Læserbrev

Mellemøstens brede masser

16. august 2007

I USA beundrer man personer, der stiger opad i samfundet. Dygtige og arbejdsomme personer der kommer til tops, opfattes som de 'gode' mennesker, fordi de 'bærer' samfundet, f.eks. ved at skaffe arbejdspladser.

I marxistisk tankegang, derimod, er det den brede befolkning, der 'bærer' samfundet, hvorimod dem i toppen, direktørerne og aktionærerne, er de 'onde'.

I Mellemøsten i bred forstand har vi brede lag i befolkningen, en stor fattig landbefolkning, der er relativt arbejdsom og ærlig. De 'bærer' samfundet. De, der stiger op til de øvre sociale lag, derimod, er de egoistiske, uærlige, lidt for smarte, der snyder og rager til sig. Forenklet set er personer i de øvre sociale lag ikke 'gode'.

Europas industriarbejdere skulle, for at få en acceptabel hverdag, bekæmpe de onde kapitalister. Mellemøstens landarbejdere skal for at få en acceptabel hverdag bekæmpe de korrupte folk i samfundets top. Korruption og egoisme er et spørgsmål om moral.

Mental kovending

Derfor er det logisk, at de brede masser i disse lande hælder over mod religionen. Hvis præsterne viser en ærlig vilje til at hjælpe de fattige med skoler osv., i modsætning til korrupte embedsmænd, så får islam her den plads, som socialdemokraterne engang havde for danske industriarbejdere.

Når amerikanske udsendinge kommer til Mellemøsten, vil de kontakte samfundets top. Amerikanske støttepenge kanaliseres via overklassen, dvs. det korrupte lag som for den brede befolkning er fjenden. Dermed bliver amerikanerne også selv til fjenden; de bliver til de 'onde', i modsætning til den fattige brede befolkning, som er de 'gode'.

Da de fattige i de fleste tilfælde får flere børn end de rige, vil samfundets top skrumpe ind, og de lavere sociale lag vil udgøre en stadig større del. Før eller siden bliver de så mange, at de i kraft deraf kan overtage magten. Det betyder, at amerikanerne altid vil være allieret med den part, der repræsenterer social uretfærdighed, og som taber i det lange løb.

Det er omtrent det samme der sker igen og igen i Latinamerika.

Hvad der kræves af os i Vesten, specielt USA, er derfor en mental kovending, hvor man på forhånd antager, at 'de gode' befinder sig på bunden, ikke i toppen. Det kræver at vi støtter de bevægelser, som de fattige fæstner deres lid til. Vi er ved at lære det i Tyrkiet, hvor regeringspartiet AKP fra et islamisk udgangspunkt har vist en ærlig vilje til at arbejde for hvad der gavner den brede befolkning og dermed giver hele samfundet et løft.

Uheldigvis er der nogle hager ved religionen. Især det at moral let bliver til noget der mest handler om kønslivet. Det fører til en familieform med mange børnefødsler. De mange børn betyder, at befolkningen fastholdes i fattigdom, og det, der skulle være redningsplanken - religionen - bliver derfor i stedet til noget, der suger folk længere og længere ned i fattigdommen og derfor gør dem mere og mere radikale.

Der er ikke nogen nødvendig forbindelse mellem islam og mange børnefødsler. Det iranske præstestyre accepterer børnebegrænsning.

Spørgsmålet er derfor, om ikke vejen frem for verdenssamfundet består i, at vi i Vesten går direkte til, hvad vi tror er hovedfjenden, og indleder en dialog med det iranske præstestyre?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin fin iagttagelse, Kåre Fog.
Iøvrigt en lille hilsen fra en gammel bekendt inden for et helt andet jordnært felt! (undskyld indforståetheden, andre læsere)