Læsetid: 3 min.

Regeringens 2015-plan er ineffektiv

Regeringen lægger med sin 2015-plan op til skattelettelser for 11 mia. kr.. Men den afgørende samfundsøkonomiske udfordring er ikke skattelettelser, men befolkningens klart formulerede ønske om bedre velfærd
Statsminister Anders Fogh Rasmussen præsenterede i denne uge skattelettelser og kvalitetsreform. I stedet for unødige skattelettelser burde det økonomiske råderum være anvendt til at genoprette den offentlige velfærd efter VK-regeringens nedslidning, skriver Henrik Herløv Lund.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen præsenterede i denne uge skattelettelser og kvalitetsreform. I stedet for unødige skattelettelser burde det økonomiske råderum være anvendt til at genoprette den offentlige velfærd efter VK-regeringens nedslidning, skriver Henrik Herløv Lund.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Debat
24. august 2007

Løbende vedligeholdelse og fornyelse af den offentlige velfærd i takt med velstandsudviklingen kræver en årlig realstigning i det offentlige forbrug på omkring to procent svarende til godt otte mia. kr. Men regeringen har i årevis kun tilført den offentlige sektor 1,3 procent eller godt fem mia. kr. , hvilket har afstedkommet en løbende kvalitetsforringelse af offentlig velfærdsservice.

Der er hermed akkumuleret et efterslæb i det offentlige forbrug siden 2002 på omkring 15 mia. kr.

I stedet for unødige skattelettelser burde det økonomiske råderum være anvendt til at indhente dette efterslæb og genoprette den offentlige velfærd efter VK-regeringens nedslidning.

Man må selvfølgelig anerkende, at regeringen fremover vil bruge mere på velfærd, for den afsætter 10 mia. kr. over fire år til driftsforbedringer, som imidlertid primært går til den bedre uddannelse, som fagbevægelsen opnåede gennem trepartsforhandlingerne. Endvidere vil regeringen over 10 år bruge 50 mia. kr. i en 'kvalitetsfond' til renovering og nybyggeri af offentlige institutioner.

Begge dele er godt, men ikke nok. For offentlig velfærd er først og fremmest personlig service, dvs. den står og falder med, at der er nok 'varme hænder'. Der vil i de kommende år komme flere pensionister, og fremtidens pensionister vil også være mere velstående og dermed også stille højere krav til fornyelse og kvalitet i offentlig velfærd. Derfor vil der i de kommende år - navnligt indenfor ældrepleje og sundhedssektoren - være behov for øgede normeringer.

Det indgår imidlertid ikke i regeringens planer, som kun synes at holde status quo i velfærden.

Hertil kommer, at skattelettelserne har en helt forkert fordelingspolitisk profil.

Godt nok stiger overførselsindkomsterne med 0,8 procent, så modtagerne kan betale de stigende energipriser, som bliver konsekvens af forhøjelsen af energiafgifterne. Men uanset 'kompensationen' er det en kendsgerning, at den samlede skattelettelse for indkomster over 400.000 kr. vil udgøre mellem 7.000-8.000 kr. om året, mens pensionister med 200.000 i årsindkomst inkl. 'kompensationen' må nøjes med omkring 3.000 kr.

Det skal dog medgives, at reduktionen af arbejdsmarkedsbidraget fra 8 til 7,5 procent tilgodeser lavindkomst-gruppen lidt mere end dem med højindkomster.

Tvivlsom effekt

Regeringens begrundelse for udformningen af skattelettelserne er, at de skal fremme beskæftigelsen, men begrundelsen holder ikke. Det er i bunden af skattesystemet, at mulighederne for at øge arbejdsindsatsen findes ikke hos travle højindkomstmodtagere, som i forvejen er i beskæftigelse og som oven i købet har øget deres arbejdstid meget i de senere år.

Også miljøeffekten er svag. Det må anerkendes, at forhøjelsen af energiafgifterne miljømæssigt går i den rigtige retning, men der er behov for langt videre tiltag i retning af et grønt skattesystem, der reducerer miljøbelastningen og fremmer en mere hensigtsmæssig miljø- og energiadfærd.

Heller ikke regeringens endelige udkast til kvalitetsreformen kan aftvinge jubel. Reformen indeholder meget få egentlige forbedringer af de borgerrettede velfærdsydelser. Reformen er primært en styrings- og administrationsreform, hvis hovedmål er at fremme regeringens nyliberale projekt om øget markedsgørelse af den offentlige sektor.

Derfor skal frit valg og udlicitering udbredes yderligere. Men konsekvensen bliver ikke bedre velfærd.

Et risikomoment

Udviklingen indebærer tværtimod en risiko for, at de offentlige velfærdsydelser tømmes, og der overføres ressourcer fra det offentlige til private udbydere.

Denne udvikling er et risikomoment for borgernes fortsatte lige adgang til velfærd, og samtidig svækker udviklingen det offentliges udbygningsmuligheder og truer bredden og kvaliteten i de offentlige tilbud.

Og regeringens planer med kvalitetsreformen er at udbrede markedslignende styreformer såsom mål og resultatstyring, brugertilfredshedsundersøgelser, evalueringer osv. må vurderes lige så negativt. De virker i realiteten som en bureaukratisering af den offentlige sektor, der stjæler tiden fra de borgerrettede opgaver.

Endelig har den offentlige sektor et stort problem med hensyn til rekruttering. Skal der kunne rekrutteres de nødvendige medarbejdere blot til at dække afgangen på grund af pensionering i de kommende år, må den offentlige sektor som arbejdsplads blive langt mere attraktiv end i dag. Det forudsætter bl.a. et klart, kollektivt lønløft.

Men heller ikke det er en del af regeringens mange planer.

Henrik Herløv Lund er økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her