Kronik

Hvorfor bliver en ung mand terrorist?

Det er umuligt at pege på en enkelt faktor som udslagsgivende for, at nogle unge mænd bliver tiltrukket af en ekstremistisk ideologi. Men den typiske terrorist befinder sig i en relativt privilegeret position, og det er følelsen af at blive krænket på andres vegne, der driver ham
aHovedmanden bag angrebet mod USA den 11. september 2001, Mohamed Atta, skrev i sit testamente: -Den person, som vil vaske min krop omkring mine kønsorganer, bør have handsker på, så at han ikke rører ved mine kønsorganer- og antyder dermed, at han kan have lidt af seksuel forvirring.

aHovedmanden bag angrebet mod USA den 11. september 2001, Mohamed Atta, skrev i sit testamente: -Den person, som vil vaske min krop omkring mine kønsorganer, bør have handsker på, så at han ikke rører ved mine kønsorganer- og antyder dermed, at han kan have lidt af seksuel forvirring.

8. september 2007

En typisk terrorist befinder sig i en nogenlunde privilegeret position. Det er ikke hans egen undertrykkelse eller fattigdom, der driver ham til ekstremismen, men en følelse af at blive krænket på andres vegne. Han identificerer sig med de undertrykte og fattige masser. Både blandt den islamiske terrorismes bagmænd og ideologer og blandt gerningsmændene er personer fra indflydelsesrige og velhavende familier overrepræsenteret.

For at blive tiltrukket af politisk ekstremisme skal der være en ideologisk grobund. Denne grobund går ofte på ud på, at den gruppe, man kæmper for, er oppe imod almægtige og allestedsnærværende kræfter, der er i stand til at manipulere med meget. Størrelser som parlamentarisk demokrati, demokratiske rettigheder og menneskerettighederne er blot borgerskabets, imperialismens, Vestens, zionisternes etc. røgslør for at dække over deres totale magt.

De undertrykte, f.eks. Den Tredje Verden, muslimerne, muslimske indvandrere og flygtninge, er ofre for disse omnipotente og -præsente kræfter. De har absolut ikke nogen skyld i deres egen dårlige situation. Det er håbløst for de undertrykte at danne en legal politisk organisation og deltage i demokratiske processer.

Den eneste farbare vej er at angribe fjenden med voldelige midler. Det vil jage en skræk i livet hos de magtfulde og skabe sympati blandt de undertrykte. Masserne mangler den rette (klasse, nationale eller religiøse) bevidsthed. De skal vækkes af deres søvn, og det kan man kun gøre det ved at angribe fjenden med voldelige midler. Dette vil medføre to ting: Masserne vil se, at fjenden ikke er så magtfuld, som man troede. Den er blot en 'papirtiger'. Og fjenden vil blive nødt til at forøge undertrykkelsen for at kunne fange revolutionens fortrop og derved vise sit ægte ansigt som den aggressive kraft, den er. Modsætningerne mellem fjenden og masserne vil hermed blive mere tydelige.

Krænkelse

Ekstremisten er det ekstreme eksempel på den narcissistisk krænkede. Han har en udviklet sans og et psykisk beredskab til at blive fornærmet. Krænketheden kommer til udtryk på forskellig vis.

Han føler sig krænket, fordi han tilhører en nation eller en religiøs gruppe, som er relativt tilbagestående, hvad angår økonomisk, teknologisk og militær magt. Ekstremisten giver hele skylden til fremmede magter, ofte i form af Vesten, imperialismen, de kristne, jøderne osv.

Mange muslimske lande er heller ikke helt demokratiske, og de veluddannede fra disse lande bliver også konfronteret med krænkelser af menneskerettighederne i deres lande. Disse konfrontationer er heller ikke gunstige for at opretholde en identitet, som man kan være stolt af.

I de lande, hvor muslimerne lever som indvandrere eller flygtninge, eksempelvis i Danmark, er deres prestige ikke særlig høj, da arbejdsløsheden og den deraf følgende afhængighed af overførselsindkomster ofte er høj for denne gruppe. Denne situation er med til at skabe en følelse af krænkelse hos de veluddannede indvandrere og flygtninge.

Taberens hævn

En ekstremistisk organisation skaber et hjem for et individ, som af en eller anden grund ikke føler sig hjemme i 'mainstream'-verdenen. Følelsen af, at man ikke hører hjemme i den 'normale' verden, kan skyldes mange ting.

Der er et aspekt, som ikke i tilstrækkelig grad er blevet belyst og diskuteret: Den enkeltes seksuelle tilbøjeligheder, som ikke accepteres og respekteres i hans omgangkreds. To af de få debattører, der har taget dette aspekt op, er den britiske forfatter og Independent-kolumnist Johann Hari, som også bidrager til dagbladet Information herhjemme. Desuden er det Ian Buruma, der er professor i USA, og som er medforfatter til den kendte bog Aftenlandet (Occidentalism).

Johann Hari skrev i 2004 en artikel, hvor han hævdede, at der eksisterer et mærkeligt 'overlap' mellem homoseksualitet og fascisme. Dette fandt han irriterende, da han opfatter sig selv som en 'progressiv bøsse'.

Buruma tager dette tema op i en artikel i The Guardian med titlen "Extremism: The Loser's Revenge". I artiklen, hvor Buruma forsøger at besvare spørgmålet: "Kan seksuel utilstrækkelighed eller deprivation gøre vrede unge mænd til mordere?", fremfører han - med rette, så vidt jeg kan se - at det snarere er "hadet imod borgerligt liv" end den homoseksuelle lysts natur, der gøder jorden for den enkeltes fascination af fascismen og andre former for ekstremisme. Buruma kalder ekstremisme "taberens hævn over samfundet".

Hvem, der ikke føler sig accepteret, afhænger af det samfund eller samfundslag, han befinder sig i. Derfor kan en fyr med eksempelvis homoseksuelle tendenser føle sig udenfor. Her kan man ikke understrege kraftigt nok, at forskellige mennesker reagerer på de samme omstændigheder på vidt forskellig vis. De allerfleste vil helst vare nyde deres lyster, men nogle få vil åbenbart gøre livet til et helvede for sig selv og for andre.

Kan man fortolke det som andet end tegn på seksuel forvirring, forskrækkethed, tvetydighed, beklemthed og fortrængning, når Mohammad Atta skriver i sit testamente:

"Den person, som vil vaske min krop omkring mine kønsorganer, bør have handsker på, så at han ikke rører ved mine kønsorganer."

Der er nærmest noget bizart seksuelt over Attas formaning. Billedet af en mand, der rører ved en anden mands kønsorgan. Er det noget, som han ikke turde gøre, mens han var i live? Sender han et sidste og posthumt budskab til en, der har rørt eller ville røre ved hans kønsorganer? Eller til en, som Atta selv gerne ville røre ved?

Større end den enkelte

Alle former for ekstremisme har det til fælles, at de samstemmende lover et transcendent univers, hvor den enkelte kan overgå sig selv og blive større end sig selv.

Den organisation, som han bliver medlem af, sigter ikke på personlig interesse eller gevinst, men noget, der vedrører millioner af andre mennesker, ja, hele menneskeheden. Den enkeltes 'egoistiske' jagt efter materielle goder, bedre liv og flere penge bliver til noget, som kun tjener foragt. Når man bliver medlem af en ekstremistisk gruppe, bliver man en del af et fællesskab, et broderskab. Den enkelte smelter sammen med sine kampfæller. Der er ikke noget, der hedder privat ejendom eller privat indtægt. Alt er fælles, og alt deles. I dette univers fortrænges individet og dets interesser, tilbøjeligheder og ønsker. Ideologien, tankerne og 'sagen' tager over, og individet glider helt i baggrunden.

Enkle forklaringer

Ekstremistiske organisationer lover orden og enkelthed i det tankemæssige kaos og den forvirring, mange unge mennesker lever med i den senmoderne verden. Hvorfor er der uretfærdighed? Hvorfor er nogen rige og andre fattige?

Disse og mange andre spørgsmål kræver indviklede svar, som ikke alle har hverken kapacitet eller tålmodighed til at sætte sig ind i. Ekstremistiske ideologier lover entydige forklaringer og nemme løsninger på indviklede problemstillinger: Nogle (Vesten, de kristne, jøderne) er rige, fordi nogle andre (Den Tredje Verden, muslimerne) er fattige.

Ekstremismen lover også absolutte sandheder, som er med til at skabe ro i sjælen. Forstyrrende og uroskabende elementer som tvivl afdæmpes, og saglig debat med anderledes tænkende eksisterer ikke i dette univers. Organisationens eller partiets læresætninger skal man lære og gentage i en uendelighed.

Troen på, at man har adgang til den absolutte sandhed, baner vej for foragt for andre mennesker. Hvis de andre ikke vil acceptere ens selvindlysende overlegne synspunkter og støtte ens organisation, kan det - ifølge ekstremisten - enten skyldes dumhed eller ond vilje. I begge tilfælde fortjener den pågældende kun foragt, og for de ondsindedes tilfælde eventuelt også døden.

Det er nok en umulig opgave at pege på enkelte faktorer, der baner vejen for, at nogle unge mænd bliver tiltrukket af en ekstremistisk ideologi og havner i terrorisme. Forskellige mennesker reagerer forskelligt til de samme eller lignende omstændigheder. Det er vigtigt at huske, at den enkelte tager beslutningen om at være med i en ekstremistisk organisation og i yderste tilfælde begå mord og selvmord.

Mehmet Ümit Necef er lektor på Center for Mellemøst-studier ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu