Kronik

At være eller ikke at være - forundret

Om at være faldet hen i hverdagstræthed og at glemme forundring i hverdagen, men at få ændret sit syn ved at deltage på den omstridte Galathea-ekspedition. De fantastiske personligheder og energien om bord åbnede øjnene på mange, som mig selv
Undersøgelsesskibet -Vædderen- sov aldrig. I en evig stemning af afslappet seriøsitet blev der skåret fisk og muslinger op, flyttet bakterier og analyseret vand fra 4.000 meters dybde. Der blev fotograferet, skrevet historier og holdt foredrag om alt fra Golfstrømmen til de miljøfremmede stoffer i havene, skriver dagens kronikør om den efter hjemkomsten kritiserede Galathea 3-ekspedition.

Undersøgelsesskibet -Vædderen- sov aldrig. I en evig stemning af afslappet seriøsitet blev der skåret fisk og muslinger op, flyttet bakterier og analyseret vand fra 4.000 meters dybde. Der blev fotograferet, skrevet historier og holdt foredrag om alt fra Golfstrømmen til de miljøfremmede stoffer i havene, skriver dagens kronikør om den efter hjemkomsten kritiserede Galathea 3-ekspedition.

Debat
2. august 2007

Sikke udskældt Danmarks største forskningsekspedition er blevet. Efter at historien kom på gratisavisernes forside, er hele befolkningen nu fast overbevist om, at der blev drukket og horet, som var vi tilbage ved Woodstock i otte måneder, og at forskerne tilbragte hele turen på dækket iført badetøj. Hurra for massemedier. Men Galathea har også en anden historie, der måske ikke er helt så spændende for gratisaviserne, men til gengæld havde stor betydning for en heldig gymnasieelev.

For jeg var med på Galathea. Gennem et af en klassekammerat opdaget opslag i avisen havde vores klasse året før været i gang med et projekt, der resulterede i et besøg af nogle udsendte fra en avis. Og selvom der i og for sig ikke var noget særligt ved dem, var det alligevel gennem dem, at jeg hørte om den konkurrence, der skulle ende i den tur over Atlanterhavet, som forandrede så meget. Før denne var udsigterne til fremtiden rimeligt klare: Den samfundsbevidste, rimeligt ordinære pige skulle selvfølgelig på gymnasiet, have sig en uddannelse, sikkert en mand og et par børn, og så var lykken gjort. Villa, Volvo og Vovse - ikke noget fantastisk revolutionerende, der skulle bryde med den dagligdags trummerum og næsten bedøvende rytme, som efterhånden havde overtaget ugerne og månederne. Den tilfældigt opdagede konkurrence skulle dog være startskuddet til et brud med netop denne bedøvelse.

Men som planlagt så gennemført. Jeg blev skrevet op til gymnasiet og startede i 1.g som samfundsfaglig (begge mine forældre er mikrobiologer, så gud nåde og trøste dem, om jeg skulle være naturvidenskabelig!). Her ændredes livet, som det nu gør, når man pludselig kommer dagligt i den 'store by' (med, hvad, 80.000 indbyggere?) og desuden skifter fra folkeskole til noget mere eksotisk. Den daglige rytme indfandt sig dog hurtigt, og eftersom eftermiddagene nu var reducerede til efter fire, og diverse fritidsaktiviteter og lektier også skulle passes, blev denne faste rutine hurtigt endnu vigtigere og mere bedøvende. Opmærksomheden på og forundringen over livet blev reduceret til noget, nogle kloge mennesker diskuterede på DR2, eller man i et opmærksomt øjeblik fornemmede hos de yngre familiemedlemmer. Men man kunne aldrig helt huske, hvornår det var sket, eller hvad der egentlig var blevet sagt, for man havde på det pågældende tidspunkt haft travlt med at fokusere på sin dårlige samvittighed over den ikke afleverede opgave og forsøgt at beslutte, om man nu skulle satse mest på tværfløjten eller bassen fremover.

Med nerverne på højkant

Det var situationen - som så mange andre sikkert stadig oplever den i dag. I vores fortravlede (og uopmærksomme?) hverdag er der ikke mange, der stopper op og tænker over, hvor mærkeligt det egentlig er, at træerne springer ud, eller at vinden ikke kan ses, men alligevel er der. Det, der skulle ændre min måde at tænke på, var som nævnt denne tilfældigt opdagede konkurrence med den lokkende præmie: En tur med Galathea. Tanken om at være med i en så historisk begivenhed og sejle på det store hav sammen med nogle af Danmarks bedste forskere, var mere, end jeg kunne stå for. Selvom jeg selvfølgelig ikke ville vinde.

Af uransagelige årsager, som jeg mistænker for at være knyttet til min unge alder i forhold til de andre finalister og det faktum, at jeg er samfundsfaglig, mens alle andre var mat-fys'er, gik jeg dog faktisk hen og vandt konkurrencen! Stor var min glæde og spænding. For herfra begyndte min verden at blive excentrisk - en mulighed, jeg aldrig ville have drømt om, tilfaldt mig.

Og således kom jeg - efter utallige arrangementer i form af eksempelvis sikkerhedskurser og besøg på den amerikanske ambassade - af sted. En forårsmorgen i april var tasken pakket og nerverne på højkant, for den store (dengang overvejende positive) mediebegivenhed ville nu pludselig komme tæt på, og frygten for at være en dum snotunge blandede sig med forventningens glæde. Men da jeg havde overstået et par flyve- og køreture og endelig var kommet om bord på det gode skib Vædderen, skulle min niveaumæssigt første-skoledag-og-hvad-sker-der-nu-spænding hurtigt ændre sig til at være en meget voldsommere hold-op-hvor-er-her-fedt-og-jeg-skal-bare-prøve-det-hele-spænding.

En behåret børsteorm

For skibet sov aldrig. I en evig stemning af afslappet seriøsitet blev der skåret fisk og muslinger op, flyttet bakterier og analyseret vand fra 4.000 meters dybde. Der blev fotograferet, skrevet historier og holdt foredrag om alt fra Golfstrømmen til de miljøfremmede stoffer i havene. Og der blev spillet bingo, set Planet Earth (afsnittet om havet, naturligvis!) og diskuteret navnet på den just tilkomne prinsesse (Bageren holdte på 'prinsesse Fatma' i henhold til vores multikulturelle samfund). I et lille paradis af nye indtryk, der absolut ikke faldt i en kedelig rytme, kunne man boltre sig i to uger, hvor der altid foregik noget et eller andet sted, og hvor folk var så forskellige, at det kunne kaldes et socialt eksperiment at holde 100 af dem indespærret på et skib ad gangen. Men som aktant, netop reddet fra hverdagens fangenskab, så jeg med glæde på, hvordan alting fungerede, hvordan intet var ligegyldige hverdagsting, og hvor meget folk gik op i det, de lavede. Og desuden i at fortælle os skoleelever om det.

For mit vedkommende fik jeg kigget meget i mikroskoper på meget mærkelige og netop optrukne dyr med meget engagerede forskere ved min side, jeg fik sejlet i gummibåd med fuld kraft og i skrigorange overlevelsesdragt, og jeg fik lært, hvad det vil sige at skaffe (altid til tiden!) og at have "forholdsvis moderat eminent sigt". Desuden prøvede jeg at være meget søsyg, at styre Vædderen på det kæmpestore hav med det lille ror på Broen, og at identificere en behåret børsteorm på 15 centimeter!

De højrøstede morgenprajninger, professionelle foredrag ('de mennesker, der ved mest om dette emne, står lige nu og fortæller om det - til mig!') og natlige samtaler med forskere såvel som gaster og officerer resulterede i, at man ikke kunne andet end at imponeres af den fantastiske verden, vi lever i, og hvad mennesket kan. Og det gjorde vi så - halleluja.

Af de herligt nørdede og engagerede forskere lærte jeg meget. Af de professionelle og særdeles mandehørmshumor-fyldte søværnsansatte lærte jeg meget. Og af mediefolkene, der altid var i gang og havde et utroligt sammenhold trods forskellige arbejdsgivere lærte jeg meget. Men af de fantastiske personligheder, stemningen og henrykkelsen over verden og vores held ved at være her lærte jeg nok allermest, og det var det, der fik mig til at føle et stærkt vemod, da vi lagde til i København. Netop det var det store skift.

En dybfølt tak

Jeg kan ikke sætte finger på, præcis hvad der ændredes på Galathea (ud over en del fobier, der blev overskredet og besejret - edderkopper ser søde ud i forhold til nogle af de dyr, vi havde derude - og desuden en genopvakt mulighed for at min stolthed bliver brudt, så jeg kaster mig over naturvidenskaben). Men jeg er klar over, at det var en af de store ting, der gav inspiration til at finde (netop) inspiration og undring i hverdagen, så jeg ikke siden er faldet ned i tomhed og gøremål. Som en af de andre Jyllands-Posten-elever så klart udtrykte det:

"Når man har været med på Galathea (som elev, forstås) kan man kun blive tre ting: forsker, sømand eller journalist."

Så stort var det. Og selvom nogle uindviede ikke kan få nok af at kritisere mit eventyr og jeg ikke helt ved, hvad det vil betyde for mig for fremtiden, er en ting helt sikker: Forundring over livet er ikke længere kun noget, der diskuteres på DR2 og bliver det forhåbentligt aldrig igen.

Ja, sikke udskældt Galathea 3 er blevet. Men sikke rost det er blevet af os, der var med og så det med egne øjne. Med en dybfølt tak til klassekammeraten med avisannoncen.

Kronikken i morgen: At fare lidt vild i tilværelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her