan det blive, hvis en form for uvildig undersøgelse gennemføres, at få papirer, udkastog udtalelser frem i lyset fraperiodenefteråret 2002 og indtil krigens begyndelse, altså om krigsgrundlaget.

Peter Arnborg,
Frederiksberg

Smagsdommere nej tak

Anders Fogh Rasmussen skullehave læst og forstået, hvad én af demokratiets forkæmpere eller smagsdommere udtalte: "Ingen vildfarelse kan være større end den,at demokrati nu er sikret ved de demokratiske magters sejr. Demokrati kan aldrig sikres, netop fordi det ikke er et system, der skal indføres, men en livsform der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes i hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings - og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet."

Citat fra Hal Kock i 1945 fra bogen Hvad er demokrati.

Hans Cleemann,
Roslev

Fogh er farlig!

At Information har bevæget sig klart over i den borgerlige lejr, er klart for os, der har årtiers overblik. Man kan tydelig se det på valget af redaktører siden David Trads og i diverse lederholdninger.

Man har dog endnu ikke fyret alle, som fremlægger kritiske holdninger til, hvad der foregår her i landet, så derfor må man gå ud fra, at der er flere i redaktionen og bestyrelsen, der ikke selv læser avisen, når bew kan ende sin tvetydige torsdagsleder med at sige, at om Fogh er farlig eller ej, afhænger af øjnene der ser.

Manden er farlig! Det handler ikke om øjnene, der ser.

Information har selv utallige gange konkret og sagligt beskrevet, hvordan og hvorfor hans regering er en trussel for demokratiet og det samarbejdende folkestyre. Manden har løjet og manipuleret, manden foragter kritik og dialog og respekterer ikke politiske modstandere, og bedriver en magtpolitik og centraladministration der ofte har mere til fælles med totalitære stater end demokratiske. Partiet Venstre har desuden endegyldigt demonteret dets tidligere krav til nærdemokrati til fordel for central styring og kontrol.

Hanne Schmidt,
Amager

Information misinformerede også

Informations krav om, at det danske grundlag for Irak-krigen bør undersøges, er prisværdigt. Hvis et lignende katastrofalt fejlgreb skal undgås, må man vide, hvad der gik galt. Og det er regeringen, der har det afgørende ansvar. En af faktorerne bag den anglo-amerikanske-danske angrebskrig er dog klar, nemlig pressens næsten unisone påstand om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben.

Og her var Information desværre ikke en undtagelse.

Eksempelvis hævdede Informations medarbejder Martin Selsøe Sørensen i artikel efter artikel, at det var hævet over enhver tvivl, at tyrannen besad disse våben. Og ingen på redaktionen turde åbenbart sige ham imod (USA-korrespondenten skrev vist det samme).

Når Information fulgte den amerikanske misinformationskampagne, er det vel ikke så mærkeligt, at de store borgerlige blade gjorde det samme.

Når dertil kommer radio og tv, har man en propagandastrøm, som meget få vil kunne sætte sig op imod, og hvis de gør det, bliver de anset for utilregnelige. Også i demokratiet kan den offentlige opinion manipuleres, og pressen, inklusive Information, ville gøre ret i ikke kun at undersøge regeringen, men også sig selv.

Claus Bryld,
Frederiksberg

SVAR:

Det er en glimrende ide også at se kritisk på Informations dækning. Men da Claus Bryld ikke har fremlagt dokumentation for sin påstand, er den svær at besvare. Jeg kan ikke i Informations arkiver eller egen hukommelse finde noget belæg for hans påstande i de artikler, jeg har skrevet, og jeg må derfor blankt afvise den. Martin Selsøe Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu