Kommentar

Fagre nye brændstof-verden

De nye generationer af agrobrændstoffer løser ikke de problemer, som de foregående skaber. Tværtimod tilføjer de endnu flere og langt mere vidtrækkende problemer
Debat
27. september 2007

Europa-Parlamentet har netop vedtaget en betænkning, der satser kraftigt på agrobrændstof (også kaldet biobrændstof). I Køreplanen for vedvarende Energi i Europa (artikel 43) "understreger (de) betydningen af, at anden- og tredjegenerations biobrændstoffer er til rådighed på markedet, og efterlyser hurtigere teknologiske fremskridt på dette område."

Trods den politiske fascination er der efterhånden mange undersøgelser, der peger på, at 1. generations agrobrændstoffer er ineffektive i forhold til at begrænse transportsektorens CO2-udslip. Desuden er de problematiske, fordi de truer fødevaresikkerheden, skaber usikre arbejdsforhold, æder sig ind på naturen og dyrkes i store industrilandbrug med enorme mængder af sprøjtemidler og kunstgødning. Alligevel promoveres de under henvisning til forventningen om en anden og bedre generation. Industriens løfter om fremtidige 2. generations agrobrændsler bliver brugt af EU og regeringer, inkl. den danske, til at støtte produktion af og investering i agrobrændsstoffer og til at retfærdiggøre store ekspansioner af monokulturer med 1. generations agrobrændsler. Men hvad er 2. generations agrobrændstoffer egentlig?

Anden generation

Anden generations agrobrændstoffer fremstilles af såkaldt 'planteaffald'. Men planteaffaldet er i virkeligheden planterester, der skal tilbage til jorden, hvis jordens frugtbarhed og evne til at binde kulstof og vand ikke skal undermineres. At kalde planterester for affald er et misbrug af sproget, som er med til at 'sælge teknologien' til politikere og almindelige mennesker, som ønsker at handle miljøvenligt.

Promoveringen af 2. generation tager fokus væk fra den kendsgerning, at agrobrændsler stadig produceres af madafgrøder, og at produktionen stadig foregår i store industrilandbrug.

Udsigten til at 2. generations agrobrændsler bliver bæredygtige i den nærmeste fremtid er minimal - de bliver det måske aldrig. Det er ikke påvist, at de har potentialet til at reducere udledningen af drivhusgasser på globalt plan, men alligevel bliver de promoveret på bekostning af bæredygtige vedvarende teknologier.

Nu tales der om 3. generations agrobrændstoffer som den nye åbenbaring, men hvad er det?

Tredje generation

Med agrobrændstoffer har gentek-industrien øjnet en chance for at skaffe sig adgang ad bagdøren ved at fremstille gmo-afgrøder som energiafgrøder og ikke som fødevareafgrøder. Tredje generations agrobrændstoffer er fremstillet af planter, som er genetisk modificeret til let at kunne nedbrydes eller endda at nedbryde sig selv.

Gentek-industrien søger aktivt efter metoder, hvorpå genteknologi kan gøre det billigere og mere effektivt at producere agrobrændsler fra plantebiomasse.

Et eksempel er majs, gen-splejset så de indeholder cellulase, som er det enzym, der kan nedbryde cellulose. Et andet eksempel, som gentek-industrien eksperimenterer med, er gensplejsede træer, hvor lignin-indholdet er svækket.

Er der nogen blandt fortalerne for disse teknologier, der stiller spørgsmålet - hvilken verden er vi ved at skabe? Lignin og cellulose er de plantebestanddele, der er med til at gøre planternes cellevægge stærke. Man er altså ved at skabe svækkede træer, som, hvis de sættes ud i naturen, kan sprede deres gener til andre træer, der også risikerer at blive svækket, så de har svært ved at holde sig selv oprejst - hvem ved?

Der vides ikke meget om følgerne af gmo-træer i det fri, men følgerne vil givetvis være meget markante, grundet træers lange livscyklus og store spredning af frugt og pollen. Især risiciene for naturskovenes økosystemer kan være meget alvorlige.

Det ligger underforstået at 3. generation er en forbedring af 2. generation, som igen er en forbedring af 1. generation. Vi mener derimod, at de nye generationer ikke løser de problemer, som de foregående skaber. Tværtimod tilføjer de endnu flere og langt mere vidtrækkende problemer.

Mange sætter deres lid til, at man kan fremstille agrobrændstoffer bæredygtigt ved at indføre et certificeringssystem. Det mener vi er en alvorlig misforståelse.

Et af de store problemer er, at certificering ikke forhindrer en udvidelse af produktionen. Desuden er et sådant system langt fra at være på plads, og i de hidtidige tiltag har man end ikke konsulteret de mennesker, hvis levevilkår direkte påvirkes af produktionen. Et bæredygtighedsmærkat kan forstærke bilisters forestilling om, at de handler miljøbevidst, hvis de tanker agrobrændstof - en illusion benzinselskaberne også vil misbruge i deres kampagner.

Safania Eriksen (cand.scient.soc.) og Bente Hessellund Andersen (cand.hort.) arbejder begge i NOAH's Landbrugs- og Fødevaregruppe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg vil give Jakob helt ret, det vigtigste er at Vesten bliver uafhængig af energiforsyning fra mellmøstens magtsyge despoter.

Her bør satses bredt, atomenergi, olie fra nordkalotten, verdens uudtømmelige kulreserver, biobrændsler, vedvarende energiformer, energibesparelser osv. indtil der er opnået fuld selvforsyning og uafhængighed.

For vi er nok så småt startet på en tredie verdenskrig, vi har gennem 30 år postet et ufatteligt antal milliarder i mellemøsten som betaling for olie, disse penge anvendes nu agressivt imod os og resten af verden med det mål at etablere et islamisk verdensherredømme.
Hvad enten pengene bruges til fundamentalistiske koranskoler som uddanner terroristerne, moskeer i vesten som kan modarbejde integration, overtagelse af virksomheder og medier eller anskaffelse af våben til de mange krige i islams randområder, så må vi se i øjnene at vi er oppe imod så enorme ressourcer at ingen fatter det.

Og selv om oliepengene holdt op med at flyde i morgen, så ville der gå mange år dør de var brugt op, og freden ville indfinde sig.

Men det kunne måske blive et nyt projekt for en hensygnende venstrefløj: at tage kampen op mod mellemøstens krigskapitalisme, hvor hele paletten af magtmidler anvendes mod os lige fra krig og terror til missioneren og hvor det er vore egne penge der bruges i kampen mod os.
Når vildfarelsen med at alliere sig med islamisterne er gået over, så var det måske chancen at tænke nyt og gå ind i denne kamp. Der vil være en masse fredelige midler man kan anvende, lige fra at stoppe olieimport, til at synliggøre de mange påvirkningsmekanismer og magtmidler der anvendes imod os.

Hvis sådan et projekt kunne finde tilslutning, så kunne det måske endda føre til en fredelig udgang, så Vesten ikke på et senere tidspunkt bliver nødt til at gribe til voldsomme militære midler for at afslutte konflikten.

Spørgsmålet er om den industrielle, centraliserede produktionen og distribueringen af biobrændstoffer ikke vil skabe andre politiske, økonomiske og magt-relaterede skævheder. Biobrændstof-industrien involverer typisk bil- og olieindustrien for ikke at glemme multinationale virksomheder indenfor især agrokemi- og biotekindustrien, som skaber alliancer med henblik på fælles lobbyvirksomhed. Er disse alliancer mon mest til gavn for menneskeheden eller storkapitalen?

Magten kommer med andre ord til at ligge hos kapitalstærke selskaber fra de rige lande, fordi der er et desperat behov for at finde alternative energikilder, som skal erstatte afhængigheden af olie og olielandene. Man er fristet til at spørge, hvorfor skulle denne magtfulde biobrændstof-industri og dens allierede på linie med de olieproducerende lande ikke kunne bruge deres dominans på markedet som pressionsmiddel?

Biobrændstof viser sig også som en forbandelse for almindelige mennesker, dvs. dem, hvis levevilkår direkte påvirkes af produktionen. Der er tale om sociale og miljømæssige konsekvenser, f.eks. truer produktionen af biobrændstof fødevaresuveræniteten, skaber usikre arbejdsforhold, æder sig ind på naturen og dyrkes i store industrilandbrug med enorme mængder af sprøjtemidler og kunstgødning, som skader både helbred og miljø. Desuden viser det sig at biobrændstof er langt fra så nyttig som antaget af nogle i forhold til at stoppe klimaændringerne.

Biobrændstoffer har allerede startet kampen om mad til mennesker eller mad til biler.
Det er heller ikke så svært at forestille sig en kamp om de sidste jordressourcer. I en verden hvor befolkningstallet og energiforbruget bestandigt vokser, stiger forbruget af naturressourcer også. Biobrændstof-industriens udnyttelse af disse naturressourcer kan forventes – fuldstændig på linje med olieudvindingen – at komme til at indgå i kampen om svindende ressourcer.

Man kan ikke erstatte et onde med et andet.

De såkaldte ”u-lande” er ikke en homogen størrelse, der bare vil nyde godt af en øget biobrændstof-produktion og stigende fødevarepriser. Der er en række negative faktorer, der er vigtige at have med i sine betragtninger.

For eksempel har de fattige, for hvem det skulle være rentabelt at dyrke jorden, ofte ikke noget jord at dyrke. Biobrændstof-industrien truer nemlig småbønders ret til landbrugsjord, eftersom de trænger sig frem med planer om udvidelse af monokulturer, der har en tilbøjelighed til at være under det store industrilandbrugs og de rige jordbesidderes kontrol. Dette truer småbønders og oprindelige folkeslags menneskerettigheder, idet de bliver jaget bort fra deres jord eller må udsættes for dårlige arbejdsforhold og stridigheder om jorden.

Ideen om, at det bliver rentabelt at opdyrke jorden, fordi prisen på landbrugsprodukter stiger, har også den fatale konsekvens - som vi allerede oplever i Indonesien - at det ikke kan betale sig for nationer at have regnskov, fordi den betragtes som ubenyttet land. Det vil sige regnskoven skal gøres nyttig (altså fældes), så jorden kan opdyrkes, og der kan skabes økonomisk vækst – er det rentabelt?

I samme moment skal det dog nævnes, at biobrændstoffer kan være til gavn – men kun hvis de produceres lokalt, til lokalt forbrug og af lokale ressourcer, uden det lokale økosystem lider last. Problemet opstår, når produktionen industrialiseres, når afgrøderne er GMO, når pesticider og kunstgødning tilføres, når økosystemer og biodiversiteten ødelægges, når de multinationale korporationer bliver rigere på bekostning af den fattige befolkning, småbønderne og de oprindelige folk.