Kommentar

Vor tids politiske hovedpersoner

Et af problemerne med 'stand up kommentatorerne' er, at 'rigtige' politiske aktører begynder at agere i overensstemmelse med det billede, der tegnes af dem. De styler sig, så ikke et øje er tørt
31. august 2007

"I dag skulle valgkampen jo så være gået ind i sin anden uge. Sidste mandag garanterede gode kommentator-kolleger valgets komme, og medie-Danmark var i højeste beredskab. Det blev som bekendt til en lang næse, fordi overmod og skat spillede Fogh et puds. I stedet for lynvalg blev nationen budt på en rask omgang politisk totalteater. Ikke nogen dårlig erstatning.

Hovedrolleindehaverne i det muntre stykke var: Den desorienterede Anders på udkig efter sin drejebog. Den uden påviselig grund pavestolte Bendt. Den umanerligt heldige Helle. Samt den i første omgang helt glemte Pia.

I lystspillets mindre roller sås den nervøst svedende Naser. De opofrende Connie og Lene i en dramatisk 'det Bendt mener er'-redningsaktion. Samt, ikke at forglemme, den politisk totalt tonedøve metal-Thorkild i et ufrivilligt sammenstød med sin Helle. Underholdning var der med andre ord nok af i uge 34."

Hvem har skrevet ovenstående? Er det et håbefuldt forslag til en dansk version af den herlige engelske serie Yes Minister? Er det politisk sitcom light? Nej, forfatteren er min navnebror - og fjerne slægtning - Henrik Qvortrup, som på skift med Michael Kristiansen og Niels Krause-Kjær skriver politiske kommentarer til det seriøse, konservative dagblad Berlingske Tidende.

Raffineret selvironi?

Selvfølgelig kunne det være et raffineret stykke selvironi. Selvundergravende satire produceret indefra, så at sige. Men jeg tror det ikke. Nej, det er nok snarere et eksempel på en ny genre ved navn: Spinalyse. Vor tids svar på kremnologien.

Forfatterne til genren har jeg præsenteret. Hvad har de til fælles? De har som hovedregel en fortid som spindoktorer. De har stærke offentlige profiler som politiske kommentatorer. De optræder ustandseligt på DR og TV 2. De refererer til hinanden og skaber derigennem et selvforstærkende netværk, i hvilket den ene analyses spekulationer kan give stof til den anden, som igen kan referere til en tredje. Mange af dem har bijobs: En er for eksempel chefredaktør på et ugeblad. En anden skriver romaner og anden fiktionslitteratur. Og så er de vor tids politiske helte. Hvem kan følge med, når Thor Pedersen udlægger finanspolitikken? Hvem gider høre efter, når Connie Hedegaard fremlægger komplicerede miljøplaner (så er der mere presse i dræbersnegle)? Hvem orker at sætte sig ind i EU-politiske dagsordener, skattepolitik, Irak (allerede så langt væk og så længe siden), Kinas og Indiens indflydelse på verdensmarkedet osv. osv.

Nej, alt det er bare baggrundsstof. Nødvendigt, men usexet. Lad os få noget totalteater, gerne improviseret. Sveder Naser, og skyldes det politisk usikkerhed eller stofskifteproblemer? Har Pia fat i den lange ende, og hvem har fat i den anden? Sådan udlægges politik i dag.

Det kunne også være anderledes. Politik kunne anskues som måden, hvorpå der træffes kollektivt bindende beslutninger. Så ville det handle om at finde tilslutningsduelige løsninger på fælles problemer. Det kunne anskues som interesserepræsentation og -kamp. Det kunne anskues som ét element i en kompleks, global samfundsudvikling, der også bestemmes af økonomi, videnskab, religion osv.

Men sådan er det ikke. Og jeg kan godt høre hvorfor: "Kollektivt bindende beslutninger!" "Tilslutningsduelighed!" Politikere som seriøse mennesker, der forsøger at træffe beslutninger, der på én gang er rationelle og kan vinde tilslutning. Vorherre bevares!

Nej, så er det mere underholdende at udlægge politik som totalteater. Den dygtige analytiker er ham eller hende, der borer sig ind i hovedet på aktørerne og konstaterer, hvem der er 'desorienteret', 'stolt' og 'nervøs'. Hvem sveder, og hvem har is i maven? Hvad foregår der på gangene i Christiansborg? That's the question.

Aktørernes game

Hvorfor? Fordi politik ifølge vor tids analytikere opstår indefra. Som resultatet af et game mellem enkeltaktører, der består af lige dele spil, (ir)rational choice og psykologi.

Et af problemerne er, at 'rigtige' politiske aktører begynder at agere i overensstemmelse med det billede, der tegnes af dem. De styler sig, så ikke et øje er tørt. De lader politik bero på, om ventetiden til lægebehandling skal være fem eller syv minutter. De dropper ideologierne, fordi de virker så gammeldags.

Hvem er vor tids politiske aktører? Hvem sætter dagsordenen, og hvem spiller hovedrollerne? Er det Anders, Pia, Bendt og Helle? Eller er det Michael, Niels, Henrik og alle de andre stand up kommentatorer?

Meget tyder på, at det er de sidstnævnte, der bestemmer kursen. Ikke fordi de er ude i noget bestemt ideologisk ærinde. Uha, nej: De er topprofessionelle og helt igennem neutrale. Men fordi de med et begreb fra medieforskningen sætter dagsordenen. De bestemmer, hvordan politik skal spilles. De er 'agenda setters', uanset om det sker i nærkontakt som spindoktorer eller på afstand som klummeskrivere.

Lars Qvortrup er rektor på Danmarks Biblioteksskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I teologien finder man det store opgør mellem teismen og panteismen, dvs. i diskussionen om hvor skaberguden befinder sig i forhold til sit skaberværk, den udstrakte og den uudstrakte substans. Paradokset opstår når man forsøger at afgøre, hvad der egentligt er her, fordi skaberguden helst skulle være så ukompromitteret i forhold til sit værk (dvs. i forhold til alt det lort, der er kommet ud af hans bestræbelser) som muligt.
Hvis gud er en del af værket, er han i sig selv ikke entydig atidslig og ukompromitteret. På den anden side, hvis det skabte ikke er guddommeligt, så er det jo ikke noget som helst!

Vor tids spind er en del af elendigheden. Det er et trick når man tror man kan hæve sig over vandene med anden ordens iagttagelser. Det hele er en del af processen.

Spinddoktorerne går ikke på vandet. Iagttagelser af første orden er ikke ontologisk primær i forhold til iagttagelser af anden orden. Iagttagelser af iagttagelser er selv iagttagelser af første orden. De gør en forskel, de falder i mediet, og bliver selv iagttaget som sådan.

Men refleksionen af refleksionens refleksion begynder at blive lidt tynd. Den gør ikke rigtig nogen forskel.

Måske skulle Lars begynde at se lidt på hvordan systemets omverden trods alt betinger systemets autopoiesis. Det politiske system er ikke at skille fra medieverden. Kommunikationen er spundet ind i magt, penge og organisation. Men selv om den operationelle lukkethed, der præger det medie/politiske system, og betinger dets åbenhed, så er der grænser for hvor højt det kan hæve sig over sin omverden rent funktionelt. Koblingen til omverdenen, som i sig selv er ubegribelig for systemet, er ikke des mindre udtryk for funktionel nødvendighed.

Luhmann har ikke levet forgæves.

Kære Steen Rasmussen

Måske burde du lægge dig Olfax' grundregel på sinde: Brug kun fremmedord (og fagudtryk), hvis læreværdien er højere end blæreværdien.

Helt ærligt: Jeg fattede ikke en brik af dit indlæg.

Kære Per Vadmand

Det jeg prøvede at sige kan klart nok siges bedre, og det kan også siges med andre ord end dem jeg brugte.

Grunden, til at jeg lod det kamme lidt over, er at Lars Qvortrup i den grad behersker netop de begreber og den tradition, som de kommer af.

Inden for denne tradition findes der bl.a. også en tilbøjelighed til at forsøge på at hæve sig over det at have engagement i debatten, dvs. man prøver lige som at gå på vandet blandt nogle Luhmannfortolkere, altså blandt systemteoretikere som LQ. Det er måske ikke engang udpræget hos LQ og det er klart nok en helt legitim og en meget effektiv metode systemteoretikerne benytter sig af, når de med hele teoriapparatet begynder at se på, hvordan man iagttager i det moderne samfund, uden selv at gå ind for noget som helst andet end det abstrakte teoriapparat, de benytter sig af.

