Undskyld for Københavns bombardement

I år (den 2.-6. september, red.) er det 200 år siden, englænderne bombede København sønder og sammen.

Det vil blive om ikke festligholdt, så i hvert fald markeret ved en række forskellige arrangementer og en såkaldt kulturweekend.

Festivalen åbnes officielt på lørdag kl. 10, hvor den engelske fregat Liverpool ankommer til København - denne gang med fred. Med sig bringer den et styk krigsbytte, som vil blive overrakt til Danmark, det vil sige den danske forsvarschef, ved en ceremoni på Orlogsmuseet, hvor også Storbritanniens ambassadør og såmænd også Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er til stede.

I programmet kaldes det for en "tilbagelevering af krigsbytte fra den britiske flåde til den danske".

Det lugter mistænkeligt af en officiel engelsk beklagelse. Mon vi vil høre den britiske ambassadør mumle en sagte gentleman-undskyldning: "Denmark, we apologize -?"

Det er nemlig kommet på mode at sige undskyld for fortidens ondskabsfulde handlinger, dramatiske brølere og anden tvivlsom umoral, såsom tilbagesending af jøder til Nazityskland eller vores opførsel på De Dansk-vestindiske Øer.

Et andet eksempel på undskyldninger kommer fra England: For et halvt år siden var det 200 år siden, England standsede handlen med slaver, og i den anledning udtalte daværende premierminister Tony Blair: "200-årsdagen giver os en mulighed, ikke kun for at sige, hvor dybt skamfuld handlen med slaver var, og hvordan vi fordømmer dens eksistens fuldstændigt og hylder dem, der kæmpede for dens afskaffelse - men også for at udtrykke vores dybe sorg over, at det nogensinde kunne ske."

Hver tredje af brugerne på cnn.com mente ved den lejlighed, at en undskyldning fra engelsk side var helt på sin plads.

Nu er det så samtidig 200 år siden, at englænderne bombarderede København, hvilket påstås at være det første terrorangreb i verdenshistorien. Kan vi så se frem til en lige så sympatisk formuleret beklagelse for Københavns bombardement?

Det var ham der startede

Der er mindst tre problemer ved de historiske undskyldninger.

Som en herre ved navn 'Anonym' skrev i en kommentar, da jeg engang havde et indlæg om det på min blog (migmigmigmig.blogspot.com):

"Der går vedholdende rygter om, at briterne ikke undskylder for angrebet på København, før vi undskylder for vikingernes plyndringstogter."

Selv om dette sandsynligvis var ment som en spøg, så illustrerer det jo fint et af problemerne ved de historiske undskyldninger. Det er den sandkasse-retoriske forsvarstale: "Jamen, det var ham, der startede!"

-Det er det første problem: Hvor skal vi stoppe? Hvis man begynder at sige undskyld for historiske beslutninger, som datiden opfattede som helt i orden, men som vi i dag - heldigvis da - klart og tydeligt kan tage afstand fra, hvor skal vi så stoppe?

Der ligger stribevis af nemme points i den type undskyldninger. For selvfølgelig skal man være et dumt svin, hvis man ikke kan se det forkerte i fortidens brutalitet, det sig være slavehandel eller terrorbombardementer eller vikingetogter; eller for den sags skyld folkemord, hekseafbrændinger, stavnsbånd, vilkårlig tortur og henrettelse, eller grov udnyttelse af sorte, arbejdere, bønder, kvinder m.m. gennem historien.

-For det andet forudsætter de historiske undskyldninger en national opfattelse af den slags, som historikere og de fleste andre vist er gået væk fra for flere generationer siden. Sådan en undskyldning abonnerer på den her særlige old-school-forbundethed mellem alle englændere og alle danskere. Og ikke bare det; men også henholdsvis alle englændere gennem historien og alle danskere gennem historien.

Hvad end de har lyst til det eller ej, kan premierministeren eller den stakkels ambassadør næppe påtage sig al den britiske skyld og umoral gennem tiderne. Og hvis de kunne ville de helt sikkert segne under vægten.

Som en anden kommenterede på min blog dengang: Den historiske undskyldning forudsætter en sammenhæng og et slægtskab, der går ud over det genetiske, og som derfor bliver moralsk og åndeligt. Hele øvelsen bliver hul, hvis ikke den angrende statsmand fremstår som repræsentant, ikke blot for den engelske/danske nutid, men også for den engelske/danske fortid.

Det kan han kun være, hvis hans nation ikke blot består af de levende, der har valgt ham, men også af alle de døde. Hans pointe var, at for at kunne undskylde på sin nations vegne, må man tro på en Nation med et meget stort N og forestille sig et fællesskab med døde folk og knogler.

Såvel i historien som i hverdagen har undskyldninger bedst af at komme direkte fra den, der har kvajet sig, og så hurtigt som muligt.

Hvad vil du gøre ved det?

-Et tredje problem ved de historiske undskyldninger knytter sig især til dem, der afleveres af en politiker, hvilket det jo ofte er, hvis man skal have en repræsenterende undskyldning og ikke bare en privat undskyldning à la et fast håndtryk.

Det tredje problem er nemlig modspørgsmålet: Jamen, hvad vil du gøre ved det? Det er i politisk retorik lig med økonomisk kompensation. Og hvilke politikere ønsker at blotte sig for moralsk kritik eller endnu værre; tilbagebetalinger for lyssky kunstsalg og hemmelige schweiziske bankkonti, der lugter lidt af ufærdige nazi-opgør?

Det sås efter Tony Blairs allerede nævnte beklagelse. Blair havde næppe slugt sit spyt, før afro-amerikanske interesseorganisationer stillede krav om økonomisk kompensation. Uomtvisteligt er det, at flere af de vestlige landes økonomiske opsving gennem tiderne har skyldtes handlen med og brug af slaver.

Så hvis den britiske ambassadør drister sig til at bruge ordet 'sorry' eller 'apologize' eller bare noget, der ligner, lørdag den 1. september, må vi stå klar til at råbe 'økonomisk kompensation' right back at him.

Hvad kan en økonomisk kompensation være for, at de futtede en fjerdedel af hovedstaden af, dræbte hundredvis af civile? Og tænk på godtgørelsen for hele den danske flåde, for statsbankerotten, for tabet af Norge, for renter, og renters rente, og renters renters renter! Det kan blive ganske mange pund.

Så er det godt, at ambassadøren efter sigende har taget en lille værtinde-gave med til markeringen. Han returnerer nemlig en del af englændernes krigsbytte fra 1807, som en indrømmelse af, at de klokkede i den.

Det er vældig moderne at bruge historien som arena for sine nutidige politiske sværdslag. Men som historiestuderende kan man blive mat og fjern i blikket, når folk diskuterer fortidens gerninger uden at tage deres topmoderne, bagudskuende og moralske nutidsbriller af. Det er en naiv anakronisme.

De historiske undskyldninger er sympatiske, ingen tvivl om det, men de er også abstrakte og problematiske. Det er for enøjet at dømme fortiden ud fra nutidens overblik og moral. Fænomenet er et klasseeksempel på det, vi lærer som historiestuderende på allerførste semester: Det giver ingen mening at fælde dom over fortidens handlinger på nutidens præmisser.

Thomas Oldrup er historiestuderende og forfatter

Kronikken i morgen: Advarsel: Kvinderne overtager universiteterne om 248 år