Et stød i præmissen

Den politiske debat i dette land har i denne regerings tid - og påfaldende meget mere end under nogen anden regering i mands nogenlunde nøgterne minde, hvilket vil sige i statsministrene Kampmanns, Krag, Baunsgaard, Jørgensen, Hartling, Schlüter, Nyrup Rasmussens tid - i rystende omfang fjernet sig fra de mest elementære spilleregler.

Hvad man normalt forstår ved et sagligt sæt af præmisser for en ordentlig diskussion, forvrides eller depraveres, og man står ofte tilbage med håret i postkassen, for det er bare så langt ude og for langt til, at man kan hente ind.

Eksemplerne er legio, også hvad angår ministrenes personlige forhold. Glemt er vel finansministerens besvær med at huske sin bopæl, og hans klare overtrædelser af regler, han som tidligere borgmester for en sommerhuskommune umuligt kan have glemt. Siden har ministeren holdt sig i lavprofilområdet, sikkert opfordret dertil af sin chef. Indtil forleden da han nærmest moralsk indigneret om sygeplejerskelønningerne udtalte sådan noget lignende som: "Er 27.000 kr. en dårlig løn?"

Netop med den betoning, hvor betoneren med betoningen på skrømt opfordrer sit publikum til eftertanke. På mere skrømt.

9,8 mio. kr. er god løn

Nej da, 27.000 kr. er så sandelig ikke en ringe løn. Ikke hvis det er 27.000 kr. om ugen, så ligger man lunt i svinget, og såfremt man har to indkomster, kan den lille familie ligefrem bo ordentligt. Og hvis det er 27.000 kr. om dagen, begynder det så småt at ligne de lønninger i det private erhvervsliv, hvorom finansministeren aldrig retorisk ville drømme om at spørge nogen mors sjæl: Er 9.850.000 kroner en dårlig løn?

Det er præmissen, den er gal med. 27.000 kr. er en pæn gage, såfremt direktørlønningerne i TDC og trindt omkring i segmentet selv uden fryns ikke nærmede sig talstørrelser, fagfolk gerne anvender til at beskrive afstande i universet.

Bedømmelse af rimeligheden og rigeligheden eller det modsatte i honorarer og løn må nødvendigvis være relativ, hvilket finansministeren formentlig også har læst engang i sin studietid, da nogen stillede saglige krav til ham. Den forventede arbejdsindsats i en arbejdsstyrke, der udhules af skattestop og stadig større krav til den enkelte ansatte, den side af sagen har også en lille smule at skulle have sagt, hvis man stiller spørgsmål om lønnen.

Også at folk i det offentlige efterhånden lægger deres arbejde i uoverskuelige og ofte stadigt forandrende strukturer, hvorpå medarbejderne ingen eller kun ringe indflydelse har.

Stress og udbrændthed er ikke helt ukendte fænomener oven i de 27.000 kr., hr. finansminister. Når man således forenkler eller ligefrem forfalsker præmisserne, hvilket Finansministeriet nødtvunget måtte indrømme var sket, givetvis som bestilt redningskrans for en kluntet minister, bliver diskussionerne om samfundsforhold og andet godt ligesom lidt akavede.

Men uanset om kvajekvoten den dag blev opbrugt, eller det var led i en mere raffineret strategi, hvem ved, har finansministeren det jo ikke fra fremmede.

Da hans chef i sin tid skulle have pengene til at passe efter nogle vilde postulater om, hvordan man i virkeligheden kunne kringle Skatteministeriet for færre penge og ansatte, bedrev han til chokerende oplysning for læserne simpelthen kreativ bogføring og vildledte Folketinget på det groveste.

Ligesom han siden manipulerede med begrundelserne og beslutningspræmisserne med hensyn til krigen i Irak. Det er jo selvfølgelig ikke sikkert, at finansministeren har hørt om disse sager.

Men nu har han og gør det aldrig mere: forvrider og afsporer debatten ved at manipulere præmisserne.

