Kronik

Af kærlighed til gud og mammon

Er det god kunst, fordi det er dyr kunst? Markedet bestemmer prisen i respons til udbud og efterspørgsel
Er det god kunst, fordi det er dyr kunst? Markedet bestemmer prisen i respons til udbud og efterspørgsel
13. september 2007

Der er bud efter den britiske kunstner Damien Hirst, der netop har solgt et menneskekranie dækket med 8.601 ægte diamanter, med en total på 1.106,18 karat. Midt i panden sidder en pæreformet, rosa diamant på over 52 karat. Værket er netop blevet solgt for over 500 millioner kroner.

Kunstnerens galleri forudser, at det bliver et af det 21. århundredes ikoner. Det er sikkert ikke meget galt. Men er det fortjent, og hvorfor er det et ikon? Jeg gransker min hjerne for at finde en begrundelse. Jeg kan finde tre plausible grunde:

1. En hyldest til den anonyme mand

Diamantkraniet er det fineste stykke arbejde, juvelerbutikken Bentley & Skinner i Bond Street har leveret, siden dronning Victoria bad dem fremstille de britiske kronjuveler. Der er tre gange så mange diamanter i Hirsts kranie som i kronjuvelerne. Det virker som mere end diskret hoveren på denne vis at få kunsten til at overgå tradition, kongehus og fædreland. Navnlig i Storbritannien.

Kraniet, der er købt af kunstneren i en antikvitetsbutik, stadfæstes af arkæologer til at komme fra en 35-årig mand, der levede mellem 1720 og 1810 et sted i Middelhavsområdet.

Der kan være et statement i at glorificere Den Ukendte, som var han en tiljublet konge for det største rige eller en bemærkelsesværdig person med glorificerede meritter. Her ligger et kranie af Hr. Hvem-som-helst. Dækket af diamanter på en form af platin, så det kan holde sig i al evighed og modstå jordskælv, flodbølger og istider. Hvad vil de tænke, når fremmede intelligenser en dag overtager vor klode om titusindvis af år? De finder et kranie fra en menneskekrop og tænker: Det må have været del af en gudedyrkelse. Kunstneren har sin egen begrundelse. Glorificeringen af Den Ukendte synes ikke at være et emne for ham.

2. Kontemporært memento mori

Ifølge kunstneren handler hans arbejde om livet, døden, sandhed, kærligheden og forholdet til gud. Selve diamantkraniet er betitlet For the Love of God.

Af kærligheden til gud forekommer mig at være en noget patetisk titel, men det bør bemærkes, at diamantkraniet første gang blev udstillet sammen med en lang række andre værker. Disse andre værker synes blot at blegne i omtalen af kraniet. De andre værker er dels en serie malerier bestilt af kunstneren, der har taget snapshots ved en kejsersnitoperation, da hans førstefødte søn kom til verden. Dels en serie malerier baseret på biopsifoto af kræftceller og andre dødelige sygdomme, kunstneren har fundet i medicinbøger.

Som om det ikke var nok med to maleri-serier og et diamantkranie, så har Hirst også lavet et dusin nye skulpturer. Syv af disse er dyr 'iscenesat' i formaldehyd. Eksempelvis et triptykon med korsfæstede får, en halveret haj og en sort kalv med dartpile som Sankt Sebastian. Der er også knælende får foran et sølvskelet af et spædbarn. Det handler om liv og død, forstås. Symbolerne er bøjet i neon. Kunstværkerne kan læses på få sekunder. Hirsts værker er næsten for nemme til at kunne blive brugt som stilemne for en 9. klasses afgangseksamen.

Kunstnerens kometkarriere blev sat i værk af reklamemanden Charles Saatchi i 1990'erne. Saatchi er manden, der har ladet indhugge EVERYTHING IS POSSIBLE på det øverste stentrin, der fører ind til reklamebureauets kontorer. Alt er muligt. Det er muligt at skabe en succes og promovere en kunstner big time. Saatchi lancerede Hirst i en superintelligent kampagne, som var kunstneren en vare, der skulle sælges til en bred målgruppe og en eksklusiv inderkreds. Det er sandsynligt, at Hirst kunne have klaret sig alene på sit kunstneriske talent, udenSaatchis professionelle indflydelse. Men det er meget tvivlsomt, om Hirst kunne have opnået samme kommercielle succes.

Hirst brød med Saatchi i 2003 og har siden været repræsenteret af Jay Jopling fra White Cube, der nu rangerer som et af Storbritanniens mest magtfulde kommercielle gallerier med kunstnere som Tracey Emin, Gilbert & George, Gavin Turk og Sam Taylor-Wood.

3. Kritik af kunstmarkedets hype

Rygter er løbet i forvejen for værket, galleriet har gjort deres pressearbejde godt. Allerede et år inden offentliggørelsen af diamantkraniet var der omtaler af det forventede mesterværk i kunstfaglig presse såvel som britiske gratisaviser. Et par gange har kraniet ryddet forsider, og et væld af kunstnere, kunsthåndværkere og karikaturtegnere har parafraseret værket, længe før det var realiseret.

Er den glitrende skønhed sublim som kunsthistoriens mesterværker, der rykker i betragteren som en dramatisk, bevidsthedsudvidende og æstetisk oplevelse? Eller er det blot kønt som den kønne blomst i min vindues-karm? Blomsten er også et memento mori. Jeg indrømmer, at Hirsts værk er mere end kønt. Når jeg står foran diamantkraniet, gibber det i mig. Det gibber i mig, fordi jeg ved, at alene produktionsudgifterne repræsenterer en monetær værdi, jeg aldrig i mit liv vil komme til at administrere. Det er flabet, som det ligger der og glimter og griner sit brede kraniesmil.

Når produktionsudgifterne er fratrukket, og galleristen har fået sine måske 50 procent, så er der måske stadig knap 200 millioner kroner tilbage til kunstneren. Damien Hirst er 42 år gammel. Hvad vil han bruge penge og resten af sit liv til? Kunstneren har købt et landsted i gotisk stil, som han vil ombygge for at kunne installere sin samling af moderne kunst og kuriositeter sammen med egne værker. Det virker som et megalomant gesamtkunstwerk-projekt og en sikker publikumssucces. Projektet kan finansieres af diamantkraniet. Der er tilmed god mulighed for, at kunstneren kan indkassere mere end den umiddelbare salgsfortjeneste, for Hirst beholder en anpart i kunstværket. Der er foreløbig planlagt en global turné med billetindtægter i sigte. Første stop ventes at blive USA, ifølge The Arts Newspaper. Efter turneen vurderes betingelserne for videresalg.

Over sommeren har der været rygter om, at George Michael og hans partner, Kenny Goss, var interesserede købere. Rygtet lyder nu, at sangeren er del af den investeringsgruppe, der endte med at købe diamantkraniet. Investeringsgruppen har købt kraniet med henblik på videresalg. Et eller andet sted på diverse skriveborde ligger nu underskrevne kontrakter med svulmende bilag. Forhandlere og juridiske rådgivere har siddet omkring et bord og diskuteret detaljer. Flere af dem har måske slet ikke set selve kunstværket. For det er ikke kunstoplevelsen, det handler om. Diamantkraniets købere er forretningsfolk. De handler ikke af kærlighed til kunsten. Deres passion er funderet i investeringsafkast og deres ambitioner styret af markedsmekanismer. De er den diametrale modsætning til den passionerede kunstsamler, der bruger sin månedsløn på et lille mesterværk, han har forelsket sig i, for så at spise havregrød resten af måneden. Denne passionerede samler vil kunne glæde sig over at eje et kunstværk og bringe det til sit hjem. Mere eller mindre uagtet hvad andre mennesker og kunstmarkedet måtte mene.

Sådan bliver det ikke for ejerne af diamantkraniet. Når anonymiteten en dag bliver brudt, vil de kunne bryste sig af deres snedige forretningssans. Indtil da vil de side med Excel-ark og fantasere om fortjenesten på langt sigt og kort sigt. Fred være med dem. Men får diamantkraniet forretningsfolkene, kunstmarkedet og dig til at tænke over menneskets dødelighed, som kunstneren hævder er hele humlen? Jeg melder pas. Diamantkraniet får mig kun til at tænke på kunstmarkedets imponerende (og ja, også fascinerende) hype-mekanisme og min egen beskedne økonomi. Diamantkraniet repræsenterer en ekstrem verden.

Jeg tilstår, at jeg er sanseligt besnæret af kraniets glitrende skønhed. Det skærer i øjnene, rummet er mørkt, og de få mennesker i rummet taler lavmælt, som stod de foran en helligdom. Sikkerhedsfolkene udenfor er venligt autoritære, og personalet dirigerer masserne, der venter i den lange kø for at få et glimt af vidunderet. Galleriets white cube er blevet en black box for tryllekunsten. Af kærlighed til gud, måske. Men ligeså meget af kærlighed til mammon.

Line Rosenvinge er mag.art. i kunsthistorie og arbejder via Tender Task Ltd i London

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gode bud - men det virker forkert på mig at overse kraniets udtryk og power, som direkte fascinerende. Du runder den lige i afslutningen, og jeg ville gætte på at det er vigtigere end de dybere læsninger når fascinationen skal forklares.
Kunne man ikke starte der istedet? Det udstiller kunsten som fascination, før mening. Det er ren fascination.
På vej mod dybden, kan vi også lige standse i niveauet stil, et godt stykke vej fra en egentlig læsning:
Manifestationen er punket. I kraft af prisen luksuspunket, så som tidsemblem, og måske endda stedsemblem for London, er det også overmåde sanseligt effektivt og støjende.

Kære Claus

Tak for kommentar!

Jeg tror jeg forstår din pointe, men jeg må indrømme at jeg ikke kan opleve værket som ren fascination. Når jeg ser på diamantkraniet er det rigtignok sanseligt effektivt. Det er sanseligt gennem et slør af tanker om den monetære værdi.

Man må respektere og acceptere kunstværket fordi det får os til at tænke. Der er masser af støj i det værk. Men jeg er ikke sikker på at det er god støj. Derfor provokerer det mig.

Mener du læsningen bær begynde og slutte med det sanselige?

Hej Line,

nej.. det var mere fordi Hirsts kranium er et så indlysende stykke popkunst at jeg synes det ligger lige for at se på det som kunstnerens rene - eller ultimative - imødekommenhed overfor det nysgerrige publikum.
Med en masse kunsthistoriske tilknytninger til memento mori osv osv for at tilfredsstille den kræsne del af publikum.
- men jeg synes virkelig godt om din læsning 1 og 2, mens det *virkelig* ville skuffe mig at høre Hirst referere til læsning 3, som jeg synes er en smule akademi-elev flad. Kritik af kunstinstitutionen for at være en ren social gestus er yesterday's news.

Du har ret, Hirst afviser selv pure at han laver institutionskritik! Kraniet er rigtignok populaert, imoedekommende og fuld af kunsthistoriske referencer. Personligt er jeg mest til hans tidlige vaerker, selvom jeg indroemmer at han er svaer at komme uden om, ogsaa i dag. Og jeg er stadig provokeret af at nogen har brugt saa mange penge paa et samtidskunstvaerk.