Kronik

Monarkiet er nøglen til vor frihed

Idealet om folkenes selvbestemmelse er en ædel liberal tanke, som i praksis har ført de værste ulykker med sig. Vi så det i Øst- og Centaleuropa efter Første Verdenskrig - vi ser det igen i dag i borgerkrigens Irak
Debat
20. august 2007
Royal. Det kan godt være, at monarker ikke hører med til demokratiets abc - men som insititution har det britiske kongehus været med til at sikre et fredeligt demokrati i England, fremhæver dagens kronikør.

Royal. Det kan godt være, at monarker ikke hører med til demokratiets abc - men som insititution har det britiske kongehus været med til at sikre et fredeligt demokrati i England, fremhæver dagens kronikør.

Andrew Milligan

Det er blevet del af den moderne, liberale selvforståelse, at monarkier og imperier er anakronismer. De første involverer et arvefølgeprincip, som ingen tidssvarende tænker kan acceptere som legitimt regeringsgrundlag, mens den anden repræsenterer noget endnu værre, nemlig underkastelse af folkeslag, som burde regere sig selv. I fremtiden vil verden blive organiseret i selvstyrende republikker, hvor alle borgere nyder godt af lige rettigheder. Når først imperiernes tid er omme, og alle konger og dronninger sendt på pension, vil der herske vedvarende fred, og den menneskelige frihed vil for første gang være universel.

Denne hævdvundne anskuelse har en vis uskyldig charme over sig, der gør den elsket af rettroende i alle lejre. Den forvandler historiens ironi til en simpel moralsk fabel og i en tid, der forlanger emotionel opløftelse frem for noget, rummer den sin egen magtfulde appel. Ikke desto mindre indebærer denne liberale fortælling en massiv overforenkling af historiens gang, og det ideal om selvbestemmelse, som den artikulerer, har i praksis vist sig at være ganske farligt.

Den uhyggelige fiasko, der er under fortsat udvikling i Irak, kan til dels føres tilbage til den omstændighed, at de, som satte krigen i værk, ikke undersøgte ordentligt, om den stat, Saddam styrede, ville kunne overleve en pludselig indsprøjtning af demokrati, og hvad konsekvensen i så fald kunne blive.

Opsplitningsbombe

Som de fleste andre stater i regionen er Irak - eller rettere var Irak, eftersom nationen i de fleste praktiske henseender er ophørt med at eksistere - en kolonialistisk konstruktion. Stykket sammen af briterne ud fra tre provinser fra det sammenbrudte osmanniske rige rummede det en række distinkte folkegrupper, hvoraf ingen tidligere havde været selvstyrende. Staten Irak blev ikke oprettet på fredelig vis - det var briterne, som i de stridigheder, der gik forud for dens grundlæggelse begyndte på den praksis at bombardere civile landsbyer fra luften - men var igennem hele sin historie undertrykkende og til tider ligefrem horribelt undertrykkende over for sine borgere. Ikke desto mindre formåede denne stat i sin levetid at afværge en krig mellem dens konstituerende befolkningselementer af den art, som nu er blevet skabt.

Som dens koloniherre-arkitekter vidste, kunne staten Irak ikke være demokratisk. Den shiitiske flertalsbefolkning ville nødvendigvis afvise et sunnimuslimsk styre, og den kurdiske minoritet ville søge at rive sig løs, så såre en demokratisk regering var installeret. Demokrati i Irak har altid impliceret statens opsplittelse, hvilket da også er det forudsigelige resultat af regimeskiftet.

Følgevirkningerne af den amerikanske invasion strækker sig imidlertid videre end til den anarkistiske vold, som er fremherskende i det meste af landet. Iraks naboer bliver suget ind i konflikten, og en regional krig kan være forestående. Ved at ødelægge Irak har Bush-regeringen rettet et fatalt stød imod andre postkoloniale stater i regionen og dens omegn. Hvordan en større krig vil udvikle sig, er vanskeligt at forudsige, men et tyrkisk indfald i irakisk Kurdistan er en stadig mere sandsynlig mulighed. En anden risiko er, at konfrontationen mellem USA og Iran kommer ud af kontrol. Enhver eskalation vil brede sig til andre konfliktzoner - ikke mindst Afghanistan, hvor NATO's styrker står i fare for at lide et strategisk nederlag af den art, amerikanske styrker allerede må sande i Irak med farlige følgevirkninger i Pakistan. Resultatet af at ødelægge Saddams Irak har været at udløse en revolutionær rørelse i regionen, hvis globale eftervirkninger ingen kan forudse.

