Kronik

Hvorfor fyres nogle ministre, men ikke andre?

Det er undtagelsen, at en minister ryger, fordi vedkommende har givet Folketinget ufuldstændige, mangelfulde, urigtige eller vildledende oplysninger. Ministre bliver fyret eller forflyttet, når statsministeren og partilederen for en eventuel koalitionspartner skønner, at en minister kan blive en belastning for regeringen eller ikke længere skønnes at kunne udfylde rollen
Transport- og energiminister Flemming Hansen (K) (th.) overdrog i sidste uge sit ministerium til partifællen Jakob Axel Nielsen. Flemming Hansens exit var ikke uventet, da han allerede for et stykke tid siden meddelte, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.

Transport- og energiminister Flemming Hansen (K) (th.) overdrog i sidste uge sit ministerium til partifællen Jakob Axel Nielsen. Flemming Hansens exit var ikke uventet, da han allerede for et stykke tid siden meddelte, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Debat
21. september 2007

Anders Fogh Rasmussen foretog i sidste uge en mindre ommøblering af sin regering. Nye ministre kom til. Andre blev fyret, og en enkelt blev forflyttet. Det efterlader spørgsmålet: Hvorfor bliver nogle ministre fyret eller forflyttet, mens andre ministre bare fortsætter, selv om der måske har været stillet spørgsmålstegn ved, om disse ministre har levet op til de formelle krav, der stilles i henhold til ministeransvarlighedsloven.

En minister skal selvfølgelig leve op til statsministerens tillid og i tilfælde af, at der er flere partier i regeringen, også partiledernes tillid. Det vil sige en politisk vurdering.

En minister skal også følge visse stats- og forvaltningsretlige regler. Ministre må ikke give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger. De må heller ikke ved en sags behandling i Folketinget fortie oplysninger, der har væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag. Ministre har også i sidste instans ansvar for, hvad der foregår i ministeriet, og kan eventuelt drages til ansvar for, at der ikke er truffet de nødvendige beslutninger eller er truffet forkerte beslutninger.

Det er Folketingets opgave at kontrollere, at ministre lever op til deres ansvar. Det vil sige en politisk vurdering.

Til sin rådighed har Folketinget bl.a. Statsrevisorerne, der har Rigsrevisionen til rådighed. Statsrevisorernes opgave ligger bl.a. i bevillingskontrol og kontrol med, om der ved forvaltningen af de bevilgede midler er taget de nødvendige økonomiske hensyn, og om Folketinget har fået de fornødne oplysninger.

Folketinget kan også foranledige nedsat en undersøgelseskommission, som kan vedrøre alt af "almenvigtig betydning" og gå betydelig mere i dybden, bl.a. gennem vidneafhøring. Oppositionen foreslog i foråret 2006 nedsat en sådan kommission til undersøgelse af Muhammed-krisen. Det blev afvist af regeringen - med støtte fra Dansk Folkeparti - bl.a. med henvisning til, at sagen var politisk og ikke hørte hjemme i en undersøgelseskommission. En lidt speciel begrundelse, da den slags sager altid er politiske, selv om de også har en retlig side.

Barfoeds afgang

Det var en rigsrevisor-rapport og Statsrevisorernes beretning, der blev anledning til, at Lars Barfoed måtte gå af som minister. Der var tale om en forholdsvis hård kritik af skiftende ministre, som havde haft ansvaret for fødevarekontrollen. Ikke kun af Lars Barfoed. Og Rigsrevisionen fremhævede endda, at der under Lars Barfoed var gjort en del for at rette op på manglerne.

Statsrevisorernes kritik af fødevarekontrollen var forholdsvis hård, og to gange anvendtes udtrykket "påtaler" og en enkelt gang "kritiserer". I forhold til en række andre beretninger fra Statsrevisorerne lå kritikken af fødevarekontrollen og de pågældende ministre i den mere kritiske ende. Men der er også ministre, der har overlevet en endnu hårdere kritik. F.eks. overlevede Tove Fergo som kirkeminister, selv om Statsrevisorerne i 2003 ikke nøjedes med en påtale, men valgte en stærkere formulering: "Statsrevisorerne skal kraftigt påtale -".

Ifølge Rigsrevisionen var et svar fra Lars Barfoed til Folketingets fødevareudvalg i marts 2005 ikke "klart og tilstrækkeligt". Men det er ikke enestående, at et minister-svar er uklart og utilstrækkeligt.

F.eks. svarede Brian Mikkelsen som kulturminister udenom, da han i Folketinget blev stillet spørgsmålet:

"Vil ministeren oplyse, om han har henvendt sig direkte til DR's øverste ledelse siden regeringens tiltrædelse i 2001?"

Han svarede: "Som kulturminister hører Danmarks Radio under mit ressortområde. Jeg kan oplyse, at jeg løbende har haft kontakt til DR's øverste ledelse siden regeringens tiltrædelse i 2001."

To yderligere spørgsmål i Folketinget til Brian Mikkelsen fik reelt ikke nye oplysninger frem. Det var først, efter at det i pressen blev afsløret, at Brian Mikkelsen havde sendt en mail til formanden for Danmarks Radios bestyrelse om forhold og medarbejdere i DR, at Brian Mikkelsen på et fjerde spørgsmål fra et folketingsmedlem svarede, at han havde sendt flere henvendelser til DR's øverste ledelse - bestyrelsesformanden, generaldirektøren og nyhedsdirektøren - med kritik af DR. De tidligere svar var ikke kun uklare og utilstrækkelige, men reelt vildledende.

Afviser undersøgelse

Til vildledende svar hører muligvis også svar, som blev afgivet af forsvarsministeren om de danske styrker i Af-ghanistan. Når jeg bruger ordet 'muligvis', skyldes det, at der mangler en undersøgelse heraf, da regeringen og Dansk Folkeparti har afvist enhver form for uvildig undersøgelse. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har som minister måttet stå for skud på grund af manglende opfyldelse af den såkaldte behandlingsgaranti på kræftområdet. Hans svigt i den forbindelse er, at han tilsyneladende har været passiv som minister. Men også her har regeringen og Dansk Folkeparti afvist en uvildig undersøgelse.

Når Lars Barfoed måtte gå af som minister, skyldtes det Dansk Folkeparti, og at Anders Fogh Rasmussen åbenbart var indstillet på at ofre ham. Meget tyder på, at Dansk Folkeparti ventede på at kunne fyre en konservativ minister, efter at partiet i foråret 2006 blev ydmyget ved at måtte trække i land efter at have raslet med sablen.

Ellers er det karakteristisk, at Dansk Folkeparti bakker Fogh-regeringen 100 procent op, når ministre kommer i vanskeligheder. Det betyder, at regeringen fungerer som en de facto-flertalsregering. Dansk Folkeparti har afvist alle forslag om uvildige undersøgelser, fordi partiet har været enig med regeringen i sagernes indhold. Man kan selvfølgelig godt være enig med en regering i en sags indhold og alligevel mene, at regeringen har begået fejl af stats- eller forvaltningsretlig karakter, f.eks. ved ikke at have givet fyldestgørende svar eller ikke have inddraget Folketinget. Men sådan er det åbenbart ikke for Dansk Folkeparti.

At ommøbleringen denne gang gik ud over Flemming Hansen, Hans Christian Schmidt og Eva Kjer Hansen var ikke overraskende. Flemming Hansen meddelte for et stykke tid siden, at han ikke genopstillede ved næste folketingsvalg. Derfor er det kun naturligt, at hans tid som minister er slut nu. Hans Christian Schmidts afskedigelse var heller ikke overraskende, idet han tidligere er blevet forflyttet/degraderet fra Miljøministeriet til Fødevareministeriet, bl.a. efter at han havde optrådt uheldigt i sager, som både Statsrevisorerne og Ombudsmanden påtalte.

For ministre, der på denne måde har handlet eller fremtrådt uheldigt, er det ikke usædvanligt, at de i første omgang forflyttes/degraderes for senere ved næste regeringsomdannelse at få deres afsked. Ikke mindst hvis de på deres nye ministerpost har været forholdsvis usynlig.

Derfor var det heller ikke overraskende, at Eva Kjer Hansen blev forflyttet. Eva Kjer Hansen er utvivlsomt den nuværende minister, der har været tættest på fyring. Ikke fordi hun forvaltningsmæssigt har gjort noget forkert. Ikke fordi hun har givet vildledende svar til Folketinget. Ikke fordi det, hun i sin tid sagde om ulighed, ud fra en liberalistisk tankegang var forkert. Men fordi hun udtrykte sig utrolig dumt i forhold til Anders Fogh Rasmussens erklærede linje om ulighed. Her var der naturligvis ingen ytringsfrihed, selv om Anders Fogh Rasmussen ofte giver udtryk for, at ytringsfriheden er uindskrænket, og at ministre kan og skal benytte sig heraf. Det er undtagelsen, at ministre ryger i kølvandet på en beretning fra Statsrevisorerne. I Lars Barfoeds tilfælde var det heller ikke årsagen - kun anledningen. Det er undtagelsen, at en minister ryger, fordi vedkommende har givet Folketinget ufuldstændige, mangelfulde, urigtige eller vildledende oplysninger. Og selv om en minister evt. skulle have udvist et sådant svigt, sker der normalt ikke noget, når Danmark som i dag har en de facto flertalsregering. Ministre bliver fyret eller forflyttet, når statsministeren og partilederen for en eventuel koalitionspartner skønner, at en minister kan blive en belastning for regeringen eller ikke længere skønnes at kunne udfylde rollen.

Aage Frandsen er forfatter til bogen 'Politik i praksis' og tidligere folketingsmedlem for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her