Læserbrev

Vi bærer alle et personligt ansvar

Debat
4. september 2007
Det er en afgørende forudsætning for holdbarheden af velfærdssamfundet, at den enkelte borger ikke konsekvent overlader løsning af alle problemer til staten.

Det er en afgørende forudsætning for holdbarheden af velfærdssamfundet, at den enkelte borger ikke konsekvent overlader løsning af alle problemer til staten.

Tariq Mikkel

Hvor sidder det personlige ansvar? Hvad er forskellen på forkælet rettighedsegoisme og rimelige forventninger? Og skal borgerne testes i deres personlige ansvar? Spørgsmålene rejser Mette-Line Thorup her i avisen, den 24. august. Baggrunden er, at regeringen i juli måned nedsatte et regeringsudvalg og indledte en debat om det personlige ansvar. En debat, der har bredt sig til mange artikler og debatsider i landets aviser. Det glæder mig, at det også har givet anledning til, at Mette-Line Thorup overvejer, hvad det egentlig indebærer, at udvise et personligt ansvar.

Lad mig for det første slå fast, at formålet med udvalgets arbejde ikke er at indføre nye love og regler. Det personlige ansvar er nemlig ikke et ansvar, man får pålagt ved lov. Det er noget, der ligger udover det lovene foreskriver. Men det er samtidig vigtigt at slå fast, at det er en afgørende forudsætning for holdbarheden af det danske velfærdssamfund, at den enkelte borger ikke konsekvent overlader løsningen af alle problemer til staten. Velfærdssamfundet kan kun bevares, hvis vi alle tager et ansvar for os selv og for fællesskabet.

Lad mig give et eksempel fra mit eget ministerområde: Når en borger i Danmark bliver ledig, så træder det offentlige til. Det offentlige sikrer et forsørgelsesgrundlag og tilbyder hjælp til genbeskæftigelse gennem jobsøgning og opkvalificering. Til gengæld er det en afgørende forudsætning, at den enkelte udviser et personligt ansvar for egen situation og gør en aktiv indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det offentlige kan være nok så behjælpelig, men hvis ikke den enkelte borger selv udviser vilje, så er det altså ikke nemt at overtale en arbejdsgiver til at åbne dørene. Men - vil nogen sikkert indvende - er der da overhovedet nogen ledige, som ikke selv tager dette ansvar på sig? Ja, det må vi desværre konstatere. Fx viser en undersøgelse fra SFI, at hver tredje ledig ikke har søgt arbejde indenfor den seneste måned. Og op mod hver femte ønsker ikke et arbejde. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Arbejde er ikke noget, man får - det er noget, man søger.

Et andet eksempel vedrører forældres ansvar for, at deres børn får en god og lærerig skolegang. Det ansvar indebærer blandt andet, at forældrene tager aktivt del i deres børns skolegang, at de sikrer, at børnene møder veludhvilede og velforberedte og at børnene hjemmefra lærer at tale ordentligt og udvise respekt for hinanden og for lærerne. Lærerne skal bruge deres tid på at undervise eleverne. Opdragelsen af børnene er til gengæld forældrenes ansvar. Og så til sidst mit bud på et svar på Mette-Line Thorups spørgsmål: Det personlige ansvar bærer vi alle sammen på. Derfor er forskellen på rettighedsegoisme og rimelige forventninger også ret klar for mig. Hvis ikke vi hver især stiller os selv spørgsmålet: "Hvad kan jeg selv gøre?" og handler derefter, så er der risiko for, at vores krav ikke er udtryk for rimelige forventninger.

At stille sig selv dét spørgsmål er måske den virkelige test på det personlige ansvar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi bærer alle et personligt ansvar siger Claus Hjort, og det er jo så sandt som det er sagt. Især bærer typer som Claus Hjort selv, og de øvrige ministre i regeringe bærer et særdeles tungt ansvar for alle de ulykker, de har kastet landet ud i.

Det ville være for langt at remse Claus Hjort og hans venners samlede synderegister op her, men lad mig blot nævne:

1 stk. militært overfald på et land med efterfølgende massemord på civilbefolkningen, vel at mærke et land der aldrig nogensinde har truet danmark.

