Læsetid: 5 min.

Hvorfor er sex værre end vold?

Når det handler om vold i børns computerspil, er meningerne delte. Det er de underligt nok ikke, hvis man er statter volden med porno. Giver det mening?
Når det handler om vold i børns computerspil, er meningerne delte. Det er de underligt nok ikke, hvis man er statter volden med porno. Giver det mening?
14. september 2007

Når børn er færdige med skolen og drysser over på deres fritidshjem eller klub, får de ofte adgang til computerrum med spil, som nogle af dem bliver narkotisk afhængige af. Mange handler om vold, hvad enten sceneriet er urtiden, Romerriget, Anden Verdenskrig eller en ghetto i USA. Og volden er normalt umotiveret, så spilleren belønnes for at myrde, hærge og stjæle.

Mange spil er så stiliserede, at det er svært at investere følelser i dem. Det er som de gamle cowboy-og-indianer film, hvor cowboyen skød, og indianeren faldt, og så var den potte ude. Intet blod, ingen smerter, ingen følelser. Et narrativt ludospil med simple brikker.

Centrum i spillene er en række ritualer om meningsløs vold. Mange voksne bryder sig ikke om dem, men resignerer over for børnenes fascination og presset fra "de andre gør det også". Man kan skændes om, hvorvidt spillene leverer en symbolsk erstatning, der forhindrer virkelig vold, eller om de letter adgangen til virkelig vold ved at gøre voldens bevægelser til rutine.

Skal børn have adgang til den slags spil uden voksent opsyn? Der er forskel på børnenes autoritetspres hjemmefra og på deres evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed. Der er også forskel på, om de er vænnet til den slags spil hjemmefra, hvor de måske har haft voksne at tale med. Det giver en stødpude til at neutralisere de værste effekter af børnenes konkurrence om at være mest seje og rå, når de kommenterer de voldelige overgreb og ophidser hinanden til at daske og nakke.

Iliaden er splatter

Jeg har altid hyldet den filosofi, at næsten alting er i orden, når det sker sammen med de voksne. Her tæmmes de gruelige ord af den situation, de indgår i, og forskellen mellem fantasi og virkelighed bliver konkret og anskuelig. Så Grimm's eventyr og andre blodige sager har jeg læst for mine børn fra starten af. Megen klassisk litteratur, fra Iliaden til de islandske sagaer, er ved nærmere eftersyn det rene splat, hvor vold pensles ud i nærgående detaljer. Det har nok ikke fået mange til at løbe skrigende ud på gader og stræder med løftet spyd og draget sværd.

Vanskeligere bliver det, når de rå computerspil og film fyldes med detaljer og nærmer sig hverdagen. Her er forskellen, at mens computerspil foregår i klart fiktive universer, fjernt fra hverdagen, går mange film tæt på hverdagen for at udnytte dens følelser. En film som Terkel i Knibe af Anders Matthesen er ubehagelig, fordi den leverer en pervers karikatur af følelser i familien, mellem venner og i forholdet mellem lærer og elev. Jeg får en krybende fornemmelse af, at filmen aktivt bidrager til afstumpethed, når jeg ser, hvordan børn griner hjerteløst af elendigheden på skærmen.

Fra vold til porno

Men igen er tingene plumrede. Giver filmen blot åbent udtryk for destruktive fantasier, som alle børn har, og som nu trækkes ind i den fælles verden og det fælles sprog, så den forlegne latter har samme forløsende effekt som Freuds vittigheder? Eller overskrider den grænser for, hvad der kan siges og gøres, så det usigelige og ugørlige normaliseres?

Man kan skændes om børn skal eller ikke skal udsættes for Counterstrike eller GTA i klubbernes og fritidshjemmenes fugtige kældre. Et simpelt tankeeksperiment kan sætte tingene i relief.

Hvad hvis man erstatter de voldelige computerspil med pornofilm? Her vil jeg øjeblikkelig reagere: selvfølgelig skal børn ikke se porno efter skoletid. Men hvorfor egentlig ikke, og hvad er det, som gør vold måske acceptabel, men sex helt uacceptabel? Man kan sige, at pornofilm normalt bruger rigtige skuespillere - eller hvad man nu skal kalde dem - mens computerspil er tegnede. Det er dog ikke den vigtige forskel. Det vil heller ikke være acceptabelt at vise tegnet porno.

For tidligt eller forkert

Kommer sex tættere på end vold? Det er svært at argumentere for. Vold, blod og død er meget nær den intime krop, og meningsløs vold er lige så modbydelig som den måske knap så uforståelige voldtægt.

Er computervolden mere stiliseret end pornoen og derfor dårligere egnet til at vække følelser? Næppe heller - mange pornofilm er stærkt rituelle og handler om, at mælkemanden dukker op, mens mor er alene hjemme, og så går knalderiet i gang, med eller uden dikkedarer, med eller uden den fugtige finale.

Er forskellen den, at mens porno et forræderi mod den sex, som de fleste børn skal i gang med før eller siden, så er vold under alle omstændigheder er et randfænomen, det højst skal udleves som fantasier for at tage dampen af de ydmygelser, livet i knæhøjde er fyldt med? Kan hænde. Imod det taler, at sex endnu ikke er den del af børnenes hverdag. Men for det taler, at den er en del af forældrenes hverdag.

Så måske er det her, hunden ligger begravet. Vold skal holdes ude af hverdagen. Derfor kan den dyrkes i sublimerede eller stiliserede former. Skaden er ikke så stor, fordi computervold og filmvold ikke perverterer noget, som børn senere skal lære i mere civiliserede former. Sex er derimod en del af hverdagen. Derfor må den holdes fri for de rå klicheer, pornofilm er fyldt med.

Det forklarer måske, at mens der er diskussion om computervold er acceptabel, er porno ikke genstand for den slags raffinementer.

Tiden som opdrager

Forældre kan smække bronzedørene i og afvise alle former for vold og sex til børn. Det er forfriskende simpelt, men løser ikke problemet. Det er, desværre eller heldigvis, ikke kun forældre, men også tiden, som opdrager børn. Man kan også erkende sin afmagt, opgive at gribe ind og lade tingene gå deres skæve gang. Imellem disse ekstremer er der mere jordnære overvejelser om, hvor meget ens barn kan magte, og hvor meget man selv magter at påtage sig. Selv om det kildrer i fingrene efter at gribe kontrolstangen, ved man også, at forbud er den bedste reklame, en sag kan få.

En klog skoleinspektør sagde engang, at hun udmærket vidste, hun ikke kunne styre børnenes gadesprog, men at hun kunne lære dem at skelne mellem gadesprog og skolesprog, så de selv kunne styre deres tunge. Det samme gælder nok den vold og sex, børn udsættes for. Når de ikke kan vokse op i rensede miljøer, er det bedst at tage tyren ved hornene og acceptere, at Adam og Eva er fordrevet fra Paradis, og lære dem at skelne mellem skidt og kanel, samt at vold under næsten alle omstændigheder er noget skidt. Så kan de lære det - og måske spille i fred.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Ole Thyssen.

Igen skal vi høre på noget forvrøvlet sludder om at vold i computer-spil 'normalt er umotiveret, så spilleren belønnes for at myrde, hærge og stjæle.' (citat, din tekst, den 14.sept. 2007). Og ja, spilleren bliver belønnet for alt dette, men bestemt ikke umotiveret. Måske skal han slå en bestemt person (NPC) i spillet ihjel for at få adgang til netop den ting, der kan sørge for, at han komme videre, måske kan han tale med personen, eller måske kan han stjæle denne ting fra personen.

Det er ganske enkelt noget sludder, i hvert fald i de sidste 10 års computerspil. Og selv i spil som f.eks. Manhunt 2, Condemned, eller andre survival horror spil, har spilleren et valg. Han kan forsøge at snige sig igennem spellet eller han kan vælge at slå så mange af NPC'erne (de digitale karakterer ihjel). Og ja, selv i Half-Life 2 har man denne muliighed. I Counter-Strike skal man f.eks. samarbejde med andre spillere på ens hold om f.eks. at skyde andre folks karakterer eller stjæle flaget (capture the flag) fra deres hovedbase. På den måde er dette blot en slags digital udgave af vor barndoms legen røvere og soldater.

Og nej, Ole Thyssen, centrum i spillene er på ingen måder 'meningsløs vold.' For den voksne, og for den uindviede kan det måske se sådan ud, men centrum i f.eks. counter-strike er samarbejde, og centrum i GTA er at klare sig, at overleve. Og man kan faktisk klare sig igennem GTA uden at løsne et eneste skud - hvis man vil.

Alle kritikerne af computerspil mv. overser totalt at gode spil storsælger flere år efter deres udgivelse. Myst spillene (som ikke er voldelige) og Sims spillene (som heller ikke er voldelige) storsælger. Desværre er det titler som f.eks. GTA eller Half-Life eller Manhunt 2, der trækker overskrifter.

Og du, Ole Thyssen, overser totalt, at der altså er (vejledende) aldersgrænser på spillene. Man kan så, som jeg være uenig i at dette eller hint spil er sat til f.eks. 12, 16 eller 18 år. Men sådan er det nu engang. Hvis du, Ole Thyssen, f.eks. prøvede at spille world of warcraft ville du nok være enig med mig at nogle 8-10 sikkert godt kunne spille det, mens andre 8-10 årige ikke kunne spille det. Det samme kan man sige om f.eks. et spil somf.eks. Beyond Good & Evil, som er et 7+ spil. (hvis man bedømmer det ud fra indholdet). Nogle 8-årige vil kunne spille det, andre vil ikke kunne spille det, endsige forstå det.

I USA f.eks. har et nyt spil fra en spilproducent (bioware's mass effect) netop fået et 'partial nudity' stempel, fordi man kan se en nedtonet profil af et bryst i en romance (som desuden er valgfri). Her tror jeg at langt de fleste danskere og europæere vil ryste på hovedet : shakehead: Et andet spil som netop er udkommet er Bioshock. Det har, helt fortjent og fair, synes jeg, efter at have spillet demoen, fået en 18+ rating af http://www.pegi.info som er den organisation, som rater (aldersmærker) spillene i (det meste af) Europa.

Bioshock er et voldeligt spil, men der er altid en grund til volden. Hele Bioshock's verden er bygget op af en (gal?) mand som ville forbedre menneskeheden med diverse genetiske tiltag mv. Og som altid gik det galt. Rapture hedder byen som Bioshock's handling foregår i. Og man skal vælge om vil harvest eller save Little Sisters som er beskyttet af deres Big Daddy's. Alt dette lyder jo meget mærkeligt og underligt, - og det er det da også. Jeg ved bare at siden en reporter fra IGN's kæreste så den mandlige reporter harvest en Litte Sister, ja så har hans kvindelige kæreste, sagt til ham, at han sover på sofaen. Dette er altså konsekvensen af hans handlinger - i et spil - i den virkelige verden.

Alle synes åbenbart også stadig at tro, at computerspil (kun) er for børn. Det er de ikke - ikke længere. Studier har vist at den gennemsnitlige spiller i dag er ca. 30-32 år, og at ca. halvdene (40% eller så) af dem, der spiller computerspil er (unge) kvinder. Derfor er det naturligt at der også bliver lavet voksenspil til os (inkl. 40+ spilleres om mig ;) ), der godt kan lide at spille en vellavet computerspil, og som kan nyde en god historie, man selv kan påvirke udfaldet af.

Det kan man bl.a. i rollespillene som f.eks. Baldur's Gate, Gothic 3, eller Fallout spillene - også spil som f.eks. Neverwinter Nights 2 eller Oblivion indeholder dette element. I de bedste af rollespillene kan man f.eks. komme igennem spillet uden at bruge vold (alt for meget), eller man kan vælge kun at bruge vold, når det er nødvendigt. (dvs. kæmpe sig ud af en situation). En 200 pund Sten Golem venter altså ikke på at man går i grupper ;) - for nu at udtrykke det på den måde ;)

Endelig er der nogle spil, som er helt uden vold (næsten). Disse spil hedder adventurespil, og er kendetegnet ved, at være (næsten helt) uden vold. I stedet lægger de vægt på årvågenhed, skarpsindighed, logik, og evnen til at tænke sig om, kombinatorik, samt reflektion - for at komme videre i spillet.
Mange adventurespil som f.eks. The Longest Journey (funcom 1999) har lange dialoger, hvor man lærer karakterne godt at kende. Og rent faktisk indeholder dialogerne i The Longest Journey (ofte) seksuelle referencer, brugt for at beskrive hvordan især en af karakterne er en free spirited kvinde.
Syberia, Keepsake og Nancy Drew er andre spil i denne genre.

Se, Ole Thyssen, hele humlen er, at gode spil bliver husket og gemt og spillet i mange år, og det uanset om det er et spil som f.eks. Deus Ex, eller et spil som f.eks. System Shock 2 eller King's Quest spillene eller et rpgspil som Planescape Torment. Dette er de bedste af de bedste stil, der stadig spilles. Og det gør de, bl.a. fordi de har atmosfære, indeholder udfordringer, og giver spilleren (mig) et valg imellem at være 'ond' eller 'god'. Og dette er noget der til stadighed debateres og diskuteres også i spillerkredse, disse filosofiske begreber om 'ond' eller 'god'. Mange spillere er fredelige folk men når de spiller f.eks. computerspil, f.eks. rpgspil, ja så vælger de ofte den 'onde' side. Og mange får det dårligt med det, de er nødt til at gøre - for at forblive onde. Det er lige pludseligt ikke så sjovt, i et spil, at slå en hel landsby ihjel - hvis man bagefter, i virkeligheden, får moralske anfægtelser over det.

Langt de fleste spil som f.eks. er skabt i samarbejde med den amerikanske hær er ekstremt dårlige (har jeg hørt). Og hvis man endelig vil kritisere noget er det, at den amerikanske hær forsøger at sælge krig til børn og unge som et computerspil. Men det er ret beset jo ikke computerspillets skyld.

Mht. Terkel i Knibe filmen er ungerne altså ikke dummere end at de godt se at Terkel og hans lærer og alle de andre kammerater er langt ude. Det er en film, som står på ungernes side, på samme måde som H.C. Andersens everntyr gjorde det. Den indeholder nemlig ingen opdragende morale, som de fleste voksne åbenbart (stadig) synes, film, bøger - og computerspil skal.

Langt de fleste børn er udmærket i stand til at afkode at hos mormor må de sige en ting, i skolen en anden, og når de er sammen med deres kammerater noget helt tredje. Og ja, lad os tage tyren ved hornene, ikke på den voksne belærende måde, hvor voksne (igen) belærer børnene om, at deres interesse for f.eks. Half-Life 2, Bioshock, Oblivion eller Battlefield 1942 er forkert. Lad os i stedet prøve at sætte os ind i hvad det er der fascinerer børn&unge (og voksne) og så derudfra stille de kritiske spørgsmål. Og måske liste noget lærdom ind i hovedet på dem også, f.eks. personkarakteristik, narrative analyser af spillenes opbygning, hvad der er godt og dårligt i spillet, hvordan det kan forbedres mv. Så kan de spille i fred. Og samtidig lære noget :)

/Karsten

Vold er noget man helt naturligt må forholde sig til uanset alder - dette er ikke tilfældet for sex. Sex er ikke en naturlig del af livet for børn.

Således er det helt naturligt (men slet ikke politisk korrekt at nævne det) at små børn leger 'græb hinanden' men splastik pistoler, sværd eller hvad man nu endgang kan bruge. Ligeså er det helt normal for børn at gå til kampsport.

Mange forskere har i mange år kappedes om, at fortælle at børn ikke tager skade af at spille computerspil. Selvfølgelig gør de ikke det - ligesom der heller aldrig er nogen der har taget skade af at se TV (hvor kriminalitet og quizz-shows står for den største del af "underholdningen"). Alle normale mennesker og børn ved jo, at det ikke er den virkelighed, hvor den egentlige socialisering foregår...

Og vi kan heller ikke se på trafikken i dag, hvormange der har lært at køre bil med Carmageddon og Grand Theft Auto mv. - vel...?

Nu har jeg undervist unge mennesker som har benzin i blodet. Og de kører altså hurtigt mv. - også uden at have spillet Grand Thedt Auto eller Carmageddon mv. Og drenge i 18-25 års alderen kørte altså hurtigt, da jeg var ung. Holdningen blandt drengene, især dem på Teknisk Skole er den at når der ikke kommer nogle dyr eller mennesker, ja så kan man da godt køre mindst 150 km på en landevej. Og det har intet med at have spillet f.eks. GTA at gøre. Disse holdninger er ganske enkelt en del af det at være ung mand på teknisk skole. Og de ville såmænd også køre ''råddent' uden at have spillet f.eks. Carmageddon eller GTA.

/Karsten

Kære Karsten
Du, og mange andre ser volden i computerspil i forlængelse af de gode gamle lege om røvere og soldater. Jeg vil bede dig om at prøve at forstå dette. Der er en kæmpe forskel på, om volden udleves som en fantasi, eller i billedform. I fantasien skaber vi selv vores monstre, og vi er -mener mange udviklingspsykologer- sådan indrettet at vi i denne leg gennemspiller dramaer, hvor vi på en eller anden måde lærer at håndtere angst og frygt. Det væsentlige er fantasien, det kreative.
Heroverfor kan billeder og film virke som et overgreb mod fantasien, ja må nødvendigvis gøre det. Barnet får ikke mulighed for at danne sig sine egne billeder med sin egen dosering af vold og forskrækkelse. Det hele er færdig serveret. Mange børn kan simpelthen ikke tåle mosten. For dem bliver sådanne billeder til en slags besættelser, der giver dem mareridt om natten. Det siger man selvfølgelig helst ikke til nogen. Det gælder jo om at være sej. Rigtig mange børn -og det er nok min helt personlige mening- mærker ikke længere, at de ikke kan tåle det. Det er det, jeg kalder afstumpethed. Af andre forveksles det med "kan godt tåle det".
Børnekulturen lider af, at de voksne har gjort deres børn til venner, og venner skal behandles lige. Det er børnene helt med på, for det giver dem jo en masse privilegier. Det svarer bare ikke til deres psykiske behov. Langt de fleste børn kan IKKE selv vurdere, hvor mange timer de har godt af at sidde foran en skærm, og hvor meget virtuel vold de kan holde til. Denne manglende forståelse for børns psykiske behov er begrundet i en (filosofisk) materialistisk opfattelse af mennesket. Der er det, vi ser, og alt det andet (følelser, tanker, ånd) findes ikke rigtig. Men det gør de altså. Og det tager nogle år for alle børn, førend de kan passe det "psykiske tøj", der hedder billedliggjort angst og hård vold for slet ikke at sige porno. Eventyr er her en spændende mediator for den slags følelser. Også her vil jeg dog sige: Tag stilling til, hvilke billeder du viser dine små børn.

En smule tv eller computerspil anser jeg for stimulerende. Det er her børn render ud og bygger sværd og leger det bagefter. Men som regel spilles der alt, alt, alt for meget. Det er ikke unormalt at en dreng kan sidde og spille 5-6 timer på en enkelt dag. Hvis du har kendt sådan en dreng, har du måske også bemærket hvor fuldstændig slukket, trist og rastløs han virker, når han endelig har vristet sig fri fra skærmen.
Hvilket spil ovennævnte dreng end spiller, anser jeg det for skadeligt, for ensidigt for kroppen simpelthen. Men et voldeligt eller pornografisk (hvis det da findes) har en desto værre virkning af ovennævnte grunde. Kender du Michael Endes den uendelige historie om Phantasiens undergang? Det er her det sker lige nu. Jeg spørger mig selv med ængstelse: Hvordan skal sådanne børn kunne vokse op, og forandre en verden, der så trængende behøver det, hvis de ikke har fantasien i behold?
Fortæl mig hvordan jeg kan være tryg ved denne udvikling.