Verden er atter blevet velkommen

Er det syner, eller er der virkelig tendenser? Fællestræk eller ren fantasi? Sådan tænker man da, indrømmet, når man prøver at sætte navn på de nye forfattere, siger Lars Bukdahl, litteraturredaktør på Weekendavisen. Det har han som selvudnævnt generationskritiker gjort masser af gange. For eksempel i 2004, da han udkom med Generationsmaskinen, hvor han skrev om debutanterne fra 1990 til 2004. Dengang hed forfatterne Naja Marie Aidt, Christina Hesselholdt, Ursula Andkjær Olsen, Peter Adolphsen og Lars Frost, som han inddelte i 90'er-generationen og den kaotiske degeneration. I dag hedder de for eksempel Maja Lee Langvad, Mette Moestrup, Maja Lucas og har ikke noget fællesnavn. Endnu. Fællestrækkene er lettere at se bagefter.

"Jeg tror, at det er en litteraturbiologisk lov om, at mennesker, der er jævnaldrende og støder på hinanden i det litterære miljø og på Forfatterskolen, vil være oppe at køre på samme tid og over noget af det samme. Men ved siden af det er der det, vi kan kalde teltlejrformationer. Det kan være et tidsskrift, en hjemmeside eller en antologi, det kan også bare være, at man i hver sine bøger interesser sig for noget af det samme," siger Lars Bukdahl.

At blive fælles

Teltlejrene kan opstå på tværs af generationer og bebos af eksempelvis det "allernyeste hotte" som Maja Lee Langvad og en "halvgammel gut" som Hans Otto Jørgensen: "De har noget af det samme kørende. Noget, man kan kalde for den nye politiske poesi. Hvis der er sådan en, og det tror jeg, der er," siger han, og indrømmer, at man også kan have en tendens til at ville se tendenser i samtidens nye litteratur og blandt tidens forfatterdebutanter.

For eksempel dengang i 2004, da han udnævnte forfatteren Ursula Andkjær Olsen til at tilhøre generation kinky.

"Jeg ser ikke så meget mig selv som del af en forfattergeneration, som tilhørende en bestemt tid. Når man bliver udråbt til at tilhøre en bestemt forfattergeneration, bliver man også betragtet som meget snævert tilhørende en bestemt gruppe af mennesker. Derfor ville jeg selv skelne mellem det og at tilhøre en generation i bred forstand," siger Ursula Andkjær Olsen, der senest er udkommet med Skønheden hænger på træerne.

Det er alligevel ikke helt ude i skoven at forsøge at indkredse nogle karakteristika ved samtidens forfattere, mener hun. For det er en del af litteraturhistorikernes arbejde med at forstå, hvilken tid vi er i, og se, hvad tiden er for en, ved at se på, hvad der bliver skrevet i den. Selv om hun da indrømmet ikke altid har været udelt begejstret for at blive puttet ned i en fælleskasse.

"Det er selvfølgelig aldrig sjovt at blive puttet i en boks, men det er vel mindre vigtigt, om for eksempel jeg lige bliver trist over det. Generationsportrætterne bliver først problematiske, hvis de bliver egentlig lukkende. Hvis de opstiller generationerne rent skematisk på en måde, som gør, at man ikke kan læse, hvad teksten selv siger, og kun ser de formelle karakteristika, som sætter én i stand til at placere den historisk. Det er selvfølgelig godt at kunne, men det er synd, hvis disse læsninger bliver altdominerende, for eksempel i undervisningssystemet. Det er så det, man har eftertidens opblødende læsninger til at korrigere," siger Ursula Andkjær Olsen.

Opgør med det rigtig rigtig fine

Men selvfølgelig har folk, der lever på samme tid i det samme samfund nogle ting til fælles. Det giver sig selv. Men om hun nu tilhører den ene eller den anden forfattergeneration, tænker hun ikke synderligt på.

"I den omfattende ting, som litteratur er, betyder det ikke meget. Teksterne er der, og dermed muligheden for at være sammen med noget menneskeligt fra alle mulige steder og tider. Jeg sidder her og læser Heraklit, og han taler om 'den, der har lyttet, ikke til mig, men til denne diskurs', og åbner altså et rum, hvor man jo mildest talt ikke kender hinanden, men hvor man kan mødes om det, der bliver skrevet. Litteratur handler ikke så meget om, hvad man reelt har tilfælles, men mere om muligheden for at blive fælles i det rum, som læsningen er," siger Ursula Andkjær Olsen.

Selvfølgelig er der noget, der er virkelig godt og fremragende uden at rime på noget andet, mener Lars Bukdahl. Alligevel forsøger man som kritiker hele tiden at gruppere og se tendenser i forhold til det lille mylder af årets debutanter. Bukdahl ser Maja Lee Langvad som den væsentligste og mest lovende debutant de sidste par år. Selv om der er 10 års aldersforskel på Mette Moestrup og Maja Lee Langvad, og Maja var elev på Forfatterskolen, mens Mette var lærer, så gør noget af det samme.

