Læsetid: 4 min.

Ansøgning om at være menneske

Indtil den dag i dag har man nægtet 800 afviste asylansøgere amnesti. Sandsynligvis vil det heller ikke ske, for hensynet til partidisciplinen er vigtigere end hensynet til de psykisk nødlidende familier
800 afviste asylansøgere lever i et visionsløst vakuum, og hvert femte barn befinder sig i en så psykisk og socialt truet situation, at Røde Kors 38 gange i år har måttet give underretninger. Det er en skandale, at Danmark ikke har hverken rummelighed eller fantasi til andet end at stuve dem af vejen, mener kronikøren. Billedet er fra Røde Kors Center Gribskov. Model

800 afviste asylansøgere lever i et visionsløst vakuum, og hvert femte barn befinder sig i en så psykisk og socialt truet situation, at Røde Kors 38 gange i år har måttet give underretninger. Det er en skandale, at Danmark ikke har hverken rummelighed eller fantasi til andet end at stuve dem af vejen, mener kronikøren. Billedet er fra Røde Kors Center Gribskov. Model

Kim Agersten

1. oktober 2007

Foråret 2006 besøgte Suzanne Brøgger og jeg asylcentret i Avnstrup og vores forfatterkollegaer Kirsten Thorup og Thomas Boberg det tilsvarende asylcenter i Sandholmlejren. Suzanne Brøgger og jeg fandt de menneskelige forhold for de afviste asylansøgere i Avnstrup asylcenter så beskæmmende, at vi som overskrift for vores større artikel derfra optrykt i april i Politiken valgte formuleringen "Ansøgning om at være menneske". At ansøge om at være menneske er man tvunget til, når man er berøvet afgørende rettigheder og social anerkendelse, men problemet er, at der ikke er en umiddelbar modtager for en sådan ansøgning. Det danske samfund har i meget lang tid vendt det døve øre til.

Ligesom Kirsten Thorup og Thomas Boberg var vi rystede over at møde mennesker, familier, enlige, børn, - som på femte og sjette år befandt sig i et veritabelt limbo gemt af vejen for danskernes blikke. Disse menneskers eneste forsyndelse var, at de, om end hårdt presset, nægtede at rejse tilbage til de hjemlande, som de oprindeligt under opbydelse af mange kræfter og i en ofte traumatiseret tilstand var flygtet fra. Hjemlande, som i de fleste tilfælde - som i tilfældet Irak - var hærget af borgerkrigslignende tilstande. Det rige Danmark havde ikke haft rummelighed og fantasi til andet end at stuve dem af vejen på små værelser, der ikke er beregnet på længere ophold og tilmed en såkaldt "stram udlændingepolitik" i ryggen at isolere dem fra de muligheder, som dette lands borgere normalt har. De var ikke - som straffefanger - låst inde, men uden midler og uden tilhørsforhold i de omgivende lokalsamfund gav deres bevægelsesfrihed ikke nogen mening. I praksis var de billedet på den vision, som tidligere socialminister Karen Jespersen havde haft for kriminelle asylanter, nemlig at de skulle isoleres på en øde ø. Allerede i foråret 2006 havde flere læger og psykologer med årelang erfaring fra behandlingen af de afviste asyl-ansøgere i lejrene sagt fra over for de mistrøstige tilstande i lejrene, som producerede øget psykisk sygdom, selvmord og selvmordsforsøg, og i det store billede forværrede den sociale og mentale situation for i forvejen hårdt prøvede mennesker.

Smertegrænsen

En offentlig debat og forskellige efterfølgende politiske tiltag medførte i løbet af foråret og efteråret 2006 visse forbedringer for de afviste asylansøgere, men grundlæggende forblev deres situation den samme udvejsløse og isolerede. Af samme grund meldte generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, som er den øverst ansvarlige for lejrenes drift, samme år ud til offentligheden, at situationen for den store gruppe af afviste asylansøgere, der på 5-6 år stadig befinder sig i lejrene, er "på den anden side af smertegrænsen".

For mig at se måtte denne udmelding, som jeg brugte i overskriften til endnu en kronik i Politiken om asylansøgernes pauvre vilkår, være det endelige wake-up-call for regeringen og statsministeren, der indtil dette tidspunkt hårdnakket havde afvist en grundlæggende kvalitativ forbedring af de afviste asyl-ansøgeres situation. Men jeg tog fejl.

Ikke alene har man indtil den dag i dag nægtet at give de omkring 800 berørte afviste asylansøgere amnesti og dermed en endelig bekræftelse på deres ret til "at være menneske", men nye meldinger fra asylcentrene viser, at hvert femte barn i lejrene befinder sig i en så psykisk og socialt truet situation, at Røde Kors 38 gange i år har måttet give underretninger til det kommunale system. Ved siden af denne gruppe er der desuden et ukendt antal psykisk syge børn blandt de i alt 200 børn på asylcentrene, som kommunerne tilsyneladende aldrig hører om.

Folk af den anden slags

Spørgsmålet er nu, hvorfor det danske samfund og de danske politikere især har så svært ved at finde en endelig human løsning på de omkring 800 afviste asylansøgeres misere. Regeringen og dens faste samarbejdspartner Dansk Folkepart har helt tydeligt - stik imod realiteterne - låst sig fast på, at der med sidste års ekstrabevilling til asylcentrerne ikke er noget problem. Men med udmeldingen fra det nydannede Ny Alliance om at ville afskaffe asylcentrerne kunne der - hvis blot nogle få "anstændige" borgerlige turde flytte på sig - sandsynligvis etableres et flertal i Folketinget for en permanent kvalitativ nyordning for de berørte afviste asylansøgere, så de for første gang i mange år fik mulighed for at ånde frit som mennesker i familieboliger af andet end et børneværelsets størrelse. Det danske samfund ville ved at sætte dem fri som medborgere med normale rettigheder forære sig selv en gave, der om end givet med meget stor forsinkelse, ville give os selv noget af selvrespekten tilbage på et område, hvor vi i de sidste mange år er blevet kendt i udlandet som unødvendigt restriktive.

Sandsynligvis vil det ikke ske, fordi hensynet til de respektive partier og til parti-disciplinen er vigtigere end hensynet til de psykisk nødlidende børn og deres familier, og fordi spøgelsestanken om, at landet i så fald vil blive oversvømmet med nye asyl-ansøgere, huserer. Men hvordan forklarer man et psykisk nødlidende barn, at man ikke kan hjælpe hende, fordi man er nødt til at holde andre 'af hendes slags' ude?

Stig Dalager er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til Ove Abildgaard,

jeg har indtryk af at der ikke er mange mennesker der er glade for at det er sikkert i NordIrak... Hvorfor må stå hen i det uvisse. Men det burde da kun kunne være godt nyt for de flygtninge der kommer fra Irak. Nu kan de komme hjem igen.

Interessant, at direkt dokumentering af mishandling af asylsøgere i Danmark i flere år indtil nu kun har hentet 2 kommentarer (3 med dette), hvorimod når det drejer sig om hovedbeklædning af en ung dansk kvinde, er der kommentarer i store tal.

Det er endnu mere interessant, at man totalt ignorerer den opsigtsvækkende opfordring fra regeringen i irakisk Kurdistan til de afviste asylansøgere om, at de skal rejse hjem.

Men det er allermest interessant, at Abildgaars som sædvanligt vælger at tro på det, der passer i hans kram - og så skide være med, hvad realiteterne er.

Løgnen om "sikkerheden" i Nordirak er blot en ny på listen over de mange løgne, der har fulgt regeringens Irak-indsats. Som fx. at Iraks regering selv havde bedt danskerne tage hjem - angiveligt fordi der var "sikkert".

Det er meget imponerende, at Per Vadmand kan sidde hjemme i Ringsted og fastslå, at der ikke er sikkert i det nordlige Irak, selv om lokalregeringen i Nordirak har den modsatte opfattelse.

Ikke blot opfordrer lokalregeringen de afviste asylansøgere til at vende hjem, men de inviterer også os andre til Nordirak som turister:

http://jp.dk/udland/mideast/article1100410.ece

Man kommer godt væk fra hovedemnet, som er de danske myndigheders behandling af asylsøgere, dvs. flygtninge i mere direkte sprog.

Hej Patrick. Jeg mener bestemt, at Danmark behandler sine flygtninge ordentligt. To af dem er nu endda formænd for politiske partier (Ny Alliance og CD). Kan England prale af det?

Derimod er vi alt for langsomme med at sende afviste asylansøgere hjem igen. Og det er synd for dem og især deres børn.

Hej Patrick - igen igen. Der er ikke noget nyt eller usædvanligt i dine links. Der er jo magtmisbrug, korruption osv. i alle muslimske lande.

Det nye er, at lokalregeringen i Nordirak meget gerne vil have de afviste asylansøgere hjem. Og det er da en positiv nyhed. Det var da trist, hvis asylansøgerne og deres børn skulle henslæbe deres liv formålsløst på et flygtningecenter.

kære alle

Naser Khader er altså ikke flygtning, han er indvandrer. Hans far kom til landet i begyndelsen af 1970erne, hvorefter han så i 1973 eller 1974 hentede lille Naser på 10 eller 11 år til Danmark. Jeg ved ikke hvad Ben Haddou's historie er, men ham ser i hvert fald gammerl nok ud til at være indvandrer fra først i 1970erne også...

Mht. de afviste irakerne og afghanerne mv. --- tjah --- så er det faktisk sådan at de folk der sidder i asylcentrene ofte er kristne eller tilhører minoriteter i både Irak & Afghanistan.... Og risikerer forfølgelse, ikke af staten, men af deres naboer i f.eks. Nordirak...

/Karsten

Hej Karsten. Tak for orienteringen om Naser Khader. Men det er da tankevækkende, at mens lille Danmark beskyldes for racisme m.v. af englænderen Patrick, så har vi altså to muslimske partiformænd. Og det kunne man vist ikke forestille sig i England, hvor man lever i parallel-samfund efter både klasse og etnisk herkomst.

Nu er de afviste asylansøgere jo ikke bare individer, men har også fået deres sag behandlet individuelt. Er det så ikke lidt hurtigt på basis af et besøg at danne sig en mening om, hvordan de skal behandles. Naturligvis ville det være helt uproblematisk at give de 800 asyl, men hvad med de næste 800 og de næste .... .Naturligvis er det nødvendigt at have regler om, hvornår man kan opnå asyl, og hvornår man ikke kan. Hvis man systematisk gav dem asyl, som nægtede at følge myndighedernes afgørelse, så ville det hurtigt føre til, at alle , der har fået afslag, ville nægte at rejse, og det ville også stride mod vores retsbevidsthed, for de, der ikke overholder reglerne, ville blive præmieret i forhold til dem, der fulgte loven.

At den britiske regerings holdning til flygtninge er racistisk og skandaløs og at jeg bor i et klassesamfund er jeg ganske klar over. At den almindelige befolkning generelt ikke er bange for anderledes folk, og ikke går op i idiotiske debatter om tørklæder på hovedet er jeg også klar over. Jeg er ikke derfor britisk, eller for den sags skyld engelsk nationalist, og faktisk engang, for nu mange år siden, beundrede den almindelige tolerance, der herskede i DK, da jeg var der. Men den tolerance er blevet betydeligt mindre, som jeg også har bemærket ved adskillige besøg derovre is de sidste år, er det er det jeg beklager.

Ja, jeg bor bestemt i et klassesamfund, men det gør I også. Hvis ikke I gjorde det, hvorfor så al den snak hele tiden om "borgerlige" regeringer, "arbejderflertal" osv.?

Men, som sædvanligt, kan den såkaldte "Ove Abildgaard" (iøvrigt, hvorfor tør han ikke bruge sit rigtige navn? Er han bange for det hemmelige politi?) aldrig holde sig til sagen, især når man trodse hans "argumenter", og så prøver hele tiden at skifte til andre emner. Emnet her er den danske behandling af flygtninge, og at regeringen i det land jeg bor i er lige så dårlig i deres behandling af flygtninge er overhovedet noget argument. "Ove" har ikke behandlet sagen artiklen handler om med et eneste ord indtil nu.