Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
16. august 2007

Hurra for privathospitalerne
Før var der lang ventetid på scanning. Nu kan man læse i Dagens Medicin, (14. august) at f.eks. det offentligt ejede Kolding Sygehus har reduceret ventetiden fra seks uger til nul. Interessant at meddelelsen kommer kort efter, at det blev kendt, at der var masser af ledig scannerkapacitet på privat ejede hospitaler?

Ledende overlæge Poul Ravn på Kolding Sygehus forklarer, at man nu benytter MR-scanneren 16 timer i døgnet i stedet for otte. Det har man altid gjort på privathospitaler. Det er da fantastisk, at de offentligt ejede sygehuse nu også kan.

Hurra for privathospitalerne. Lad os få helt fri konkurence med frit hospitalsvalg. Mon så ikke al ventetid på behandling hurtigt bliver henvist til historiebøgerne?

Erik Bach
Formand for Patientforeningen

Statsministeren bør roses
Statsminister Anders Fogh Rasmussen skal have ros for langt om længe at begynde at tale om skattenedsættelser, og der kan siges mange smukke ord om at give skattelettelser i bunden af skatteskalaen, for det kommer hele befolkningen til gode.

Alle økonomiske beregninger tyder imidlertid på, at den største effektivitet for den danske økonomi vil være at give lettelser i toppen af skatteskalaen. Hos Liberalisterne ser vi dog ikke nogen grund til at skændes om, hvorvidt der skal gives skattelettelser i toppen eller i bunden. Vores skatteudspil arbejder både med en markant forøgelse af den skattefrie bundgrænse og en maximal skatteprocent på 38, uden at den danske velfærd bliver sat over styr. Dertil kommer, at vi har fundet penge til at reducere de høje bilafgifter med en tredjedel i løbet af én valgperiode.

Statskassen er bugnende fuld, og de nyeste opgørelser viser, at der allerede er kommet mere end 20 mia. kr. mere i kassen end forventet. Der er altså masser af råderum til skattelettelser her og nu. Det er altså bare om at starte fra en ende af - eller begge ender - med at skrue ned for skattepumpen. Man kan kort sagt få både i pose og i sæk, så alle bliver en lille smule mere glade.

Lars Franyó
Herlev

Flere hænder, tak
Ældreplejen mangler ansatte. En FOA-undersøgelse fra 2006 viser, at hver fjerde er ansat ufrivilligt på deltid. Og dette samtidig med, at ældreplejen skriger på hænder. Derfor mener SF, at alle ansatte på ældreområdet i København skal tilbydes fuldtidsansættelse med inspiration i 'Århus-modellen' for flere hænder i ældreplejen.

I Århus består den storstilede rekrutterings- og fastholdelsesplan af et tilbud om fuldtidsansættelse til alle ansatte i ældreplejen, et engangsbeløb til alle ansatte på 3.000 kr. og et årligt løntillæg på 6.000 kr. til alle fuldtidsansatte. Med de økonomiske udfordringer på skoleområdet i København kan vi ikke tilbyde løntillæg og engangsbeløb pt. Så skal vi have en ny regering, der reelt vil investere i velfærd først. Men vi kan starte med at tilbyde alle i ældreplejen fastansættelse, og jeg har derfor bedt forvaltningen om oplæg til en plan for hvordan dette kan gøres.

Camilla Burgwald
ældreordfører for SF i Borgerrepræsentationen

Global opvarmning holder ikke ferie
Det har været skønt at slappe af, men nu skal vi til at stille vækkeuret igen. Ferien er slut, og vi skal ud i trafikken og holde i endeløse bilkøer på indfaldsvejene, hvor motorerne hoster op med det ene bidrag efter det andet til en problematik, der i hvert fald ikke har holdt sommerferie: Den globale opvarmning.

