Kronik

Det russisk-sovjetiske paradoks

Sovjetunionen var både russisk og antirussisk. Supermagtsstoltheden og missionen om at frelse verden blev betalt med national fornedrelse. Heri ligger årsagen til russernes ambivalente forhold til Sovjettiden
Sovjetkvinder i kollektivbrug under høsten af sukkerroer i 1973 i Ukraine.

Sovjetkvinder i kollektivbrug under høsten af sukkerroer i 1973 i Ukraine.

27. august 2007

Da Ruslands præsident i 2005 udnævnte Sovjetunionens sammenbrud til "den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede", blev hans bemærkning mødt med rædsel i Vesten.

Man udlagde det sådan, at Putins agt var at genskabe en autoritær imperiestat. Baggrunden er imidlertid mere kompliceret: Russerne har gode grunde til både at elske og hade Sovjetunionen.

Sovjetunionen var en kæmpe multietnisk stat, hvor russere havde bosat sig de fleste steder.

For russerne kom som Sovjetunionens endeligt ikke som nogen frigørelse, men som et tab.

For russerne havde vænnet sig til at være det førende folkeslag i en multinational stat med universelle mål. De var vant til på en gang at dominere den og ofre egne nationale interesser for staten og dens mission om at modstå imperialismen og skabe et socialistisk verdenssamfund.

I lighed med amerikanerne er russerne et messiansk folk. Sovjetunionen skænkede Rusland storhed, men til en uhyrlig pris.

Russerne bryder sig ikke om den tanke, at deres ofre skulle være ydet forgæves.

Et messiansk folk

Et messiansk folk underordner nationens interesser under en overnational mission. Eller måske ville det være mere korrekt at sige, at den nationale identitet strækkes ud til at rumme et større projekt, der favner andre folkeslag. Dette projekt kan meget vel kræve store ofre af den nation, som er dets drivende kraft.

Dette var tilfældet for russerne i Sovjetunionen. De bar byrderne ved en stor multinational stat og tålte en meget beskeden levestandard for at opbygge en moderne industri og et magtfuldt militær med det ultimative mål at skabe en international socialisme.

Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) iværksatte i sine første år en antirussisk politik for at opbygge et multinationalt fællesskab.

"Jeg erklærer den storrussiske chauvinisme for død," proklamerede Lenin og iværksatte korenizatsiia, et program for positiv særbehandling.

Ikke-russere fik egne administrative områder og fortrinsret i uddannelses- og jobrekruttering for at sikre, at de kunne forvalte deres nye mandater. Russiske bosættere forflyttedes fra Nordkaukasus og Centralasien, og russere i Ukrainsk SSR fik ordre til at sætte deres børn i ukrainsksprogede skoler - noget, der forbitrede mange, som så ned på ukrainsk som 'bondsk'.

Sandt nok ændredes denne politik i 1930'erne, da Stalin genindførte den russiske kulturs og stats symboler som limet til sammenbinding af Sovjets myriader af folkeslag.

Alligevel blev 1930'erne en større katastrofe end 1920'erne for det russiske folk. Stalin bestræbte sig på at smadre de to institutioner, som udgjorde kernen i den russiske nationalidentitet: landsbyfællesskabet og den ortodokse kirke.

Ødelæggelsen af landsbykommunen blev kombineret med lukningen af de fleste sognekirker, undertiden ledsaget af symbolsk vanhelligelse: I et enkelt tilfælde blev ikoner stillet op ad en væg, dømt til døden og skudt for "at modsætte sig kolkhoziseringen".

Her er vi ved kernen af den russiske messianismes problem: I det tidlige 20. århundrede fandtes ikke en, men to slags russisk messianisme: Den ene knyttede sig til den ortodokse kirke, den anden til russisk socialisme. Begge overlappede, men ufuldstændigt.

Bondestanden støttede det bolsjevikiske kup i 1917, fordi det gav dem mulighed for selv at overtage jorden. Desuden legitimerede det bøndernes ønske om selvstyre i lokalsamfundet, hvor jord skulle være fælles ressource og ejendomsret bygge på arbejde. Men dette livssyn byggede delvis på kristendom og tradition, ikke på socialisme.

I det lange løb tålte kommunisterne ikke rivaliserende opfattelser af den kollektive orden. I 1929-32 lukkede de kirker, eksproprierede jorden, deporterede kulakkerne og oprettede kollektivbrug, der ved tvang blev pålagt at levere til staten.

Tvangskollektiviseringen klemte livet ud af den russiske landsby, som Tolstoj og Dostojevskij havde set som hjertet i den russiske nation.