"Maja Lee Langvad laver og genbruger i Find Holger Danske gode gamle avantgarde-tricks, når hun for eksempel bruger ready mades. Det kombinerer hun så med noget klassisk politisk, hvor man er helt ærligt indigneret over den danske fremmedpolitik f.eks. Men hun har også noget personligt politisk med, når hun skriver om den besværlige identitet, hun har som adopteret," mener Lars Bukdahl og fortsætter over i Mette Moestrups forfatterskab, som i King Size efter hans mening gjorde noget af det samme, da hun blev personlig på grænsen til det bekendende.

"Det er som om man har brudt det politiske og private tabu, der har eksisteret siden 70'erne. 80'er-digterne var ekstremt trætte af at se røde faner og høre om menstruationsbind, og så skulle man i stedet skrive rigtig, rigtig fin poesi. Men det tabu om ikke at skrive stærkt personligt og politisk er de unge forfattere ved at bryde. De gør det, det virker, og det kommer ud, når f.eks. Mikael Berthelsen besvarer Mette Moestrups spørgeskemaer i den 11. time på DR2."

Råber i munden på hinanden

Litteraturprofessor ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai er enig langt hen ad vejen. For selv om hun mener, vi skal holde op med at tænke generationerne så kronologisk, er der fællestræk og linjer i det "store litteraturlandskab, forfattere og læsere kan bevæge sig i".

"Der er en optagethed af hverdagen, af det ganske almindelige liv med kærester og børn. Og der er en optagethed af politisk tematik. Hvis man eksempelvis tager Maja Lucas' Jegfortællinger, så er det i høj grad hverdagstematikken, selvironien og realitetsorienteringen, der er slående, idet jeg'et portrætterer sig selv og sin krop i forhold til omverdenen og i relationen til andre figurer. Det er både tragisk og morsomt, hun blander forholdsmåder og spiller dem ud til læseren," siger Anne-Marie Mai, der ser en stor portion humor hos mange af de nye digtere.

Der er en politisk tone, en interesse for køn, for humor, satire og for hverdagen, og Anne-Marie Mai ser snarere bruddet med modernismen end opdelingen i forskellige generationer som afgørende for den nye litteratur. Siden opbruddet fra modernismen har litteraturen befundet sig i et åbent felt af forandring, og der er forskellige muligheder i dette felt, der bliver understreget i hver ny generation.

"Den helt nye litteratur blander genrer og emner, og højkultur blandes med lavkultur i forskellige udtryksformer som rap, spoken word, drama, lyrik og prosa. Der er også en anarkistisk tendens i den nye digtning, som ikke decideret har noget opbyggeligt formål, men snarere peger på læseren ved at sige: tænk selv. Den er mere eksemplificerende og udpegende end belærende. Og påpegende som Ursula Andkjær Olsens og Lars Skinnebachs digtning er det på hver deres måde," siger hun og fremhæver, at det er relativt nyt i dansk sammenhæng.

Litteratur er ingen boble

"Man bliver ikke konfronteret med de skeletter, forfatterne måtte have i skabet, men med sig selv som nutidsmenneske og læser. Litteraturen understreger på flere måder sin produktive funktion. Det er eksempelvis karakteristisk, at unge forfattere som Frol Steensig og Sidsel Bjergfjord med stor energi kaster sig ind i et forsøgsprojekt med kreativ skrivning og litteraturundervisning i gymnasiet, hvor eleverne bevæger sig frit mellem forfatternes professionelle tekster og deres egne skriveøvelser."

Vigtig er også digtningens dialog med sig selv. Nogle digtere udstiller parodisk digtningens traditioner, som eksempelvis Morten Søkilde gør det. Eller associerer sine egne realistiske forløb som Lone Hørslev. Det er også karakteristisk, at en forfatter som Mette Moestrup gør fortidens litteratur nærværende og vigtig, når hun så suverænt varierer over Ewalds digtning.

Eller også råber den nye digtning i munden på hinanden for at overdøve støjen, der kommer fra eksempelvis computeren og fra fjernsynet. Og som i sidste end konkurrerer med selve digtningen.

"Der er en åbenhed over for, at verden også er politisk, og at man skal tage stilling til den, at litteraturen ikke bare er en boble. Og den kombinerer man så med al den anden støj, man har i hovedet, livets mening og kærestesorg og sager," siger Lars Bukdahl, der mener, at den nye litteratur lukker verden ind i poesien. Og ikke gør som i 80'erne og 90'erne, hvor poesien var et sted, hvor man lukkede al støjen ude og talte rent og purt. I dag er digtningen i karambolage med virkeligheden.

"Før i tiden kunne samfundsfag få lov til at have samfundet helt for sig selv. Det kan det ikke mere," siger Lars Bukdahl.