Kommentar

Kritisk sociologi på anklagebænken

Anklagen mod de kritiske tyske sociologer om formodet tilknytning til terroristgrupper kunne i princippet rettes mod alle kritiske samfundsforskere
10. september 2007

Fire tyske sociologer er blevet anklaget for 'formodet tilknytning til terroristgruppe'. Deres 'kriminelle handling' består tilsyneladende i at forske aktivistiske grupper, der kæmper imod gentrifikation, dvs. den proces, hvor svage husholdninger må vige for ressourcestærke mennesker. Altså ikke anderledes end de byfornyelsesprocesser, som de københavnske brokvarterene har været igennem de sidste 15 år.

Den tyske sag har vakt international opsigt, og berømte sociologer som Immanuel Wallerstein, Richard Sennett og Saskia Sassen har underskrevet en appel rettet mod den tyske statsanklager.

De mange nye antiterrorlovgivninger, som er fulgt i kølvandet på 11. september, er så vidtrækkende, at kritiske samfundsforskere nu anklages og fængsles. Det er ikke noget tilfælde, at det er sociologer, der står først for skud. Sociologien er en kritisk disciplin. Den nu afdøde franske sociolog Pierre Bourdieu har engang udtalt, at den blotte tilstedeværelse af sociologer var en fare for magten, fordi den sociologiske kritik ville afsløre magtens dominansmekanismer.

Det er heller ikke første gang i historien, at samfundsforskningen har været kritisk og har været anvendt af politiske aktivister. Det skete blandt andet for de tyske socialfilosoffer og sociologer som Theodor W. Adorno og Herbert Marcuse. Deres værker nyder i dag status som klassiske værker.

Sociologien har fra sin historiske begyndelse altid haft samfundets krisetilstande og problematiske forhold som sit primære kritiske forehavende: For hvert nyt teknologisk fremskridt blev de socialpatologiske konsekvenser analyseret.

Det var f.eks. Emile Durkheim, der var den første til at pege på den forøgede selvmordsrisiko i overgangen fra det præmoderne samfund til det moderne. Sociologien opstod ifølge den store tyske sociolog Jürgen Habermas som krisevidenskab, der var optaget af samfundets sociale problemer og kritiske forhold. Sociologien benyttede sig fra sin videnskabelige begyndelse af et symptomvokabularium, hvor den altid gjorde fordring på begreber som fremmedgørelse, tingsliggørelse, anomi, sociale patologier og kriser. Diagnostiske begreber, der generer den siddende magt og forekommer kritisk.

Ingen ingeniørkunst

Sociologien har altid været forsigtig med at reducere sig selv til en hjælpevidenskab i forvaltningens tjeneste, eller som Sartre udtrykte det præcist, er det ikke hensigtsmæssigt hvis sociologer bliver rene vidensteknikere. Sociologiens opgave er ikke at påpege og løse konkrete problemer, men at indtage en kritisk rolle i forhold til samfundets mange indretningsmuligheder.

Sociologer er derfor ofte ledet af et andet praksisbegreb. En praksis, der fejrer erkendelsesfremskridt og ikke nødvendigvis effektiviserings- eller organisatoriske fremskridt. For hvem ved om de organisatoriske fremskridt er til glæde for alle samfundets medlemmer?

Sociologer forholder sig mere spørgende end svarende. Spørgsmålene tæller i sig selv som kritiske handlinger. Den franske idehistoriker Michel Foucault fastslog i sin tekst 'Hvad er kritik?,' at kunsten at stille spørgsmål er tæt forbundet med en bestemt kritisk attitude. En attitude vi i dag kalder refleksion - som et hvert barn af moderniteten får indoptaget med modermælken.

Kriminalisering

Anklagen mod de kritiske tyske sociologer kunne i princippet rettes mod alle kritiske samfundsforskere. Hverken kritik eller anklager er selvfølgelig forbeholdt sociologer, men der er ingen tvivl om, at de fire tyske sociologer ikke bliver de sidste.

Sociologien har altid været en samfundskritisk videnskab, og vi kan kun glæde os over at den sociologiske uddannelse er blevet en af de mest populærere de sidste år. Jo flere sociologer, desto mere kritisk samfundsvidenskab - og kun til glæde eftersom kritikken er vort fremmeste erkendelsesmiddel til oplysning og fremskridt.

Kritik afslører og overskrider vores indgroede dogmatiske forståelser. Konsekvensen af anklagerne er desværre, at den type af forskning, der ikke ureflekteret følger trop med tidens politiske strømninger risikere at blive stigmatiseret og eventuelt kriminaliseres. De dramatiske anklager sender en chokbølge ud i de sociologiske miljøer, ikke alene fordi videnskaben angribes, men også fordi beskeden er klar. De som kritiserer risikerer ikke kun mistænkeliggørelse, men også aflytning og fængsling.

Efter anklagerne af de fire tyske sociologer må vi desværre stille nye kritisk spørgsmål: Hvem nyder godt af budskabet om mindre kritisk forskning?

Hvem drager fordel af den kritiske stilhed?

Rasmus Willig er formand for Dansk Sociologforening, adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu