Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
15. august 2007

Moms på sunde madvarer

Især inden for sundhedssektoren bruges der rigtig store summer på at behandle borgere, hvis helse har lidt skade pågrund af usund kost.

Endvidere har man i gennem mange år, brugt både tid og penge på oplysningskampagner, hvis formål har været at ændre borgernes spisevaner henimod en sundere kost. Det stigende antal af patienter med diabetes 2, hjertekarsygdomme etc. viser, at dette forebyggende arbejde desværre stort set har været forgæves.

Modsat oplysning er økonomiske incitementer et meget effektivt redskab til adfærdsændring.

Hvorfor så ikke bruge momsen på madvarer som et sundhedspolitisk redskab? En differentieret moms på madvarer, hvor sunde varer, såsom mælk, frugt og grønsager, pålægges lavere moms, vil gøre disse madvarer billigere, og derved mere attraktive Det er sgu utroligt, at sodavand i dag er billigere end mælk!

Anders Johansen Humlebæk

Redegørelse - nu!

Atter en stor tak til Jørgen Steen Nielsen, hvis fremragende artikler om Irak-krigen burde være tvungen læsning for samtlige folketingsmedlemmer, så at vi måske kunne blive fri for de værste udgydelser fra regeringsbærende medlemmer, hvor uvidenheden om begivenheder må være den eneste (rimelige) begrundelse for udtalelser, der er så vildledende i forhold til dokumenterede fakta. Men så er der tale om graverende pligtforsømmelse som folkevalgte - den simple pligt til at følge med i de ting, man udtaler sig om.

En velfungerende demokrati, som vi her i Danmark er så stolte af - og blandt hvis fornemste kendetegn er jo muligheden for fri og åben dialog - fortjener og må forvente, at baggrunden for de nævnte udtalelser fra f.eks. statsminister, udenrigsminister, forskellige udenrigsordførere fra partierne m.fl. skal klarlægges. De ansvarlige må naturligvis gør rede for, hvorfor de besluttede at lade Danmark gå i krig med åben pande. Ærligt talt - hvad ellers?

Edgar Dahlin Charlottenlund

Enhedslistens vrøvl

Har de fået hedeslag hos Enhedslisten? Man skulle ikke tro at det var muligt i denne våde sommer. Alligevel påstår partiet, at de støtter et besat folks principielle ret til at gøre modstand mod en besættelse, men samtidig kan partiet ikke støtte nogen bestemt gruppe i Irak!

Det er dog en ejendommelig holdning: Enhedslisten støtter princippet, men ikke den konkrete virkelighed i Irak, der ifølge partiet gør oprør mod besættelsen af deres land.

Hvis denne tankegang blev overført til den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig, så måtte Enhedslisten også melde fra med sin støtte, da modstandsbevægelsen jo bestod af politiske grupper som de konservative og DKP'ere.

Iraks nuværende situation er betydelig mere kompliceret end synspunktet om en national befrielse.

Der findes også etniske, religiøse, klanmæssige og økonomiske interesser på den irakiske slagmark. Ja, måske endda flere såkaldte nationale befrielser. Kurderne har i hvert fald vist den vej. Og de samarbejder med besætterne.

Det er underligt, at Enhedslisten bruger energi og tid på sådan et forvrøvlet Irak-standpunkt i stedet for at komme i front mod Fogh's konklusion på Danmarks besættelse og krig mod Irak: Vi tilbød irakerne et demokrati, som de var så uhøflige at afvise.

Sådan forvandler en krigsmager og krigsforbryder sig til en nærmest kristen missionær. Og det kan man endnu blive statsminister i Danmark på i de næste fire år.

Bruno de PaoliBrønshøj

Iraq Body Count - igen

"Hvorfor fastholde, at de forskellige modstandsgrupper er ansvarlige for overgrebene på den irakiske civilbefolkning. Uden den mindste dokumentation."

Sådan skriver Jan Hoby (JH) fra Internationale Socialister den 11. august i et svar til Ulf V. Olsen fra Enhedslisten.

Selv om jeg føler mig fristet til bare at spørge, om JH er udstyret med øjne og ører, skal han have en håndsrækning. Og den nemmeste vej er den morbide vej; at tælle lig ved at besøge hjemmesiden iraqbodycount.org. Her har et hold analytikere nedfældet oplysninger om drab på civile i Irak siden krigens begyndelse i 2003, og deres materiale efterlader ingen tvivl: Langt de fleste drab på civile i dagens Irak, begås af de irakiske oprørsgrupper.

Iraq Body Count har altid har været en respekteret kilde, ikke mindst blandt krigsmodstandere, men den nyder åbenbart ikke stor interesse hos JH. For hans projekt går ud på at overbevise os andre og især Enhedslisten om, at vi bør støtte den væbnede modstandsbevægelse - uanset at den er domineret af reaktionære islamister og ba'ath-tilhængere.

Det er et befrielsesprojekt, de er i færd med at gennemføre, mener han og henviser til Vietnamkrigen og opgøret med den franske kolonialisme i Algeriet.

Så må jeg spørge, hvad det er for et befrielsesprojekt, der vokser ud af en bevægelse, der bruger mord på civile borgere som en dominerende metode, og har henholdsvis Iran og Saddam-diktaturet som slet skjulte forbilleder.

Det er i hvert fald ikke et projekt, JH nogensinde har haft en chance for at overbevise Enhedslisten om.

Kenneth Haar medlem af Enhedslisten

Endnu et bræt til ny NA's ligkiste

Centrum Demokraternes formand, Bjarne Møgelhøj, har meddelt, at han bliver medlem hos Ny Alliance. CD blev kendt som det parti, der var helt i front når det gjaldt tilslutning til invasionen af muslimer. Det kom CD ikke i Folketinget på. "Tillykke" til Ny Alliance med jeres nye medlem. Hvis I siger velkommen til Bjarne Møgelhøj, begynder der at tegen sig et billede af, hvad det er, I vil.

Erik Bach Billund

Det neokonservative netværk

I Information 9. august beskriver Mogens Lykketoft (ML) en ensidighed i mediebilledet i Danmark. En del af ensidigheden ligger i den udbredte brug af de public relations teknikker, som kan føres tilbage til Ignatius De Loyola, Goebbels, Freud og ikke mindst Edward L. Bernays. Disse teknikker, som også omfatter spin og oprettelsen af tredjeparts organisation, blev i vid udstrækning benyttet af Sovjetmagten under Den Kolde Krig og er i dag overtaget af det neokonservative netværk. Som dette netværks ypperste repræsentanter i Danmark kan nævnes personkredsen omkring regeringen, CEPOS samt Bjørn Lomborg. Det neokonservative netværk er meget indflydelsesrigt. Det har arbejdet aktivt for krigen i Irak. Regeringens argumenter for at gå ind i krigen er bl.a. hentet fra dette netværk.

Med dette læserbrev, er det kun anden gang, at Edward L. Bernays er omtalt i Information. Han er en af de mest indflydelsesrige personer i den 20. århundrede. Desuden har Information stort set ikke behandlet det neokonservative netværk og dets indflydelse. Begge emner burde få mere spalteplads i Information. Jeg vil derfor foreslå Mogens Lykketoft at benytte Wikipedia for yderligere information, samt at studere mesteren selv - nemlig Anders Fogh Rasmussen.

Klaus Flemløse Espergærde

Enhedslistens uklare udsagn

Rune Lund udtrykker sig desværre uklart i sit indlæg "Fogh er fjenden" i Inf. 13. august. Et klokkeklart udsagn ville være: "Vi vil ikke støtte væbnede grupper i Irak", hvorimod udsagnet: "Vi støtter ikke konkrete væbnede grupper", bestemt ikke er klart afvisende, men floromvundet. For det udsagn udelukker ikke følgende standpunkt: "Der kunne sagtens tænkes en væbnet gruppe, som det ville være passende at støtte, selv om ingen af de eksisterende grupper er egnede til støtte."

Det er alt for bekvemt at henholde sig til udsagnet: "Modstandsgrupper har en principiel ret til at gøre modstand mod en besættelse". Heri forudskikker ordet "principiel" en nærmere specifikation, og Rune Lund har da også antydet, at der ikke er tale om en ret, der bør bruges nu. Men hvornår kan modstanden anbefales? Må det tages i betragtning, at USA's tropper nu kun er i Irak for at lappe på deres udåd? Hvad må modstanden bestå i?

Det ville være en god idé at præcisere det basale, nemlig hvad der er det moralsk rigtige, i stedet for blot at henholde sig til, at international lov er lov. Herved kunne Rune Lunds kloge synspunkter om Irakkrigen (Politiken, 6. august) stå uforplumrede tilbage.

Ove Møbjerg KristensenFrederiksberg C

SF flirter med vold

Konkrete spørgsmål har det bedst med konkrete svar. Derfor forstår jeg ikke hvorfor Villy Søvndal ikke kan give en begrundelse for at SF nu støtter danske troppers tilstedeværelse i den politiske og humanitære katastrofe som den USA-ledede koalition er eksponent for. Det er ellers ikke så svært. Enten har SF ændret holdning (hvilket burde afstedkomme en begrundelse) eller SF har stemt forkert (hvilket burde afstedkomme en forklaring). Det er tragisk hver gang en menneske bliver dræbt i den irakiske voldsspiral. Derfor er det bekymrende at SF nu støtter en af de mest aktive aktører i den væbnede konflikt (koalitionsstyrkerne).

Peder Hvelplundfolketingskandidat for Enhedslisten

Langballes usmagelige hetz i tolkesagen

"Dybt kriminelt!" Sådan lød i DR's Deadline 9. august Jesper Langballes dom over den ene af de 21 irakiske tolke, som for nylig blev hentet herop sammen med sin nærmeste familie. Grunden til Langballes fråde om munden er den simple, at tolken, som i Irak levede i et lovformeligt indgået ægteskab med to koner, har haft den frækhed at tage begge sine formentligt truede hustruer samt familiens fælles børn med sig herop vel vidende, at bigami ikke er tilladt herhjemme!

Men Langballe har uret. Og det har han, fordi tolkens bigamiske ægteskab er indgået uden for landets grænser, nemlig i Irak, og fordi det iht. det i straffelovens paragraf 7, stk 1, nr. 2 formulerede nationalitetsprincip er en betingelse for udøvelse af dansk jurisdiktionskompetence, at den til diskussion stående handling (her altså flerkoneri) er strafbar efter gerningsstedets lov (her altså irakisk lov). Da dette imidlertid ikke er tilfældet, kan således altså hverken tolken eller det indgåede ægteskab på nogen som helst måde karakteriseres som hverken kriminel eller ulovligt. Tolken har, og det kan ikke understreges tydeligt nok, på intet tidspunkt krænket dansk lovgivning. Hvad en opholdstilladelse intet ændrer på.

Orla Christensen Aabenraa

Englekor er yt

Märta Louise, prinsessen i Norge, har forbrudt sig på Kongehusets anonymitet og startet et firma, som hjælper folk med at komme i kontakt med engle. Underligt nok har det flere steder, bl.a. i den norske kirke vakt, stor opstandelse. Men hvordan kan man fra kirkens side fordømme én, der hjælper andre med at komme i kontakt med engle? For hvis engle ikke eksisterer - hvem var det så, der forkyndte Jesu fødsel for hyrderne på marken?

Helgi Breinerorganist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu