Kronik

Afrika drukner i 2007, 2008, 2009 -

Afrika står under vand. Og det bliver ikke sidste gang. Klimaet bliver barskere, og det rammer i særdeleshed verdens fattige, der er mest sårbare, når oversvømmelser, tørke og storme rammer. Det er på høje tid, at donorerne tænker nyt og integrerer u-landsbistand, katastrofeforberedelse og nødhjælp. Tænkes der forebyggende og langsigtet, kan der spares både mange liv og mange kroner
Afrika kommer til at betale regningen for den globale opvarmning og vil blive ramt af flere ekstreme klimafænomener.

Afrika kommer til at betale regningen for den globale opvarmning og vil blive ramt af flere ekstreme klimafænomener.

27. september 2007

Enorme områder på verdens fattigste kontinent står under vand. Situationen, der allerede nu har udviklet sig til en katastrofe, forventes at blive endnu værre, når endnu flere regnbyger de kommende dage og uger skyller ind over Afrika.

FN's fødevareprogram (WFP) har bedt verdenssamfundet om 350 millioner kroner, og den danske udviklingsminister har netop valgt at give 5,5 millioner kroner til nødhjælp.

Care Danmark bakker naturligvis op om en indsats for at hjælpe ofrene for oversvømmelserne. Og flere af vores medarbejdere er allerede involveret i distributionen af fødevarer og tæpper og sikrer rent drikkevand i flere af de berørte områder.

Nødhjælpen er helt nødvendig - særligt fordi vandet ikke bare truer mennesker og dyr her og nu, men også har lagt sig oven på markerne og dermed druknet dette års høst. Hvis der ikke genplantes umiddelbart efter oversvømmelserne, risikerer man, at der bliver mangel på mad i tørketiden på en til tre måneder, der i forvejen betegnes the hunger gap. Mange familier får i denne periode kun et måltid mad om dagen. Som følge af oversvømmelserne er der overhængende fare for, at den situation forværres i år.

Men lektien af disse omfattende oversvømmelser er, at Afrika har brug for tidligere forebyggende indsatser. Det sparer både lidelser hos ofrene for klimakatastroferne, samtidig med at det er langt billigere for donorerne.

Sårbarhed

Hvorvidt et ekstremt naturfænomen udvikler sig til en katastrofe afhænger i høj grad af befolkningens sårbarhed. Sårbarhed handler om evne til og mulighed for at forberede sig på tørke, oversvømmelser eller storme, klare sig igennem, og derefter komme sig efter prøvelserne.

Derfor afhænger risikoen for katastrofer af fattigdom, politisk, social og geografisk marginalisering - men også af uhensigtsmæssig forvaltning af naturressource herunder anvendelse af lavtliggende områder, skovfældning, erosion og manglende katastrofeberedskab.

Derfor bør oversvømmelserne - først dem i Sydasien i slutningen af august og nu dem i Afrika - give anledning til seriøse overvejelser om fremtidens indsats. Oversvømmelserne er kun en forsmag på, hvordan klimaet bliver endnu mere ekstremt - uden tilpasning og forebyggende indsats vil det skubbe de mennesker, der allerede nu lever på kanten af det mulige, helt ud, hvorefter verdenssamfundet må rykke ud med katastrofeberedskabet igen.

Men det er - som antydet - ikke effektivt eller moralsk i orden, at donorerne (som de i stor udstrækning gør nu) koncentrerer indsatsen om nødhjælp i stedet for at yde bidrag til forebyggelse af katastrofer. I år 2020 vil verdenssamfundet have brugt cirka 1.760 milliarder kroner på nødhjælp i Afrika (hvis man fremskriver OECD's tal for den gennemsnitlige stigning i nødhjælp fra 1995-2004).

Men det anslås, at hvis de mange milliarder bruges anderledes og forebyggende, kan man for et 352 milliarder kroner mindre beløb halvere sulten i Afrika inden 2015.

Niger som eksempel

Forskellen mellem forebyggende indsats og nødhjælp var meget tydelig under hungerkatastrofen i Niger i 2005.

Før katastrofen rullede sig ud, kostede det en dollar pr. dag pr. barn at forebygge fejlernæring. Efter katastrofen havde bidt sig fast, kostede det 80 dollars at redde et fejlernæret barns liv.

Det er med andre ord afgørende, at vi tænker langsigtet i vores hjælp til Afrika - både ud fra en moralsk betragtning og ud fra et økonomisk perspektiv. I stedet for at redde liv, kunne pengene bruges på at forbedre og styrke menneskers liv og på den måde bremse tempoet i katastrofecirklen.

Der mangler ikke eksempler på katastrofer i de senere år med enorme konsekvenser for nogle af verdens mest sårbare mennesker. Katastroferne er resultatet af sen eller ligefrem manglende respons og meget høj sårbarhed - og de kunne altså i en vis udstrækning have været forebygget gennem det langsigtede og forebyggende udviklingsarbejde.

De nuværende oversvømmelser i store dele af Afrika er endnu et eksempel på, at det bliver helt uomgængeligt at fremtidssikre den langsigtede udviklingsbistand, fordi Afrika i særdeleshed kommer til at betale regningen for den globale opvarmning og vil blive ramt af flere ekstreme klimafænomener.

Tænkes der ikke langsigtet og forebyggende, vil mange års langsigtede indsats meget hurtigt vaskes væk i oversvømmelser eller visne bort under tørker. Det vil efterlade verdens fattige endnu mere sårbare overfor et forandret og mere barskt klima. Og det vil koste dyrt menneskeligt og økonomisk.

Klimaforandringerne

Det skønnes, at 98 procent af dem, der dør eller på anden vis påvirkes af naturkatastrofer, lever i udviklingslandene. Vi ved, at fremtidens klimaforandringer vil medføre mere tørke og flere oversvømmelser, der på kort tid smadrer flere års langsigtet bistand. Forebyggelse af katastrofer bliver derfor en mere og mere vigtig del af fattigdomsbekæmpelsen - og modsat.

Tilpasning til klimaforandringer og udviklingsløsninger, der styrker befolkningens modstandskraft over for naturkatastrofer bygger ofte direkte på eksisterende viden og praksis med bæredygtig og effektiv naturressourceforvaltning. Derfor skal donorerne ikke nødvendigvis ud og opfinde nye avancerede løsninger på de akutte udfordringer. Eksempelvis eksisterer der i Niger, der altid har levet på kanten af næste katastrofe, god viden og længe anvendte metoder, der hjælper befolkningen gennem de tilbagevendende fødevarekriser.

Fremtidssikring

Derfor skal der tages udgangspunkt i lokale prioriteter og lokal kapacitet - lokal viden og eksisterende erfaring. På den måde kan man bygge videre på mange års kendskab fra landene og på gode kontakter til lokale netværk og partnere. Helt konkret betyder det for CARE, at vi gennem vores mangeårige arbejde i felten ved, hvor klimaforandringerne vil gøre ondt - og vi ved, hvordan vi skal nå de allermest udsatte og sårbare.

Eksempelvis betyder erfaringsudvekslingen nu og her, at der fra Cares kontor i Niger er personale på vej til Ghana, der er hårdt ramt af oversvømmelserne, for at vise, hvordan man kan sikre sig bedre mod ekstreme forhold. I det hele taget er Care i fuld gang med at sammentænke langsigtet udviklingsbistand, katastrofeforberedelse og nødhjælp. Her spiller lokalkendskab og bred tilstedeværelse i udviklingslandene en central rolle i forhold til ikke bare at forberede, men også at reagere hurtigt og præcist, når katastroferne truer.

Klimaforandringerne kaster nogle lande ud i katastrofer, som de ikke tidligere har været vant til. I Ghana har man slet ikke det fornødne beredskab, og derfor bliver vi nødt til at gentænke vores beredskabsplaner, så vi er forberedte på katastrofer i lande, vi ikke normalt betragter som katastrofeudsatte. Det skal vi gøre på baggrund af alle de ovennævnte årsager og forhold. Men vi skal også gøre det, fordi vi har en forpligtelse over for den danske befolkning til at fremtidssikre udviklingsbistanden, så pengene og bistanden ikke skylles væk med klimaforandringerne.

Den eksisterende viden og opbyggede ekspertise skal altså spredes, så katastrofernes omfang og pris kan tæmmes. Men med de accelererende klimaforandringer er udfordringen ikke mulig at løse inden for de eksisterende rammer - selvom forebyggelse er billigere end nødhjælp. Nye penge er en absolut forudsætning og en moralsk forpligtelse.

Klimaforandringerne er en ekstra sten i skoen på udviklingsbistanden, og det vil kræve ekstra ressourcer, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at nå FN's 2015-mål om at halvere fattigdommen inden år 2015 - det er den rige industrialiserede verden, der har skabt klimaforandringerne. De fattige skal ikke betale vores regning.

Niels Tofte er generalsekretær i CARE Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu