Læsetid: 6 min.

Racerløb og røgplager

Københavns ejendommelige dispositioner for miljø og trivsel
Prins Joachim gjorde selvfølgelig som forventet - iførte sig handsker og hjelm og baldrede med et brag ind i barrieren, oven i købet i en fin lånt bil. Speederen sad fast, forklarede han bagefter.

Prins Joachim gjorde selvfølgelig som forventet - iførte sig handsker og hjelm og baldrede med et brag ind i barrieren, oven i købet i en fin lånt bil. Speederen sad fast, forklarede han bagefter.

Flemming Schiller

Debat
11. august 2007

I en af de klassiske Anders And-historier fra tidernes morgen, før andre end tegneserier på dét niveau havde fundet ud af, at der var noget, der hed miljø, har Joakim von And fået den lyse idé, at han vil være borgmester i Andeby. Da han i forvejen ejer stort set det hele i byen og Andeland, er det jo ikke en helt urimelig tanke. Men vælges skal han trods alt, hvilket inde-bærer, at Andebys borgere i valgkampen stiller spørgsmål til kandidaten. Den nærige mangebillionær i gamacher og høj hat interesserer sig selvfølgelig ikke en papand for andet end sine penge og aner ikke, hvad der i øvrigt optager hans medborgere. For at få opmærksomhed har han hyret en flyvemaskine - selvfølgelig med Anders And som umulig pilot - til at flyve rundt over Andeby og lave sjove røgfigurer, som von And tror, borgerne vil synes om, og også skrive slagord og kandidatens navn i stort: JOAKIM VON AND SOM BORGMESTER i røg. "Hvad med røgplagen?" spørger folk neden for talerstolen surt og peger endnu surere på flyveren og dens frembringelser. "Den går jeg ind for!" svarer von And og har selvfølgelig allerede tabt valget på forhånd, mens rådne tomater og æg hagler ned over hans høje hat.

Sidste weekend var det halve Østerbro i København afspærret for al kørende trafik. Eller næsten al kørende trafik. Ikke for at begrænse røgplagen, men for at give plads til et motorløb i gaderne. Jep, sgi. Ligesom i Monte Carlo. Et motorløb i København. Her gik den vilde jagt ikke forbi Casinoet og ved det blå azur, men ad Øster Allé og langs Parken, så man kunne høre drønet fra for mange hestekræfter og den forløste testosteron i kilovis helt til Malmø.

Et af tidens modeord er signaler. Folk sender signaler i ét væk. Hver gang en politiker har fundet på noget ubehageligt for en minoritetsgruppe, der ikke kan forsvare sig, har vedkommende politiker først og fremmest fået sendt et signal. Man kan i den forbindelse ikke lade være med at spekulere over, hvad det er for et signal, Københavns kommunes politiske ledelse har sendt ved således at tillade racerkørsel midt i storbyen, hvor luften i forvejen og ikke mindst i de varme dage er syrlig af forurening. Folkene på rådhuset mener måske ikke, at der er tilstrækkeligt med CO2-udslip om lørdagen og søndagen, og at der skal være balance med ugens øvrige dage med deres mareridt af udslipsfis? Man skal ikke være fanatisk på nogen måde, heller ikke hvad angår CO2 og miljøet, vor-herre bevares. Men man behøver heller ikke ligefrem opføre sig tankeløst for ikke at sige direkte idiotisk. Er det virkelig muligt, at ikke en sjæl i Københavns politiske ledelse har sagt fra eller råbt op? Hørt er det i hvert fald ikke, at nogen skulle have sat spørgsmålstegn ved visdommen i denne adfærd. Og hvor står kongehuset?

Ind i barrieren

Von Ands navnebror deltog skam i racerløbet, selveste HKH prins Joachim, hvilket forlener en sådan begivenhed med... Ja, med hvad? Tænk hvis en prins af blodet, hvoraf vi dog kun har et par stk. voksne, for en gangs skyld tog og sked hul i populasen og ved modtagelsen af invitationen til de forenede drengerøves festdage pænt svarede: "Nej tak, ærlig talt, hvad er det for en tåbelig idé, at jeg som repræsentant for landets fornemste familie skal køre racerkørsel i min mors by og bidrage med milliarder og atter milliarder af farlige udstødningspartikler på en dag, hvor det ikke er strengt nødvendigt, og jeg i øvrigt ikke skal nå noget særligt!".

Men prinsen gjorde selvfølgelig som forventet af ugesprøjterne og arrangørerne, iførte sig handsker og hjelm og baldrede med et brag ind i barrieren oven i købet i en fin lånt bil, hvilket han - i betragtning af, at han ikke kom noget til - havde rigtigt godt af. Det havde bilen ikke. Speederen sad fast, forklarede højheden bagefter, hvor han ifølge de sædvanligvis benovede journalister var rystet, men fattet, men ifølge sig selv ikke panisk. Speederen sad fast! My foot!

For resten er der fartgrænser i byen. På stedet, hvor de havde arrangeret løbet, er der på det meste af strækningen som alle andre steder i byer og bymæssig bebyggelse, hvis nogen skulle have glemt det, 50 kilometer, på Nørre Alle er det 60. Overholdt racerbilerne mon disse bestemmelser? Hvis ikke: Hvor står det så i færdselsloven, at man på den måde kan dispensere, bare fordi man kører rundt i en bil, der er malet fjollet og med styrthjelm på, og de har lagt halmballer ud langs Fælledparken?

Arrangementet sætter Københavns bystyre i relief. Man gik jo i sin tid naivt og troede, at det nye hold ville kunne gøre noget ved og for byen, så den blev bare en anelse mere attraktiv og civiliseret. Det holder sgu hårdt. Fortsat er København en af de mest møgbeskidte byer i Europa. Udlændinge, man får som gæster, og som er bedre vant, er ofte ved at brække sig, hvad man også selv er, blot man har stukket hovedet udenfor en dags tid eller 10. Til daglig bliver man immun over for svineriet, ser det til sidst ikke, ser ikke, at gaderne næsten aldrig vaskes; at skidt og lort flyder efter fodbold-fanatikerne, når de smider deres tomme plasticølkrus til højre og venstre og pisser i portene. Mere skidt avler endnu mere skidt.

Fælles anliggende

På torvet i Montpellier lagde klummisten forleden uge mærke til, at ingen smider noget fra sig, men lægger det i affaldskurvene. Af den simple grund at torvet dagen igennem støvsuges og vaskes. Det kan simpelthen ses, hvis man smider noget. Følelsen af, at byrummet er et fælles anliggende, holdes trods betoningen af borgerlige værdier om mit og dit i hævd.

Den mentale og faktiske tilsidesættelse af det kollektive i årene med Fogh Rasmussen har et betydeligt ansvar. Det er jo bedårende, når hans ministre nu render ud og opfordrer folk til at male plejehjemmene og som i det vilde vesten selv at bygge skolerne. Her ligger vel i et eller andet og mere eller mindre bevidst omfang idealet. Hvis bare der er noget i det for mig og mine nærmeste, tager jeg fat, men uden at henvise til en mere almen kollektiv ansvarlighed, som for eksempel kan varetages via ... ja, det offentlige. Man ser heri, hvorledes den tidehvervske kristendomsopfattelse går hånd i hånd med den moral, der så let som ingenting fører ud i kreativ bogføring og grov vildledning af dem, man ifølge loven og de gamle profeter ikke bør vildlede. Den danske udgave - lad det være understreget - er en uhyre primitiv form for liberalisme, der som antydet ikke nødvendigvis har gang på jorden i andre og endog langt mere liberale systemer. Det meste af det centrale New York er mere lækkert end København, og som sagt tillader ingen franske eller tyske byer svineri i gaderne, og ingen kan beskylde disse landes eller deres byers ledelser for at være hysteriske kollektivister.

Borgmester Bondam har været fremme et par gange og talt for en renere by, men virkningen af de sikkert velmenende borgmesterord er minimale. Formentlig står politikere af de gode viljer over for en massiv tidsånd. Men en sådan er til for at blive imødegået. Dette kunne blandt andet ske ved, at et fornuftsbetonet bystyre ved synet af en ansøgning om racerkørsel i Københavns gader frem for at slå hælene sammen i stedet slog en rå latter op og henviste initiativtagerne til at tage en rundtur på bycyklerne. Derved var valget for den forulykkede prins, om at deltage eller ej, blevet så meget nemmere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her