Kronik

Historien om et bebudet mord

Fremmedsprogene er ude i en forudsigelig deroute i et uddannelsessystem, der er baseret på studenterårsværk-produktion, de såkaldte 'STÅ'ere'. På Handelshøjskolen nedlægger man nu alle andre sprog end engelsk
Debat
29. september 2007
Kronikørerne er overbeviste om, at afviklingen af vores fremmedsproglige beredskab bliver dyrt - meget dyrt - for Danmark.

Kronikørerne er overbeviste om, at afviklingen af vores fremmedsproglige beredskab bliver dyrt - meget dyrt - for Danmark.

Ben Margot

Handelshøjskolen i København (CBS) har indledt fejringen af sin 90-års fødselsdag med at bebude en snarlig nedlæggelse af italiensk og russisk og en afskaffelse af translatørprofilen på alle andre sprog end engelsk.

Stort tillykke med den runde dag til erhvervslivets universitet!

Men hvor meget er der egentlig at fejre? Hvorfor afvikler Handelshøjskolen fremmedsprogsuddannelser i en globaliseringstid? Har fremmedsprog ikke længere noget med business at gøre? Jo. Faktisk en hel del. Men CBS drager nu den logiske konsekvens af en forsknings- og uddannelsespolitik, der føres under mantraer som 'Fra forskning til faktura' og 'Uddannelse på markedsvilkår'.

Skolen har derfor besluttet, at der helst ikke må udbydes uddannelser uden garanti for rentabilitet og bæredygtighed, det vil sige, at der dels skal være studerende nok til at sikre en økonomisk drift, dels skal være et marked for kandidaterne, når de er færdige.

Hvor det er rimeligt nok at forvente, at kandidaterne skal kunne afsættes, er det mere tvivlsomt, om det giver mening at forlange bæredygtighed på fremmedsprogsområdet?

Sprog er ikke som jura

Man uddanner nu en gang ikke sproglige kandidater på samme måde som økonomer og jurister. Det nytter ikke at lade 120 tyskstuderende lytte til tysk i et auditorium og herefter forvente forståelige ytringer som afkast. En reel professionel sprogkompetence kræver benhårdt arbejde, en del færdighedstræning og megen interaktion.

Man må dernæst spørge sig selv, om det er retvisende at tale om markedsvilkår på fremmedsprogsområdet?

Vi mener, at forudsætningerne for at tale om et marked brister på afgørende punkter, og at der reelt er tale om uddannelsespolitisk planøkonomi. Dette af to grunde: Politisk regulering af rekrutteringsgrundlaget og indtægten for STÅ'ere.

Regeringen og dens forligspartnere har iværksat en Gymnasiereform, der siden 2005 har reduceret andelen af elever med kendskab til tre fremmedsprog fra omkring 41 til seks procent af en årgang. Det marked, der skal levere fremmedsprogsinteresserede studenter til de videregående uddannelser, har altså ændret sig ganske betragteligt som følge af en politisk beslutning, der sigter mod at gøre engelsk til det eneste fremmedsprog, der mestres på højt niveau.

Man fremhæver ganske vist ved festlige lejligheder, f.eks. i Globaliseringsrapporten, at uddannelsessystemet skal give unge større indsigt i andre sprog, kulturer og samfund (bemærk flertalsformen). Men den opmærksomme læser ser hurtigt, at der reelt er tale om det engelske sprog. Det tilrådes, at "undervisningen i sprogfagene, først og fremmest engelsk" styrkes, ligesom der tales om "gæstelærere med relevante fremmedsprog som modersmål, herunder især engelsk". Vi må derfor formode, at det er med fuldt overlæg, at rekrutteringsgrundlaget for andre fremmedsprog end engelsk er smuldret.

Den anden grund til, at vi mener, politikerne stikker os og hele samfundet blår i øjnene ved at snakke om markedsvilkår er, at det faktisk er staten selv - ikke et marked - der bestemmer værdien af STÅ'ere. Og disse takster har i årevis været for nedadgående, hvorfor der skal uddannes stadigt flere kandidater for stadigt færre penge.

Elite gennem udsultning

I det perspektiv er videnskabsministerens festtaler om eliteuddannelser nærmest vittige. Den oversætter- og translatøruddannelse, der ser ud til at måtte lade livet for STÅ-tyranniet er jo lige præcis en af Handelshøjskolens eliteuddannelser. Men aldrig har vi været så tæt på discount-uddannelser som nu: Kortere semestre, mindre vejledning og bunker af løst ansatte lærere uden forskningsforpligtelse er kun nogle af symptomerne på, hvordan uddannelsesstederne er pisket til at tænke økonomi, bæredygtighed og kvantitet i alle led. I stedet for faglighed og kvalitet.

Kort sagt: Fremmedsprogenes krise er forværret af uddannelsespolitisk planøkonomi - ikke af markedskræfter. Det står lysende klart, når man sammenligner situationen med den måde, politikerne har håndteret den vigende søgning til de naturvidenskabelige fag på. Hvor logikken for sproguddannelsernes situation for nærværende synes at være: "Der er ikke nok, der vil lære sprog (og det er også dyrt) - ergo skal vi nedlægge sprog", var logikken for de naturvidenskabelige fag i forbindelse med den vigende søgning for et par år tilbage den diametralt modsatte: "Der er ikke nok, der vil læse naturvidenskab - ergo må vi få nogle flere til at læse det, for samfundet har brug for dem". Det medførte ud over Gymnasiereformen en række dyre storstilede kampagner.

Engelsk er bare ikke nok

Politikerne mener at vide, at Danmark ikke får brug for andre sprog- og kulturkundskaber end engelsk, for hele verden taler engelsk. Men lige præcis her hopper kæden af. Her glemmer vi at fremtidssikre. At tro vi kan nøjes med engelsk er en eklatant misforståelse. Der er så mange indlysende argumenter imod den opfattelse, at det er en gåde, at samfundets folkevalgte repræsentanter ikke vil se og høre dem. Lad os alligevel nævne et par af dem i flæng (og ikke et ord om Muhammed-krisen):

I diverse interkulturelle samarbejdsrelationer giver det allerede nu nul merværdi at kunne forstå og gøre sig forståelig på engelsk. Til gengæld rykker det, når vi kan forhandle på tysk med tyskeren, på fransk og spansk med ikke bare franskmænd og spaniere, men også med alle de andre nationaliteter, der har disse sprog som modersmål eller første fremmedsprog.

Når folk med forskellig kulturel baggrund bruger samme begreber på engelsk, tenderer vi imod at tro, at de også mener det samme, skønt samtalepartnerne ofte - og ikke overraskende - forbliver bundet af modersmålets logik. At et abstrakt begreb som 'frihed' betyder noget forskelligt alt efter, hvor man kommer fra, er selvklart; men også konkrete begreber har forskellige konnotationer alt efter kulturel baggrund.

I Europas mange mindre og mellemstore virksomheder kan mange medarbejdere stort set kun kan klare sig på deres modersmål; en nylig EU-rapport om den samfundsøkonomiske effekt af alsidige sprogkundskaber har i øvrigt påvist en så tæt forbindelse mellem fremmedsprog og- faktura, at det bør give politikere og erhvervsliv stof til eftertanke.

Globaliseringsteoretikere fremhæver en stigende tendens til det, de kalder "tilpasset lokalisering" - såkaldt glocalization - i f.eks. markedsføringsøjemed. Det kræver yderst kompetente sprogbrugere og kulturkendere.

Endelig kunne diplomatiske grunde være et argument i sig selv. Hvilket signal er det ikke, vi sender til nabolandene, hvis det i praksis ender med at blive umuligt at opretholde fremmedsprogsstudier på højeste niveau i andre sprog end engelsk.

Vi er altså på baggrund af en lilleput-provinsiel tro på, at engelsk er nok i den globaliserede verden godt i gang med at afvikle alle andre fremmedsprog end engelsk. Under dække af markedskræfternes frie spil. Når det i virkeligheden handler om politik. Om uddannelsespolitik. Om en sprogpolitik, der ikke tør sige sit navn. Sågar om udenrigspolitik.

For den galoperende anglo-amerikanisering er mere end blot og bare en holdning til fremmedsprog; det er også en afsværgelse af et sprogligt og kulturel mangfoldigt Europa, der til forveksling ligner en sproglig parallel til den udenrigspolitiske linje, Danmark har lagt siden 2001.

Vi er overbeviste om, at afviklingen af vores fremmedsproglige beredskab bliver dyrt - meget dyrt - for Danmark. Vi vil derfor opfordre alle ansvarlige til at udtænke en national handlingsplan for at sikre mangfoldige og velfungerende fremmedsprogsuddannelser i det danske uddannelsessystem.

Sidder I endnu en gang denne opfordring overhørig, kan næste - og sidste - afsnit i beretningen om fremmedsprog i Danmark skrives med inspiration fra en latinamerikansk forfatter: Historien om endnu et bebudet mord.

Mette Skovgaard Andersen er lektor og Lisbeth Verstraete Hansen er postdoc, begge CBS

Se: Effects on the European Economy of Shortages of Foreign Language Skills in Enterprise. December 2006. Executive Summary

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når danskerne tror, at de taler engelsk, taler de i virkeligheden dansk; faren for misforståelser er, med en underdrivelse, kolossal - eller rettere, den er uundgåelig og kronisk. Resultatet omsat i cool cash og politik er, at anglo-amerikaneren har 100:1 bedre chancer for at få den deal, han har schedulet sig ind på.

Danskeren står måbende og taknemmelig tilbage - som Lene Espersen, der efter at have snakket med USA's udenrigsminister om evt. juridiske komplikationer i.f.m. terrorbekæmpelse træder ud af mødelokalet med et forklaret smil og budskabet, "Der er slet ingen problemer!"

Popmusikeren og politikeren er i samme båd - de har ikke begreb om engelsk; det kræver mangeårig, intim kontakt til sproget, og ikke engang det er altid nok. For øvrigt bliver man jo så politisk set måske lidt indoktrineret i anglo-amerikansk retning, men det er vel også Foghs og Brians håb.

Også jeg har kun en hovedrysten tilovers for visse borgerlige politikeres og også socialdemokratiske politikeres holdning til at alt skal foregå på engelsk. Det er jo korrekt nok, at forhandlings-situationer ofte foregå på engelsk i dag, til gengæld er det decideret pinligt at høre på Per Stig's engelske udtale eller Anders Fogh's brug af det engelske. Og helt galt gik det da tidl. statsminister sagde, at han 'he wasn't able to talk about it' i forbindelse med Salman Rushdie's besøg. Rent sprogmatisk var det en lille fælde, han gik i, ganske enkelt fordi 'to be able to' på engelsk ofte bruges om noget som man i er i stand til at kunne, og han var fuldt ud i stand til sige noget, han var jo ikke syg eller havde fået klistret tapet for munden eller noget i den stil, og jeg tror bestemt ikke han forsøgte at være morsom på nogen måde. Han mente sikker at han 'could not eller would not' udtale sig om dette emne eller at han 'can't say anything about this subject'.

Det kunne jo så være et argument for at styrke engelsk-undervisningen og en øget engelskundervisning er jo også helt fint. Men at det fører til, at f.eks. sprog som russisk, spansk, fransk, eller italiensk og tysk, nu bliver ned-prioriteret er for mig at se totalt uforståeligt. Og det er det fordi hverdagen i Tyskland består jo ikke af engelsk, det samme gør hverdagen i f.eks. Italien jo ikke. Og selvom man måske forhandler på engelsk med en tysker eller italiener om dagen, er det jo vigtigt, at man også kender til tysk kultur eller italiensk kultur, når man skal hygge sig om aftenen, så man ikke lige pludselig begynder at synge en vis sangs 3. vers...som en vis hr. Messerschmidt gjorde hin aften på Tivoli...

Sådan er der så mange små og ubetydelige kulturelle indslag i hverdagen, som man kan kun tilegne sig, hvis man har lært fransk, tysk eller italiensk.
F.eks. ved jeg fra min glimrende fransklærer i gymnasiet, at fransk-mændene virkelig med stor patos udtaler 'la patrie', at pariserne ikke er sure, de ser bare sådan ud, ligesom jeg lærte en del af min tysklærer i gymnasiet om konflikten mellem øst og vest. Jeg har senere erfaret via tidl. kolleger der har en spansk uddannelse at der i Spanien stadig er steder, hvor man aldrig har set et spejl og hvor den moderne virkelighed har haft svært ved at trænge ind. Og i Kina skal man helst være over 45+ og gerne over 65+ før kineserne overhovedet gider tage en alvorligt. Og så nytter det altså ikke at en 25+-årig dansk smart forhandler kommer og fornærmer folk ved sin smarte optræden...så ryger den handel nok....

Og det er bl.a. det indsigt i spansk, italiensk, fransk, eller russisk kultur
sikrer...

/Karsten