Læserbrev

Barnets perspektiv

Det centrale i den nye forældreansvarslov er barnets tarv.Model

Det centrale i den nye forældreansvarslov er barnets tarv.Model

22. september 2007

Kim Lindgreen, Aabenraa, kritiserer i et læserbrev i Information den 14. september, at det med den nye forældreansvarslov, som træder i kraft den 1. oktober, bliver muligt at anvende krisecenter-erklæringer som dokumentation for vold mod barnet i sager om samvær. Kim Lindgreen mener, at denne mulighed sætter retssikkerheden over styr.

Kim Lindgreen har imidlertid fokuseret meget snævert på ét element i forældreansvarsloven og forsømmer således det større perspektiv, nemlig 'barnets perspektiv' og virkningerne af dette begreb i den nye lov.

Vold mod et barn eller vold i familien er meget belastende for et barn, og jeg mener naturligvis, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at beskytte barnet mod samvær med en voldelig forælder. Dette er derfor et vigtigt element i forældreansvarsloven.

Af hensyn til at beskytte barnet mod samvær med en voldelig forælder, fremgår det nu af forældreansvarsloven, at en anmodning om ophævelse af samvær altid bør imødekommes, hvis der foreligger dokumentation for, at samværsforælderen har udøvet vold mod barnet. Det er denne 'dokumentation', Kim Lindgreen har misforstået.

Det fremgår af vejledningen til loven, at statsforvaltningen i alle sager, hvor der er påstået vold mod barnet eller andre medlemmer af husstanden, altid skal iværksætte en nærmere undersøgelse af sagen, f.eks. ved en børnesagkyndig undersøgelse. I forhold til børn og forældre, der opholder sig på krisecentre fremgår det, at en krisecentererklæring kan danne grundlag for suspension af samvær, hvor der er påstand om vold, imens statsforvaltningen behandler en anmodning om en egentlig ophævelse af samværet.

Det, der er centralt i forældreansvarsloven og ved afgørelser om bl.a. samvær er, hvad der er bedst for barnet. Statsforvaltningen skal derfor også i sager om ophævelse af samvær være særlig opmærksom på at belyse barnets perspektiv og synliggøre barnet i sagsbehandlingen. På den måde kan statsforvaltningen foretage en samlet vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete sag.

Og den vurdering baseres altså ikke alene på en krisecentererklæring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi ved ikke hvad der var sket med vores side, vi har haft hemmelige agenter til at undersøge sagen. Vi mistænker CIA for at have en finger med i spillet... Måske Internationale terrorbevægelser. Eller kvinder...

Dennis.

Det tror du jo ikke engang selv på, vel? Og det gør andre heller ikke.

Skal kvinder nu også have skylden for det? Hvor er det langt ude!

Flovt.

"Måske Internationale terrorbevægelser. Eller kvinder"

Du bør straks angive dem. "En fornuftig far" angiver altid sine børns mor, hvis hun begår noget kriminelt.

Hed debat ^^

Nu ved vi ikke hvor stort problemet bliver.

Indtil videre lader det også til, at der kun kræves beskyldningen omkring vold imod et barn eller en kvinde i husstanden, før man midlertidigt suspendere samværet. Så det bliver nok aldrig nødvendigt med en kriseerklæring. Vi må se hvad tiden bringer på dette område.

Det jeg syntes er mest tankevækkende er, at kun kvinder skal have denne mulighed for at hjælpe deres børn. Hvis en mand står i samme situation, må man tage til takke med de andre muligheder for at agere.

Det er åbenbart vigtigt for samfundet at fædrene ikke skal have adgang til de samme muligheder, for at hjælpe deres børn.

PS: Måske skulle nogle af jer M/K droppe de smarte og ironiske bemærkninger. Det bliver meget svært for andre at deltage, når i ping - pong'er jeres meningsløsheder frem og tilbage.

Mvh
Henrik Thomsen

"Det bliver meget svært for andre at deltage, når i ping - pong'er jeres meningsløsheder frem og tilbage."

Det har du uden tvivl ret i.
Men ifølge en kvindelig forfatter er det nødvendigt, hvis man vil ændre tingene til det bedre.

Annette, hvad mener du med at nyhedsbrevet er væk ? Det er altid muligt at tilmelde sig nyhedsbrevet på dadman.dk ... Men tag ikke mine ord for gode varer, Prøv selv!

Men pas på, nyhedsbreve kan virke sindsoprivende, oplysende og i værste fald risikere nuancering af og om tilværelsen for mænd og fædre i Danmark...

Henrik.

Beskyldningen om vold skal selvfølgelig tages alvorligt. Ingen skal udsættes for vold.
Men hvis det så efter undersøgelsen viser sig at beskyldningen om vold el. evt. incest er falsk, skulle barnets bopæl omgående overføres til den anden forælder, med mindre der er tungtvejende grunde der taler imod. En forælder der benytter falske anklager for at få den anden forælder fjernet, er helt tydeligt ikke i stand til at varetage sig eget barns interesser og respektere barnets ret til to forældre.
Du har ret når du påpeger at holdningen til vold imod barnet el den anden forælder kan medføre at samværet suspenderes. At holdningen, som ses i statsforvaltningens vejledninger er, at det kun er samværsforælderen, der kan få samværet suspenderet ved vold. Vi ved at 9 ud af 10 bopælsforældre er mødre, hvorfor samvær stort set kun er noget fædre og børn har.
I praksis betyder det at hvis far har slået mor, må far og barn ikke længer se hinanden, og i en eller anden misforstået politisk korrekthed mener vores politikere at dette er bedst for barnet.
Ville vores lovgiver mon også synes at det var politisk korrekt, og bedst for barnet, at hvis mor har slået far, så skal mor og barn heller ikke have lov til at se hinanden?

Kære Anette, "En fornuftig far" og "XX".

I et retssamfund er det politiets arbejde og opgave, at undersøge ulovligheder, at evt. rejse sigtelse mod borgerne uanset køn. Hvis I er af den overbevisning, at kvinde krisecentrernes erklæringer "kun" har relevans i den samtlige vurderingen. Må det også værende ensbetydende med, manglende tillid til ordensmagtens personale og kompetencer.

XX¨s kommentar omkring psykisk vold og chikane fra d. 31. oktober, 2007, gælder for begge kønnene. Til orientering, er der også mange fædre, der i frygt for at miste børnene har levet i et utålelig parforhold i mange år. Vedrørende Rolf Rasmussens artikler henvisninger. Er det fuldkommen en unødvendig kommentar; "20 år gamle avisudklip". Det kunne måske antages, at Rolf har været vidne og oplevet denne forskelsbehandling og åbenlyse diskrimination i længere tid end andre. Hvis XX mener, der er en aldersgrænse for henvisninger, skal en del kandidat afhandlinger åbenbart afvises.

Men tillader alligevel at henvise til udenlandsforskning fra omkring Danmarks forrige revidering af forældremyndigheds- og samværsloven: "Undersøgelse af Dr. Judith Wallerstein og Joan Berliner Kelly har fundet frem at ca. 50 procent af mødrene enten ikke så nogen værdi i faderens kontakt med hans børn og aktivt forsøgte obstruktioner samværet, eller harmes over faders kontakt (Wallerstein, Surviving the Breakup, HarperCollins , 1996, p.125)

Og lovændringen tilbage i 1986: "Den beslutning, at barnet skal være hos moder er teoretisk set skabt i den bedste interesse for barnet. Men, når børnene blev interviewet senere i livet, følte færre end halvdelen at deres moders motiv ikke havde noget som helst med hos deres tarv. Kun en fjerdedel følte, det var fordi deres moder elske dem. (Glynnis Walker, Solomon's Children, NY: Arbor House, 1986, p. 89).

Den sidste udenlandske undersøgelse bliver ikke oversat, men er fra dengang ruder konge var knægt:

"Almost 40 percent of the custodial wives reported that they had refused at least once to let their ex-husbands see the children, and admitted that their reasons had nothing to do with the children's wishes or the children's safety, but were somehow punitive in nature." (Julie A. Fulton, "Parental Reports of Children's Post-Divorce Adjustment, Journal of Social Issues, Vol. 35, 1979, p. 133. Fulton reported that 53% of the non-custodial fathers claimed their ex-wives had refused to let them see their children).

Kim Lindgreen informerer fuldstændig korrekt. Vejledningerne favoriserer bopælsforældrene, der både historisk og til dagsdato er alt overvejende mødrene. Med et par eksempler fra ovenstående udenlandske undersøgelser og vejledningernes kriseerklæringer, er det temmelig upassende i et børneperspektiv.

”Feminisme hindrer ligestilling.” hedder denne kronik fra Norge.
Et af afsnittene i kronikken handler om misbrug af krisecentre i Norge.

Misbruk av krisesentre

Selv erklærte anti-feminister erkjenner at det fins voldelige menn og ditto ofre blant kvinner som bør ha tilbud for støtte og behandling. Familievoldsbegrepet i Norge er imidlertid for snevert og ekskluderende for fedre som utsettes for strukturell vold gjennom uredelige prosesser som ender med tap av kontakt med barna. En ikke ubetydelig del fedre har erfart hvordan krisesentre misbrukes for å fremme falske overgrepspåstander samtidig som barna brukes som våpen og pressmidler. Falske påstander for å posisjonere seg i barnefordelingssaker er ikke et marginalt fenomen slik krisesenterleder Tove Smaadahl forsøker å gi inntrykk av.

Læs resten selv: http://www.krisesenter.org/oletexmo/DOCS/feminisme_hindrer_likestilling.htm

Hej Anonym

Her har du et citat fra en af de mest begavede og respekterede feminister fra vores tid. Hun hedder Dorris Lessing.

"I find myself increasingly shocked at the unthinking and automatic rubbishing of men which is now so part of our culture that it is hardly even noticed," she told the audience.

"The most stupid, ill-educated and nasty woman can rubbish the nicest, kindest and most intelligent man and no-one protests

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

Jeg syntes egentligt, at overskriften er meget sigende: ” i barnets perspektiv”. Altså barnet er centrum. Men ret ofte kommer debatten til at handle om forældrenes perspektiv. Lovgivningen kommer til at tage udgangspunkt i forældrenes behov.

Jeg mener, at et barn som udgangspunkt har ret til begge sine forældre. Barnet har ikke selv valgt sine forældre. Forældre havde valgt hinanden.

Det hele burde revideres til barnets rettigheder, og få frakoblet forælderens rettigheder. Barnet er ikke en ting, som en forældre skal have ejendomsret over. Det skal ikke handle om kvindens ret eller mandens ret. Historiske kan jeg forstå, at retten har været tilknyttet kvinden pr. tradition.

Et menneske er ikke noget nogen bør have ret over, men noget den anden skal gøre sig fortjent til kærlighed fra. Så jeg syntes, at nogle af de grundlæggende tankegange i lovgivningen bør tænkes i gennem forfra.

Hej Anonym.

Pudsigt nok, jeg tænkte nok at det ville være din helt forudsigelige reaktion.

Så tænk over denne her i stedet for. Tror du også hun er kvindehader?

”Krisecentre er blevet til bunkere i krigen imod mænd”

Udtaler Erin Pizzey, udpeget som grundlæggeren af verdens første krisecenter for voldsramte kvinder. Krisecentret blev oprettet i Chiswick, England, i 1971.

Læs selv denne artikel: "Shelters Used In War On Men,"

http://www.ejfi.org/DV/dv-41.htm#pgfId-1310040

Det er muligt at jeg kan kategoriseres som værende naiv.

Men hvilke kvinder vælger at frivilligt at søge væk fra hjemmet trygge rammer, til krisecentrenes trange kår, for at udsætte deres barn/børn samt sig selv for (andre) ulykkelige voksne - uden anden grund end samkvemschikane. Med al respekt for krisecentrenes gode intensioner og arbejdsinsats for at skabe trygge rammer, er det så vidt jeg har forstået ikke et sted som står højt på hitlisten over udflugtsmål - med mindre at alternativiet er værre...

Hvilke kvinder (mænd) vælger frivilligt at påtage sig forældrerollen og ansvaret uden aflastningsmulighed for barnets (med)forælder, med mindre at der foreligger tungerevejende årsager hertil - såsom barnets tarv?

I mit arbejde med børn, kan jeg kke sige mig fri for at have oplevet forældre, der som den forladte part, i perioder i, har udvist en emotionel adfærd, der udefra set tenderede chikane af den anden forælder.. Men selv de mest "udholdne" forurettigede holder sjældent længe, når dagligdagens arbejdspres begynder at presse sig på, og barnet kræver sit og savn.

Findes der mødre som på længere sigt nænner at afskære børnene fra deres biologiske ophav uden for barnetts perspektiv tungtvejdende grund?

Decideret chikane rammer jo ikke kun barnet, men ligger i høj grad også et belastende ekstra arbejdspres og ansvar på bopælsforælderens skuldre. Samkvemschikane bliver dermed en boomerang med "ris til egen bagdel". Især som enlig.

Sider