Krigen der forsvandt

'Khamzat' var lige blevet løsladt, da jeg traf ham i Tjetjenien i oktober 2005. Han var lille og tæt, og blikket brændte, da han viste os skaderne på fødder, ben og hænder. Khamzats historie kaster lys over realiteterne i Tjetjenien og var alene af den grund farligt stof. Han frygtede med god grund for sit liv. Alligevel tog han kontakt til de lokale menneskerettighedsaktivister, som jeg besøgte - han kunne ikke få sig selv til at tie.

"Jeg har et eneste ønske," sagde Khamzat. "At opnå retfærdighed på lovlig vis. Får jeg ikke det, må jeg finde andre måder."

I efteråret 1999 sendte Vladimir Putin, dengang statsminister i Rusland, føderale tropper ind i den russiske delrepublik Tjetjenien. Otte år senere er konflikten stadig i gang, men Putin sejrede helt fra starten på den vigtigste front i moderne konflikter: mediefronten.

Mens Seksdageskrigen studeres af militæranalytikere verden over som det fremmeste eksempel på en effektiv lynkrig, finder der under Den Anden Krig i Tjetjenien en eksemplarisk mediestrategi sted, der har givet Kreml banebrydende politiske gevinster. Ved at undertrykke de russiske medier og spærre konfliktzonen af for udenlandske vidner, er det lykkedes de russiske myndigheder at trylle en hel krig væk. De russiske medier har gengivet Kremls version om 'antiterroroperationen', og de vestlige medier har skrevet meget lidt. Der har ingen tv-billeder været fra konfliktzonen. Mediernes nederlag i Tjetjenien har nærmest været totalt, og de vestlige politikere har kunnet ignorere konflikten.

"Ruslands pragmatiske og vestvendte politik har skabt respekt og tillid i det øvrige Europa," skrev således Norges daværende statsminister, Kjell Magne Bondevik, i november 2002 i en lang artikel, der ikke nævnte Tjetjenien med et ord.

I løbet af årene 2003 og 2004 blev ansvaret for 'antiterroroperationen' i Tjetjenien overladt til proføderale lokale styrker. Rusland ønskede at 'tjetjenisere' konflikten og opbyggede en loyal administration i hovedstaden Grosnij baseret på familien Kadyrov. Tjetjeniseringen fik konflikten til at ligne en intern borgerkrig, hvor forskellige politiske grupperinger, krigsherrer og klaner bekriger hinanden. Til gavn for Putin. For ikke alene er de lokale myndigheder nu ansvarlige for størstedelen af overgrebene og fungerer som stødpude i kampen mod oprørerne. Tjetjenien har også institutioner som en grundlov og en 'folkevalgt' forsamling, der giver indtryk af ordnede forhold.

Men helt er manøvren nu ikke lykkedes for Kreml, for Kadyrov-styret er ikke i stand til at kontrollere Tjetjenien på egen hånd. Der står fortsat mange tusinde føderale tropper i republikken, og næsten hver uge bliver russiske soldater såret og dræbt.

Elektrotortur

I foråret 2003 blev Khamzats søn, guerillasoldaten 'Adnan', der kæmpede i den tjetjenske guerilla, taget til fange af tjetjenske sikkerhedsstyrker under ledelse af den unge sikkerhedschef Ramzan Kadyrov. Adnan tilbragte tre måneder i Kadyrovs hemmelige fængsler. Han blev tortureret gentagne gange og bevidnede drab på mænd, han delte celle med. Det var ikke kun håndlangerne, der bankede ham; også Ramzan Kadyrov selv torturerede ham ved flere lejligheder og gav ham elektrisk chok. Adnan blev hentet ind i træningslokalet, hvor torturen fandt sted. Der ventede Ramzan Kadyrov med en maskine med håndtag på.

"Den er helt ny, og nu vil jeg afprøve den på dig," sagde Kadyrov.

De andre mænd skubbede Adnan ned på en styrketræningsbænk og fæstnede ledninger til hans øre og hans lillefinger. Ramzan Kadyrov drejede på håndtaget og sendte elektriske chok gennem ham. Elektrotorturen var en forhørsmetode, men også en måde at nedbryde fangerne på.

Adnan regnede med at blive dræbt, men blev i stedet hvervet til Kadyrovs sikkerhedshedsstyrker, som for en stor dels vedkommende består af tidligere guerillasoldater. Optagelsen i disse såkaldte kadyrovtsy indebærer en form for amnesti for kampen mod de russiske styrker; men Adnan var til forskel fra andre ikke blevet helt knækket af fængselsopholdet, og i efteråret 2004 greb han chancen til at flygte og forlade Rusland. Resultatet var, at Kadyrovs mænd arresterede hans far, Khamzat, og sendte ham gennem samme helvede som sønnen. Mens Khamzat var Kadyrovs gidsel, blev han banket gentagne gange, tortureret med elektrochok og holdt isoleret under elendige forhold. Han var vidne til, hvordan Ramzan Kadyrov torturerede en af hans medfanger med elektrochok.

"Han var glad for det apparat," mente Khamzat.

Ingen kritiske medier

Khamzat slap ud knap et år senere, i oktober 2005, og er til forskel fra mange andre torturofre i konfliktzonen stået frem med sin historie. Han befinder sig nu med sin familie i et vestligt land, forhåbentlig uden for Kadyrovs rækkevidde. Khamzat og sønnen Adnans søgsmål er til behandling ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Anklager som disse kan i dag ikke prøves ved nogen russisk ret eller fortælles i russiske medier. Den eneste journalist, der gengav historier som deres, var Anna Politkovskaja. Hun blev dræbt af skud i elevatoren i sin opgang i Moskva den 7. oktober 2006. Nogle uger senere blev en af Ramzan Kadyrovs tjetjenske rivaler skudt ned på åben gade i samme by. Alt var dermed lagt til rette, så Putin kunne udnævne nok en Kadyrov til præsident i marts 2007.

Ramzan Kadyrov har skiftet torturinstrumenterne ud med slips og forsøger at gøre karriere som 'almindelig' politisk leder. Men Tjetjenien er et forgiftet samfund, og Kadyrov er ikke kuren, men en del af sygdommen. Denne sommer har kampene i Tjetjenien været hårdere end i mange år, og de er også blusset op i naborepublikkerne. Det, der i 1999 var en separatistisk konflikt i en enkelt republik, har udviklet sig til en regional konflikt med karakter af både mafiaopgør og religiøst oprør. Volden vokser ud af den institutionaliserede straffrihed i konfliktzonen og af fortrængningen af Ruslands og Sovjetunionens historiske rolle som erobrer og besætter, der udfører overgreb. Som den britiske historiker John Baddeley udtalte for 100 år siden:

"Der ville ikke blive prædiket gazavat (hellig krig) i Kaukasus, hvis russerne havde været fredelige og venligtsindede naboer."

Putinistan

Tjetjenien er også historien om, hvordan det russiske imperium genopstår i form af det, Putin kalder en 'vertikal' stat. Forandringer i centrum ses tydeligst i periferien. For at få kontrol med regionerne har Putin afskaffet demokratiske valg og udnævnt lokale bøller til lensherrer. Efter udviklingen i Kaukasus at dømme er dette ikke opskriften på en stabil stat. Under Putin har den Russiske Føderation været scene for et dramatisk politisk eksperiment: etableringen af Putinistan, et mægtigt demokratur, et autoritært styre pyntet med demokratisk garniture.

Tjetjenien har fungeret som springbræt for Putins politiske karriere og som selve grundstenen i det nye Rusland, der har rejst sig ud af 90'ernes kaos. 'Antiterroroperationen' i Kaukasus har legitimeret den uformelle undtagelsestilstand, som Putin benyttede sig af til at genvinde kontrollen i Kreml. I 2008 skal en ny præsident vælges i Rusland, men Putins autoritært kapitalistiske hybridstat vil overleve sin skaber og præge internationale forhold i årene, der kommer.

Forfatteren Vladimir Nabokov skrev engang, at Ruslands historie kan ses som 'politiets udviklingshistorie'. Politiet har overlevet alle omvæltninger og revolutioner og udgør en ubrudt linje fra Ivan den Grusommes tid til Putin. I Putinistan har udviklingshistorien nået et stadium, hvor politiet simpelthen er myndighederne. Det er i disse dage et år siden, Anna Politkovskaja blev dræbt - som en makaber bekræftelse af alle hendes dystre spådomme om det nye Rusland. Drabet fik omverdenens øjne op for situationen. Dem, der ønsker at hædre Anna Politkovskajas minde og hjælpe Tjetjeniens mange, usynlige ofre, bør støtte de russiske menneskerettighedsaktivisters kamp for at kaste lys over den usynlige kamp, der finder sted i Tjetjenien.

Kronikken bygger på bogen 'Den Usynlige Krigen' om konflikten i Tjetjenien. Den udkommer på forlaget Cappelen i Norge til oktober og forventes oversat til dansk inden længe. Forfatteren er rådgiver i Helsingforskomitéen.

Oversat af Sara Høyrup, http://www.texthouse.eu