Bønderne blev pålagt at arbejde for lav eller ikke-eksisterende løn og aflevere deres produkter til staten for kunstigt lave priser. Unge mænd, som havde ret til pas under militærtjeneste, søgte væk fra landsbyen, der blev hjemsted for kvinder og gamle mænd.

Fødselstallet faldt drastisk. Når gamle døde, blev deres huse ikke overtaget, men forfaldt. Landsbyboerne magtede ikke den årlige høst. Da jeg studerede ved Moskvas Universitet midt i 60'erne, måtte mine kammerater begynde det akademiske år med ugers hårdt høstarbejde.

Sejrens pris

Med sejren i Den Store Patriotiske Krig fra 1941-45 kom Sovjetunionen i ubestridelig gæld til russisk patriotisme: Under Stalins lederskab førte det russiske folk Sovjetunionens folkeslag til triumf over nazismen, til befrielse af dens overlevende ofre og til skabelsen af et fredeligt, om end delt Europa.

Dette var den russiske histories højdepunkt: Aldrig havde zarerne domineret Central- og Østeuropa i samme grad. Aldrig havde Rusland været den ene af verdens kun to supermagter.

Næsten alle russere var stolte af denne bedrift, men kom til at betale en høj pris for at fastholde den. I Sovjetunionens sidste årtier bar russerne de største byrder ved den nye supermagtstatus. Det militærindustrielle kompleks, der var nødvendigt for at oppebære den, var i vidt omfang et russisk eller i al fald slavisk monopol.

75 procent af den militær-industrielle forskning og produktion lå i Russisk SSR. Flere byer blev lukket af for udenlandske besøgende, fordi de rummede så mange militære fabrikker og faciliteter. Forureningen var voldsom. Bajkal-søen, verdens største ferskvandsreservoir, blev forgiftet af spildevand fra en cellulosefabrik, der var bygget for at styrke russiske bombemaskiners dæk.

En massiv udbygning af boligmassen gik i gang for at kunne huse soldater og industriarbejdere.

Høje lejlighedskomplekser skød op og begyndte at dominere byerne. De nye lejligheder var hygiejniske og opvarmede, men trange og ikke noget godt sted at opfostre børn.

Da Rusland for første gang blev et overvejende urbaniseret land, ophørte folketallet med at vokse og begyndte i stedet at gå tilbage. I Kaukasus og Centralasien var fødselsraten højere. Her opretholdt befolkningen sin livsform bedre i små byer og landsbyer. Gradvis begyndte russerne at miste deres demografiske dominans.

Russernes levestandard var fortsat lav. Den kvintessentielle institution i disse årtier var køen - efter frisk frugt, fjernsynsapparater, møbler, skomagerreparationer, jernbanebilletter osv. Det meste var billigt, men i knapt udbud, så køen blev den normale rationeringsmetode.

Glemmer rædslerne

Når russerne søger at forstå Sovjet-årene, stilles de over for et uomgængeligt paradoks: Sovjetunionen var både russisk og antirussisk. Supermagtsstoltheden og missionen om at frelse verden blev betalt med national fornedrelse. Den sovjetiske model fik i nogle henseender succes: Den skabte moderne industri, videnskab og teknologi og slog Nazityskland. Men den fremskyndede også en demografisk katastrofe, smadrede landbruget, demoraliserede bondestanden, undergravede kirken og paralyserede kulturen.

Russernes følelser over for Sovjetunionen er stærke og ambivalente. Og de er stadig uforløste. Der har aldrig været noget virkeligt vendepunkt, hvor Rusland resolut brød med Sovjetunionen og slog ind på en ny vej. Der har ikke været noget retsopgør med det sovjetiske kommunistpartis forbrydelser. Lenin er aldrig blevet flyttet fra mausolæet. Sovjetiske symboler ses stadig overalt. Den russiske hær marcherer fortsat under et rødt banner med en stjerne, om end hammer og segl er væk.

Rusland er således på en gang sovjetisk og anti-sovjetisk. Stalin beundres stadig, fordi han vandt Den Store Patriotiske krig og (sådan er opfattelsen) slog ned på de 'korrupte bureaukrater', skønt de fleste udmærket ved at han var en hensynsløs massemorder.

Erindringen er altid tilbøjelig til at forskønne det tabte, frafiltrere modbydelighederne og efterlade de gode minder intakt. Russernes ambivalente forhold til deres egen historie vil givetvis vare ved længe endnu.

Geoffrey Hosking er britisk professor i moderne russisk historie© www.opendemocracy.net og InformationOversættelse: Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu