
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) hævder i kommentarer i sidste uges Information , at elever og studerende har indkaldt til demonstration på Folketingets åbningsdag på falsk grundlag. Der er ingen nedskæringer i regeringens 2008-finanslovsforslag. Alle bevillinger er videreført - hævder ministeren. Men det er ukorrekt.
Både Gymnasieskolernes Lærerforening og Rektorforeningen er enig i elevernes og DGS' tal og beregninger. Der er såvel gymnasiebesparelser på 90 millioner kr og aftalebrud fra Ministeren i regeringens finanslovsforslag. Sidste efterår indgik Haarder efter pres fra elever, lærere og rektorer en aftale med Socialdemokratiet og Radikale om at tilføre yderligere 5o millioner kr. til administration for at dække hele det beløb på 140 miollioner kr., som de gamle amter havde anvendt til formålet. Det var aftalt i strukturreformen, at den skulle være udgiftsneutral (pengene skulle følge opgaverne fra amter til stat), og Haarder havde i første omgang kun afsat 90 millioner kr. til gymnasieadministration. Nu hævder Haarder så at dette var et "overgangstilskud". Derfor vil han fjerne det igen. Men såvel Socialdemokratiet som de Radikale har på et samråd i Folketinget fredag 14. september om emnet afvist, at deres aftale med Haarder skulle være en etårig overgangsaftale. Ministerens besparelse er således udtryk for aftalebrud.
Gymnasieelevernes organisation DGS har altså helt ret i sin dokumentation af besparelser. I 2009 er der endda lagt op at spare over 100 millioner kr. fra ministerens side på gymnasie-hf-området. Jeg noterer mig også, at rektorforeningen i en pressemeddelelse bruger udtryk som "voldsomme besparelser" og "ministeren fodrer hunden med sin egen hale" om ministerens besparelsesforslag på gymnasie-og hf-området .
Det sidst udtryk henviser til et andet af Haarders forslag til finansiering af op til 150 ny pædagogikumstillinger ved at spare ca. 22 millioner kr. på uddannelsen af nye gymnasielærere. Men hvordan skal man løse et alvorligt rekrutteringsproblem til gymnasier-og hf ved at forringe nuværende og fremtidige vilkår for gymnasielærere? Det hænger vist kun sammen i Ministerens hoved.
GL støtter helhjertet elevernes protest og kampagne. Vi vil sammen med eleverne arbejde alt, hvad vi kan, for at få fjernet Haarders besparelser fra finanslovsforslaget. Alternativt vil der atter blive presset flere elever ind i klasserne. Det vil forringe vilkår for lærer-elevkontakt og studiemiljøet. Konsekvensen kan blive større frafald og forringet uddannelseskvalitet. Det vil med andre ord virke stik imod regeringens uddannelsespolitiske målsætninger.
Hvem sagde verdensklasse?