På klimaområdet har vækkeuret ringet adskillige gange i 2006 og 2007, hvor Danmark - og verden - for alvor blev oversvømmet af rapporter om unormalt høje temperaturer rundt om på vores klode. Og blev vi så mere vågne af det? Tja, det er vel, som man tager det. Bevidstheden om global opvarmning og CO2-effekt er i hvert fald øget, men de ændringer, der skal til for at gøre noget ved problemet, tager tid. Og det er netop en væsentlig del af problematikken, at det tager tid, måske årtier, at se resultatet af en indsats. Så meget desto mere ærgerligt er det, at vi endnu har til gode at se en færdig energihandlingsplan fra regeringens side. Forhandlingerne om planen strandede umiddelbart inden sommerferien, så man må håbe, at politikerne i sommerens løb har samlet energi til at tage fat på arbejdet, når de vender tilbage til Christiansborg.

For en ting er sikkert: Den globale opvarmning respekterer ikke et skilt, hvor der står "lukket pga. ferie", men fortsætter ufortrødent med at skabe problemer kloden rundt.

Søren Skibstrup Eriksen
formand for Ingeniørforeningens miljøudvalg

Hjemløse skal også have ordet
I læserbrev i Information 14.august skriver Mikkel Warming, at han er overrasket over, at jeg ikke er imponeret over hans forslag om at få hjemløse i tale på en ny måde. Men jeg er faktisk enig i, at det er nødvendigt at lytte, også til udsatte og hjemløse. Når jeg reagerer, er det alene fordi, der ikke er spor nyt i forslaget - bortset fra, at det så nok ikke er noget, Københavns kommune kender til. I Rådet for Socialt Udsatte sidder personer, der har egne oplevelser med hjemløshed, og vi har i forbindelse med vores årlige basar afholdt en høring, hvor hjemløse deltog, og politikere var inviteret, men ikke dukkede op.

Rådet foreslog i 2005, at større kommuner opretter udsatteråd for at få involveret de mennesker, der ved, hvor skoen trykker. Odense har eksempelvis etableret et sådant råd. Så jo, jeg mener, at man skal lytte, og at man kan lære noget af det. Jeg har diskuteret med både hjemløse og andre borgere i mange år. Jeg har fået meget ud af det, så jeg vil med glæde se Københavns kommune gøre det samme.

Preben Brandt
formand for Projekt Udenfor

Det er ikke samfundets skyld
I tirsdagens leder 'Outsourcing' kommer Bent Winther til at gentage en gammel schlager, der tjener til at stille individet uden ansvar. Gerningen, der kostede Antonio Curra livet i 2003 på Nørrebro, er således ikke morderens skyld - men det danske samfunds. Hvordan nu det? Jo, her benytter Winther et prokuratorkneb, der skal tjene til at gøre mordet til et resultat af det danske samfunds kultur, og da det ikke helt går an, eftersom vi her i landet ikke anbefaler morderiske overfald på tilfældigt forbipasserende, der ønsker sig lidt at ryge på, omgøres den kultur, som drabsmanden er integreret i, til en 'sub-kultur'. Så er man dækket ind, skulle man mene, eller hur?

Bent Winther undlader bevidst at nævne, hvorfor drabsmanden ikke har fået dansk statsborgerskab. Det har han ikke pga. adskillige kriminelle forhold forud for drabet.

Bent Winther mener, udvisningen af en tyrkisk morder fra Danmark er "kujonagtig". Jeg er helt uenig. Den dybt kriminelle tyrker får nu en ny chance i et andet land, efter at han har vanrøgtet den chance, der blev ham givet her i landet og det efter et kort fængselsophold. Det er nådigt sluppet.

Bertel Adelberg
Odense NV.

Foghs forbudspolitik
Det er utroligt, at det kun er dagbladet Information, der koncentrerer sig om at fremhæve den fejlslagne krig, som Danmark har deltaget i uden et FN mandat. Det burde alle medierne jo ikke alene skrive om, men også prøve at få de ansvarlige partier, som sagde ja til denne krig, hængt op på.

Tværtimod skriver de om et 10-tal til statsministeren efter deres sommerdebatmøde, så det virker som om, at alle andre medier er styret af Anders Fogh Rasmussens forbuds-, overvågnings- og personlig frihedsberøvende politik.

Man skal huske på, at da regeringen overtog magten i Danmark, gjorde den det på parolen: "Åbenhed, tolerance, og ikke mindst personlig frihed."