Irak-eventyr og tyrken

Den sport er MF'er Søren Krarup også mester for. I et indlæg om Irak-krigen og danske interesser i så henseende griber han tilbage til tyrkernes belejring af Wien i 1600-tallet og tværer rundt i den ene fantasifulde forestilling efter den anden, hvis mening vist er, at vi alle ville være muslimer, hvis han ikke havde stemt for dansk deltagelse i Irak-eventyret.

Islam er den store fare og fremstilles af Krarup som en ekspansionstrussel mod en forsvarsløs kristen verden, der tungsindigt sad med hænderne i skødet og troskyldigt ventede på at lade sig overrende.

At agitatoren og levebrødspolitikeren Krarup har fået så stærk en position, skyldes næsten udelukkende, at ingen forstandsmennesker i længden orker at tage fat i hans forvredne og forfalskede eller måske bare fundamentalt misforståede præmisser.

Krarups uvidenhed om Europas og Verdens historie er således enten uden mange huller, eller også skriver han mod bedre vidende og stabler sig op med de præmisser, der svarer til hans egne fordomsfulde konklusioner.

Man kan blive helt forlegen over at skulle modsvare hans påstande med det indlysende, hvilket gør, at hans indlæg ofte står uimodsagt.

Hvad angår islams optræden på den europæiske scene og oftest i dens udkant, må man vel, for ikke at lade ævlet hænge i træerne, stilfærdig minde om korstogene, muslimernes og den arabiske verdens dårlige erfaringer med vesten, og siden den europæiske ekspansion, der til og med kolonialismen maste sig ind på den arabiske og osmanniske verden og islam fra flere sider.

Om at forsvare grænser

At tyrkerne foretog modstød, har ikke en skid med islam at gøre, eller meget lidt, men kan og bør beskrives som en magt blandt andre magter, der søger at udbygge og konsolidere sine grænser.

Det lykkedes som bekendt ikke særligt godt. Den største ulykke i den forbindelse er formentlig, at Mozart døde fattig, og måske ikke var død, hvis han havde været rigere på den tid, fordi de penge han skulle have haft for at skrive musik til adelen og kongehuset gik til oprustning mod en frygtet ny tyrkisk bevægelse op i Balkans 'underliv'.

Krarup roder sig rundt i Saddams forbindelse og ikke forbindelse med terroren og overser, som læsere her i bladet har gjort opmærksom på, at en islamisk sammensværgelse kunne det næppe være, al den stund Saddam var i krig med Iran, der også da var militant islams højborg.

Saddam og Kruså

Desuden var Saddam forholdsvis ligeglad med det religiøse og bøjede sig kun mod Mekka, når det passede i krammet.

Til Krarups orientering havde Saddam ikke ekspansive planer ud over regionen, ej heller om at krydse Kruså, men nøjedes som bekendt med at udtørre sump-araberne, myrde kurdere efter forgodtbefindende og forsøge at erobre Kuwait.

Krarup protesterede vist ikke mod disse overgreb, men beklager nu, at amerikanerne - og den danske statsminister, som han glemmer i forbifarten - nu sværmerisk, som han siger, begrunder Irak-krigen med, at irakerne skal have demokrati.

Den rene demokratisme, som ifølge Krarup er det samme som at gøre sig til Gud i Guds sted.

Menneskerettighederne i Irak skal man heller ikke tale for højt om, når Krarup er i nærheden. Han er nærmest imod. Hans præmisser er samlet i al deres forrykthed i det selvskabte begreb: menneskerettighedstyranniet. Smag lige på ordet!

De falske præmisser lufter Dansk Folkeparti nu i deres nye annoncekampagne, hvor de i bedste nysprog stjæler tre begreber, partiet af alle på det groveste foragter, forvrider og forulemper: tolerance, frisind og ytringsfrihed.

Det sidste er det morsomste. I den mest drakoniske partidiscipin i danmarkshistorien siden DKP, den DF præsterer, er kæft trit og retning selvfølgelig et vægtigt udsagn om karakteren af partiets tolerance, frisind og ytringsfrihed.

geme@inforamtion.dk