Luften, bilerne og den personlige frihed

Hermed lidt digteriske strøtanker holdt i en gennemsnitlig standard for dansk litteratur - let sludrende og en anelse selvretfærdigt - affødt af et indslag i TV-Avisen

Vi sled fire biler op i løbet af de 17 år, vi boede yderst på Vestlolland. Ingen af os havde kørekort, da vi flyttede derud, og vi havde heller aldrig forestillet os, at vi nogen sinde ville få brug for ét. Men landlivet betyder lange afstande og ringe offentlig transport - og hvis man oven i købet har børn, har man også mange ærinder og gøremål uden for hjemmet. Så Deres Nielsen måtte anskaffe sig en lille, gul knallert, med tilhørende gul styrthjelm, og iføre sig sit knaldgule regnsæt for at køre de 16 kilometer ind til Nakskov, hvor han kunne blive undervist i at køre bil. Imens gik Konen (landlig udtryksform) derhjemme og var gravid med vores barn nummer tre. Da hun senere tog kørekort, kunne hun nøjes med 15 timers undervisning. Nielsen selv havde brug for 24 - et eklatant nederlag, for ikke at sige direkte stemplende, for et karlfolk. Men det var ham, der fik fornøjelsen af at indkøbe familiens første bil, en splinterny, firedørs Lada 1200 S, rød, 49.999 kr.

Nårh, lille pus
I mellemtiden havde Konen født vores barn, og vores nye naboer ønskede os selvfølgelig til lykke med den lille ny. Men lykønskningerne var nu mere overstrømmende, da Barnefaderen kom kørende i sin nye bil. Ladaen blev aet, den blev dikket under hagen, der blev sagt nårh, lille pus, du ligner nok din far: stor og klodset, men det kan du jo ikke gøre for, lille nor. Dørene, alle fire, blev åbnet, der blev snuset. Der er ikke noget som lugten af ny bil, sagde naboerne, og selv om den måske nok lugter mest af plastik, når det nu engang er en russer, du har købt, så er det nu aldrig det samme som lugten af gammel bil. Jo, den kan du sagtens være tilfreds med, Lada er et godt valg for den fornuftige bilist uden for mange penge på lommen. Den stolte, nyslåede bilist (med ret til at føre motorkøretøj frem til år 2021 under forudsætning af, at han benytter sig af 'synskorrigerende linser', som skrevet stod i certifikatet), hørte ingen mislyde. Det kunne ikke falde ham ind at mistænke de gode naboer for i virkeligheden at mene, at en brugt Opel Kasket til 20.000 nok havde været et bedre køb. Men senere tænkte man godt nok: hvad er det der gør, at en ny bil anses for en større begivenhed end et nyfødt barn? I det hele taget: hvad er det, der gør, at biler er så vigtige? At 'have bil', at køre rundt i den, at vise den frem?

En mand uden bil
Jeg var 33, da jeg fik mit kørekort. En høj alder. Jeg havde aldrig nogensinde før skænket det en tanke, at jeg burde anskaffe mig et. Aldrig. Heller ikke selv om jeg da ikke kunne undgå at mærke, at en mand uden bil - og oven i købet uden kørekort - af ikke så få andre mænd bliver anset for at være en lidt mistænkelig fyr. Man skulle vel aldrig være homoseksuel? Eller impotent? I alt fald, det, der gør en mand til en rigtig mand, det, er selvfølgelig den vogn han kører i. En mand uden bil er en mand, der mangler de fem vigtigste egenskaber for at være fuldgyldigt medlem af det mandlige køn, nemlig fire hjul og et rat. Det siger sig selv. Men med skam at melde fik det mig ikke til at føle mig det mindste mere potent, eller det mindste mere som mand, at jeg med tiden som sagt nåede at køre fire biler i smadder. Det kan selvfølgelig være det afgørende bevis på, at der virkelig er noget galt med mig, men jeg trives fint uden hjul under fødderne og et rat mellem hænderne. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg er bilhader. Men det kan visse dage være tæt på. Har folk virkelig brug for alle de biler? tænker jeg, når jeg hjuler over Højbroen på min smarte Kildemoes, tre gear, sort, kildemåssaddel, 5.999 kr., Vulkan Cykler i Nygade. Men nu skal fruen og jeg heller ikke være hellige, ingen af os har brug for en bil for at komme til og fra arbejde, vi har ikke længere børn, der skal køres i skole eller i børnehave. Og det sker da, at vi har brug for en bil. Så lejer vi én eller låner vores flinke nabos. Men i de syv år, vi har boet her i NYC, har vi ikke ejet en selv. Og vi kender temmelig mange, synes vi, som ikke har mere brug for en bil, end vi har, men det skal man være forsigtig med at sige til dem. Hvis man alligevel gør, kan man godt få det svar, at de måske nok kunne undvære deres køretøj, men: En bil er et spørgsmål om personlig frihed, siger de. Nå? Frihed til at betale formuer til grådige mekanikere, til at betale tårnhøje afgifter og forsikringer, frihed til at fylde svinedyr benzin på dyret. Jow, hvis det er friheden, så til lykke med den. Vi andre har råd til at tage en taxa efter behov, vi har råd til at leje en bil, hvis vi skal rundt i landets krinkelkroge, men det er åbenbart så som så med vores personlige frihed?

Men hvilken frihed
Disse digteriske strøtanker, holdt i en gennemsnitlig standard for dansk litteratur, let sludrende og en anelse selvretfærdig, der forhåbentlig sikrer forfatteren adgang som stileemne til næste års studentereksamen (emne: ' Privatbilismen set i lyset af den globale klimaforandring'), fordi jeg kom til at se tv-avisen for et par aftener siden. Hvis jeg ikke hørte helt forkert, sagde de, at der nu kører 400.000 flere privatbiler rundt på de danske veje end på samme tidspunkt sidste år. 400.000! Plus dem, der kører rundt i forvejen! Men hvad, vi er jo nu engang et folk, der går stærkt ind for den personlige frihed. Og hvad luften over kongeriget angår, så klarer den sig vel?

refleks@information.dk