Læserbrev

Chauvinisme eller solidaritet?

Valgkampen er i gang! Uanset hvornår valget kommer. Der skal vælges side. Jeg ved, hvilken side jeg har valgt - og det er nu, jeg må ruste til kamp: Til kamp mod chauvinisme!
Debat
21. september 2007

Valgkampen er i gang! Uanset hvornår valget kommer. Der skal vælges side.

Jeg ved, hvilken side jeg har valgt - og det er nu, jeg må ruste til kamp: Til kamp mod chauvinisme! Chauvinismen over for de fattige, den stadigt voksende ulighed i samfundet. Ikke siden 1950'erne, har forskellene været så store som nu.

Og den regering, vi har nu, vil fortsætte - se bare deres sidste tiltag med skattelettelser for 10 milliarder kroner til de i forvejen rige. Penge, der tages fra statskassen, tages fra de offentlige institutioner, og tages fra det og dem, der virkelig har brug for pengene - sygehuse, skoler og ældrepleje, børn og unge, og ældre.

Det leder tanken over på en anden chauvinisme - alderschauvinismen. Også denne form er et stort problem i vores samfund. Det er jo i høj grad unge og ældre, der har brug for hjælp og støtte. Unge er en af de af de vigtigste grupper i samfundet - de skal uddannes og dannes, blive til hele, oplyste mennesker og overtage samfundets arbejde og ledelse.

Hvad gør man for at støtte og hjælpe her? Man skærer da ned! Skærer på budgettet, propper flere og flere ind i både folkeskoler og ungdomsuddannelser og øger brugerbetalingen. Men det virker jo fint nok? Nu kan man jo spørge sig selv, om det er uddannelse for livet eller for erhvervslivet.

Og hvilket ordentligt samfund har ikke respekt for de ældre og gamle? Ja, det kan vores samfund da i hvert fald ikke prale af.

Ældreområdet er et område, som er alt for let at undertrykke. Ældre har ikke samme muligheder for at kæmpe for deres rettigheder som andre, netop på grund af deres alder - og netop derfor er de nemme at undertrykke. Man har alt for svært ved at leve sig ind i dem. Mærke at de også har både lidt og stridt, grædt, kæmpet og elsket. Ingen kan stoppe tiden, men vi kan gøre vores til ikke at gøre livet værre, men formilde omstændighederne - og vi kan have respekt for folk og liv, også selv om det er folk, der har levet på et andet tidspunkt end os selv.

En anden form for chauvinisme, er racechauvinismen - racismen. Det at se ned på andre for deres kultur, sprog, religion osv. Ude i verden er danskere kendt for at være ualmindeligt racistiske - noget man direkte skriver i turistbrochurer i andre lande.

En sidste chauvinisme, jeg også vil rette opmærksomheden mod, er kønschauvinismen. "Men det er da ikke et problem længere, vel? Det er da sådan noget der var på i 70'erne- Det emne hører da fortiden til!" Nej det gør ej!

Mænd får stadig mere i løn end kvinder. Se nu bare på DR, hvor en række kvindelige værter har forladt arbejdspladsen på grund af lavere løn. Men man kan også se tendensen i nogle af befolkningens meninger, for eksempel holdningen 'det er kvindernes egen skyld, at de bliver voldtaget - hvis de går udfordrende klædt'. Er dyb v-udskæring at gå vovet klædt? Og er stort, lyst hår udfordrende? Det kan ikke defineres. Så er der selvfølgelig tørklæde eller burka - men det er jo ikke ting der plejer at vinde den store respekt i befolkningen heller.

Alt i alt er der kun ét at gøre: kæmp mod chauvinisme, kæmp mod ulighed. Kæmp ikke bare for de svage - anderledes grupper skal ikke ses som svage - kæmp for solidaritet, lighed og frihed. Alle skal have ens muligheder for at udfolde sig forskelligt. Det ku' være så godt!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her