1. Stk international krise i 2006 med Danmark i hovedrollen som kulminationen på mange års racistisk "værdikamp".

Der hviler så sandeligt et gigantisk personligt ansvar på Claus Hjorts skuldre, og han får i lighed med de andre ministre brug for alle sine retoriske evner, den dag han står overfor Sct. Peter...

Anbefalet læsning: http://bisstandsbums.dk ; http://www.ladk.dk/ (Landsforeningen for arbejdsledige) og løsningen: http://www.borgerloen.dk
Jeg arbejder nu 3-4 time om dagen i en fritidsinstitut (med udsigt til fleksjob) og det glæder mig med børnene. Men hvis var det tilladt administrative tidligere, ville jeg gøre det med glæde også på ‘kontanthjælp’; altså: for en nogen lunde rimelig borgerløn. Ligesom har jeg gjordt i mange år, som ‘frivillig kulturarbejder’ med ting og sager som var vigtige, men ingen penge var i dem.
Ellers fortsætter bare den alt-ødelæggende ‘vækstkursus’. Eller, som kunstmaleren Frank Ø. har formuleret det engang (blev ‘aktiveret’ efter at han i 27 år ‘bare’ har malet og tegnet på bistanden;-) “Sejrer den markedsfascistiske flertalsdiktatur ad helvede til, med alle dens overproducering, overforbrug, og - både psykisk og økologisk - overforgiftning.” Mvh.

Rettelse: http://bistandsbums.dk/ Undskyld;-)

Enkeltpersoner har ingen fødselshyppighed, eller gennemsnitlige per capita årsindkomster, eller sociometriske valgmønstere, ligeså lidt som de har demokratiske forfatninger, præsteskaber, eller regler for kollektive overenskomstforhandlinger.

Kære Claus Hjorth Frederiksen

Nu er jeg måske godt opdraget hjemmefra, idet jeg godt ved at jeg skam selv skal gøre noget. Jeg har derfor taget en voksenunderviseruddannelse (som jeg selv har betalt inkl. bøger mv.). Da jeg så sidste gang ikke fik min kontrakt forlænget (jeg var ansat som timelærer) gik jeg op på AF (det der nu hedder jobcentret) og spurgte om de ville gå med til at jeg fik en jobplan, så jeg kunne gå i gang med at tage en bacheloruddannelse i Engelsk (som jeg så ville kombinere med noget erhvervsøkonomo og medier mv.).

Og her blev svaret et klart 'nej', dels fordi de ikke kunne se relevansen, dels fordi de ingen mulighed havde for at gå ind i det, før jeg havde gået ledig i mindst 52 uger. Nu er jeg så heldig at jeg har en højere uddannelse (jeg er cand.mag.)så det skal nok lykkedes at finde noget på et tidspunkt.

Og når jeg har en højere uddannelse er jeg jo berettiget til dagpenge. Hvis jeg nu havde været på kontanthjælp, skulle jeg have aktiveret mv. fra dag et. Og et forsøg i det tidl. Sønderjyllands Amt viste da også, at folk, der blev hurtigt aktiveret, enten gennem arbejde eller uddannelse vender hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.

Jeg ved godt, at den her regering tror, ar arbejdsløse mv. også er kontanthjælpsmodtagere. Intet kunne være mere forkert. De fleste af de stærke kontanthjælpsmodtagere er kommet i arbejde, tilbage er der kun de 'svage', dvs. alkoholikerne, narkomanerne mv. Eller folk der har været på kontanthjælp i mere end 10 år. Og for at de skal have en mulighed for at komme i arbejde, ja så skal de have et andet perspektiv på deres liv først.
Det er er ikke et spørgsåm om de vil påtage sig det ansvar, du nævner, Claus, de kan ganske simpelthen ikke, eller sagt på en anden, de evner det ikke.

Mht. arbejdsmarkedssituationen, Claus, er det godt at få forstand af B&O's gamle ord 'om det går godt i dag, men det skal det jo også gøre om 5 år.'
Og med det mener jeg, at det er fint, at regeringen vil satse på at arbejdsmarkedet behov her og nu bliver fyldt op, men måske skulle man måske i regeringen kigge lidt på at arbejdsmarkedet behov om 5 eller 10 år bliver fyldt op? bl.a. ved at uddanne nogle i engelsk? måske...

Det er meget fint at forlange ansvarlighed og engagement, men jeg oplever at regeringens egne love og regler i høj grad modarbejder og forhindrer eget initiativ. Og som Karsten Aaen skriver, fastholdes man i unødvendig lang tid i det offentlige system. Det er jo langt fra alle der har råd til at udvikle sine kompetencer for egen regning og selvom man jo er den nærmeste til at vide, hvad der skal til for igen, at kunne træde ind på arbejdsmarkedet - ja så er man altså nød til at vente i 52 uger....hvis det handler om manglende uddannelse. Med risiko for, at man på dette tidspunkt er gået ned med flaget og har mistet sit netværk i arbejdsmarkedet. Og så kan jeg i høj grad også tilslutte mig, at man kiggede lidt længere fremad - de kommende år vil byde på højere ledighed, lavere vækst og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Istedet for at stresse ledige og behandle alle over een kam, kaste dem frem og tilbage imellem a-kasse og jobcentre til en masse ligegyldige møder og forhindre dem i tage ansvar for eget (arbejds)liv. Så ville det måske være på sin plads, at begynde at opdele de ledige på en anden måde og lade a-kassen tage sig af deres medlemmer (som efter min mening oftere er resource stærke mennesker) og lade jobcentrene tage sig af de lidt tungere ledige. De overordnede regler og love burde gøres mere fleksible således, at de der virkelig gerne kan og vil ikke skal fastholdes i et system, som behandler dem som initiativløse, uansvarlige og kun ude på at udnytte systemet. For dét giver ikke ligefrem den ansvarlighed og det engagement, som Claus Hjort efterlyser.....

Klar tale

Vor regerings tale er klar:
Enhver har et personligt ansvar,
og vi små finder løsningen let:
At sælge svovlstikker ved vintertide,
gir' godt i kassen, og er bare fedt,
dermed ophører vi jo med at lide.

I øvrigt glimrende artikel - især det at Hjorten i sin virkelighedsflugt selv opløser den's budskab:

"Det personlige ansvar er nemlig ikke et ansvar, man får pålagt ved lov. Det er noget, der ligger udover det lovene foreskriver. "

Vi venter spændt på fortsættelsen.

Lennart Kampmann

For den almindelige person betyder borgerløn og et tætmasket sikkerhedsnet at drivkraften stækkes. I stedet for at bevare stolthed og fermdrift, slås der ud med armene og fokuseres på det der ikke kan lade sig gøre.

"I gamle dage" var der en vis stolthed når folk fortalte at de kunne klare sig selv. I dag piver en del fordi der ikke bliver udleveret spændende akademiske stillinger per automatik efter endt studietid.

Men der er forskel på at være på den ene eller anden side af jobproblematikken. Når man kommer ud på arbejdsmarkedet forstår man bedre at ting ikke bare bliver givet gratis. Det sikrer jo at de rette folk matches med de rette beskæftigelser.

CHF rammer sømmet på hovedet og det svier hos de overkvalificerede tilbagelænere, der selv burde løfte byrden. Nogle gange må man i en periode tage hvad man kan få, og se frem til at man kan komme til at lave noget mere interessant, hvis man stræber efter det.

med sædvanlig reaktionær venlig hilsen
Lennart

CHF rammer overhovedet ikke noget - hvis han ønsker en ændring i folks adfærd, må han ændre lovgivningen ( det burde han huske - han sidder jo i et regeringsflertal ).

At udvise samfundssind kan for de fleste være
smart/nødvendigt hvis samfundet ejer de fleste af produktionsmidlerne.

men sån' er det ikke nu, så:
Hvis jeg var i Hjort's sko og min arbejdsstyrke
fulgte hans opfordringer, ville jeg være bekymret for om arbejdsstyrken i det hele taget besad tænkeevne i fornødent omfang til at kunne fungere som arbejdsstyrke.

Sandheden er jo den, at der i vores samfund er uendelig mange fuldkommen overflødige jobs, som først og fremmest tjener til at ernære (alt for) højtlønnede folk på lederniveau (som "konsulenter", "coaches" og hvad har vi) - gik det ud på det rimelige og naturlige: at mindske arbejdsmængden, ville det sagtens kunne lade sig gøre.
Men jeg undrer mig ofte over, at folk åbenbart er så kede af deres bestilling, at de har behov for at gøre livet (mere) surt for dem, der har valgt fornuftigere og med større omtanke det, som de interesserer sig for, og hvor de har deres helt særlige talent. At folk kan have andre motiver til jobvalg, har jeg vist aldrig forstået.

Lennart Kampmann

fermdrift = fremdrift ;)

Lennart Kampmann

@ PeterH

Folk kan jo godt finde ud af at vælge.
Hvorfor mener du at besidde de vise sten og have valgt fornuftigere og med større omtanke?

med venlig hilsen
Lennart

Det skal jeg sige dig, Lennart Kampmann: hvis folk var glade for deres jobvalg sådan alment, ville de ikke have så ondt i røven over akademikeres insisteren på arbejde indenfor deres eget område.
Man kan også sige: folk valgte selv at lade være med at tage en uddannelse, der kunne bringe dem i retning af behagelige, men krævende jobs.
Der er meget "græsset er grønnere..." over debatten, men folks første ansvar må være at vælge noget, de kan og vil beskæftige sig med.

Lennart Kampmann

@ PeterH

Jeg spurgte mere til hvorfor du mener at besidde de vise sten mht. fornuft og omtanke!

Hvad er det du har valgt, der er mere fornuftigt og med større omtanke?

med venlig hilsen
Lennart

Jeg mener bestemt ikke, at jeg besidder de vises sten; men jeg undrer mig over, hvorfor folk har valgt beskæftigelse, der åbenbart snarere end at tilfredsstille gør dem misundelige, med et stærkt ønske om at stå andre i vejen i søgen efter det rigtige job.
Jeg havde det held at studere i 80erne og 90erne, hvad man stadig kunne indrette sit studium efter de interesser indenfor et fags mangfoldighed, man havde. Det gav mig anledning til at opbygge en særlig ekspertise indenfor faget, som senere har ført til arbejde forskellige steder - der er vel omkring en 6-7 stillinger i landet, hvortil jeg vil være topegnet, uden at det betyder guld og grønne skove, det er jeg ærlig talt også ret ligeglad med.
Når jeg er endt dér, hvor jeg er, har det at gøre med de ting, jeg allerede som barn interesserede mig for, og da jeg alligevel sjoflede gymnasiet måtte jeg også bruge en del tid på at kvalificere mig til det fag, der ligesom kunne bringe mig fagmæssigt hen, hvor jeg gerne ville være, og hvor jeg er i dag.
Lyder det forvirrende? Det er også lidt omstændeligt at forklare. Men altså: jeg mener ærligt talt, at folks ansvar må være at vælge en beskæftigelse i livet, der interesserer dem. Større ansvar får de aldrig.

Der er vil kun et formål med hele dette selv-ansvars-cirkus. At dække over at regeringen aldrig tager ansvar for noget som helst.
Nedskæringer på sygehuse skyldes ikke regeringens økonomipolitik, men er regionernes ansvar, selv om de ikke selv har indflydelse på deres indtægter.
Kaos i politi, retsvæsen, skoler, gynmasier, universiteter, kommuner osv. er alt sammen nogen andres skyld, end dem der har gennemført lovgivningen. Så Claus, fej for egen dør, og ta' ansvar.

Der er en mærkelig opfattelse af betydningen af uddannelse blandt især borgerlige politikere: den største afspejling af interessen for humanistiske fag findes jo i den objektive omstændighed, at langt de fleste universitetsstuderende vælger humanistiske uddannelsesretninger. Denne interesse må 1) kunne afspejle sig i forbrug, 2) definere de områder, der satses på i samfundet - for man får jo ikke et klarere udsagn om menneskers prioriterede interesser.
Derimod bør samfundet tilskynde til, at det kedelige, ubehagelige og muligvis direkte fordummende arbejde såvidt muligt teknificeres, til gavn for alle.
Man kan jo kun tale om reel vækst, når mindre arbejdsindsats frembringer det samme eller endog mere.