Kronik

Civilbefolkningen som skydeskive

Problemerne ved atomvåben er ingenlunde forsvundet, og på mange måder er eksistensen af atomvåben et alvorligere problem i dag, end det var under Den Kolde Krig. Der er stadig mere end 27.000 atomvåben i verden, og mange er parate til at blive affyret med kun et par minutters advarsel
Atomvåben truer os fortsat. Her ses paddehatteskyen efter angrebet på Nagasaki den 9. august 1945 taget tre minutter efter eksplosionen fra B-29-bombeflyet i over seks km højde. 70.000 dræbte civile ligger grillet ved roden af skyen.

Atomvåben truer os fortsat. Her ses paddehatteskyen efter angrebet på Nagasaki den 9. august 1945 taget tre minutter efter eksplosionen fra B-29-bombeflyet i over seks km højde. 70.000 dræbte civile ligger grillet ved roden af skyen.

AP Photo

14. september 2007

Måske er september 2007 et passende tidspunkt at tænke lidt over statsstøttede former for terror, i hvilke civile befolkninger overlagt bruges som mål, for i de første dage af september år 1807 var den københavnske civilbefolkning skydeskive for det britiske militærs bombardementer, uden at der var deklareret krig. Bombardementet havde til formål at terrorisere befolkningen, indgyde dem frygt, og på den måde at fremtvinge den danske flådes overgivelse, som de britiske styrker frygtede ville falde i Napoleons hænder. Det var en af de første gange, en civilbefolkning overlagt blev brugt som mål.

Da Hitler invaderede Polen i september 1939 appellerede den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt til Storbritannien, Frankrig og Tyskland om at spare uskyldige civile fra terrorbombninger.

"Det skånselsløse luftbombardement af civile i ubeskyttede beboelsesområder under fjendtlighedernes forløb," sagde Roosevelt (med reference til Første Verdenskrigs luftbombardementer) "... har fyldt alle civiliserede mænd og kvinders hjerter med væmmelse, og har helt igennem rystet menneskehedens samvittighed."

Han opfordrede inderligt "alle regeringer, som kunne være involveret i fjendtligheder, til offentlig at bekræfte deres beslutning om at deres bevæbnede styrker i ingen tilfælde og under ingen omstændigheder vil foretage luftbombardementer af civile befolkninger eller ubeskyttede byer."

To uger senere svarede den britiske premierminister Neville Chamberlain på Roosevelts appel med ordene: "Uafhængigt af hvor langt andre vil gå, vil Hans Majestæts regering aldrig ty til overlagte angreb på kvinder og børn eller andre civile med henblik på terrorisme".

Meget blev ødelagt under Anden Verdenskrig, og blandt krigens faldne var de etiske principper som Roosevelt og Chamberlain annoncerede ved dens begyndelse. På det tidspunkt hvor Roosevelt og Chamberlain kom med deres deklarationer, var terrorbombninger af civile allerede begyndt i det fjerne øst. Den 22. og 23. september 1937 angreb japanske bombefly civile i Nanjing og Canton.

Og den 25. september 1939 begyndte Hitlers luftstyrkers intense angreb på Warszawa. Civile områder af byen, hospitaler mærket med det store røde kors og flygtningene blev alle beskudt i et forsøg på at tvinge byen til overgivelse gennem terror. Den 14. maj 1940, blev Rotterdam ligeledes ødelagt.

Mellem den 7. september 1940 og den 10. maj 1941 gennemførte de tyske Luftwaffe massive luftangreb mod mål i England, og i maj 1941 var 43.000 engelske civile blevet dræbt og mere end en million huse ødelagt.

Ildstorm og ødelæggelse

Selv om det ikke var dem, der begyndte, så bombede USA og Storbritannien civile mål i meget større målestok, end Japan og Tyskland hidtil havde gjort det. For eksempel angreb engelske og amerikanske bombefly mellem den 24. og 28. juli 1943 Hamborg med et gigantisk bombardement, hvis officielle hensigt var "den totale ødelæggelse" af byen.

Resultatet var en ildstorm. Som en pilot udtrykte det, var alt "så langt øjet kunne se en stor brand." En anden pilot var "forbløffet af det frygtindgydende syn af målområdet. Det så ud som om hele Hamborg stod i flammer fra den ene ende til den anden med en mægtig søjle af røg som tårnede sig op over os - og vi befandt os i seks kilometers højde! Det var næsten helt utroligt, og da jeg kom i tanke om, at jeg så ned på en by med en befolkning på to millioner, eller deromkring, var det næsten frygteligt at tænke på, hvad der mon foregik dernede i Hamburg."

Under ham, i den brændende by, nåede temperaturen op på 760 grader celsius. Kraftige vinde sugede ny luft ind i stormen af ild. Der var rapporteringer om børn, der blev flået ud af deres mødres arme af stærke vinde og suget ind i flammerne. Det blev estimeret, at af de 45.000 dræbte var 50 procent kvinder og børn, og at de fleste af de dræbte mænd var for gamle til at være soldater. Mange uger efter angrebene var de overlevende plaget af "horder af ondskabsfulde rotter, som var blevet stærke ved at ernære sig af de lig, som lå tilbage mellem brokkerne."

Tyske byer som Kassel, Pforzheim, Dresden og Berlin blev ødelagt på samme måde, og i Japan skabte amerikanske bombninger ildstorme i mange byer, som i eksempelvis Tokyo, Kobe og Yokahama. Alene i Tokyo kostede bombningerne mere end 100.000 civile livet.

Atomkapløbet

Om morgenen den 6. august 1945 klokken 8.15 blev en atombombe bragt til sprængning i luften over byen Hiroshima i et stort set allerede besejret Japan. Eksplosionens styrke svarede til 15.000 ton TNT. Ud af en by bestående af 250,000 indbyggere blev 100.000 dræbt øjeblikkeligt. Mange af de sårede døde senere hen af strålesyge. Få dage senere blev Nagasaki på tilsvarende måde udslettet.

Den tragiske udslettelse af de to japanske byer var uhyggelig nok i sig selv, men de markerede også begyndelsen på et atomkapløb som endnu kaster en meget mørk skygge over civilisationens fremtid.

Ikke længe efter bomberne i Japan detonerede den daværende Sovjetunion sin egen atombombe, hvilket skabte panik i USA.

Præsident Truman autoriserede en 100 procents indsats for at skabe superbomber baseret på termo-nukleare reaktioner.

I marts måned i 1954 testede USA en termonuklear bombe på Bikini-atollen i Stillehavet. Den var 1.000 gange krafttigere end bomben over Hiroshima. Den Japanske fiskerbåd 'Heldige Drage' befandt sig 135 kilometer fra Bikini-eksplosionen, og alligevel dræbte det radioaktive nedfald et af bådens besætningsmedlemmer, og gjorde alle de andre alvorligt syge. Afstanden til Marshalløerne var tilsvarende lang, men selv i dag lider øboerne af effekterne fra nedfaldet fra testen, som eksempelvis hyppige fødselsmisdannelser.

Drevet af Den Kolde Krigs paranoia nåede antallet af atomvåben på begge sider i sandhed obskure højder. Da det var værst, var der mere end 50.000 atomvåben i verden med en samlet eksplosionsstyrke omkring en million gange styrken af bomben over Hiroshima. Dette svarede til fire ton TNT for hver enkelt person på hele kloden - nok til at ødelægge den menneskelige civilisation gentagne gange. Nok til at true selve eksistensen af liv på jorden.

Ved afslutningen af Den Kolde Krig drog de fleste et lettelsens suk og skubbede problemet omkring atomvåben ud af deres tanker, fordi det var en trussel mod livet, som det var for forfærdeligt at tænke på. Folk følte, at de alligevel ikke kunne stille noget op, og de håbede at problemet endelig var forsvundet.

Problemet ej forsvundet

I dag er der ikke desto mindre mange tankefulde mennesker, som har indset at problemet med atomvåben på ingen måde er forsvundet, og at det på mange måder er mere alvorligt i dag, end det var under Den Kolde Krig. Der er stadig mere en 27.000 atomvåben i verden, mange af dem er brintbomber, og mange er på øverste beredskab, parate til at blive affyret med kun et par minutters advarsel.

Verden har flere gange været ekstremt tæt på en atomkrig forårsaget af tilfældigheder. Hvis atomvåben fortsætter med at eksistere, vil sandsynligheden for en sådan katastrofal begivenheden i sidste ende være sikker.

De nuværende farer kommer også fra spredningen af atomvåben. På det seneste er flere og flere lande kommet i besiddelse af atomvåben, og sandsynligheden, for at de vil blive taget i brug ,stiger. Hvis f.eks. Pakistans alt andet end stabile regering skulle falde, vil landets atomvåben måske falde i hænderne på terrorister, og mod terrorisme har andre landes atomvåben ingen afskrækkende effekt.

På den måde lever vi på et helt særligt tidspunkt i historien. En tid hvor civilisationen er i krise. Vi bad ikke om at blive født på et tidspunkt med krise, men sådan er vores skæbne.

Hvert menneske, som lever nu, har et ganske særligt ansvar: Vi skylder både vores forfædre og de kommende generationer at skabe en stabil samarbejdsvillig verden. Det bliver nødt til at være en verden uden krig, i hvilken atomvåben er fuldkommen udryddet. Intet menneske kan skabe disse forandringer alene, men sammen kan vi skabe den verden, vi ønsker. Dette vil ikke ske, hvis vi ingenting gør, men det kan ske gennem bearbejdelse af et stort antal borgere.

Civile har længe haft rollen som passive mål - som gidsler i magtpolitiske kampe. Det er på tide, at civilsamfundet giver sin vilje til kende. Hvis vores ledere vedbliver entusiastisk at støtte krig som institution, hvis de vedbliver ikke at ville afskaffe atomvåben, så lad os da få nye ledere.

John Scales Avery er historiker, ph.d. og lektor

Kronikken i morgen: Man sidder ikke på café med en, der er fed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu