Baggrund

Overvurderingen af Ingmar Bergman

8. august 2007

Når filmkritikeren Eva Novrup Redvall skriver 3. august, at hun ikke kan se glasskår uden at tænke på Ingmar Bergmans Persona, tænker hun nok snarere på Hvisken og råb, nemlig scenen hvor en kvinde propper glasskår op i sit underliv, så hendes mand ikke skal komme for godt i gang.

Vi kan alle tage fejl af en filmtitel, og alligevel er netop denne fejltagelse måske symptomatisk.

Når Bergman nemlig har fået så hymniske nekrologer, tror jeg, det skyldes, at de fleste filmkritikere kun har et vagt minde om hans film. Havde de set dem for nylig, ville de næppe være så begejstrede, for de fleste af filmene holder ikke - og gjorde det heller ikke ved deres premiere.

Måske er der kun en enkelt af Bergmans film, der kan leve op til hans ry, nemlig Nadvergæsterne (1962). I den foretager Bergman et opgør med sine egne religiøse forudsætninger og skildrer en præst, der mister troen, fordi han mister sin elskede hustru.

Nazismen

Alligevel fortsætter præsten som en automatpilot i Guds tjeneste uden evne til at hjælpe sine sognebørn: han er lige så fortvivlet og rådvild, som de er.

Præsten bebrejder desuden sig selv, at han i sin tid som præst i Lissabon ikke så de lidelser, som fascismen udsatte den spanske og portugisiske befolkning for. Tilsvarende lukkede Bergman øjnene for nazismens forbrydelser under krigen. Hans bror var medstifter af det svenske nazistparti, og selv efter det tyske krigsnederlag fastholdt den 28-årige Bergman sin tro på nazismen og afviste kz-lejrbillederne som propagandaløgne. Da Bergman endelig kom på bedre tanker, besluttede han aldrig mere at have noget med politik at gøre.

Frikender sig selv

Men isolerer man sig fra det politiske, isolerer man sig ikke bare fra den svenske hverdag, men også fra det menneskelige i bredere forstand, herunder fra evnen til at skildre det i en kunstnerisk vedkommende form. Og det nazistiske menneskesyn slipper man ikke af med, fordi man tager afstand fra nazismens forbrydelser. Det er nærliggende at se dette menneskesyn i den misantropi, der præger så stor en del af Bergmans produktion, herunder ikke mindst de hadske kvindeportrætter (f. eks. i Sommeren med Monika).

I selvbiografien Laterna Magica frikender Bergman sig selv for skyld, hvad angår sin støtte til nazismen, og i hans film skildrer han med forkærlighed mennesker, der lider under en mærkeligt abstrakt skyldfølelse. I den kristne tro er skylden medfødt og derfor uudryddelig, i virkelighedens verden er skylden konkret og kræver derfor en konkret bearbejdning. Denne bearbejdning sker normalt ikke hos Bergman.

Dårlige litteratur

Bergman har skabt to betydelige tv-serier, skilsmissedramaet Scener af et ægteskab og slægtsfortællingen Fanny og Alexander. Han har også instrueret fremragende teaterforestillinger, hvor hans iscenesættertalent udfordres af en klassisk tekst. Og som instruktør har han været fødselshjælper for en svensk skuespillergeneration i verdensklasse, om end hans misantropi ofte søgte kompensation i sin modsætning, nemlig en alt for sødladen skuespillerstil.

Men med undtagelse af Nadvergæsterne hører hans egne film nok til de mest overvurderede i verden. Det havde forfatteren og filosoffen Villy Sørensen et skarpt blik for (også dette). Anette Krumhardt referer i Med Villy i midten (2004) Sørensen for en bemærkning om, at Bergmans film er "godt filmet dårlig litteratur".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu