Kronik

Vil mindre skat give flere i arbejde?

For at beskæftigelsespolitikken skal lykkes, er det vigtigt, at efterspørgslen efter arbejdskraft også i fremtiden ekspanderes, men i et roligere tempo end det, vi har oplevet igennem de sidste to-tre år. Der er således ikke længere tilstrækkeligt råderum til, at der på en og samme gang kan gennemføres en gennemgribende kvalitetsreform med velfærdsforbedringer samtidig med en (delvist) ufinansieret skattereform
Der er stadig en betydelig arbejdskraftreserve på det danske arbejdsmarked, men den er ikke jævnt fordelt mellem faggrupper. Der er en overrepræsentation af personer, som har en forholdsvis svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil kræve en målrettet beskæftigelsespolitik at sluse denne del af arbejdsstyrken ind på arbejdsmarkedet. Model

Der er stadig en betydelig arbejdskraftreserve på det danske arbejdsmarked, men den er ikke jævnt fordelt mellem faggrupper. Der er en overrepræsentation af personer, som har en forholdsvis svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil kræve en målrettet beskæftigelsespolitik at sluse denne del af arbejdsstyrken ind på arbejdsmarkedet. Model

Pierre Bourrier

Debat
28. august 2007

Politikerne strides som altid. Nu er det sammenhængen mellem skat og beskæftigelse, som er til debat. Det er navnlig spørgsmålet, i hvilken grad en sænkning af indkomstskatten vil øge beskæftigelsen, der debatteres.

Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen fremhæver den positive sammenhæng mellem skat og øget udbud af arbejdskraft som en veletableret kendsgerning; mens 'brede kredse i fagbevægelsen' hævder, at en sænkning af skattesatserne blot vil få flere, navnlig højtlønnede, til at holde mere fri. Forvirringen forstærkes af, at begge parter hævder, at de har statistikken på deres side.

Den liberale tænketank Cepos benytter enhver lejlighed til at vise, at den gennemsnitlige arbejdstid pr. beskæftiget i Danmark ligger under gennemsnittet for de øvrige vestlige lande. Da indkomstskatten samtidig ligger væsentlig over gennemsnittet, så er det hermed ifølge Cepos påvist, at høj skat fører til lavere beskæftigelse. Omvendt fremlægger Arbejderbevægelses Erhvervsråd tal, der viser, at andelen af personer i alderen fra 18-64 år, der er i beskæftigelse i Danmark, ligger markant over de fleste andre lande.

Der er faktisk så mange personer i beskæftigelse i Danmark, at også det samlede antal arbejdstimer, der udføres ligger i den øvre ende sammenlignet med de andre EU-lande. Der er ingen umiddelbar hjælp til afklaring af sammenhængen mellem skat og beskæftigelse at hente i tallene. Vi må ty til den økonomiske sagkundskab.

Svar som man spørger

Spørgsmålet er blot, om der overhovedet på et videnskabeligt grundlag kan siges noget entydigt om denne sammenhængen mellem skat og beskæftigelse. For også de 'lærde' strides herom.

De svar der gives, afhænger nemlig af, hvem man spørger, og om det er den mikroøkonomiske effekt eller den makroøkonomiske effekt, der spørges efter.

Der er udarbejdet mange videnskabelige rapporter om dette emne, men konklusionerne stritter i alle retninger. Lægges disse rapporter ved siden af hinanden, minder resultaterne mest af alt om et ta' selv-bord. Der er noget for enhver smag.

Vil man af med topskatten, så skal man gå til OECD's neoklassiske økonomer. De er leveringsdygtige i svært gennemskuelige regnestykker, men entydige konklusioner: at skat har en negativ effekt på beskæftigelsen.

Ønsker man derimod at få støtte til mere positive konklusioner, så kan man med fordel gå til f.eks. Levy Economics Institute, New York eller makroøkonomerne i Hans Böckler stiftung i Tyskland.

Fra den hjemlige økonom-verden er fronterne trukket knap så skarpt op; men Rockwool-fonden er placeret i den neoklassiske mikroøkonomiske tradition med deraf følgende konklusion om en negativ sammenhæng; mens flexicurity-økonomerne i Ålborg har en mere pluralistisk tilgang ved valget mellem mikro- og makroøkonomisk teori, hvilket fører til mindre skråsikre konklusioner.

Når de 'lærde' strides, så skyldes det primært, at de har forskellige teoretiske udgangspunkter. De neoklassiske økonomer argumenterer ud fra mikroøkonomisk teori. De starter med at undersøge, hvorledes ét enkelt individ kunne tænkes at reagere, hvis indkomstskatten blev sænket.

Der antages at være to reaktionsmønstre. Der er en gruppe af personer, der antages at ville arbejde flere timer, når 'det nu bedre kan betale sig at arbejde'. Det er navnlig lavtlønsmodtagere, der formodes at reagere positivt på udsigten til højere disponibel indkomst.