En ting ved vi med sikkerhed. Opløsningen af 1918-ordningen for Mellemøsten vil blive uhyre bekostelig, i menneskeliv som i tab af frihed. Det er ikke første gang, at et forsøg på at nyordne en post-imperial region efter en liberal model har fået grufulde konsekvenser. Woodrow Wilson forestillede sig, at hvis man fremmede folkenes selvbestemmelse i det østlige og centrale Europa efter Habsburg-imperiets fald, ville resultatet blive demokratiske nationalstater. I stedet blev det etnisk nationalisme baseret på had til interne minoriteter og årtiers krig og diktatur. Bush-regeringens intervention i Irak er næppe drevet frem af ren wilsonsk idealisme - der har altid været en geopolitisk dagsorden om at sikre Amerikas oliereserver - men det håb, som har inspireret den, er lige så illusorisk som Wilsons. Hvis den etniske nationalisme blev mest begunstiget af selvbestemmelsen i Centraleuropa i 1918, høster den radikale islam de største fordele i dag. I det islamistiske 'nye Mellemøsten', der er ved at komme til verden i dag som resultat af den misforståede amerikanske intervention, vil kvinder, homoseksuelle og religiøse minoriteter blive forfulgt og undertrykt på måder, som end ikke en post-kolonial despot som Saddam Hussein havde forestillet sig.

Demokrati efter opgør

Den liberale opinion klynger sig til idealet om selvbestemmelse som en trosartikel, men sandheden er, at opbygning af nationalstater næsten altid er en blodig affære. USA blev først en moderne nationalstat efter en brutal borgerkrig, og Frankrig først efter Napoleon. Kina følger et lignende spor - med konsekvenser i Tibet og Uighurien, der ikke er langt fra et folkemord. Nationsopbygning er et prototypisk moderne projekt. Alligevel har den ofte haft til følge at undergrave moderne værdier som personlig frihed og kosmopolitisme. Det er værd at betænke, at de få ægte multinationale demokratier, der eksisterer i dag, ganske ofte er monarkier og rester af imperier - Spanien, Canada og Storbritannien, f. eks. Bortset fra i disse 'irrationelle' levn har demokrati sjældent formået at blomstre nogen steder på et multinationalt niveau. Trods al retorikken om at gøre den mere legitim, er Den Europæiske Union gennemført udemokratisk, og det tror jeg, den vil vedblive med at være. Multinationalt demokrati har fået sine mest vedvarende inkarnationer i præmoderne forfatninger.

Forebygger sammenbrud

Til alt held har vi i mit hjemland, Storbritannien, stort set været fri de rædsler, der har ledsaget tilblivelsen af nationalstater i andre dele af verden. Den monarkistiske institution, vi har i dag - en blanding af bedagede snurrepiberier og postmoderne sæbeopera - er måske nok absurd, men det gør det muligt for borgerne i et velgørende mangfoldigt samfund at leve side om side uden alt for mange gnidninger. Indrømmelserne til større autonomi i Skotland og Wales og fredsprocessen i Nordirland har ikke - som sortseere forudså - ført til noget sammenbrud for Det Forenede Kongeriges interimistiske orden. I stedet har de formentlig snarere styrket den. Liberale er tilbøjelige til at betragte deres status som Dronningens 'undersåt' som en krænkelse af deres værdighed. Men i det mindste tvinger de arkaiske strukturer, som vi bliver regeret efter hertillands, os da ikke til at definere os selv ved blod, jord eller tro, ligesom de yder en god beskyttelse imod identitetspolitikkens gift.

Gordon Brown har lovet at modernisere forfatningen, og mange håber sikkert på, at han vil tage skridt til, at Storbritannien for første gang kan få en nedskrevet forfatning. Som Irak har demonstreret, er rekonstruktion af en nations regeringsmagt efter abstrakte principper ikke nogen pålidelig garanti for beskyttelse af liberale værdier. Lad os håbe, at vores nye premierminister besinder sig på historiens lærdom og nøjes med at smidiggøre mekanismerne i de gammeldags, sammenflikkede, men ejendommeligt liberale politiske rammer, vi har arvet.

John Gray er professor i europæisk tænkning ved London School of Economics og forfatter til bl. a. Black Mass: Apocalyptic Religion and the death of Utopia

© The Wylie Agency og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Kronikken tirsdag: Hvad kan ældreplejen lære af NOVO?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En eller anden sagde engang at 'amerikanerne gør altid det rigtige - til sidst efter at have prøvet alt muligt andet'. Dette passer i hvert fald på den nuværende Irak-krig, startet af den værste præsident de nogensinde har haft.

Men det er dog ikke kun den nuværende administration, der bør klandres. USA's forhold til Hussein har hele tiden været præget af en slingrende kurs uden sammenhæng. Dels har de støttet Hussein, i 80'erne og starten af 90'erne, dels har de gjort det modsatte sidenhen. De har både afvist at afsætte ham, og insisteret på at gøre det alligevel. Og efter den første Irak-krig opfordrede de Irakerne til at gøre oprør selv. Det gjorde de faktisk også - hvorefter USA vendte ryggen til dem så Hussein kunne massakrere dem i ro og mag. Igenem hele dette førløb har Hussein været en konstant faktor - USA har været det stik modsatte...

Men lad os dog blot overse alt dette, for John Gray synes jo at "Monarkiet er nøglen til vor frihed". Han har blot glemt at Bush i praksis er monark, og dette har hverken givet verden frihed, lighed eller retfærdighed.