Lige siden har de sagt om krigen: Der er ikke noget at komme efter (er det åbenhed?).

Det virker som om, at regeringen på det nærmeste har taget patent på ordet 'nultolerance'.

Der er blevet indført videoovervågning så at sige alle steder. Man har hævet strafferammen på alle områder (er det personlig frihed?). Danmark har overhalet svenskerne med flere længder, når det gælder manglende personlig frihed, og der har medierne også en stor del af skylden. De er med til at danne et billede af Danmark, som Anders Fogh gerne vil have det med danskere, der stikker hinanden, og det er ikke kun med sort arbejde, men også på alle andre områder vil de have, at vi skal følge deres snotborgelige retning.

Så når du næste gang skal stemme, så lyt ikke til hyklernes valgslogans.

Frank Petersen
København K

AFR er dødsens farlig
Anders Fogh Rasmussen (AFR) kastede os hovedløst ud i en illegitim angrebskrig på et løgnagtigt grundlag, og han er ikke siden holdt op med at lyve for os.

At AFR ikke kun er en farlig, men en dødsens farlig mand, har 8 danske og talløse irakiske familier måttet betale prisen for.

En så ryggesløs og selvgod personage bør ikke kunne være statsminister i et formodet anstændigt land.

At Per Stig Møller, for at bevare taburetten, lod sig trække med ned i sumpen af løgn og vås har lagt hans førhen gode navn og rygte i ruiner.

Leif Hellqvist
Tureby

Overleveringens objektivitet
Niels Ivar Larsen (NIL) har tydeligvis ikke haft objektivitet som sit mål, da han oversatte Dominic Lawsons artikel fra The Independent (bragt som kronik i Information 13. august) - tværtimod har han foretaget ganske mange betydningsfulde manipulationer. Ved en sammenligning af de to fremstår denne 'oversættelse' som ganske prætentiøs, som det tenderer uredelighed at sætte den originale forfatters navn under.

Og formålet? Jeg sporer en tendens til at forstærke de udsagn, der kan bruges til at tolke kirke og religion som overordnet set negative fænomener, men samtidigt sker der også en besynderlig såvel op- som nedjustering af både Dawkins og Lawson. Og dermed bliver den religionskritik, som de tilsammen udøver, minsandten også lettere forvrøvlet.

Kuriøst nok har vi her et fænomen, som er særdeles velkendt i forbindelse med religiøse tekster: At en tekst i overleveringens proces i mere end en forstand risikerer at havne et helt andet sted, end hvor den opstod.

Hvis jeg var Lawson, ville jeg som minimum forlange en berigtigelse, eller måske endda sagsøge for citatfusk og uredelighed. Men nu er jeg blot abonnent på Information, og kan kun sige:

Dette her er ikke med til at skabe troværdighed. Og spørge, om det samme mon sker ved politiske analyser, der oversættes fra fremmede kilder?

Michael Møllgaard
Skanderborg

SVAR: Det skal indrømmes, at oversættelsen ikke i alle pasager er tekstnær, men bearbejdet, så den flyder bedre på dansk og så visse pointer er præciseret i forhold til originalen. Der er ganske normal praksis, at kronikker eller for den sags skyld andre artikler undergår en redaktionel efterredigering, og oversatte tekster udgør naturligvis ingen undtagelse herfra. Påstanden om, at kronikørens synspunkter skulle være forvansket eller væsentlige nuancer være gået tabt i oversættelsen, må jeg pure afvise.

Niels Ivar Larsen
redaktionel oversætter på Information

Undersøgelse af Irakkrigen
Ifølge statsministeren er en undersøgelse af Irakkrigen overflødig. Alt er lagt åbent frem. Men i så fald: Hvor kom løgnene fra? Og hvorfor skulle man absolut i krig et par måneder før den daværende internationale undersøgelseskommission ville have tilbagevist dem?

Jørgen Aanæs
Roskilde

Søren Krarup har sgu ret
Informations læsere er nu oplyst om, at Richard Ragnvald har tabt millioner på at synge "kære lille Pia.". Så findes der altså en streng, men retfærdig Gud!

Ib Jensen
Søborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu