Kommentar

Religion på job

Debat
31. august 2007

Hvis man var i kirke i søndags, ville man have hørt en kollekt (bøn, som præsten beder på alles vegne), hvori der indgik bl.a. følgende:

Herre, vor Gud, himmelske

Fader!

Vi beder dig,

at du vil føre og lede os ved din

Helligånd,

således at vi ikke glemmer

vore synder

og bliver selvsikre,

men lever i stadig anger

og bod-

at du vil være os nådig for din

Søns, Jesu Kristi skyld,

tilgive os alle vore synder og

gøre os evigt salige-

Dette er bøn fra det 16. århundrede og et præcist udtryk for en evangelisk-luthersk kirkes kristendomsforståelse.

Her står vi over for et menneskesyn, hvorefter mennesket i radikal forstand er afhængig af Gud og hans nåde. Vi er ingenting i os selv, vi har ikke nogen som helst grund til at være selvsikre, tværtimod må vi sætte vor lid til at Gud ikke hæfter sig ved vore synder, men ser bort fra dem og tilgiver dem. Mennesket er og bliver en lus, som dog kan glæde sig over, at den almægtige skaber alligevel bærer over med det, ja, elsker det, selvom der ingen grund er til det.

Mange steder er kirkegangen ikke, hvad den burde være (om end den slet ikke er så dårlig, som rygtet går), men hvis vi moderne mennesker virkelig hørte efter, hvad der bliver sagt i bønner og salmer, ville der nok være mange, der ville betakke sig, for sådan er deres gudstro ikke.

Og det er ganske sandt, for de tror på sig selv eller på, at der er noget guddommeligt i os, og hvis blot vi får frigjort det, så vil vi få en hel anden tilværelse.

Det er der kommet en meget interessant bog om, Medarbejder eller modarbejder. Religion i det moderne arbejdsliv (Joel Haviv, red.), hvor en række, fortrinsvis unge, religionshistorikere har sat sig for at kortlægge erhvervslivets religion.

Ånden i ledelsen

I fjor lancerede jeg tanken om en erhvervspræst, dvs. en præst, der kunne gå rundt i virksomhederne og dels tage sig af ansatte, som havde ondt i livet, og måske også diskutere værdier med ledelsen eller HR-afdelingen. Det vakte stor opmærksomhed, som om det var et helt nyt og mærkeligt felt, som Folkekirken her ville betræde. Det var nyt, at kirken gav sig ind på dette område, men man kan ikke sige, at religion var nyt for erhvervslivet. En række østlige religioner har for længst etableret sig i form af terapier af mange forskellige slags med basis i især hinduisme og buddhisme, men i øvrigt øser man fra mange andre kilder.

Hvor grundideen i protestantisk kristendom er, at mennesket ikke er noget at prale af, og at vi er nødt til bede til Gud og håbe på hans nåde, er den grundlæggende trend i moderne religionsblandinger, at vi alle har et magisk jeg, som vi er født med. Desværre glemmer vi dette under vor opvækst, hvor familie, kultur, sprog og mange andre ting lægger sig ind over. Derfor skal vi ved hjælp af en terapeut eller en coach frigøre os fra alle kulturelle bånd og enhver tradition og blive vort indre jeg bevidst. Heri findes nemlig enorme ressourcer, som kan nyttiggøres, hvis vort sande jeg kan vækkes af sin slummer. Det er en sokratisk proces, hvor konsulenter ikke fylder noget på, men tværtimod blot hjælper os til at blive klar over, hvor meget der egentlig er i os, ved at stille de rigtige spørgsmål.

Et af de ydre tegn på, at vi rummer meget mere, end vi tror, er stress. Symptomer herpå kan behandles ved, at vi finder os selv og lærer at styre os selv på en frugtbar måde. Forfatterne til bogen er meget interesseret i den vinkel, som afslører, at når erhvervslivet er så optaget af alle disse kreative, vakte mennesker, så er det, fordi de let kan manipuleres til at en yde ekstra indsats for firmaet, hvis de først er blevet klar over, hvad de virkelig kan.

Vi har kun os selv

Derved er det aldrig de ydre forhold, der er skyld i en misere, men altid sindets indre. Den berømte management-guru, Covey, som var i Danmark i fjor, siger bl.a. at vi selv skal tage initiativet og tage ansvar for vort eget liv. Og der er ingen andre til det end os selv: "-hver gang vi siger, at problemet er derude, er det selve tanken (hos mig), der er problemet. Jeg må først ændre mig, hvis det derude skal ændre sig". Transformation af virksomhederne skal komme fra den enkeltes transformation. Stressbehandlingen skal lære den enkelte at styre sig selv, således at man ikke har stress. Når man så alligevel får stress igen, så kan man gå i endnu en behandling og nå til et højere trin. Som Nietzsche sagde: Det skal være en dårlig læge, som ikke kan gøre sine patienter syge igen. På denne måde får man opbygget et 'jernbur' til de ansatte.

Konflikter løses ved disse 'indsigter'. Der er jo ingen virkelige ydre årsager til at skændes, men kun hvad der foregår inde i hovedet på os. Derfor kan konflikter bearbejdes ved at ommøblere sindets indre følelser. Hele tiden går bevægelsen fra det indre og til det ydre. Ikke omvendt. I den kristne tro er det omvendt. Her kommer troen af det, som høres; den opstår ikke af sig selv i vort hjerte.

Vi finder en ekstrem udgave af det moderne syn på følelsen, som skabt af subjektet, ikke af genstanden. Normalt har man sagt, at hvis man f.eks. blev glad for en person eller en ting, var det, fordi mødet hermed skabte taknemmelighed, fornøjelse, glæde etc. i mit sind. Nej, det er ikke rigtigt, siger man nu,fordi følelsen kan dirigeres af ophavsmanden uanset, hvad genstanden er. Det f.eks. tanken bag det meget udbredte NLP (neurolingvistisk programmering), som 'lærer' folk at dirigere deres følelser, hvorhen de vil. Vore kendteste firmaer sender masser af medarbejdere af sted på NLP-kurser.

Ingen til at tilgive

Forfatterne ser medarbejderkurser, personlighedsudviklende kurser, kommuneskolernes nye pædagogik med "ansvar for egen læring", hospitalernes placering af patienten i centrum: Hvad synes hun? - som skabt af denne nye religiøse tilgang.

Hertil kommer mange andre tiltag, som bruges i større eller mindre omfang: numerologi, astrologi (en overgang skulle kommunaldirektører lære at læse horoskoper), transcendental meditation, yoga etc.

Generelt er der noget skræmmende ved denne tilgang til tilværelsen. Mennesket bliver grundlæggende alene, for man har ingen at støtte sig til. Alle problemer er jo personlige og skal løses af en selv. Alligevel kommer et fænomen som skyld meget nemt i fokus. Og i modsætning til i den kristne tro, er der ingen til at tilgive.

Det er trods alt ulige meget nemmere at have Gud i ryggen end at have terapeuten på nakken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her