Interview

Verden der blev hvid

Informations kronikkonkurrence 'Sporskifte' har fundet en vinder. Konsulent Mikael Bellers Madsen skrev om processen - at blive blind
Vinderen af kronikkonkurrencen, Mikael Bellers Madsen, blev pludselig blind. Men det er vigtigt for ham, at blindheden ikke kommer til at definere de ting, han foretager sig

Vinderen af kronikkonkurrencen, Mikael Bellers Madsen, blev pludselig blind. Men det er vigtigt for ham, at blindheden ikke kommer til at definere de ting, han foretager sig

Debat
4. august 2007

Tre uger tog det. Så var Mikael Bellers Madsen blevet blind af en eksotisk sygdom, han pådrog sig på en udstationering i Etiopien. Lægerne kæmpede for hans syn, men måtte opgive. De arbejder stadig på en endelig diagnose, og her efter to år uden at kunne se, har Mikael Bellers Madsen endnu ikke vænnet sig til tanken.

"Da jeg lå på hospitalet, kunne jeg fra min seng se hen på en flisevæg. Jeg holdt øje med de vandrette og lodrette streger, hvor fugemassen samler fliserne, for at se om jeg kunne skelne dem fra hinanden. Og hver dag gennem de tre uger jeg lå dér, blev de mere og mere utydelige for til sidst at ende som en lysende hvid flade," fortæller Mikael Bellers Madsen.

- Du skriver, at du tabte den uafhængighed og bevægelsesfrihed, som store børn opnår. Følte du dig som et barn igen?

"Jeg har jo en naturlig voksenfølelse over for mine børn, som f.eks. i lektiesituationer. Men omvendt føler jeg mig forlegen, når jeg er uden for mit hjem med mine børn i hånden, og der kommer en situation, jeg ikke kan styre, og hvor min tiårige datter så skal klare en situation, som jeg kunne klare i gamle dage. Man går ligesom tilbage i tid og føler sig pludselig mindre voksen. Det er et irritationsmoment i det daglige, men det slår også igennem på et højere eksistentielt plan, som et virkeligt tab i livskvalitet. Men omvendt har jeg besluttet mig for, at dette tab ikke skal definere min identitet. Jeg mistede synet i en sen alder, så lige nu foretrækker jeg at bevare min identitet fra før, og så betragte min blindhed som en funktionsnedsættelse, ligesom et hvilket som helst andet handicap. Det er vigtigt for mig, at blindheden ikke kommer til at definere de ting, jeg foretager mig. "

- Hvordan kom du på, at du skulle skrive en kronik?

"Efter at jeg er blevet stærkt svagtsynet, har jeg ikke kunnet læse avisen, så det var min kone, der gjorde mig opmærksom på kronik-konkurrencen. Jeg havde en trang til at få nogle ting ned på skrift, og flere af mine venner har opfordret mig til at indtale et bånd til mine børn, så de senere kan få et indblik i, hvilke tanker jeg har gjort mig. Jeg har haft lange samtaler med alle mulige, men aldrig indtalt noget, så jeg greb muligheden for at få en dokumentation af forløbet. Og så tænker jeg, at jeg kan bidrage med noget til andre mennesker, der oplever pludselige tab."

- Du skriver, at det værste er at blive gjort til et offer. Hvorfor egentlig?

"Fra mine nærmeste møder jeg ikke offerliggørelsen, men de fleste mennesker reagerer meget stærkt på at møde en blind. En dag mødte jeg min gamle folkeskole-lærerinde. Vi skulle tilfældigvis begge til lægen. Og da vi kommer ind, ligger det hende meget på sinde, at jeg skal sidde ned. Men det er jo ikke nødvendigt. Tabet af synet har ikke taget mine ben fra mig, og det er den der ekstra sygeliggørelse, jeg meget gerne vil undgå. "

- Er du kommet dertil, hvor du ikke længere tænker over, at du er blind?

"Det er endnu ikke blevet en normalitet for mig. Jeg tænker stadig over det, hver dag jeg slår øjnene op. Jeg har hørt, at det fortager sig, men jeg tror, det afhænger af den enkelte."

- Hvornår var du sidst lykkelig?

"Jeg blev da glad, da jeg hørte, at jeg havde vundet Informations kronikkonkurrence. Men jeg var lykkelig sammen med mine børn i dag. Vi var på stranden."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her