I den anden kategori findes den gruppe af personer, der arbejder meget og hårdt for at opnå en høj levestandard. Personer tilhørende denne gruppe vil derimod typisk begynde at arbejde mindre, hvis skatten bliver sat det, for så kan de opnå den ønskede levestandard ved at arbejde færre timer (en negativ udbudseffekt). Disse mikroøkonomiske argumenter fortæller os, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem en generel skattesænkning og udbudet af arbejdskraft. Dog kan det siges, at de positive udbudseffekter formentlig ligger i den nedre ende af skatteskalaen, hvilket er begrundelsen for det såkaldte 'komme i beskæftigelse fradrag'.

Denne mikroøkonomiske konklusion er der stort set enighed om blandt fagøkonomer. Derimod er økonomerne uenige, om et øget arbejdsudbud også fører til en øget beskæftigelse. Her er det de neoklassiske mikroøkonomer, der strides med de keynesianske makroøkonomer.

Neoklassiske økonomer ræsonnerer som nævnt ud fra enkelte individers adfærd. De antager, at denne individbestemte adfærd også kan beskrive udviklingen for hele samfundsøkonomien (makroniveauet). Neoklassikerne sondrer ikke mellem den enkeltes beskæftigelsesønsker og den samlede beskæftigelse. I en sådan mikroøkonomisk modelverden antages mængden af jobs at være ubegrænset. Bare man er villig til at udbyde sin arbejdskraft, så vil der også være beskæftigelse. Disse mikroøkonomiske sammenhænge kendes fra bl.a. DREAM-modellen, som velfærdskommissionen benyttede sig flittigt af. Her var det forudsat, at et øget arbejdsudbud altid vil resultere i en større beskæftigelse.

Men anskues samfundsøkonomien derimod i et keynesiansk perspektiv, så er antallet af jobs bestemt ikke ubegrænset. Det er virksomhedernes salg af varer og tjenester, der bestemmer, hvor mange personer der kommer i arbejde. Et større udbud af arbejdskraft fører derfor ikke automatisk til en stigning i beskæftigelse på makroniveau. Prøv f.eks. at skrue tiden blot 3-4 år tilbage, hvor arbejdsløsheden lå i underkanten af 200.000 personer. Et stort antal personer, der var villige til at arbejde uden at finde beskæftigelse. Et øget udbud af arbejdskraft havde i den situation kun én sikker effekt, at det ville forlænge arbejdsløshedskøen. Når beskæftigelsen så begyndte at stige i løbet af 2004, var det den øgede efterspørgsel forårsaget af bl.a. regeringens 'forårspakke' og de stigende ejendomspriser, der tilsammen pumpede ny købekraft ud til danskerne. Det private forbrug sprang i vejret, hjulene begyndte atter at snurre med deraf stigende beskæftigelse - ganske uanset at indkomstskatten ved den lejlighed forblev stort set uændret.

Dog lidt enighed

At det primært er efterspørgslen efter arbejdskraft, der bestemmer beskæftigelsen er der stort set enighed om blandt keynesianske makroøkonomer. En sammenhæng, der dog i særlig grad gælder, når arbejdsløshedskøen er lang - hvilket fortsat er situationen i de fleste EU-lande.

Balancen på det danske arbejdsmarked har dog ændret sig i takt med, at den åbne arbejdsløshed er blevet nedbragt. Regeringen kan ikke længere ukritisk pumpe mere købekraft ud i samfundsøkonomien.

En ikke-finansieret skattelettelse vil øge efterspørgslen men med risiko for at ramme dele af arbejdsmarkedet, hvor der i dag er knaphed på arbejdskraft, hvilket puster til løninflationen.

På den anden side må det ikke overses, at der stadig er en betydelig arbejdskraftreserve (ca. 500.000 personer) på det danske arbejdsmarked. Denne reserve er ikke jævnt fordelt mellem faggrupper, samtidig med at de lediges kvalifikationer er stærkt varierende. Der er en overrepræsentation af personer, som har en forholdsvis svag tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det vil kræve en målrettet beskæftigelsespolitik at sluse denne del af arbejdsstyrken ind på arbejdsmarkedet. Ikke mindst de lange ledighedsperioder og de mislykkede aktiveringsforsøg, som har virket demotiverende. Men nu hvor jobbene er der, kan et forstærket indslusningsprogram i form af on-the-job træning, mentor-ordninger, (gen)oplæring, efteruddannelse og revalidering gøre en forskel. Her er det ikke indkomstskatten, der blokerer, men manglende joberfaring. Derfor er det ekstra vigtigt, at de ledige hænder får den nødvendige opkvalificering. Det er med andre ord nu, at jobcentrene skal bestå deres prøve.

Skal beskæftigelsespolitikken lykkes, er det også af betydning, at efterspørgslen efter arbejdskraft fortsat ekspanderes, men blot i et roligere tempo end det, vi har oplevet igennem de sidste par år. Der er ikke længere et tilstrækkeligt råderum til, at der på en og samme gang både kan gennemføres betydelige velfærdsforbedringer samtidig med en (delvist) ufinansieret skattereform søsættes. Her må der vælges, hvis en skævtrækning af dansk økonomi skal undgås.

Jesper Jespersen er professor i økonomi på RUC og medlem af den alternative Velfærdskommission

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her