Iagttagelser af anden orden er kort sagt det samme som iagttagelser af iagttagelser. Begrebet er udviklet af Heinz v. Foerster mener jeg, og overtaget i Luhmanntraditionen, hvor det passer som fod i hose ind i Maturana og Varelas biologisk inspirerede kognitionsteori, som igen udgør et vigtigt element i Luhmanns systemteori. Når man iagttager, hvordan andre iagttager, kan man se, hvordan der ses, hvad der kan ses på iagttagerens betingelser og især hvad der ikke kan ses osv. Men iagttageren af iagttageren agerer på sine egne forudsætninger, som selv er utematiseret i den konkrete iagttagelse af den tematiserede iagttager. Dvs. iagttageren af iagttageren agerer på sine egne betingelser, som ikke kan være genstand for opmærksomhed samtidigt med at den iagttagede iagttager er genstand for iagttagelse. Anden ordens iagttagelser er på den måde selv udtryk for en første ordens iagttagelse. Det kan man også se, og det er en del af udfordringen i systemteorien, hvor denne uendelige perspektivering af perspektiveringernes perspektiver og så videre, falder som en del af den uendelige historie, man beskæftiger sig med her.
Der er meget at komme efter på denne måde, men der er også en tilbøjelighed til blot at reflektere refleksionen, dvs. kopiere kopierne af kopierne uden at der sker noget som helst interessant ved det. Og når det drejer sig om spindoktorer, ja så er min påstand at de er en del af det politiske system, det kommunikationssystem som politikere og spin ikke kan skilles fra. Deres indflydelse bygger delvis på at de fremstiller sig selv som om de står uden for det de betragter, som om de blot afdækkede sandheden. Det mener jeg imidlertid ikke at de gør. En del af deres indflydelse består i at det lykkes dem i høj grad at fremstå som om de afdækker den politiske virkelighed, selv om det de gør er at konstruere den. Det kan der siges rigtigt meget om i ”erkendelsesteoretisk konstruktivistisk forstand”! LQ skriver at de laver dagsordner, agendaer og at politikerne glemmer deres rolle, som selv at sætte dagsordenen. Det synes jeg ikke er særligt originalt at sige. De er sammen med medierne en del af det politiske system. De hæver sig ikke over vandet, deres iagttagelser fungerer i systemet på fuldt ud samme måde som andre politiske ytringer.

LQ spørger om politikernes rolle i forholdet til deres og andres nutidige og forhenværende spindoktorer, om de ikke burde skabe deres egen dagsorden, og gå til det som i flg. Luhmanns teori er selve det politiske systems funktion/ydelse, nemlig at træffe forpligtende beslutninger og orientere sig holdningsmæsssigt/ideologisk.
Jeg mener ikke at spindoktorerne er hverken mere eller mindre forpligtet på funktion end politikerne, eller omvendt. Deres selvbeskrivelser og deres fremmedbeskrivelser er slet og ret en del af det politiske.

I systemteoretisk forstand er det mere interessant at tale om staten, som er hele det politiskes centrum for selvbeskrivelse.

Medier, organisationer (politiske partier, erhvervsvirksomheder, (og medier))og det politiske system orienterer sig politisk, dvs. i forhold til det at lave love. Rigtig meget opmærksomhed centrerer sig om staten som denne lovkrop. At tale om politikeres pligt, (moral) i forhold til den funktion er historisk velbegrundet, men vidner ikke om nogen særlig dyb forståelse af det politiske system. Tværtimod så er politikernes evne til at orientere sig betinget af, hvor meget af hele den politiske selvforståelse de kan favne/tage højde for og hvordan de kan reducere denne kompleksitet i deres egne kognitive konstruktioner til funktionel adfærd. Og succes i den sammenhæng kan meget vel være det, der begrænser sig til det at bevare taburetten længst muligt, eller det at beholde eller få flest venner i det overforbrugende og stinkende Danmark.

At tro man kan forstå hinanden i det moderne samfund er i øvrigt udtryk for moderne overtro. Reality is a state of mind!