"Noget måtte der ske." Det er den bemærkelsesværdige konklusion i lederen "Haarder har vundet" i Information 7. august. Lederen kommenterer det kulturelle og politiske slagsmål, der har udspillet sig omkring folkeskolen efter især offentliggørelsen af PISA-2003 resultaterne, der bl.a. viste, at danske elevers læsefærdigheder - og her primært nydanskernes - lå langt under det forventede og ønskede.
Nationale test, individuelle elevplaner m.m. er i kølvandet herpå blevet indført ud fra devisen, som også lederskribenten udtrykker det, at noget måtte der ske! Jeg må desværre være enig i, at de under Haarder gennemførte tiltag bedst forklares ved, at noget måtte der ske. At der altså blev handlet i blinde uden forsøg på at diagnosticere, hvad der måtte være folkeskolens styrker og svagheder.
Spor efter spor
Og her er vi faktisk ved kernen af problemet. For panikken og rådvildheden i Undervisningsministeriet har været og er åbenbar så stor, at det på forhånd opgives at handle ud fra dokumenterede undersøgelser. De nationale test blev således i realiteten panikbesluttet, da den tidligere undervisningsminister skulle kommentere de danske PISA-2003 resultater. At det var panik, der var styrende, fremgår ganske enkelt af, at PISA-2003 jo netop viste, at nationale test ikke havde positiv indflydelse på elevernes præstationer. Men dette blev skubbet til side i panikken.
Den manglende kompetence i Undervisningsministeriet sætter sig spor efter spor. Tænk blot på den netop indførte gymnasiereform. Kaos og allerede markante ændringer har ledsaget denne. Og der er stadig meget, der må ændres. Flere timer i dansk og historie blev indført i folkeskolen umiddelbart efter, at det via internationale undersøgelser var vist, at flere timer i sig selv ikke forbedrede elevernes præstationer.
Undervisningsministeriets manglende kompetence har endvidere betydet, at banen er åbnet for andre - i forhold til folkeskolen - mere perifere aktører. Aarhus Universitet er således kommet på banen med et forslag om, at der også uddannes folkeskolelærere på universitetet. Dette er givetvis især inspireret af, at folkeskolelærere i Finland uddannes på universitetslignende institutioner. Og finske elever topper jo PISA-undersøgelserne.
Handles i panik
Men den forskellige uddannelsesvej for lærerne er jo ikke den eneste væsentlige forskel mellem de to landes folkeskoler. Det er derfor på ingen måde sikkert, at denne forskel forklarer skoleelevernes forskellige præstationer i de to lande. Havde vi haft et ministerium, der var sin opgave voksen, var der selvfølgelig gennemført en seriøs undersøgelse af, hvad der er de væsentligste forskelle og ligheder mellem de to landes systemer - og deres betydning for elevpræstationer. Men så længe dette ikke gøres, er banen naturligvis åben for mere eller mindre fikse løsningsforslag.
Det er muligt, at læreruddannelsen helt eller delvist bør flyttes over i universitetsregi, det er muligt, at nationale test osv. kan være nyttige redskaber. Det nedslående i relation til den danske folkeskole er, at der handles i panik - og herunder også, at lederskribenter blåstempler dette med uigennemtænkte udsagn om, at noget måtte der ske.
Såfremt panikløsninger og handlen i blinde fremover skal undgås, er det helt afgørende nødvendigt at styrke det faglige og ledelsesmæssige niveau i undervisningsministeriet. Og i mellemtiden bør der nedsættes sagkyndige udredningsudvalg, hvor rygklappere ikke bør deltage.
Det er muligt, at Haarder kan vinde i den nuværende politiske konstellation. Men kan folkeskolen?
