De villiges koalitioner

Den amerikanske tilgang til internationalt samarbejde undergår i disse år en markant, men forbavsende ubemærket forandring: væk fra principper som vetoret, konsensus og gensidig begrænsning og hen imod omfattende fleksibilitet, løse koalitioner, og udvidet aktivisme. Helt konkret er der tale om tre tendenser.

For det første er den 'ny' amerikanske multilateralisme ideologisk: Den vil på forhånd selektere de samarbejdspartnere, som det er hurtigst og mest gnidningsfrit at finde fælles fodslag med. Både på den demokratiske og den republikanske fløj taler stærke stemmer således for at styrke samarbejdet med de internationale partnere, der falder i kategorien 'liberalt demokrati' - en tendens der placerer en organisation som FN langt nede på popularitetslisten. For det andet er den ny multilateralisme globalistisk: Den vil knytte bånd til demokratier over hele kloden og dermed sikre amerikanske bånd til demokratiske interessefæller i regionale konflikter. Her vil nogen udstrække medlemskab af NATO på global basis og således invitere demokratier som Australien eller Japan indenfor, mens andre - som eksempelvis den republikanske senator og præsidentkandidat John McCain - foretrækker at danne en helt ny og løsere organiseret Global League of Democracies.

Endelig og for det tredje er den ny multilateralisme fleksibel: Den ønsker ikke at skabe faste fælles regler, men snarere at etablere løse fora, inden for hvilke der løbende kan faciliteres skiftende alliancer og koalitionspartnere. Derfor taler sikkerhedseksperter på begge de politiske fløje om at ophæve snærende vetoregler eller at etablere nye og løsere rammer - som McCains demokratiske kaffeklub - der ikke stiller samme krav til konsensus som de gamle institutioner.

Opgradere diplomatiet

Nok er amerikanerne således på vej tilbage til institutionerne - med udenrigsminister Condoleezza Rice har den siddende administration længe søgt at opgradere sit diplomatiske engagement - men dermed er de ikke nødvendigvis på vej til at forlade den interessedrevne og strategiske coalitions of the willing-logik.

Bemærkelsesværdigt nok er der meget lidt bevågenhed omkring det nye i den amerikanske forståelse af internationalt samarbejde, og for at få øje på forandringen er det måske også nødvendigt at erindre det bredere ideologiske tankesæt som multi-lateralismen i mellem- og efterkrigstiden voksede frem af.

Forankret i liberale ideer om den forpligtende samtales modererende effekt, var formålet med både Woodrow Wilsons Folkeforbund og Harry Trumans Forenede Nationer at skabe institutioner, der ikke blot skulle hjælpe vestens demokratier til at håndtere resten af verden - men i vid udstrækning også til at håndtere, regulere, og til tider begrænse sig selv.

Med et imponerende ædrueligt øje for, at selv demokratiske nationer er underlagt magtens fristelser, var tanken den at skabe institutionelle vacciner mod impulsiv egeninteresse eller uovervejede ekspansionseventyr. Derfor lavede man konsensusregler. Derfor oprettede man vetoret. Og derfor forpligtede man sig på lange beslutningsprocesser, der bevidst skulle gøre det sværere for alle at gribe til militære midler. Processer der skulle binde andre - men også os selv.

Det var netop den form for selvbegrænsning de neo-konservative efter 11. september fandt overflødig - som den toneangivende Charles Krauthammer så malende udtrykte det, var der ingen grund til at 'binde Gulliver på hænder og fødder', så længe Gulliver repræsenterer det gode. De neo-konservative, og med dem store dele af Bush-administrationen, ville ikke vende internationalt samarbejde ryggen - langtfra. Men de ville forandre dets karakter, så det blev muligt løbende at vælge og fravælge partnere og principper.

Tid til at erindre

Det er den fleksibilitet, og den undsigelse af samarbejdets mere frustrerende aspekter - den påkrævede samtale, det institutionaliserede kompromis - den aktuelle amerikanske debat synes at ville føre over i sit fornyede engagement i særligt en institution som NATO. USA vil igen forpligte sig på institutionerne. Men disse skal reformeres så de gør coalitions of the willing mulige inden for institutionernes mure - så det eksempelvis bliver muligt at finde skiftende alliancer til en given politik eller intervention uden om medlemmer, der måtte modsætte sig eller være uenige.

Den frafaldne neo-konservative Francis Fukuyama kalder i sin seneste bog den strategi for multi-multilateralisme - en politik, der vender sig mod det Fukuyama ser som den nuværende administrations eklatante modvilje mod internationalt samarbejde, men som samtidig søger at skabe "mulighedsbetingelser for legitim og effektiv international handling".

Kravet om større effektivitet er afgjort på sin plads - hvis ikke multilateralismen kan gøre sig handledygtig, ender den uvægerligt med at gøre sig irrelevant.

Her er det naturligvis især optakten til Irak-krigen der spøger, hvor mange fandt FN's konsensus-system ude af trit med de krav til effektiv og slagkraftig handling, som en verden præget af terror og risici kræver - og hvor også NATO var ude af stand til at finde fælles fodslag. Men samme krig illustrerer måske også, at netop i en verden præget af usikkerhed er det langmodige ikke altid at foragte.

Set i bakspejlet af Irak er det måske værd at spørge, om ikke den forsinkende dialog tilbyder en helt afgørende fordel: Tid til at erindre om alle de ting der kan gå galt i en krig. Under alle omstændigheder er det et særdeles påtrængende og alvorligt spørgsmål, om vi ønsker at gøre op med de grundlæggende principper om dialog og gensidig begrænsning, der fra starten har været en del af både FN og NATO's natur.

Vibeke Schou Tjalve er Ph. d. og seniorforsker ved Dansk Institut for Militære Studier