Læserbrev

Opgave: samfundet og meningen tilbage

15. august 2007

Vi lever i en tid hvor flere og flere bliver syge på grund af stress, færre og færre deltager i de traditionelle politiske partiers organisationer, flere og flere tager på wellness-ferier som redningsaktioner fra hverdagen, og vi ser mere 'have-og mad-tv'.

Dette sker alt i mens flere og flere diskuterer manglende sammenhængskraft og integration i vores samfund.

Vi lever i et sygt samfund. Et samfund, hvor meningen siver ud af de job, som mange borgere i dette samfund varetager. For mange mennesker var meningen med ens arbejde faktisk at gøre noget for nogen, og for noget mere end en selv - for samfundet. I dag er målet at ting skal gøres mere effektivt, og dette vel og mærke billigere og billigere. Ens arbejdsliv er som medarbejder i løbende selv-kompetenceudvikling uden mål, men korte projekter. Dette ser vi i udpræget grad i den offentlige sektor, hvor bl.a. socialarbejdere, sundhedsassistenter og undervisere på alle undervisningstrin ikke skal arbejde for et bedre samfund, men få flest muligt "igennem systemet". Dette så vi kan få råd til skattelettelser og mere tomt privat forbrug. Vi har en liberalistisk regering, der er ved at underminere alle sociale bånd og al mening.

Meningsløst

Borgerne 'lever af' kortsigtede kicks såsom køb af samtalekøkkener, kokus-krokus-haver, wellness-ferier på den anden side af kloden og Vild med dans fredag aftenener, ødelagt efter en hård arbejdsuge. Danmark skal på afvænning fra den rendyrkede liberalisme, der pakkes ind i lidt flere penge hist og pist. Alle ved at der kun er tale om valgstrategiske hensyn når Venstre nu vil give lidt ekstra til udvalgte samfundsgrupper.

Efter seks år med en liberalistisk regering kan alle se, at nedslidningen af den offentlige sektor er massiv. Flere og flere tegner private forsikringer til sygehuse og anbringer deres børn på private skoler. Det gør man kun i et sygt samfund, hvor der ikke er tillid til samfundet og fællesskabet.

Alle ved, at private løsninger på sundheds- og undervisningsområdet skaber mere social ulighed og gør vores samfund til et meningsløst markedssamfund. Historien har heldigvis vist, at når galskaben tager overhånd, har vi set, at politiske kræfter er gået op mod enhver rendyrket dogmatik. Socialdemokraterne og SF har en historisk mulighed for sammen med andre gode kræfter at formulere en vision om et samfund, der på afgørende vis vil samfundet og den reelle lighed. Det skal være slut med skattelettelser og skattestop. Der er brug for massive investeringer og reformpause i den offentlige sektor, der kan give forhold for ansatte, så man kan passe sit arbejde og gøre det "godt nok".

Endvidere må Socialdemokraterne og SF sørge for, at vores fælles institutioner og infrastruktur bliver noget, vi kan være stolte af. Vi har brug for at være stolte af noget større end os selv og noget, der giver mening. Vi skal også arbejde for at flere får tid og mulighed for at deltage i det politiske og sociale liv. Det er muligt, at vi skal have orlovsordninger, mere nedsat arbejdstid etc.

Et politisk lederskab er viljen og evnen til at analysere de vilkår, under hvilke mennesker lever og kæmper for løsninger på de problemer, flere og flere oplever og har i hverdagen. Aldrig har så mange haft så meget og dog følt (arbejds-)livet så meningsløst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu