Kronik

Kan læger nægte rygere en operation?

Danske læger er begyndt at forskelsbehandle rygere. De skal kvitte cigaretterne, hvis de skal opereres. Det er etisk betænkeligt, for bliver denne praksis accepteret, kan man med rette spørge, hvem der bliver de næste, som ikke kan få en operation. Bliver det de svært overvægtige, narkomanerne, alkoholikerne eller dem, som dyrker ekstremsport?
Det må være op til patienten at afgøre, om hun vil ryge, ligesom det er op til patienten at afgøre, om hun vil behandles eller ej. Det modsatte er formynderi.

Det må være op til patienten at afgøre, om hun vil ryge, ligesom det er op til patienten at afgøre, om hun vil behandles eller ej. Det modsatte er formynderi.

Thomas Borberg

22. september 2007

Læger forskellige steder i landet er begyndt at kræve, at rygere skal kvitte cigaretterne, hvis de skal opereres. Denne adfærd er dog etisk betænkelig til trods for de tilsyneladende fordele ved et sådant påbud. Risikoen for komplikationer stiger fra tre til fem procent, hvis patienten ryger, og ses der specifikt på plastikkirurgiske operationer, så bliver risikoen tidoblet. Derfor kræver nogle hospitaler et rygestop to måneder før en planlagt operation og en måned bagefter.

De læger, som forlanger et rygestop af patienterne, lægger et konsekvens-etisk synspunkt til grund for deres krav, hvis vi ser på de argumenter, som taler for et rygeforbud. Konsekvens-etikken bruges ofte i sundhedsvæsenet, fordi den er velegnet, når der skal prioriteres pga. manglende ressourcer. Det er en retning, der hævder, at det er summen af en handlings positive og negative konsekvenser, som afgør, om en handling er god eller dårlig, og det er ikke nok kun at se på konsekvenserne på kort sigt, det lange perspektiv skal også medregnes. Desuden skal konsekvenser for alle implicerede parter beregnes, dvs. både patienter, pårørende, læger, sygeplejersker og andre, det kunne tænkes at berøre, for eksempel tobaks-industrien. Tobaksindustrien risikerer at miste indtægter, hvorved forhandlere og personale på tobaksfabrikken potentielt set kan miste deres arbejde. Jeg vil ikke påbegynde en længere udregning, for som man nok kan forestille sig, vil den tage meget lang tid og blive meget omfattende. Jeg vil blot fremhæve, at det må være positivt for bl.a. læger, patienter og pårørende, at risikoen for komplikationer falder, ligesom det er til gavn for samfundet og sundhedsvæsnet, fordi komplikationer koster. Endvidere kan man jo håbe på, at patienten efterfølgende vil fastholde et rygestop, hvilket ikke kun er til gavn for deres eget heldbred, men også andres. Kravet om et rygestop kommer ikke desto mindre i konflikt med andre principper, som vores sundhedsvæsen bygger på.

Ret til selvbestemmelse

Det første er patientens ret til selvbestemmelse, dvs. autonomiprincippet, idet det forudsættes, at patienten er et selvstændigt rationelt individ, der uden indblanding af andre, dvs. autonomt, er i stand til at beslutte, om de vil modtage behandling eller ej. Almindeligvis tales der om autonomiprincippet i forbindelse med patienters ret til at sige nej til behandling. Det sker ofte ved livsforlængende behandlinger, hvor patientens sidste tid er forbundet med stor smerte, men det kan også være i forbindelse med en patients ret til ikke at ville modtage blod.

Autonomiprincippet gælder i udgangspunktet rygerne. Det betyder, at det er op til patienten at afgøre, om hun vil ryge, ligesom det er op til patienten at afgøre, om hun vil behandles eller ej. Det modsatte er formynderi. Fra patientens synsvinkel handler autonomiprincippet således om, at den enkelte er herre over sin egen situation. Patienten må ikke få følelsen af at stå i en afmagtssituation, hvor hun er afskåret fra indflydelse og medbestemmelse samt er underlagt andres forgodtbefindende. Lægen skal derfor forvalte sin magt på en måde, der tager hensyn til patientens selvbestemmelse og ikke fratager den enkelte ansvaret for sig selv. Det er ikke overholdt, når patienter nægtes en operation, fordi de ryger.

Det andet princip, som kommer i konflikt med et rygeforbud, er patienternes lige ret til behandling, dvs. et retfærdighedsprincip. Retfærdighedsprincippet bygger på, at alle mennesker har samme værdi og derfor skal behandles ens. Det betyder, at der ikke må gøres forskel på patienterne uanset køn, arbejde, position, religion, seksualitet, udseende etc.. Til den liste kunne tilføjes livsstil, da rygning tilhører denne kategori.

Retfærdighedsprincippet er dog vanskeligt at efterleve i praksis, og i hverdagen er hospitalerne nødt til at prioritere. Der skal prioriteres mellem hvilke afdelinger, der skal have tilført midler, og ofte er der kun afsat midler til et bestemt antal operationer. Økonomien og manglende arbejdskraft sætter således sine begrænsninger. Ser vi på patienterne indbyrdes, er der forskel på, om de har en livstruende sygdom, eller om de skal behandles for en mindre lidelse, som kan udskydes. De fleste vil nok erklære sig enige i, at ingen patient må dø, fordi lægen er ved at tilse en brækket arm. For at undgå at ikke-livstruende sygdomme ligestilles med livstruende, kan det således være en fordel at omskrive retfærdighedsprincippet, så patienter med samme sygdom skal behandles ens, men selv det omskrevne retfærdighedsprincip bliver brudt, når rygere nægtes en operation. Der gøres nemlig forskel på patienterne pga. deres handlinger og livsstil og ikke som følge af deres lidelse.

Tankegangen bag autonomi- og retfærdighedsprincipperne bygger på pligtetik eller sindelagsetik, som står i opposition til konsekvens-etikken. Den hævder, at det er sindelaget eller pligten, som afgør, om en handling er god eller dårlig, og ikke konsekvenserne. Dele af lægeløftet og lovgivningen vedrørende lægernes virke bygger på en pligtetik, idet en læge for eksempel har pligt til at hjælpe tilskadekomne. Filosoffen Kant, en af de største pligtetikere, taler desuden om, at et moralsk princip skal kunne gøres universelt eller alment gældende. Det betyder, at når man nægter en gruppe som rygerne en operation, så skal man generelt set acceptere forskelsbehandling, også af andre patientgrupper. Det indebærer, at ingen kan vide sig sikre på, om de udsættes for forskelsbehandling, hvorfor vi må afvise tanken. I stedet må det anses for etisk korrekt, at alle patienter behandles ligeligt, da denne tanke kan gøres alment gældende.

Stigmatisering af rygere

En tredje indvending, der kan rejses mod forskelsbehandling af rygere, er af en helt anden karakter, og den har ikke noget at gøre med sygehusvæsnets grundlæggende principper. For får denne praksis, at rygere kan nægtes en operation pga. deres livsstil, lov til at blive accepteret praksis, så kan man med rette spørge, hvem der bliver de næste, som ikke kan få en operation. Bliver det de svært overvægtige, narkomanerne, alkoholikerne eller dem, som dyrker ekstrem-sport?

Det kan således undre, hvordan det kan komme dertil, at det er acceptabelt, at rygerne forskelsbehandles på grund af deres livsstil. En forklaring kan være den, at der over længere tid er sket en stigmatisering af rygerne, for eksempel gennem den nye rygelov, hvor der bl.a. ikke må ryges på værtshuse og restauranter, eller det seneste forslag om, at cigaretpakker skal påtrykkes billeder. Det er ikke længere nok med en advarsel på pakkerne, hvor der står, at rygning skader helbredet.

Mit ærinde er dog ikke at tale imod den nye rygelov, for det er vigtigt at skelne mellem, om handlinger kun skader den, som udfører handlingen, eller om det også skader andre i form af for eksempel passiv rygning. For er rygning kun til skade for det individ, der udfører handlingen, så er det op til dem selv, om de vil ryge eller ej, men det betyder ikke, at det nødvendigvis skal være op til den enkelte ryger at bestemme, hvor der må ryges. En ryger skal ligesom alle andre tage hensyn til sine medmennesker.

En læge må derfor nøjes med at oplyse patienten om de risici, der er forbundet ved at fortsætte med at ryge før en operation, men det må i sidste ende være op til patienten selv at afgøre, om hun vil fortsætte med at ryge eller ej, da denne handling trods alt er til størst skade for rygeren selv. Patienten skal på et kvalificeret grundlag kunne beslutte, om hun vil løbe den risiko, der er forbundet med at ryge. På den måde har den enkelte selv magt over situationen. En læge kan altså ikke nægte at behandle en rygende patient, men kan på anden vis motivere patienten til at stoppe.

Linea Nielsen er ekstern lektor i etik, Center for Filosofi, Syddansk Universitet, og undervisningsassistent i etik og videnskabsteori, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så længe lægeløftet ikke er blevet ændret burde der ikke være noget at rafle om.
Hvis lægerne/sygehusejerne har et problem, så må lægeløftet ændres/afskaffes.

Jesper Jørgensen

Kan man nægte at blive behandlet af en ryger, eller en af de overlæger som indimellem får en tår over tørsten til vinsmagningen? De er jo hverken tilstrækkeligt sunde eller klare i pæren til at passe deres job.