Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
22. september 2007

Om et kald

Niels Hansen, Risskov

Jeg har med interesse i Information d. 15- 16. september læst en artikel om sundhedsparadokset, som går ud på, at forholdene i sundhedsvæsenet langt fra er i orden, selv om de fleste enqueter viser stor patienttilfredshed.

Jer er enig i, at alt ikke er, som det burde være. Gang på gang bliver man mødt med den korrekte, kølige og i virkeligheden afstandstagende professionalisme. Eller den fortravlede læge, som ikke på forhånd har sat sig ind i journalen og dermed har demonstreret en betydelig faglig inkompetence ved ikke på forhånd at have planlagt sin arbejdsdag, herunder afsat tid til forberedelse, journalnotater og andre skriftlige udtalelser Udskrivningsbreve til orientering for egen læge er ofte lavt prioriteret hastværksarbejde...

Det kniber i høj grad med fornemmelsen for de såkaldt bløde værdier, et skrækkeligt udtryk, som på en eller anden måde har vundet indpas som et supplement til de såkaldt centrale kerneydelser, de hårde værdier. At opføre sig ordentligt og anstændigt - en blød værdi - er lige så vigtigt som såkaldt hard core-behandling. Den kirurgiske og anden form for instrumentel fermhed er højt udviklet og på mange måder betryggende for patienten. Men uden dybfølt interesse og omsorg vil patienten ofte føle sig fortvivlende negligeret, ensom, bange og forladt i et på mange måder helt uoverskueligt undersøgelses- og behandlingssystem.

Uvist af hvilken grund har undervisningen i patient-lægeforholdet desværre en andenrangs placering på universitetet .

Borgerne i statens lommer

Anders Skov, Silkeborg

Borgerne har det bedst i statens lommer. Det synes at være mottoet for vor konservative justitsminister, Lene Espersen. Det er jo noget at en glidning fra det gamle konservative motto: Pengene har det bedst i borgernes lommer, men hvis man ser på fængslingsregler og statens ret til indsigt i borgernes privatliv, er hensynet til statens sikkerhed langt større end til borgernes. For Lene Espersen er den enkelte borger således kun en slave der måske ofres for statens sikkerhed. Det ser vi i de temmelig skrøbelige terrorsager hvor staten bruger næsten alle tænkelige midler for at udæske borgere til en kriminel handling. Eller vi ser det i sagerne om narkotika eller ungdomskriminalitet, hvor intet er for småt til at medføre månedlange varetægtsfængslinger. Man kunne fristes til at spørge den konservative Lene Espersen: Hvad er vigtigst: individets frihed eller samfundets sikkerhedsfølelse? Men hun har sådan set allerede svaret. Borgerne har det bedst i statens lommer.

Zangenberg og Darwin

Niels Harrit, København

I sidste ombæring af en længere varende debat opretholder Mikkel Zangenberg 15. september sin karakteristik af den samlede danske forfatterstand som værende gennemsyret af "intellektuel dovenskab og æstetisk slaphed", fordi alle er enige.

Forfatterne er ganske rigtigt blandt andet enige om, at ministeriet Fogh har fyldt det offentlige rum med løgn, og at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at hælde tusindvis at bomber i hovedet på irakiske børn.

Men Zangenberg har ikke forstået gamle Darwin og fænomenet social selektion.

Zangenberg harcelerer over, at alle kunstnerne er enige. I stedet burde han notere, at nogle af de enige er blevet kunstnere.

Vi må konstatere som en erfaring - det er ikke en påstand - at kunstnere som regel er kritiske overfor magten og dens misbrugere. Måske denne skepsis og moralske indignation flyder af samme kilde som den følelsesmæssige kreativitet, der ligger bag god kunst.

Hermed ikke sagt, at alle magtkritiske personer er kunstnerisk kreative. Men det ligger i observationen, at den personlighed, der ikke rummer det kritiske gen, heller ikke manifesterer sig med god kunst.

Vi har selvfølgelig undtagelser på den danske, litterære scene som Claes Kastholm Hansen, Erik Haaest og Mikkel Zangenberg.

Nyt hus er muligt

Morten Kabell, Medl. BR for Enhl. København

Siden Socialdemokraterne solgte Ungdomshuset i år 2000, har det gamle arbejderparti forsøgt mange krumspring i forsøget på at bortforklare deres ansvar. Seneste eksempel tegner Ritt Bjerregaard sig for i Information 19. september, hvor hun slår til lyd for, at det ville være ulovligt for kommunen at give de unge et nyt hus. Men overborgmesteren taler imod bedre vidende.

27. marts 2007 foreslog Enhedslisten i Borgerrepræsentationen, at kommunen overdrog en konkret bygning til en fond, der skulle stå for etableringen af et nyt ungdomshus. Denne model er godkendt af Ritts egne embedsmænd. Københavns Kommune kan godt yde støtte til en fond, fordi ungdomsaktiviteter er et kommunalt anliggende.

Det er også værd at holde fast i, at København faktisk havde et velfungerende Ungdomshus på Jagtvej69 i 25 år. Og på trods af at dette åbenbart er ulovligt ifølge den nuværende overborgmester, så er ingen af hendes forgængere blevet sigtet for noget kriminelt i den forbindelse.

Det er altså ikke juraen, men den politiske vilje, der mangler.

Det er dejligt at overborgmesteren nu taler om et kompromis og muligheden for at bøje sig mod hinanden. Men det klinger noget hult, når S ikke har ønsket at deltage i de møder, der har været afholdt mellem de unge, EL, SF og advokaten Foldschack gennem det seneste halve år.

Skulle Ritt nu være villig til at kigge på mulighederne i stedet for at lede efter begrænsningerne, så stiller Enhedslisten gerne op.

Haarders logik

Gorm Leschly formand for GL

Bertel Haarder hævder i Information 20.september, at han hverken laver løftebrud eller nedskæringer på gymnasierne. Det bliver man ikke meget klogere af

Hvordan skulle det blive administrativt billigere at decentralisere administrationen fra 16 amter til 130 gymnasier? Det er de 130 gymnasier, som får overført nye administrative opgaver og ikke ministeriet, selvom Haarder påstår, at Undervisningsministeriet også får nogle af amternes administrative opgaver - hvilke? Der blev - som Haarder gentagne gange fastslog i medierne i november 2006 - ikke givet én krone ekstra i 2007 til den fordyrelse det er at blive statslig selvejende. Nu foreslår Ministeren så at skære 50 mio. kr på de overførte administrative opgaver fra amterne. Hvilke opgaver skal så skæres væk. Det er svært ikke at opfatte som et nedskæringsinitiativ, og jeg må konstatere, at strukturaftalens udgiftsneutralitet efter Haarders mening ikke længere gælder

Fakta er også, at Haarder foreslår besparelser på uddannelse af nye gymnasielærere. Ministerens logik? Han anerkender, at der skal uddannes flere gymnasielærere p.g.a elevfremgang og mange ældre læreres afgang. Han mener, at der er behov for op til 150 nye uddannelsesstillinger (GL vurderer at der er behov for mindst 300!) De skal finansieres ved at ældre 'dyre lærere' går af, men samtidig opfordrer han de ældre lærere til ikke at gå på pension. Det hænger da ikke sammen.

Ytring og krig

Claus Krogholm, Nørresundby

Uwe Max Jensen advarer 21. september mod, at man sidestiller ekstremistisk forsvar for ytringsfrihed med religiøs ekstremisme. "Mens ytringsfriheden nøjes med at kritisere ideer og afdøde religionsstiftere, så slår religiøse fanatikere dagligt uskyldige mennesker ihjel. For de fleste gør det en forskel." Det er i princippet rigtigt, men i virkeligheden ikke helt så enkelt. Blandt de efterhånden mange argumenter, der har været fremført som legitimering af Irak-krigen, har et af de mest vedholdende været, at man omstyrtede en tyran og i stedet har bragt demokrati og frihed til det irakiske folk. Herunder ytringsfrihed. Krigen har kostet i tusindvis af menneskeliv og sendt millioner på flugt. I det perspektiv adskiller det ekstreme forsvar for ytringsfriheden sig ikke fra korstogene eller islamistisk terror.

Tom snak

af Claus Friisberg, Varde

Selvfølgelig kan Gorm Leschly kalde en reduktion på næste års finanslov på 90 millioner for en nedskæring uden at gå sandheden for nær. Undervisningsministeren argumenter ganske vist for, at der er gode grunde til den nedsættelse af udgiftsbeløbet, men det rokker ikke ved, at det er en nedskæring.

I øvrigt er de gode grunde, ministeren påberåber sig, ikke så gode endda. Lad os f. eks. tage lærerkandidaterne. Det kan da godt være, at skolerne hen ad vejen vil spare noget pa? lønkronerne, fordi antallet af ældre medarbejdere går ned. Men de unge lærere, der er blevet ansat inden for de sidste tre fire år, bliver til gengæld dyrere, for hvert år der går, hvilket skal modregners i besparelsen. Endvidere er de besparelser, der måtte komme, ikke jævnt fordelt på de enkelte skoler.

Nogle vil vel ligefrem opleve, at det eksisterende lærerkorps bliver dyrere. Disse skoler har dermed ikke råd til at tage den ekstraudgift, der er forbundet med selv at skulle finansiere lærerkanidaterne. Men skal der uddannes et tilstrækkeligt antal, skal alle skoler i sving hermed.

Det korte af det lange er, at skolerne får færre penge pr. elev til næste år, og at opgaver vil lide derunder. Alt andet er snak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu