Kronik

Hvordan udtales Justine Henin på dansk?

Om udtalen af udenlandske navne og hvorfor de bør udtales med de danske lyde, der ligger nærmest ved oprindelsessprogets
Debat
5. september 2007
Den belgiske tennisspiller Justine Henins navn udtales nærmest konsekvent forkert af danske sportsjournalister. Næsten alle siger -enang- i stedet for -enæng-, til trods for at kun den sidstnævnte udtale er den naturlige fordanskning af den franske.

Den belgiske tennisspiller Justine Henins navn udtales nærmest konsekvent forkert af danske sportsjournalister. Næsten alle siger -enang- i stedet for -enæng-, til trods for at kun den sidstnævnte udtale er den naturlige fordanskning af den franske.

Darron Cummings

Når jeg i fjernsynet ser tenniskampe med Justine Henin - belgieren med den formidable baghånd - distraherer det mig at danske sportsjournalister udtaler hendes navn forkert. Næsten alle siger nemlig 'enang' i stedet for 'enæng', til trods for at kun den sidstnævnte udtale er den naturlige fordanskning af den franske. Hvorfor de gør det, er ikke let at vide, for det er ikke sværere for danskere at sige 'enæng' end 'enang'. Ikke blot har vi mange låneord fra fransk der udtales med -æng, for eksempel bassin, dessin, point, teint og terræn; vi har også masser af almindelige ord med denne udtale: penge, hænge, længe, mænge osv.

Måske opstår problemet fordi radio- og tv-journalister har franske låneord som udtales med -ang, i tankerne, altså ord som klassement, kompliment, engagement, temperament og restaurant.

Et fransk fodboldhold som Paris Saint Germain går det endnu mere ud over, for her fejludtales de to sidste ord som 'sang sjermang'. Men heller ikke her er det sværere at udtale dem rigtigt som 'sæng sjermæng'.

Når man i radio og fjernsyn omtaler Justine Henin, er den naturlige fordanskning af hele hendes navn 'sjy'stin e'næng'. Altså: sj i stedet for j og y i stedet for u i fornavnet, -æng i stedet for -ang i efternavnet og tryk på anden stavelse i begge navne.

Ro'sje eller rodjer

Derimod kan det nærme sig frankofilt snobberi at udtale navne som de nævnte helt som på fransk. Det er ikke et regulært sprogskifte jeg efterlyser, kun en naturlig tilpasning af den franske udtale til dansk.

Men præcis hvor langt man skal gå i retning af den helt autentiske udtale i fremmedsproget, må nok siges at være et holdningsspørgsmål. Vi må have forståelse for at jo mere fortrolig man er med et lands sprog og kultur, jo mere tilbøjelig vil man være til at udtale navne helt som de udtales i fremmedsproget, f.eks. Jean og Henin med rigtige franske nasalvokaler.

Vi er ikke helt færdige med tennissen. Det har undret mig at kommentatorerne udtaler navnet Roger Federer på engelsk, for han er jo schweizer. Jeg gik derfor ud fra at hans fornavn skulle udtales 'ro'sje' som på fransk eller eventuelt 'roger' som på tysk. Men nu læser jeg på Federers hjemmeside at hans fornavn altid er blevet udtalt på engelsk, altså 'rodjer', fordi hans mor er fra Sydafrika. Så her er den engelske udtale altså begrundet.

Pø'sjø eller pø'sjo

Vender vi os til bilmærker, finder vi også eksempler på udtaler der ligger fjernere fra udtalen i oprindelsessproget end nødvendigt. Peugeot udtales jævnligt som 'pø'sjø', altså med samme vokal i anden stavelse som i første, men for en dansker er der jo ikke noget svært eller underligt i at sige 'pø'sjo', for den franske udtale med o i anden stavelse kender vi fra låneord som apropos, cadeau, chateau, niveau og plateau. Hvis man udtaler navnet som pø'sjo, lægger man sig ikke blot nærmere op ad udtalen i oprindelsessproget; man undgår også at blive sat i bås som udannet og ukultiveret af franskkyndige danskere.

Det italienske bilnavn Fiat udtales af langt de fleste danskere som 'fjat', altså så det rimer på 'pjat'. Selv udtaler jeg det som 'fi-at', det vil sige med to stavelser, og det hænger måske sammen med at jeg husker et gammelt reklameslogan som for mig gør sig bedst med den udtale: "Jeg er Fiat-fan./ Hvad fan er du?"

Og der er jo ikke noget underligt i udtalen med i-a i dansk, for den kender vi fra et ganske almindeligt navn som Pia.

Et engelsk bilnavn som Rover skiller også vandene. Nogle udtaler det med engelsk tungespids-r og andre med det danske bagtunge-r. Her repræsenterer den sidstnævnte udtale en helt naturlig fordanskning idet man dermed erstatter en fremmed lyd med den nærmest beslægtede i modersmålet. Men det er måske værd at lægge mærke til at denne fordanskning af nogle udlægges som manglende kendskab til engelsk.

Márquez og Almodóvar

Engelsk er i dag så dominerende at journalister ofte udtaler navne fra andre fremmede sprog på engelsk. Et eksempel på det er færgen med det latinske navn Estonia, der da den forliste, blev omtalt i radio og fjernsyn som om dens navn var engelsk. Og en dansk sportsdirektør i England udtalte i fjernsynet gentagne gange den franske fodboldspiller Thierry Henrys efternavn på engelsk, altså med h og tryk på første stavelse. Også navne på indiske byer som Jaipur og Hyderabad udtales på engelsk. I det danske nationalleksikon kan man i hvert fald læse at Jaipur udtales med dj og Hyderabad med haj- og tryk på første stavelse.

Et problem man må forholde sig til ved udtalen af udenlandske navne, er hvor trykket skal ligge. Den colombianske forfatter Gabriel García Márquez får som regel sit navn udtalt forkert med tryk på sidste stavelse i Márquez og på første i García, til trods for at den rigtige placering af trykkene fremgår af skriftens accenttegn.

Ved hjælp af skriften kan man også se at trykket i Pedro Almodóvar skal lægges på næstsidste stavelse. Alligevel hører man normalt dette navn udtalt forkert med tryk på sidste stavelse.

Pedantisk pointe

Lyder det i en dansk sammenhæng ikke som en pedantisk pointe fra overlærer Pegepind at lægge trykket på samme stavelse som i spansk?

Det synes jeg ikke, for hvorfor skulle en udtale med tryk på anden stavelse i Márquez være mere naturlig for danskere end den rigtige med tryk på første? Det der virker unaturligt, er at bruge lyde fra det fremmede sprog som vi slet ikke har på dansk, i hvert fald ikke på den plads hvor de forekommer.

For eksempel virker det kunstigt at udtale d'et i Almodóvar blødt som på spansk, for i dansk forekommer et blødt d aldrig i begyndelsen af en trykstærk stavelse. Og lige så kunstigt ville det være at udtale en ustemt th-lyd i anden stavelse af García, for i dansk findes denne lyd slet ikke (undtagen hos folk der læsper). I øvrigt er det kun i iberisk spansk at c her udtales som th; i sydamerikansk spansk udtales det som s.

Det er decideret krukket at udtale navnet Johan Sebastian Bach med en tysk harkelyd til sidst i stedet for k eller Mozart med ts i midten af ordet som i tysk. Her er der tale om verdensberømte komponister der for længst er blevet optaget i dansk kultur, og hvis navne derfor er blevet helt fordanskede. Også Wagner er så kendt at hans navn normalt fordanskes ved at blive udtalt med au og stød i første stavelse og uden noget g. Derimod udtaler vi normalt navnet Mahler på tysk, altså med et langt, dybt a og uden stød i første stavelse, og det afspejler velsagtens at Mahler er mindre berømt end Wagner.

Vladimir og Kasimir

Hvad så med et forfatternavn som Vladimir Nabokov? På russisk ligger trykket i både fornavnet og efternavnet på anden stavelse, men det kan man ikke se af skriften. Dertil kommer at Vladimir i Danmark er et godkendt fornavn som herhjemme utvivlsomt bliver udtalt med tryk på første stavelse. Selv når det drejer sig om navnet på Lolitas forfatter, virker det derfor lidt påfaldende at udtale det med tryk på anden stavelse.

Det gælder i mindst lige så høj grad for Kasimir, som vi har fået fra polsk (Kazimierz), og som også er et godkendt dansk fornavn. I sin indsyngning af Epes og Poetens "Kom hjem, kom hjem" lagde Osvald Helmuth i hvert fald trykket på første stavelse, og som versene er skrevet, kunne han umuligt have lagt det på anden:

Han har holdt sin sidste ti'er

På sin due Kasimir.

Den har sat sig på et spir,

Hvor det lader til, den bli'r.

Også her må jeg dog tilføje at kendskabet til et lands sprog og kultur spiller ind, og at folk der er fortrolige med for eksempel russisk, naturligt nok vil være tilbøjelige til at lægge trykket som det gøres i russisk, og sige Vla'dimir Na'bokov.

Et godt princip der normalt overholdes af skrivende journalister, er at personnavne skal gengives korrekt. Et tilsvarende princip burde gælde for udtalen af navne i det offentlige rum.

Det jeg efterlyser, er at udenlandske navne bliver udtalt med de danske lyde der ligger nærmest ved oprindelsessprogets, samt - hvor det i forhold til målgruppen ikke virker for påfaldende - med trykket placeret som i oprindelsessproget.

Selvom journalister i radio og fjernsyn ofte arbejder under stort tidspres, er det en god idé at tjekke udtalen af udenlandske navne inden man sender dem ud i æteren.

Det er jo journalisterne der sætter standarden for befolkningen.

Niels Davidsen-Nielsen er professor, dr.phil., og formand for Dansk Sprognævn

Tegnsætning i kroniken følger Dansk Sprognævns anbefaling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mange tak for en god, oplysende og fornøjelig kronik. Det er rart at se Dansk Sprognævns anbefalede tegnsætning anvendt; jeg savner ikke de ofte mange "overflødige" kommaer foran ledsætninger.

Bjarne F. Nielsen

Niels Davidsen-Nielsen har begået en artikel og har skrevet:

"Det jeg efterlyser, er at udenlandske navne bliver udtalt med de
danske lyde der ligger nærmest ved oprindelsessprogets, samt -
hvor det i forhold til målgruppen ikke virker for påfaldende - med
trykket placeret som i oprindelsessproget.

Selvom journalister i radio og fjernsyn ofte arbejder under stort
tidspres, er det en god idé at tjekke udtalen af udenlandske navne
inden man sender dem ud i æteren."

Og - hold nu fast, venner - der tilføjes:

"Det er jo journalisterne der sætter standarden for befolkningen."

Av. Der var den igen. Sætningen. Den, som dukker op med mellem-
rum på skrift, og som hver gang bider sig fast i sindet. Og det
kværner igen: Er det tålmodige folk ofre eller i pagt med dets
journalister? Er de altid kritikømme og udskældte journalister
folkets med- eller modspillere? Jeg ved det ikke. De må selv svare.

Men at journalister skulle kunne efterkomme så detaljerede ønsker
om udtale af navne på andre sprog, ja det har jeg vanskeligheder
ved at tro. Sportsjournalister, der fylder godt i æteren, skal jo så
være bekendt med temmelig mange sprog og gerne være vidende
om lige så mange kulturer, forstår jeg.

Men hvilken journalist, der er efterlyst, kan mon finde tid til det
i det daglige virke?

Skulle der virkelig være en sportjournalist, som i hast har forvekslet
B.T. med det i hvert fald legemessvage Information på hylden, så
har journalisten nok taget sig til kraniet under læsningen og har
tænkt:

- Hvordan i alverden skal jeg kunne udtale navne så korrekt ved
dækning af en sportsbegivenhed, hvor der let kan være flere
hundrede deltagere med navne på 10-20 sprog?

- Hvor skulle jeg kunne tjekke udtalen før speak og voice over?

Jeg synes, det er prås og spildt blæk fra en længst svunden tid,
når der doceres over udtale af navne på klassiske komponister,
som aldrig har haft et mindre publikum end i dag, hvor musik-
interesserede er spredt på et langt større antal genre. Altså, gider
vi forholde os til Bach med eller uden harkelyd?

Jeg skriver vist på vegne af temmelig mange lige så fortvivlede,
når jeg tilføjer, at den gode Davidsen-Nielsen synes orienteret
i dybet af forrige århundrede, når philologen således bryder ud i
sang om duen Kasimir. Tilkomne generationsrækker må vitterlig
finde dette helt syret.

Mit beskedne ærinde er at udtrykke forbehold over for den mulighed,
at dansk udtale kan styres af nogen.

Standpunkt

Davidsen-Nielsens artiklen er oplysende og interesssant, men
ærindet er, som sagt, næppe gennemførligt for journalisten.

Der er dog stort plus for skrive med et glimt i øjet, og velvilje gives
for at turde det radikalt løsslupne og anvende alternative tegn-
sætning.

Der vises gode takter, men jeg havde gerne set, at der i år kunne
spores fremgang i den efterhånden noget langstrakte og håbefulde
status. Det professorale bidrag kan desværre ikke blive til meget
mere end en karakter, der er noget over middel.

Alderschauvinisme er en grim ting, Bjarne, både de ældres mod de unge og de unges mod de gamle.

Bjarne F. Nielsen

Ja, Per Vadmand, og tak for kommentar.

Det er rigtig set. Jeg rører ved de ældres trang til evig og altid
at ville fortælle de unge, hvad de skal gøre. Det er irriterende at
se Dansk Sprognævns kyndigheder på www.dsn.dk og forsøg
på at kontrollere sproget med krav, som jeg ikke gider følge - og
så meget desto mere dejligt at se det fri ord i brug på mange
anderledes livlige debatsider på www for alle aldre.

Alt forstås alligevel, trods mangler af enhver art, og det har i en
fremrykket alder med altid forlagt seler ændret mit syn på behovet
for sprogtrimning.

Men fred være med det. Der er andre ting i livet end, jeg tror det
hedder, verbalfitness.

Som om ønsket om korrekt og forståeligt sprog havde noget med alder at gøre.

Sproglig omhu er nødvendig for god kommunikation, og som professionel sprogbruger harmer sjusket sprog mig lige så meget, som det må harme en god tømrer at se en amatør-gør-det-selver lade en splinterny fukssvans lige og flyde på græsplænen, så den ruster.

Kun hvis kommunikationen ellers bryder sammen er udtalen vigtig.
Hvis referencen til justine henan er etableret er det ligegyldigt hvad vi kalder hende.
Lad hattedamerne og professoren i dansk sprognævn have deres snobberi for sig selv. Man må vælge sine kampe med omhu. Kampen for sprogets genoprettelse, er kun vigtig for den der ser en værdi i, gennem et indholdsløst æstetisk dannelsesprojektat, at hæve sig selv op over de andre. .

Som min lillesøster med utrolig meget street cred vil sige, så sidder professoren jo bare og mack'er sig selv.

Dækningen af OL i Bejing bliver vel nærmest umulig hvis journalisterne skal sidde og tale lokal kinesisk dialekt.

Tom W. Petersen

Hvad den aggressive Bjarne lige gider eller ikke gider, kan vel ikke have megen interesse.
Men jeg faldt over hans påstand om, at klassisk musik aldrig har haft mindre interesse end nu.
Målt i absolutte størrelser har den næppe haft MERE interesse og større publikum end nu.
Men det, Bjarne ser, er formentlig, at så megen anden musik fylder enormt meget mere end tidligere. Så den såkaldt klassiske musik PROCENTVIS fylder mindre.
At det er sådan støttes iøvrigt stærkt af dagbladet Information, som kun kender klassisk musik, når en medarbejder lige har lyst til at sparke Haydn, eller når der sker komiske uheld ved en koncert.