Man går da ikke på café med en fed

Forleden morgen var jeg på vej til arbejde. I IC-3 toget var jeg ved at få DSB's paprundstykke i den gale hals, mens jeg studerede et eksemplar af metroXpress.

Forsiden var helliget en artikel om sundhed. Overskriften stod med fede typer og grinede os passagerer op i hovedet, lige meget hvad vej vi kiggede, fordi kupeen allerede var fyldt med metroXpresser og Urbaner, og hvad de alle sammen hedder.

"Danskerne bliver sunde for at være populære," stod der. Hvad der så var sundt, fremgik ligesom implicit af artiklen. Det behøver man sgu da ikke forklare, var holdningen.

"Frugt hver dag, løbeture og rygestop," stod der allerede i første sætning. Der blev refereret til noget, der hed KRAM-undersøgelsen, som en forskningsleder fra Statens institut for Folkesundhed varetog.

"Det går fremad, udtalte hun.

"Vi er blevet mere bevidste. Men den sunde livsstil må bredes ud til endnu flere. Det er nødvendigt, hvis truslen fra livsstilssygdommene skal afværges."

Forskningslederen formanede: "For mange ryger. En stor del af befolkningen spiser ikke nok frugt og grønt. Men det bliver hele tiden bedre. Kun på ét punkt ser det sort ud: Der drikkes mere alkohol. Hvis kurven skal vendes, må der skrides ind overfor alkoholkulturen i Danmark".

Så langt så godt. Den sædvanlige prædiken. Men så blev tonen en anden.

En sociolog, Birthe Lindahl Hansen, var indkaldt for at tilføre emnet et dybere perspektiv. Hun var fra fremtidsforskningsinstituttet Kairos future. Det fremgik ikke, hvorfor et helt institut beskæftiger sig med Kairos fremtid.

"Lysten til at være sund skyldes mere ønsket om at være en del af det gode selskab, end det skyldes omsorgen for ens helbred," sagde hun.

Så kom det, der faktisk endte med, at jeg på grund af et chokeret spjæt med armen væltede mit papkrus ud over kupébordet med alle de andres gratisaviser. Hun sagde også: "Man sidder ikke på café med en, der er fed".

Al farve forlod mit ansigt. Jeg så mig forskrækket rundt i kupeen. Der var flere til stede, som fyldte så meget, at de havde besvær med at holde sig til ét sæde, og de kunne i hvert fald ikke slå armlænet ned. Jeg prøvede at lægge mærke til, om de var kede af det. Jeg fik lyst til at lægge armen om deres store krop og trøste dem. Jeg ville gerne på café med dem.

Jeg kom til at spekulere på, hvem jeg egentlig kendte, der var fed. Jeg havde aldrig tænkt over det. Jeg kender flere store mennesker, som er søde, velbegavede og yderst charmerende, og som jeg ville elske at gå på café med.

Den dag havde jeg svært ved at koncentrere mig om mit arbejde. Sætningen gentog sig i det uendelige i mit hoved ? "Man sidder ikke på café med en, der er fed".

Foghs helse-fremtoning

Tag nu statsministeren. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer til at tænke på ham.

Ud over at regere landet så fremtræder han netop som den banaliserede udgave af en, der er sund. Hans reklamefolk har givet os indsigt i dele af hans privatliv. Han er veltrænet, løber, cykler, dyrker fitness, ryger ikke, drikker med måde, spiser sikkert uendelige mængder frugt og grønt hver dag. Og han er bestemt ikke fed.Af en eller anden grund skal vi gøres bevidst om disse ting, selv om det intet siger om, hvordan manden er som statsminister. Skal han endelig være et kulturelt forbillede, burde vi vide, hvad han læser ud over finansloven, hans yndlingsfilm, hvilken musik han hører. Hvad der danner ham som menneske!

Nu får vi et billede af en slags superman, en hån mod hans vælgere, der vel ikke alle er sportstrænede og solbrændte. Såre udansk, var jeg lige ved at sige. For nogen tid siden læste jeg et 50-års fødselsdagsinterview med Politikens ledende medarbejder. Jeg husker ikke detaljerne, men han blev blandt andet spurgt, hvad hans forhold var til hans egen krop. Svaret var noget i retning af, at den bemærkede han ikke sådan i det daglige, den ytrede sig ikke på nogen negativ måde, men han fodrede den troligt med livets glæder i form af veltillavet mad og gode vine. Det er en mand efter min smag. Han er hele sin vægt værd i tryksværte.

Denne selvforglemmelse er et sundhedstegn.

I øvrigt synes jeg vedkommende korpulente bladmager er kønnere end føromtalte sportstrænede statsmand. Men hver sin smag. Det kan også være noget med øjnene.

Det er for resten en pudsig ting, jeg har bemærket inden for min egen stands rækker. Læger har undergået en påfaldende fysiognomisk forandring de senere år. Da jeg var nyuddannet læge for cirka 30 år siden, lignede vi andre universitetsfolk med fuldskæg og sygekassebriller. Den nye generation af læger, ikke mindst dem, der optræder i medierne, ligner i højere grad sportsfolk, lidt som ham der tv-lægen Peter-et-eller-andet... Geisling.

De taler hurtigt og effektivt, mens de udgyder en lind strøm af anvisninger på, hvordan vi skal leve og især ikke leve. Speciallæger i hjertesygdomme passer virkelig til klicheen, når de giver råd om endnu et livsforlængende afsavn eller en pille, der sænker kolesteroltallet til nul.

Også i min verden, blandt de praktiserende læger, som ellers har ry for en blødere opfattelse, breder typen sig, om end i mindre grad.

Jeg har nogle gange haft sådanne folk på tomandshånd, når de har fået et par glas indenbords. Deres holdning er nogenlunde, at hovedparten af patienterne er tykke, grimme og dumme. Beviset på det sidste er, at de ikke retter sig efter deres fitness-klubs rådgivning og nægter at spise deres livsstilsmedicin i det omfang, de ønsker.

Hvad er i det hele taget sundhed? Hvis man skal anlægge en filosofisk synsvinkel på spørgsmålet, er det umuligt på en simpel måde at indkredse, hvem der er sund. Vi fødes, lever på jorden i en begrænset periode, og dør så. Det kan komme bag på nogen, men sådan er det stadigvæk. Hvem kan afgøre, hvad der var et sundt liv.

Er det længden? Livsindholdet? Det kan i hvert fald nok ikke koges ned til et spørgsmål om grøntsager, fitness og kolesteroltal.

Hvis vi i den vestlige verden anser det at leve længere for det vigtigste livsmål, hvad så med resten af kloden? Hvad sker der med de andre? Hvad sker der med børnene i den fattige del af verden?

Kræft og forkælede unge

Situationsrapport fra min lægepraksis: En midaldrende mand , hvis ansigt er mærket af smerter, konsulterer mig. Han er bleg og afmagret, kun hans mave står frem som en fodbold. Han har lungekræft, og kræften har spredt sig til leveren. Derfor fodbolden, han har vand i bughulen. I 30 år har han røget 20 cigaretter hver dag. Nu er han holdt op. Hosten har gjort det umuligt at ryge. Om kort tid skal han dø, og han ved det.

Vi taler lavmælt om den smertestillende medicin, som vi enes om at øge lidt. Vi giver hinanden hånden og siger farvel. Måske ser jeg ham ikke mere. Han smiler, da han går ud ad døren. Med stor værdighed har han taget sin skæbne på sig.

Min næste patient er en ung mand, sportstrænet. Han viser mig med stor alvor sin venstre fod, hvor han udpeger en seneknude på størrelse med en ært, som han har opdaget efter et maratonløb.

"De sidste 10 kilometer var frygtelige. Jeg kunne mærke der skete noget med foden. Det er meget smertefuldt. Den skal væk!"

Jeg forklarer ham, at han kan blive henvist til en kirurg, der er to måneders ventetid, og det kan godt være kirurgen vil fraråde operation.

"Det er helt uacceptabelt," siger han med irritation i stemmen og fortsætter: "Jeg har gudskelov en privat forsikring gennem mit it-firma, som giver mig umiddelbar adgang til Hamlet. De skal sgu nok operere!"

Han forlader klinikken uden at sige farvel. Vor tids helt!

Jeg færdes en del på jernbanestationer. Næsten daglig mødes jeg på perronen af den reklamen for Dansk Folkeparti, hvor man ser Pia Kjærsgaards kattevenlige smil i midten, flankeret af hendes tro væbnere, to kernedanske ungersvende med blå øjne. Nordiske typer. "Frisk pust over landet".

Hvad er det, alt det her minder om? Er det ikke 30'erne om igen. Lovprisningen af den sunde, muskuløse krop. Kropskulturen. Den hysteriske kanonisering af fodboldspillet. Nils Bukh og Ollerup.

Og Harald Bergstedt, der ligesom Nils Bukh var skeptisk over for boglig lærdom, og skrev i Fædrelandet: For meget åndelighed er skadelig, på samme måde som overdreven brug af salt og peber gør maden uspiselig.

Store tænkere, digtere og filosoffer ødelægger det sunde menneskeliv og fjerner fokus fra de basale glæder. Det kernesunde legeme.

"Man sidder ikke på café med en, der er fed."

Nå, men jeg er nødt til at løbe. Jeg har et tog, jeg skal nå.

Peter Kahlke er praktiserende læge